Hvad var generalernes opstand?
Ved valget i februar 1936 vandt en koalition af venstrefløjspartier, Folkefronten, en smal sejr og kunne danne regering med Manuel Azaña i spidsen. Den nye regering var ifølge Stig Pedersens bog ”Den Spanske Borgerkrig” (se kilder) svag og led under intern splittelse og generel politisk og økonomisk uro.
I februar 1936 sluttede Franco og andre fremtrædende højreorienterede spanske officerer sig sammen om at vælte regeringen. General Emilio Mola blev leder af denne gruppe. Mola proklamerede oprør i den nordlige region Navarra den 19. juli 1936. Opstanden slog fejl i de fleste dele af Spanien, men Molas styrker bed sig fast i det nordlige Spanien. Franco tog kontrol over de spanske styrker i kolonien Spansk Marokko i Nordafrika og sluttede sig til oprøret. Herfra krydsede de Gibraltar-strædet og begyndte at erobre det sydlige Spanien.
Ved udgangen af september 1936 kuppede Franco sig til magten blandt oprørerne og lod sig udnævne til 'generalissimo' (øverstbefalende).
Hvor stod fronterne i borgerkrigens første år?
Generalerne satsede på en hurtig magtovertagelse, hvor de militære styrker i samarbejde med loyale militsstyrker som eksempelvis carlisterne (kongetro) og falangisterne (fascister) kunne opnå kontrol med hele Spanien. Der opstod dog stærk modstand mange steder i Spanien, hvor dele af militæret forblev loyale over for republikken. Samtidig organiseredes lokale modstandsgrupper, der viste sig at være svære for Franco og hans allierede at nedkæmpe.
Resultatet blev, at oprørerne i den første tid erobrede Andalusien i Sydspanien og vidtstrakte områder i nord, mens storbyer som Madrid, Barcelona og Bilbao med store arbejderbefolkninger længe forblev under republikkens kontrol. Med tiden blev de nationalistiske oprøreres position forstærket. Blandt andet fordi de fik massiv militær støtte fra Tyskland og Italien.
Kilde: Den store danske
Hvad var slaget om Madrid?
Generalerne Franco og Mola, som stod bag forsøget på at tage magten i 1936, var fast besluttede på, at hovedstaden Madrid i det centrale Spanien skulle indtages hurtigst muligt, og de sendte derfor tidligt i borgerkrigen styrker fra både syd og nord dertil for at indlede en belejring af byen. Madrid faldt først i den allersidste fase af krigen i 1939. Madrids modstand blev samtidig symbolet for kampen mod Franco og de øvrige generalers nationalistiske styrker og samlede modstanden mod nationalisterne under slagordet ’no pasarán!’ (’Ingen kommer igennem!’).
Hvilken betydning havde slaget om Teruel i 1938?
Magtforholdet tippede til fordel for Franco og nationalisterne i midten af 1937, da de erobrede nordkystens miner og sværindustri, blandt andet i Bilbao. Krigen blev dog ikke afgjort på dette tidspunkt, for republikanerne var dygtige til at føre forsvarskrig, mens deres modangreb på nationalisterne til gengæld oftest endte med store tab blandt deres egne.
Et af disse republikanske angreb skete på byen Teruel mellem Madrid og Barcelona. Republikanerne havde opsnappet, at Franco planlagde et massivt angreb på Madrid, og man ville derfor aflede hans styrker ved at angribe et andet sted. Teruel blev da også erobret i bidende kulde den 8. januar 1938, men da vejret blev bedre, kunne nationalisterne udnytte deres overlegne artilleri og flyvevåben. Den 21. februar var byen tilbage på nationalisternes hænder.
Efter slaget om Teruel stod vejen åben for, at nationalisterne kunne bryde igennem den republikanske zone til Middelhavet og dermed afskære Catalonien i nordøst fra resten af den republikanske zone. Stig Pedersen skriver i bogen ”Den spanske borgerkrig” (se kilder), at efter slaget om Teruel troede kun få på, at republikanerne kunne vinde krigen.
Hvilken betydning havde slaget om Ebro for krigens afslutning?
I sommeren 1938 var republikken truet, men endnu ikke slået. Francos tropper indledte et angreb på Valencia nogle hundrede kilometer syd for Barcelona. Her stødte de dog på hård modstand og led store tab. Republikken havde fået ny optimisme med en reorganisering og styrkelse af deres nordlige hær. Samtidig var de tyske tropper så småt på vej ud af konflikten for at koncentrere sig om den kommende storkrig i Europa.
Republikken indledte et angreb ved floden Ebro, dels for at lette presset på Valencia, dels for igen at samle de to adskilte republikanske områder. Slaget om Ebro var ifølge Stig Pedersens bog ”Den spanske borgerkrig” (se kilder) det mest uforsonlige og hårdeste i hele borgerkrigen, og var det slag, hvor nationalisterne led størst tab. Ikke desto mindre havde nationalisterne både flere friske tropper og dominerede luftrummet. Derfor trak de sig sejrrigt ud af slaget efter fire måneders kamp, hvor republikken reelt mistede al militær styrke. Efter slaget ved Ebro blev Catalonien erobret i begyndelsen af 1939, hvorefter Madrid faldt uden kamp den 28. marts. Den 1. april 1939 kunne Franco erklære krigen for afsluttet med nationalisterne som sejrherre.