Hvad var Francos diktatur?
Efter sejren i borgerkrigen i 1939 etablerede Franco et diktatur, som varede til hans død i 1975. Franco udviklede hurtigt et ry for at være en barsk og hævngerrig leder. Forfølgelse af Francos politiske modstandere, hvoraf mange blev henrettet eller pint, fortsatte ifølge Jakob Buhl Jensens bog "Det brogede Spanien" (se kilder) i årevis efter borgerkrigens afslutning. Francos Spanien var centralistisk, og de spanske regionale bevægelser blev undertrykt.
Francos stærke anti-kommunisme gjorde ham populær i USA, som på det tidspunkt lå i kold krig med det kommunistiske Sovjetunionen. I 1953 underskrev Franco en aftale, der gjorde det muligt for USA at etablere luft- og flådebaser i Spanien. Spanien havde været i store økonomiske problemer, men alliancen med USA og den begyndende turisme betød, at situationen blev en smule bedre.
Efter en lang kamp med Parkinsons sygdom gik Franco i koma og døde den 20. november 1975 i en alder af 82. Dette banede vejen for, at Spanien kunne udvikle sig til et moderne europæisk demokrati.
Hvordan bliver borgerkrigen husket i Spanien?
Efter Francos død i 1975 og op gennem 1980’erne og 1990’erne herskede der i det nu demokratiske Spanien stort set tavshed om Franco-tidens grusomheder. Der var ifølge historiker Jakob Buhl Jensens bog "Det brogede Spanien" (se kilder) ligefrem indgået en såkaldt ’glemselspagt’ mellem Franco-støtter og demokratistøtter for at lette overgangen til demokrati. Aftalen indebar også, at ingen skulle retsforfølges for deres rolle under Franco-styret.
I løbet af 2000’erne steg interessen for den nære fortid, og den socialistiske Zapatero-regering (2004-2011) besluttede i 2007, at alle resterende mindesmærker og gadenavne, der hyldede Franco og hans støtter, skulle fjernes. Et stort stridspunkt er Francos enorme mindesmærke for krigens faldne på begge sider, Valle de los Caídos (De Faldnes Dal) uden for Madrid, som mange anser for i virkeligheden at være en hyldest til Franco og den nationalistiske side i borgerkrigen.
Over 500.000 mennesker blev dræbt i borgerkrigen, heraf cirka 200.000 civile. Der var mange civile drab både på republikkens og nationalisternes side, men de fleste civile blev dræbt af nationalister. Historiker Jakob Buhl Jensen refererer i bogen "Det brogede Spanien" (se kilder) den britiske historiker Paul Preston, der har konkluderet, at drabene på republikanerne foregik systematisk, og han bruger derfor betegnelsen holocaust om nationalisternes massemord.
Hvordan blev der berettet om den spanske borgerkrig i kunsten og kulturen?
Den spanske borgerkrig tiltrak en perlerække af tidens store kunstnere og intellektuelle. Mange af dem var udlændinge, der for langt størstedelens vedkommende kæmpede med våben, pen eller kamera på republikkens side.
De mest berømte af disse forfattere var briten George Orwell og amerikaneren Ernest Hemingway. Ernest Hemingways daværende kæreste og senere tredje kone, den berømte krigskorrespondent Martha Gellhorn, skildrede borgerkrigen for et amerikansk magasin. Nogle af hendes reportager fra borgerkrigen kan læses i samlingen "Krigens ansigt" (se kilder).
Tyskernes indblanding i den spanske borgerkrig, og især terrorbombningen af den baskiske by Guernica, blev berygtet i hele verden. Rædslerne i Guernica gav inspiration til den spanske kunstmaler og kommunist Pablo Picassos berømte maleri fra 1937 af samme navn.
Maleriet Guernica af Picasso
Den ungarsk-amerikanske fotograf Robert Capas levende og intense reportagefotos har dannet skole. Capa dækkede den spanske borgerkrig gennem alle årene og tog undervejs et af historiens mest berømte krigsfotografier, "The Falling Soldier", der viser en republikansk soldat i det øjeblik, han bliver ramt af en fjendtlig snigskytte under slaget ved Cerro Muriano i 1936. Der er senere opstået mistanke om, at billedet er opstillet og slet ikke viser en virkelig begivenhed.
'The fallen soldier'
Hvad var synet på Den spanske borgerkrig i Danmark?
Den officielle danske holdning var ifølge historiker Torben Riis Petersens bog "Den Spanske Borgerkrig" (se kilder) præget af den socialdemokratiske Stauning-regerings ønske om ikke at tirre Tyskland. Derfor lagde man sig på ikke-interventionslinjen sammen med blandt andet Storbritannien.
Også i Danmark var der dog udbredt støtte til republikken blandt kunstnere og intellektuelle. Sovjetunionen og Stalin blev af mange venstreorienterede intellektuelle set som et bolværk mod tidens fremstormende fascisme, selv om disse ifølge Torben Riis Petersen i "Den spanske borgerkrig" (se kilder) overså, at Sovjetkommunismen ikke ligefrem var en garant for demokratiet.
Der deltog formentlig omkring 500 danskere i Den spanske borgerkrig på republikkens side. Langt de fleste kom fra arbejderklassen, og mange var arbejdsløse. Knap halvdelen var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Den mest kendte er nok digteren Gustaf Munch-Petersen, der blev dræbt i foråret 1938. Det officielle Danmark havde et anstrengt forhold til de hjemvendte veteraner, men efter besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig blev synet på de såkaldte Spaniensfrivillige mere entydigt positivt, særligt fordi mange af de tidligere Spaniensfrivillige gik aktivt ind i den danske modstandsbevægelse under besættelsen.