1. maj demonstration med banneret "Socialisme er fremtiden" passerer popcornbod.
Til 1. maj demonstration i Aalborg 2016. Socialisternes Hus har medbragt et banner med påskriften: "Socialisme Er Fremtiden".
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Socialisme

cand.mag. i historie og journalistik Nina Trige Andersen, Bureauet, august 2020.
Top image group
1. maj demonstration med banneret "Socialisme er fremtiden" passerer popcornbod.
Til 1. maj demonstration i Aalborg 2016. Socialisternes Hus har medbragt et banner med påskriften: "Socialisme Er Fremtiden".
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indledning

Socialisme betegner både en samfundsorden, hvor produktionsmidlerne er kollektivt ejet, og en bevægelse, der arbejder for at frembringe denne samfundsorden. Begrebet er blevet brugt siden slutningen af det 18. århundrede som modsætning til individualisme. Fra 1830erne begyndte organiserede arbejdere at bruge ordet til at beskrive deres vision for et nyt samfund. Socialisme og kommunisme er nært beslægtet, og nogle vil mene, at man ikke kan være socialist uden samtidig at være kommunist, fordi socialisme i marxistisk teori er et forstadie til kommunisme. Men særligt fra starten af det 20. århundrede begyndte arbejderbevægelsen og dens partier og organisationer at orientere sig i forskellige retninger, og nogle af de partier, der i dag kalder sig socialistiske, tager afstand fra kommunisme.

Fra slutningen af det 19. århundrede forgrenede den socialistiske bevægelse sig i en revolutionær og en reformistisk retning, og den socialdemokratiske bevægelse i er i dag entydigt reformistisk i det meste af verden. Det vil sige, at den arbejder for større retfærdighed gennem gradvise reformer. Revolutionære socialister mener modsat, at et grundlæggende brud med kapitalismen er forudsætningen for at opbygge en ny, socialt retfærdig samfundsorden.

De fleste, der kalder sig socialister, bruger imidlertid – på forskellig vis – Karl Marx’ værker til at forstå og kritisere kapitalismen.

 

Her forklares forskellen på socialisme og kommunisme, samt hvorfor der aldrig har eksisteret et egentligt kommunistisk samfund, selvom visse stater er blevet kaldt kommunistiske (f.eks. Sovjetunionen og Kina). Produceret af det venstreorienterede amerikanske medie NowThis World.

Artikel type
faktalink

Socialismens historiske udvikling

Hvad betyder socialisme?

Ordet socialisme kommer af det latinske ord ’socialis’, der betyder samfundsmæssig, og er afledt af ’socius’, der betyder kammerat eller forbundsfælle. Endelsen ‘-isme’ betegner, at det er en ideologi eller verdensanskuelse. Ifølge historiker Morten Things opslag ”Socialisme” på Lex.dk (se kilder) opstod begrebet socialisme i begyndelsen af 1800-tallet som modsætning til individualisme. Fra 1830erne blev socialisme i stigende grad brugt om forskellige retninger inden for økonomisk og politisk teori. Ordet blev også brugt blandt arbejdere, som ønskede en ny indretning af samfundet, hvor der – i modsætning til det kapitalistiske samfund – ikke var privat ejendomsret til fabrikker og produktionsanlæg. Ifølge socialistiske ideer skulle samfundets produktion og distribution af varer foregå under kollektive former og efter en samlet planlægning. Senere i århundredet blev socialisme også brugt om statsovertagelse af dele af produktion eller distribution. Frem til 1870erne blev socialisme ofte brugt synonymt med kommunisme.

Hvad var de tidlige socialistiske bevægelser?

I løbet af 1800-tallet opstod socialistiske bevægelser med udgangspunkt i faglig organisering af arbejdere i byområderne i blandt andet Rusland og mange europæiske lande. Herfra opstod også politiske partier. Mange af disse tidlige socialistiske partier kaldte sig socialdemokratiske og/eller arbejderpartier – f.eks. Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (se også faktalink om Den Russiske Revolution) og Det Tyske Socialdemokratiske Parti (SPD). Begge blev dannet i 1890erne, men på baggrund af tidligere organiseringer og på et revolutionært marxistisk grundlag.

