Introduktion til sædelighedsfejden

Hvad var sædelighedsfejden?

Sædelighedsfejden er en populær betegnelse for en ophedet debat om køn, seksualitet og moral i årene 1883-1887. Den foregik i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur i de nordiske lande og er ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) også blevet kaldt ”den store nordiske krig om seksualmoralen”. Rammen for debatten var manglende ligestilling mellem mænd og kvinder, især angående spørgsmålet om seksualmoral. Mens det var almindeligt accepteret, at mænd havde sex før (og uden for) ægteskabet, var det forventet, at kvinder holdt sig på måtten frem til de blev gift. Den ene fløj i sædelighedsfejden mente, at mænd skulle lære afholdenhed ligesom kvinder. Den anden fløj mente, at kvinder skulle have samme seksuelle friheder, som mænd praktiserede.

Hvem var engagerede i sædelighedsfejden?

1880’ernes debat om køn og seksualmoral foregik hovedsageligt blandt forfattere, kvindesagsforkæmpere og intellektuelle. I Danmark var det blandt andre Dansk Kvindesamfunds Elisabeth Grundtvig, litterat og skribent Georg Brandes, den socialdemokratiske journalist A.C. Meyer, og leder af Kvindelig Fremskridtforening Johanne Meyer. Georg Brandes (1842-1927) blev ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) anset for at være anfører for en lille, men fremtrædende gruppe, der talte for fri udfoldelse af seksualitet for både mænd og kvinder. Der var imidlertid mange forskellige måder at kritisere den herskende seksualmoral på, og i den forstand er det misvisende at tale om to fløje, da der var adskillige nuancer mellem de enkelte debattørers synspunkter. Blandt kvindesagsforkæmperne var nogle fortalere for, at også mænd skulle lære at ”beherske sig”, og at ægteskabet var den eneste naturlige ramme for at udleve sin seksualitet; andre kritiserede f.eks. mænds forbrug af betalt sex både før og uden for ægteskabet, men talte samtidig for større seksuel frihed for kvinder, og mente at andre samlivsformer end ægteskabet burde være accepterede.

I Norge var det især forfattere som Bjørnstjerne Bjørnson, Arne Garborg, Henrik Ibsen og Hans Jæger, der blandede sig i sædelighedsfejden – fra forskellige positioner – mens August Strindberg i Sverige gjorde sig bemærket ved at latterliggøre det hele.