frivillige i den spanske borgerkrig
Frivillige fra San Sebastian i Den spanske borgerkrig hviler sig under en pause mellem Nationalisternes angreb.
Foto: Ukendt / Scanpix

Den spanske borgerkrig

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Januar 2017.
Top image group
frivillige i den spanske borgerkrig
Frivillige fra San Sebastian i Den spanske borgerkrig hviler sig under en pause mellem Nationalisternes angreb.
Foto: Ukendt / Scanpix

Indledning

Den spanske borgerkrig varede fra 1936 til 1939 og var et resultat af en dyb splittelse i det spanske samfund. På den ene side stod de højreorienterede nationalister og på den anden side republikanerne, der støttede det vaklende spanske demokrati. Borgerkrigen udviklede sig til en blodig og langvarig udmattelseskrig, der i sidste ende førte til sejr for general Francos højreorienterede nationalister. Hans sejr i borgerkrigen blev indledningen til 36 års diktatur i Spanien. Borgerkrigen og det efterfølgende diktatur er stadig et åbent sår i det spanske samfund.

 

Baggrund om den spanske borgerkrig

Hvad var de grundlæggende årsager til den spanske borgerkrig?

Historiker Jakob Buhl Jensen peger i bogen ”Det brogede Spanien” (se kilder) på fire grundlæggende og indbyrdes sammenhængende konflikter, der lå til grund for borgerkrigen og også siden har præget Spanien:

· Den socioøkonomiske konflikt: Spansk historie har været præget af stor ulighed. I første omgang var uligheden primært mellem de rige jordejere på den ene side og de fattige bønder og landarbejdere på den anden. Da industrialiseringen tog fart i slutningen af 1800-tallet, opstod en ny skillelinje mellem det rige borgerskab og en voksende underklasse af arbejdere.

· Den ideologiske konflikt: Her stod skillelinjen mellem stærkt konservative, der bakkede op om ”Gud, konge og fædreland” og gerne så en fast hånd i spidsen for Spanien, og dem, der var tilhængere af demokrati og gennemgribende forandringer af samfundet.

· Den religiøse konflikt. Den katolske kirke var en dominerende faktor i det spanske samfund med stor økonomisk og politisk magt. Kirken havde også monopol på undervisning af børn og unge. Over for kirken stod reformister og ateister, der ville stække kirkens magt.

· Den regionale konflikt. Spliden stod mellem centralister, der ønskede en stat centralt styret fra hovedstaden, Madrid, og separatister, der ønskede regionalt selvstyre eller selvstændighed for forskellige områder i Spanien. Separatisterne stod særligt stærkt i Catalonien, hvor Barcelona er hovedbyen, og i Baskerlandet med hovedbyen Bilbao.

Grundlæggende stod nationalisterne, anført af general Franco, for en fastholdelse af de traditionelle spanske værdier, mens republikanerne ønskede at støtte op omkring og udvikle det spæde spanske demokrati.

Hvad var Den Anden Spanske Republik?

Den Anden Spanske Republik varede fra 1931 indtil nationalisternes endelige sejr og borgerkrigens afslutning i 1939. Den økonomiske situation i kølvandet på den verdensomspændende økonomiske krise, der begyndte i 1929, førte til, at den diktatoriske regering ledet af general Miguel Primo de Riveras, der havde siddet på magten i Spanien siden 1923, måtte gå af i 1930. Et efterfølgende kommunalvalg viste stor støtte til republikanerne, fortrinsvis i de større spanske byer.

Spanien var fortsat et monarki, også under Riveras diktatur. Republikanerne ville vælte monarkiet, der havde støttet Rivera, og kong Alfonso XIII nedlagde derfor sit hverv og rejste ud af landet. Herefter blev Den Anden Spanske Republik udråbt (den første kortlivede republik varede fra 1873 til 1874).

Mellem 1931 og 1936 skiftede regeringsmagten hænder mellem venstreorienterede og højreorienterede, og der opstod en stærk polarisering mellem de to fløje. På den ene side stod en koalition af venstrefløjspartier kaldet Folkefronten, og på den anden side stod de højreorienterede partier under det fælles navn Den Nationale Front.

Spanien kunne derfor ifølge Stig Pedersens ”Den Spanske Borgerkrig” (se kilder) ligne en nation i opløsning. I 1931 blev en ny forfatning vedtaget, som blandt andet indførte ytrings- og foreningsfrihed, udvidede stemmeretten og gav flere privilegier til kvinder, tillod skilsmisser og fjernede den spanske adels særstatus. Den nye forfatning satte også begrænsninger for den katolske kirkes indflydelse og tillod regionalt selvstyre.

Hvem var Franco?

Francisco Franco Y Bahamonde (1892-1975) blev født ind i en flådefamilie på Spaniens nordkyst. Han gjorde lynkarriere i militæret og blev i 1926 udnævnt til general. Han gjorde sig ifølge Stig Jørgensens bog ”Spanien – krise, krig, diktatur, demokrati” (se kilder) blandt andet bemærket i 1934 ved at stå i spidsen for militærets brutale nedkæmpelse af en opstand blandt minearbejdere i Nordspanien.

Franco var ikke oprindeligt en af hovedkræfterne bag den opstand, som en række generaler stod bag i 1936, og som blev begyndelsen på borgerkrigen. Alligevel gik der ikke længe, før han havde sat sig i spidsen for opstanden. Efter borgerkrigens afslutning i 1939 sad Franco som Spaniens diktator helt frem til sin død i 1975.

