Vladimir Lenin taler til sine støtter
Vladimir Lenin, der stod i spidsen for den første regering efter Oktoberrevolutionen, taler til sine støtter i Oktober 1918 i Moskva
AFP/Ritzau Scanpix

Den Russiske Revolution

historiker og journalist, cand.mag. Nina Trige Andersen, Bureauet, Juni 2020
Top image group
Vladimir Lenin taler til sine støtter
Vladimir Lenin, der stod i spidsen for den første regering efter Oktoberrevolutionen, taler til sine støtter i Oktober 1918 i Moskva
AFP/Ritzau Scanpix

Den Russiske Revolution betegner en række opstande i Rusland fra starten af det 20. århundrede, som kulminerede i 1917 i det, der kaldes Oktoberrevolutionen. Opstandene var ført an af grupper af arbejdere, bønder og studerende, som ønskede, at Rusland, der blev regeret af zaren og hans allierede i adelen og hæren, skulle reformeres politisk, økonomisk og socialt. Ved Oktoberrevolutionen overtog marxistiske revolutionære magten og indledte processen med at skabe Sovjetunionen. Sovjetunionen bestod frem til 1991, hvor det politiske styre brød sammen under internt og eksternt pres. Nogle af Den Russiske Revolutions mest kendte skikkelser er Vladimir Lenin, der stod i spidsen for den første regering efter Oktoberrevolutionen; Josef Stalin, der overtog ledelsen efter Lenins død i 1924; Lev Trotskij, der efter Stalins magtovertagelse måtte gå i eksil; og Aleksandra Kollontaj, der efter Oktoberrevolutionen blev verdens første kvindelige minister og stod i spidsen for reformer, der gav kvinder i Rusland/Sovjetunionen politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som man på det tidspunkt ikke kendte til i andre dele af verden.

 

Her bekrives nogle af de væsentlige forudsætninger for og ideer bag revolutionen. På svensk.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Den Russiske Revolution

Hvad var Den Russiske Revolution?

Den Russiske Revolution bliver ofte brugt som samlet betegnelse for flere opstande og revolutionsforsøg i starten af det 20. århundrede. De kulminerede i 1917 med det, der kaldes Oktoberrevolutionen. Indtil da havde Rusland været regeret som kejserrige under zaren. Men fra omkring år 1900 begyndte arbejdere, studerende og bønder at organisere sig i – på det tidspunkt forbudte – politiske partier, der krævede økonomisk, social og politisk reform. Svækket af nederlag under 1. Verdenskrig faldt zardømmet i Rusland i februar 1917 og blev erstattet af en midlertidig regering. Denne regering havde imidlertid ringe opbakning og et svagt greb om magten, og i oktober 1917 lykkedes det revolutionære marxister at tage magten under Oktoberrevolutionen. Deres mål var at skabe et kommunistisk samfund.

Hvad var Revolutionen i 1905?

Under en fredelig arbejderdemonstration 22. januar 1905 (eller den 9. januar ifølge den julianske kalender, som den russisk ortodokse kirke følger) foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg, hvorfra zaren regerede, valgte regeringen at slå brutalt ned på demonstranterne. Dagen blev kendt som Den Blodige Søndag. Ifølge Leksikon.org’s opslag ”Russiske Revolution 1905” (se kilder) blev massakren på demonstranterne optakt til en strejkebevægelse over hele Rusland, som varede resten af året. Det lykkedes for zarstyret at holde sig på magten, men i løbet af revolutionen i 1905 blev der skabt to institutioner eller ’råd’:

  • Rigsdumaen, som 12 år senere afsatte zaren
  • Sovjetten, i hvis navn bolsjevikkerne i oktober 1917 greb magten og oprettede et helt nyt politisk system.

Hvem var bolsjevikkerne?

I 1898 blev marxistiske Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) stiftet, og en del af dem, der senere stod i spidsen for Den Russiske Revolution, var med fra starten. I begyndelsen af det 20. århundrede blev det klart, at partiet rummede to fløje af radikale socialister og moderate socialister:

  • Bolsjevikkerne med Vladimir Lenin i spidsen ønskede en organisation bestående af de mest politisk uddannede revolutionære. Folk skulle kun optages som medlemmer, hvis de kunne bakke op om det fulde partiprogram og var villige til at støtte det konkret, herunder ”ved personlig deltagelse i en af dets organisationer”.
  • Mensjevikkerne med Jurij Martov i spidsen, som ønskede et bredt masseparti, hvor også sympatisører – der ikke nødvendigvis var indstillede på at indgå i politisk skoling eller arbejde aktivt for sagen – kunne optages som medlemmer.

Bosjeviki og mensjeviki var ifølge Lex.dk’s opslag ”Bolsjevikker” (se kilder) faktisk Leninisternes begreber, idet bolsjeviki betyder flertalsfolk og mensjeviki betyder mindretalsfolk. I starten var styrkeforholdet mellem de to fløje i partiet imidlertid uafklaret, og stridighederne foregik ifølge Leksikon.org’s opslag ”Bolsjevik” (se kilder) primært i ledelsen. I sovjetterne – de lokale råd, som var indført med revolutionen i 1905 – arbejdede medlemmer sammen på tværs af de to fløje. Bosjevikker og mensjevikker ønskede begge en socialistisk revolution, de var blot uenige om vejen til den. Ved en kongres i Prag i 1912 overtog bosjevikkerne kontrollen med partiet, og kort efter blev mensjevikkerne splittede i synet på Første Verdenskrig: En fløj støttede russisk krigsdeltagelse, mens en anden fløj afviste, at arbejdere fra forskellige lande skulle gå i krig med hinanden. Fordi mensjevikkerne var svækket af intern splittelse, var det bolsjevikkerne, der førte an i Oktoberrevolutionen i 1917.

