Perspektiv på sædelighedsfejden

Hvad førte sædelighedsfejden med sig?

Sædelighedsfejden kom også til at stille spørgsmål ved videnskabelige paradigmer. Ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) var det i 1800-tallet antaget inden for lægevidenskaben, at kvinder fra naturens hånd slet ikke havde en aktiv seksualitet. De kvinder, som alligevel ønskede sex i andet end forplantningens tjeneste blev opfattet som mentalt forstyrrede. Mænd derimod blev anset for at være udstyret med en stærk og naturlig kønsdrift, som af hensyn til deres fysiske og psykiske sundhed helst skulle tilfredsstilles.

Ifølge Bønnelycke (se kilder) blev sædelighedsfejden katalysator for en mere grundlæggende debat om kønnenes ligestilling. For dem, der krævede seksuel frihed for kvinder såvel som for mænd, var en konkret udfordring, at ægteskabet fortsat udgjorde kvindernes sociale sikkerhedsnet. Kvinder var kun lige begyndt at komme ud på det betalte arbejdsmarked, og selv for dem, der havde egen indtægt, var den ofte usikker. Uden ægteskab risikerede kvinder derfor at stå uden forsørgelse. Kvinder havde også det praktiske problem, at det var dem, der kom til at stå med både ansvar og udskamning, hvis aktiv seksualitet uden for ægteskab førte graviditet med sig. Børn født uden for ægteskab var langt op i det 20. århundrede udsat for stærkt social stigmatisering.

I Bønnelyckes bog om sædelighedsfejden (se kilder) trækker hun linjer fra sædelighedsfejden til afviklingen af den lovregulerede prostitution i 1906 og Svangerskabsloven af 1937, der for første gang i dansk historie gav mulighed for legal svangerskabsafbrydelse – dog med kraftige begrænsninger: kun hvis kvindens liv og helbred var i fare, hvis graviditeten skyldtes voldtægt, eller hvis der var sandsynlighed for, at barnet ville have alvorlige arvelige sygdomme. I 1956 blev sociale årsager tilføjet til listen over lovlige grunde til at afbryde graviditeten, og i 1973 blev der indført fri abort i Danmark.

Hvilke andre store debatter om køn, moral og seksualitet har der været siden?

Fra 1920’erne begyndte der at komme offentligt fokus på, at der fandtes andre seksuelle orienteringer end heteroseksualitet. Frem til 1930 var det forbudt for mænd at have sex med andre mænd. Kvinder blev ikke nævnt i straffeloven, hvilket var forbundet til antagelserne om, at kvinder slet ikke havde en egen seksualitet, og derfor faldt det ikke lovgiverne ind, at kvinder kunne begære andre kvinder.

I 1930 blev mandlig homoseksualitet legaliseret, men den seksuelle lavalder blev fastsat til 18 år, mens den var 15 år for heteroseksuelle. Det var samtidig forbudt for mænd over 21 at indgå seksuelle relationer til mænd under 21. På historielab.dk findes en oversigt over lovændringerne (se kilder).

Den forskelsbehandling i loven afspejlede også, at homoseksuel praksis langt fra var almindeligt accepteret i samfundet, og i 1950erne slog politiet ned på homoseksuelle miljøer i København. En moralsk panik i offentligheden førte i 1961 til indførelsen af det, der blev kendt som ”Den grimme lov”. Den kriminaliserede køb og salg af seksuelle ydelser mellem mænd, men var formuleret så vidtrækkende, at hvis en mand f.eks. gav en øl eller en cigaret til en anden mand, og de derpå havde sex, kunne politiet slå ned på det. Loven medførte omfattende politichikane og retsforfølgelse af homoseksuelle mænd, og blev afskaffet fire år senere. Det kan du læse mere om i historiker Peter Edelbergs artikler og bøger.

Fra 1960’erne og særligt i løbet af 1970’erne fik kvindebevægelsen sin anden storhedstid i Danmark, og satte endnu en gang kønsroller og seksualmoral til debat. Samtidig opstod Lesbisk Bevægelse, som krævede synlighed og rettigheder til kvinder, der begærede andre kvinder. Danmarkshistorien.dk’s opslag om Lesbisk Bevægelse (se kilder) beskriver også forbindelserne – og modsætningerne – mellem kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse i 1970erne.

I Bønnelycke’s bog om sædelighedsfejden (se kilder) trækkes også tråde helt op til det 21. århundredes debatter om køn og seksualitet som f.eks. #MeToo-bevægelsen.