Hvad betyder socialisme?
Ordet socialisme kommer af det latinske ord ’socialis’, der betyder samfundsmæssig, og er afledt af ’socius’, der betyder kammerat eller forbundsfælle. Endelsen ‘-isme’ betegner, at det er en ideologi eller verdensanskuelse. Ifølge historiker Morten Things opslag ”Socialisme” på Lex.dk (se kilder) opstod begrebet socialisme i begyndelsen af 1800-tallet som modsætning til individualisme. Fra 1830erne blev socialisme i stigende grad brugt om forskellige retninger inden for økonomisk og politisk teori. Ordet blev også brugt blandt arbejdere, som ønskede en ny indretning af samfundet, hvor der – i modsætning til det kapitalistiske samfund – ikke var privat ejendomsret til fabrikker og produktionsanlæg. Ifølge socialistiske ideer skulle samfundets produktion og distribution af varer foregå under kollektive former og efter en samlet planlægning. Senere i århundredet blev socialisme også brugt om statsovertagelse af dele af produktion eller distribution. Frem til 1870erne blev socialisme ofte brugt synonymt med kommunisme.
Hvad var de tidlige socialistiske bevægelser?
I løbet af 1800-tallet opstod socialistiske bevægelser med udgangspunkt i faglig organisering af arbejdere i byområderne i blandt andet Rusland og mange europæiske lande. Herfra opstod også politiske partier. Mange af disse tidlige socialistiske partier kaldte sig socialdemokratiske og/eller arbejderpartier – f.eks. Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (se også faktalink om Den Russiske Revolution) og Det Tyske Socialdemokratiske Parti (SPD). Begge blev dannet i 1890erne, men på baggrund af tidligere organiseringer og på et revolutionært marxistisk grundlag.
Nogle af disse socialdemokratiske partier, som f.eks. SPD, udviklede sig i reformistisk retning, hvor ideen om et revolutionært brud med kapitalismen blev opgivet. Fra især starten af det 20. århundrede blev den socialistiske bevægelse dermed delt i en revolutionær og en reformistisk retning. De partier, der i dag kalder sig socialdemokratiske, har typisk en reformistisk dagsorden og ønsker ikke længere at afskaffe kapitalismen.
Hvornår og hvordan kom socialismen til Danmark?
I Danmark begyndte arbejdere i byerne og bønder på landet også at organisere sig i løbet af 1800-tallet (se også faktalink om Andelsbevægelsen og Arbejderbevægelsen), nogle af dem inspireret af socialistiske ideer. Fra omkring 1870 opstod den første egentlige organisering i Danmark på et socialistisk grundlag – Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Den var inspireret af udviklingen i andre lande i Europa og byggede på Karl Marx' ideer om, hvordan kapitalismen fungerede, og hvordan den kunne afskaffes og erstattes af en mere retfærdig samfundsorden i form af socialisme og siden kommunisme (se også faktalink om Marxisme og om Den Russiske Revolution). Denne bevægelse var en sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning (siden kendt som Første Internationale), der var blevet dannet på en kongres i London i 1864.
Blandt de mest kendte grundlæggere af den danske sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning er Louis Pio (1841-1894). Ifølge historiker Erik Strange Petersens opslag ”Den socialistiske arbejderbevægelse” på danmarkshistorien.dk (se kilder) skabte Pio et socialistisk parti med basis i fagopdelte medlemssektioner, der umiddelbart også kunne dække behovet for faglig organisering. Den borgerlige presse reagerede med at fordømme Den Internationale Arbejderforening for Danmark, men bevægelsen fik i løbet af et halvt år op mod 5.000 medlemmer i København og halvt så mange i de større provinsbyer. I maj 1872 blev Pio og bestyrelsesmedlemmerne Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928) anholdt og idømt lange fængselsstraffe, mens Internationale blev forbudt i Danmark. Det stoppede dog ikke den socialistiske bevægelse.
Hvad skete der efter forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark?
Efter forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev bevægelsens faglige sektioner reorganiseret som egentlige fagforeninger. Disse nye fagforeninger arbejdede sammen med ”demokratiske arbejderforeninger” og med det nye politiske parti – formelt adskilt fra fagforeningerne – Socialdemokratisk Forbund, der blev stiftet I 1878. Avisen Social-Demokraten (tidligere kaldet Socialisten, og siden udgivet under skiftende navne – senest Aktuelt, der lukkede i 2001) fungerede som fælles talerør for den socialistiske arbejderbevægelses fagforeninger, arbejderforeninger og politiske parti.
Hvilken sammenhæng er der mellem Louis Pios parti og nutidens Socialdemokratiet?
Som man kan læse i opslaget om Louis Pio på Socialdemokratiets hjemmeside (se kilder), opfatter det nuværende danske parti Socialdemokratiet sig som arvtager til denne tidlige socialistiske organisering i Danmark og beskriver Louis Pio som partiets første formand. Der er imidlertid ikke mange af de tidlige socialistiske ideer tilbage i Socialdemokratiets aktuelle partiprogram og praktiske politik. Man kan blot sammenligne de første linjer i Gimleprogrammet fra 1876, der opfattes som Socialdemokratiets første principprogram, og så Socialdemokratiets principprogram ”Sammen om Danmark” fra 2017:
I 1876 stod der bl.a.: “Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder” og målsætningen var “Afskaffelsen af Lønarbejds-Systemet, samt enhver Slags Udbytning, ligemeget i hvilken Form den optræder.” I 2017 stod der bl.a.: “For mange danskere er stadig uden for arbejdsmarkedet. Det skaber utryghed,”, samt at “Vores samfundsmodel bygger på en social kontrakt. Vi sikrer, at virksomheder har gode forhold.”