Nogle af disse socialdemokratiske partier, som f.eks. SPD, udviklede sig i reformistisk retning, hvor ideen om et revolutionært brud med kapitalismen blev opgivet. Fra især starten af det 20. århundrede blev den socialistiske bevægelse dermed delt i en revolutionær og en reformistisk retning. De partier, der i dag kalder sig socialdemokratiske, har typisk en reformistisk dagsorden og ønsker ikke længere at afskaffe kapitalismen.

Hvornår og hvordan kom socialismen til Danmark?

I Danmark begyndte arbejdere i byerne og bønder på landet også at organisere sig i løbet af 1800-tallet (se også faktalink om Andelsbevægelsen og Arbejderbevægelsen), nogle af dem inspireret af socialistiske ideer. Fra omkring 1870 opstod den første egentlige organisering i Danmark på et socialistisk grundlag – Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Den var inspireret af udviklingen i andre lande i Europa og byggede på Karl Marx' ideer om, hvordan kapitalismen fungerede, og hvordan den kunne afskaffes og erstattes af en mere retfærdig samfundsorden i form af socialisme og siden kommunisme (se også faktalink om Marxisme og om Den Russiske Revolution). Denne bevægelse var en sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning (siden kendt som Første Internationale), der var blevet dannet på en kongres i London i 1864.

Blandt de mest kendte grundlæggere af den danske sektion af Den Internationale Arbejdersammenslutning er Louis Pio (1841-1894). Ifølge historiker Erik Strange Petersens opslag ”Den socialistiske arbejderbevægelse” på danmarkshistorien.dk (se kilder) skabte Pio et socialistisk parti med basis i fagopdelte medlemssektioner, der umiddelbart også kunne dække behovet for faglig organisering. Den borgerlige presse reagerede med at fordømme Den Internationale Arbejderforening for Danmark, men bevægelsen fik i løbet af et halvt år op mod 5.000 medlemmer i København og halvt så mange i de større provinsbyer. I maj 1872 blev Pio og bestyrelsesmedlemmerne Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928) anholdt og idømt lange fængselsstraffe, mens Internationale blev forbudt i Danmark. Det stoppede dog ikke den socialistiske bevægelse.

Hvad skete der efter forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark?

Efter forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev bevægelsens faglige sektioner reorganiseret som egentlige fagforeninger. Disse nye fagforeninger arbejdede sammen med ”demokratiske arbejderforeninger” og med det nye politiske parti – formelt adskilt fra fagforeningerne – Socialdemokratisk Forbund, der blev stiftet I 1878. Avisen Social-Demokraten (tidligere kaldet Socialisten, og siden udgivet under skiftende navne – senest Aktuelt, der lukkede i 2001) fungerede som fælles talerør for den socialistiske arbejderbevægelses fagforeninger, arbejderforeninger og politiske parti.

Hvilken sammenhæng er der mellem Louis Pios parti og nutidens Socialdemokratiet?

Som man kan læse i opslaget om Louis Pio på Socialdemokratiets hjemmeside (se kilder), opfatter det nuværende danske parti Socialdemokratiet sig som arvtager til denne tidlige socialistiske organisering i Danmark og beskriver Louis Pio som partiets første formand. Der er imidlertid ikke mange af de tidlige socialistiske ideer tilbage i Socialdemokratiets aktuelle partiprogram og praktiske politik. Man kan blot sammenligne de første linjer i Gimleprogrammet fra 1876, der opfattes som Socialdemokratiets første principprogram, og så Socialdemokratiets principprogram ”Sammen om Danmark” fra 2017:

I 1876 stod der bl.a.: “Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder” og målsætningen var “Afskaffelsen af Lønarbejds-Systemet, samt enhver Slags Udbytning, ligemeget i hvilken Form den optræder.” I 2017 stod der bl.a.: “For mange danskere er stadig uden for arbejdsmarkedet. Det skaber utryghed,”, samt at “Vores samfundsmodel bygger på en social kontrakt. Vi sikrer, at virksomheder har gode forhold.”