Franco gik ind for et disciplineret og centralistisk styre og støttede sig til konservative, nationale og katolske værdier. Han gjorde borgerkrigen til et korstog imod det, han kaldte for Anti-Spanien: liberale, separatister, anarkister og kommunister.

 

Borgerkrigens forløb 1936-1939

Hvad var generalernes opstand?

Ved valget i februar 1936 vandt en koalition af venstrefløjspartier, Folkefronten, en smal sejr og kunne danne regering med Manuel Azaña i spidsen. Den nye regering var ifølge Stig Pedersens bog ”Den Spanske Borgerkrig” (se kilder) svag og led under intern splittelse og generel politisk og økonomisk uro.

I februar 1936 sluttede Franco og andre fremtrædende højreorienterede spanske officerer sig sammen om at vælte regeringen. General Emilio Mola blev leder af denne gruppe. Mola proklamerede oprør i den nordlige region Navarra den 19. juli 1936. Opstanden slog fejl i de fleste dele af Spanien, men Molas styrker bed sig fast i det nordlige Spanien. Franco tog kontrol over de spanske styrker i kolonien Spansk Marokko i Nordafrika og sluttede sig til oprøret. Herfra krydsede de Gibraltar-strædet og begyndte at erobre det sydlige Spanien.

Ved udgangen af ​​september 1936 kuppede Franco sig til magten blandt oprørerne og lod sig udnævne til 'generalissimo' (øverstbefalende).

Hvor stod fronterne i borgerkrigens første år?

Generalerne satsede på en hurtig magtovertagelse, hvor de militære styrker i samarbejde med loyale militsstyrker som eksempelvis carlisterne (kongetro) og falangisterne (fascister) kunne opnå kontrol med hele Spanien. Der opstod dog stærk modstand mange steder i Spanien, hvor dele af militæret forblev loyale over for republikken. Samtidig organiseredes lokale modstandsgrupper, der viste sig at være svære for Franco og hans allierede at nedkæmpe.

Resultatet blev, at oprørerne i den første tid erobrede Andalusien i Sydspanien og vidtstrakte områder i nord, mens storbyer som Madrid, Barcelona og Bilbao med store arbejderbefolkninger længe forblev under republikkens kontrol. Med tiden blev de nationalistiske oprøreres position forstærket. Blandt andet fordi de fik massiv militær støtte fra Tyskland og Italien.

Den spanske borgerkrig. Kort

 

Kilde: Den store danske

Hvad var slaget om Madrid?

Generalerne Franco og Mola, som stod bag forsøget på at tage magten i 1936, var fast besluttede på, at hovedstaden Madrid i det centrale Spanien skulle indtages hurtigst muligt, og de sendte derfor tidligt i borgerkrigen styrker fra både syd og nord dertil for at indlede en belejring af byen. Madrid faldt først i den allersidste fase af krigen i 1939. Madrids modstand blev samtidig symbolet for kampen mod Franco og de øvrige generalers nationalistiske styrker og samlede modstanden mod nationalisterne under slagordet ’no pasarán!’ (’Ingen kommer igennem!’).

Hvilken betydning havde slaget om Teruel i 1938?

Magtforholdet tippede til fordel for Franco og nationalisterne i midten af 1937, da de erobrede nordkystens miner og sværindustri, blandt andet i Bilbao. Krigen blev dog ikke afgjort på dette tidspunkt, for republikanerne var dygtige til at føre forsvarskrig, mens deres modangreb på nationalisterne til gengæld oftest endte med store tab blandt deres egne.

Et af disse republikanske angreb skete på byen Teruel mellem Madrid og Barcelona. Republikanerne havde opsnappet, at Franco planlagde et massivt angreb på Madrid, og man ville derfor aflede hans styrker ved at angribe et andet sted. Teruel blev da også erobret i bidende kulde den 8. januar 1938, men da vejret blev bedre, kunne nationalisterne udnytte deres overlegne artilleri og flyvevåben. Den 21. februar var byen tilbage på nationalisternes hænder.

Efter slaget om Teruel stod vejen åben for, at nationalisterne kunne bryde igennem den republikanske zone til Middelhavet og dermed afskære Catalonien i nordøst fra resten af den republikanske zone. Stig Pedersen skriver i bogen ”Den spanske borgerkrig” (se kilder), at efter slaget om Teruel troede kun få på, at republikanerne kunne vinde krigen.

Hvilken betydning havde slaget om Ebro for krigens afslutning?

I sommeren 1938 var republikken truet, men endnu ikke slået. Francos tropper indledte et angreb på Valencia nogle hundrede kilometer syd for Barcelona. Her stødte de dog på hård modstand og led store tab. Republikken havde fået ny optimisme med en reorganisering og styrkelse af deres nordlige hær. Samtidig var de tyske tropper så småt på vej ud af konflikten for at koncentrere sig om den kommende storkrig i Europa.

Republikken indledte et angreb ved floden Ebro, dels for at lette presset på Valencia, dels for igen at samle de to adskilte republikanske områder. Slaget om Ebro var ifølge Stig Pedersens bog ”Den spanske borgerkrig” (se kilder) det mest uforsonlige og hårdeste i hele borgerkrigen, og var det slag, hvor nationalisterne led størst tab. Ikke desto mindre havde nationalisterne både flere friske tropper og dominerede luftrummet. Derfor trak de sig sejrrigt ud af slaget efter fire måneders kamp, hvor republikken reelt mistede al militær styrke. Efter slaget ved Ebro blev Catalonien erobret i begyndelsen af 1939, hvorefter Madrid faldt uden kamp den 28. marts. Den 1. april 1939 kunne Franco erklære krigen for afsluttet med nationalisterne som sejrherre.