Hvad er søvnens funktion?
Sammenlagt sover mennesker cirka en tredjedel af livet. Og der er god grund til, at så stor en del af livet helst skal leves sovende: Det er helt afgørende for at fungere optimalt i de vågne timer. Kroppen genopbygger nemlig sig selv, mens vi sover, bl.a. ved at producere forskellige hormoner, som organerne har brug for. Cellerne får også et pusterum til at udbedre dagens skader. Selv mindre søvnmangel svækker hjernens funktion målbart, og det kan ikke indhentes ved at sove længere i weekenden. Også immunsystemet opbygges under søvnen. Det er videnskabeligt bevist, at immunsystemet har brug for søvn for at fungere optimalt, mens længere perioder med manglende eller begrænset søvn forringer funktionen af immunforsvaret. Forsøg hvor man enten har udsat forsøgspersoner for total søvnmangel eller begrænset søvn i 4-10 dage har vist, at søvnmangel forværrer betændelsestilstanden i kroppen, såkaldte inflammationer og øger risikoen for at blive syg. Søvnen spiller også en afgørende rolle for vores hukommelse. Særligt i den tid, vi drømmer – den såkaldte REM-søvn. Det er her, vi lagrer forskellige oplevelser og informationer i hukommelsen. Det er bl.a. vist, at søvnmangel fører til nedsat hukommelse og svækket reaktionsevne. Søvnen er populært sagt med til at vaske hjernen ren, så den kan lagre ny information næste dag. Søvnen er også med til at holde blodkarrene i form og blodtrykket stabilt. Søvnen regulerer også appetitten. Det sker, fordi mængden af stresshormonet kortisol reduceres, når vi sover, og det er det hormon, der styrer følelsen af sult. Samtidig øger søvnen kroppens omsætning af sukker og fedt. Også humøret påvirkes af søvnen, og flere studier har vist, at søvnmangel ikke bare giver en kortere lunte, men at den kan resultere i betydeligt dårligere humør og i yderste konsekvens udvikling af depression. Det kan man læse i artiklen "Det gør søvnen ved kroppen" på Videnskab.dk (se kilder).
Hvilke forskellige former for søvn findes der?
Søvnforskerne inddeler søvnen i fire stadier, der alle producerer forskellige hjernebølger og elektrisk aktivitet. Man skelner mellem let søvn (søvnstadie N1), lidt dybere søvn (søvnstadie N2), dyb søvn (søvnstadie N3), og REM-søvn (REM står for rapid eye movement).
Hele natten bevæger søvnen sig i cyklusser mellem døsen, der er den første af søvnens stadier til fjerde stadie, den drømmerige REM-søvn. En søvncyklus varer mellem 90 og 110 minutter. Cyklussen kører, indtil vi vågner, typisk kan man nå fire-seks omgange inden natten er omme. Det kan man læse i artiklen "Sådan foregår en god nats søvn" på Videnskab.dk (se kilder). Søvnstrukturen ændres fra spæd til barndom. Hos den nyfødte dominerer REM-søvn, mens den fra omkring fireårsalderen udgør ca. en fjerdedel af søvnen og hos voksne ca. en femtedel. Søvncyklus er kort hos den nyfødte (ca. 50 minutter), 60-70 minutter hos børn og ca. 90 minutter hos voksne.
Hvor meget søvn har kroppen brug?
De fleste voksne har brug for mellem 7 og 9 timers sammenhængende søvn, mens børn har behov for mere. Men der er store individuelle forskelle, og det er helt normalt, at man en gang imellem vågner i løbet af natten, og at kvaliteten af nattesøvnen varierer nat for nat. Søvn udgør i de første leveår ca. 70% af døgnets timer, i puberteten ca. 35% og hos voksne 25-35%. Omkring puberteten ses en let øgning i det samlede søvnbehov og formentlig også en forskydning af døgnrytmen, således at unge har sværere ved at
vågne om morgenen og lettere ved at være vågne om aftenen. For at få det optimale ud af søvnen, anbefaler søvnspecialister, at man går i seng på nogenlunde samme tidspunkt hver aften, og at man sover i et mørkt og køligt rum. Det kan man læse i rapporten "Søvn og sundhed" (se kilder).
Hvordan måler man søvnkvalitet?
Forskere, der undersøger søvnmønstre for at blive klogere på søvnens funktion, måler søvnmønstre ved hjælp af såkaldte EG-scannere. Ved en elektrofysiologisk undersøgelse sættes elektroder bestemte steder på hovedet. De kan måle hjernens elektriske aktivitet fra hjernebarken og øjnene under søvnen. Når den objektive søvnkvalitet skal bestemmes, ser man især på mængden af dyb søvn, hvor lang tid det
tager at falde i søvn (indsovningstiden) og antallet af opvågninger i løbet af en nat, dvs. hvor afbrudt søvnen er. Man undersøger også søvnkvalitet ved at bede forsøgspersoner skrive søvndagbog og føre kontrol med deres subjektive oplevelse af søvn og nedskrive sovemønstre.
Hvordan kan søvn reducere risikoen for depression?
Forskere har længe vidst, at der er en sammenhæng mellem søvn og depression. Både for meget og for lidt søvn øger risikoen for at udvikle depression, viste et studie af voksne tvillinger ved American Academy of Sleep Medicine i 2014. Et tilsvarende studie af teenagere, der sov under seks timer hver nat viste, at de have en forhøjet risiko for at udvikle depression. Forskerne mener, at den korte søvn ikke gav hjernen tid nok til at rense ud i de depressionsfremmende stoffer. Men det kan også være det stressende tankemylder af ofte negative tanker, som ofte følger med søvnløshed, som er medvirkende årsag til udvikling af depression. Det kan man læse i artiklen "Så meget påvirker din hvileposition din søvn og dit helbred" i Illustreret Videnskab (se kilder).
Hvad viser den nyeste søvnforskning?
Hjerneprofessor Maiken Nedergaard fra Københavns Universitet fandt sammen med en række andre forskere for få år siden via forsøg med mus frem til, hvordan hjernen slår over i søvn. De opdagede, hvordan der, på det tidspunkt, musen faldt i søvn, skyllede noget, der mindede om en tsunami gennem dens hjerne.
”Når mus og mennesker falder i søvn skrumper hjernecellerne og gør plads til, at en rensevæske kan skylle hjernen ren for de affaldsstoffer, der har hobet sig op i hjernen efter en lang og aktiv dag. Hvis der ikke blev tændt for opvaskemaskinen hver nat, ville vi ganske enkelt dø, og det er derfor nattesøvnen er så vigtig. Den mekanisme opdagede vi for knap tre år siden, og nu har vi fundet ud af, hvad der rent praktisk slukker og tænder for hjernen, når vi falder i søvn og vågner igen”, siger Maiken Nedergaard i artiklen "Dansk professor finder hjernens søvnkontakt" i Politiken. Hendes forsøg viste, at det er koncentrationen af kalium i hjernen, der styrer hjernecellernes størrelse og dermed om, vi sover dybt eller er vågne. Når kaliumkoncentrationen i musenes nerveceller var lav, var de i dyb søvn. Når den var høj, var de lysvågne. Den viden er en landvinding, fordi opdagelsen potentielt kan gøre det muligt at tænde og slukke for søvnen per automatik og dermed gøre den mere effektiv (se kilder).