Uddybning om socialisme

Hvordan er forholdet mellem socialisme og marxisme?

Marxisme er en fællesbetegnelse for ideerne og analyserne i Karl Marx’ (1818-1883) forfatterskab – og de senere fortolkninger og videreudviklinger. Socialisme som ide og som bevægelse opstod, før Karl Marx skrev sine værker om kapitalismen som politisk økonomi og formulerede sine teorier om, hvordan kapitalismen kunne omstyrtes. Den første del af, hvad der ofte opfattes som Marx’ hovedværk, ”Kapitalen”, udkom i 1867. Forinden havde Marx dog i samarbejde med Friedrich Engels skrevet programmet for den internationale revolutionære organisation Kommunisternes Forbund, og dette program fra 1848 blev kendt som ”Det Kommunistiske Manifest” (på tysk ”Manifest der Kommunistischen Partei”). Dette manifest gjorde blandt andet op med de hidtidige socialistiske ”utopiske” tanker og rummede en koncentreret fremstilling af den materialistiske historieopfattelse, der opfatter historiens gang som drevet af klassekamp. Manifestet rummer også den grundlæggende kritik af det kapitalistiske samfund og dets udviklingstendenser, som Marx siden videreudviklede, og som blev et referencepunkt for de fleste socialistiske og kommunistiske bevægelser, også i nutiden. Du kan læse hele ”Det Kommunistiske Manifest” på f.eks. den danske afdeling af Marxistisk Internetarkiv (se kilder).

Hvad er utopisk socialisme?

Utopisk socialisme er en bred betegnelse for de tidlige socialistiske ideer, som opstod fra slutningen af 1700-tallet. Ifølge Niels Finn Christiansens opslag ”Utopisk socialisme” på lex.dk (se kilder) var civilisationskritik fælles for de utopiske socialister. De afviste den kapitalistiske ideologi, særligt individualisme og dyrkelse af konkurrence, og analyserede også årsagerne til fattigdom, ulighed og samfundskonflikt. Deres visioner var imidlertid forskellige. Nogle søgte tilbage til agrar- og håndværkersamfundets små produktionsenheder og nære sociale relationer; andre mente, at den industrielle produktionsform, der var vokset frem over det meste af Europa fra 1700-tallet og frem, rummede muligheder for at tilfredsstille den brede befolknings materielle behov, hvis blot økonomien blev indrettet anderledes.

Et fælles svagt punkt hos de utopiske socialister – som også var årsagen til den nye retning, socialismen tog fra midten af 1800-tallet – var, at de var meget vage omkring vejen til et andet samfund. De tidlige utopiske socialister var inspireret af oplysningstidens rationalitet og mente, at eftersom deres ideer var så indlysende rigtige – og ville føre til større lykke for flertallet – så ville selv de herskende klasser indse, at samfundet burde indrettes anderledes. Socialister i marxistisk tradition mener derimod, at de herskende klasser ikke vil opgive deres magt og rigdom uden kamp. Derfor må arbejdere og bønder organisere sig og kræve deres ret gennem kamp – f.eks. faglig kamp – fremfor at forsøge at overbevise kapitalisterne med argumenter.

Hvordan er forholdet mellem socialisme og kommunisme?

Inden for marxistisk tænkning betegner socialisme og kommunisme to forskellige historiske stadier på vejen mod afskaffelse af kapitalisme og en ny ordning af samfundet. Ifølge Karl Marx’ analyser ville modsætningen mellem arbejderes og kapitalisters interesser føre til udvikling af en arbejderbevægelse (se også faktalink om Arbejderbevægelsen), som ville overtage den politiske magt og afskaffe den private ejendomsret over centrale dele af samfundet, herunder produktion og infrastruktur. Socialisme betegner i denne sammenhæng den statsform, som skulle forberede overgangen til kommunisme – altså det klasseløse samfund, hvor der ikke længere er behov for en central statsmagt til at forvalte goderne i samfundet.

I bogen ”Kapitalisme, Socialisme, Kommunisme” (se kilder) skriver Bente Hansen: ”Socialisme og kommunisme er det samme i den forstand at socialisme er en nødvendig overgang til det kommunistiske samfund. Man kan derfor ikke være konsekvent socialist uden også at være kommunist, men mange mennesker i de seneste årtier har valgt at kalde sig socialister for ikke at blive forvekslet med dem der er medlemmer af de gamle kommunistpartier”.

Med det henviser Bente Hansen til f.eks. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der frem til Murens Fald var det største parti i Danmark, der åbent bekendte sig til kommunisme som ideal, men var tæt knyttet til det statsbærende Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Store dele af den danske venstrefløj var (ligesom mange socialister og kommunister i andre dele af verden) ikke tilhængere af udviklingen i Sovjetunionen og mente ikke, at det havde meget med kommunisme at gøre, særligt ikke efter Stalins magtovertagelse (se også faktalink om Den Russiske Revolution). Derfor ønskede de andre organiseringer, som arbejdede for socialisme – og kommunisme – ikke at blive slået i hartkorn med f.eks. DKP og SUKPs linje.

Hvad er klassesamarbejde?

De nutidige socialdemokratier har ikke længere som mål at indføre socialisme som en ny ordning af samfundet. Deres politik sigter i stedet mod at administrere kapitalismen på en mere retfærdig måde – i skandinavisk udgave kaldet velfærdssamfund (se også faktalink om Velfærdsstaten). Det skal typisk ske ved hjælp af en stærk statsmagt og det, der kaldes trepartssamarbejde eller klassesamarbejde. Denne linje står i modsætning til klassekamp. Hvordan klassesamarbejds-strategien har udviklet sig i dansk sammenhæng, kan du f.eks. læse om i bogen ”Klassesamarbejde og klassekamp: den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Danmark 1940-78” (se kilder).

Ideen er i trepartssamarbejdet eller klassesamarbejdet er, at kapitalister (dem, der ejer produktionsmidlerne, i Danmark f.eks. repræsenteret ved Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv), staten og arbejdernes organisationer (fagbevægelsen) kommer til indbyrdes enighed om, hvordan økonomien skal indrettes, så alles interesser tilgodeses. Et sådant trepartssamarbejde er også hovedideen i f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). ILO er et FN-organ, hvis målsætning er at skabe social retfærdighed ved at bringe arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringer sammen på internationalt niveau og aftale fælles spilleregler for arbejdsmarkedet.

Hvorfor er socialister og kommunister imod klassesamarbejde?

Socialister – og kommunister – mener ikke, at det er muligt at administrere kapitalismen på en retfærdig måde: Kapitalisternes (dem, der tjener på andres arbejde) ønske om mest mulig profit og arbejdernes (dem, der sælger deres arbejdskraft) ønske om retfærdig fordeling af goderne kan ifølge socialister og kommunister ikke forenes. Kapitalistklassen og arbejderklassens interesser står altså i modsætning til hinanden. Socialister og kommunister i marxistisk tradition mener ikke, at økonomiske og politiske magthavere nogensinde vil opgive deres privilegier frivilligt, og derfor må en nyordning af samfundet og en grundlæggende anden fordeling af goderne foregå gennem kamp.

Socialdemokratiets stadigt mere udtalte klassesamarbejdslinje har derfor også betydet, at partiet gradvist har fjernet sig fra de aktivistiske dele af fagbevægelsen.