Hvad var Oktoberrevolutionen i 1917?

Oktoberrevolutionen er betegnelsen for bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland den 7. november 1917 (den 25. oktober efter den julianske kalender). Forud for denne magtovertagelse var gået et halvt års intens kamp om magten i Rusland. Vladimir Lenin havde indtil april 1917 været i politisk eksil i Europa, og da han vendte tilbage, kaldte han til kamp mod den regering, der havde bragt Rusland ind i Første Verdenskrig. Bolsjevikkernes krav var, at al magt blev overdraget til de arbejder-, bonde-, og soldatersovjetter, som var blevet oprettet med revolutionen i 1905.

Den succesfulde mobilisering til fordel for socialistisk revolution i Rusland, som bolsjevikkerne stod i spidsen for, blev blandt andet finansieret af den tyske kejser Wilhelm. Lenin havde brugt årene i eksil til at skabe opbakning til at fuldbyrde den russiske revolution, som du kan læse om i artiklen ”Lenin revolutionerede Rusland med tysk støtte” på historie.net (se kilder). Da nogle af Lenins allierede kritiserede, at revolutionen på den måde var foregået med ’kapitalens’ penge, lovede Lenin til gengæld, at russiske penge skulle finansiere en revolution i Tyskland, som det beskrives i artiklen ”How Germany got the Russian Revolution off the ground” (se kilder).

Uddybning om Den Russiske Revolution

Hvad var baggrunden for Den Russiske Revolution?

De politiske magtkampe under Den Russiske Revolution foregik bredt set mellem det gamle zardømme og dets allierede på den ene side og liberale grupper i borgerskabet samt socialistisk og kommunistisk inspirerede grupper af bønder, arbejdere og studerende på den anden side. Fra starten af det 20. århundrede begyndte oppositionen til zardømmet at organisere sig og protestere mod det, der også kaldes ’selvherskerdømmet’. Ifølge Lex.dk’s opslag ”Den Russiske Revolution” (se kilder) forsøgte zarregeringen af bruge Den Russisk-Japanske Krigs udbrud i 1904 til at skabe opbakning i befolkningen, men krigsnederlaget førte i stedet til en yderligere svækkelse af regimet. Arbejdere og bønder ønskede en grundlæggende omfordeling af værdierne i Rusland og en ny politisk styreform. Mellem 1900-1913 var industriproduktionen pr. indbygger i Rusland steget med næsten 50%, og de værdier, der blev skabt, ønskede arbejderne andel i. Samtidig var landbefolkningen i Rusland blevet fordoblet mellem 1861 og 1914, og bønderne ønskede at få del i den jord, som indtil Den Russiske Revolution var ejet af en ganske lille elite allieret med Zarstyret.

Hvordan var optakten til selve revolutionen i 1917?

Som Curt Sørensen, professor ved Aarhus Universitet, formulerer det i kronikken ”Man laver ikke bare en revolution” (se kilder), så foregik det ikke sådan, at ”først skriver Marx en bog, den læser Lenin og så laver han en revolution”. Den Russiske Revolution, som kulminerede i 1917, var ”produktet af en af århundredets største folkelige massebevægelser”. Bolsjevikkerne blev, skriver Sørensen, ”løftet frem til magten af en langstrakt social revolution”. Da Lenin og hans allierede gennemførte det, som er blevet kaldt ’Stormen på Vinterpaladset’ i oktober 1917, havde soldater og matroser allerede taget magten i hæren og flåden, arbejderne havde taget magten på fabrikkerne, bønderne havde taget jorden fra jordejerne, og de nationale minoriteter var i bevægelse for at kræve deres selvbestemmelse.

Hvad var Den Russiske Borgerkrig?

Selvom bolsjevikkerne havde gennemført en revolutionær magtovertagelse i 1917, betød det naturligvis ikke, at alle i Rusland var enige i den nye styreform. Efter Oktoberrevolutionen begyndte bolsjevikkerne at realisere deres ideer om kollektivt ejerskab over ’produktionsmidlerne’ – altså de redskaber som anvendes til at producere varer og tjenester – omfordeling af jord, og indførelse af ’proletariatets diktatur’. Proletariatets diktatur betegner i marxistisk teori staten under socialismen. Som historiker Morten Thing skriver i Lex.dk (se kilder) betyder proletariatets diktatur ikke diktatur i den almindelige hverdagsforståelse: ”I den kollektivt ejede produktion ville alle arbejde efter evne og blive betalt efter indsats. Der ville stadig være en stat til at sikre, at kapitalisterne ikke generobrede magten; derfor var det et diktatur, men [Marx] forestillede sig det som et mere vidtstrakt demokrati end det borgerlige, da også økonomien var inddraget i demokratiet. Herfra ville samfundet kunne udvikle sig til kommunisme, hvor også staten ville visne, og hvor man ville arbejde efter evne, men blive betalt efter behov.”

Som man næsten kan gætte sig til, havde dem, der ejede produktionsmidlerne og jorden, ikke i sinde at overgive deres værdier uden kamp. Det førte til det, som er blevet kaldt Den Russiske Borgerkrig mellem ”de hvide” og ”de røde”. Den væbnede konflikt varede fra 1918-1920.

Hvem kæmpede mod hinanden i borgerkrigen?

Ifølge historiker Niels Erik Rosenfeldts opslag i Lex.dk (se kilder) fik de røde (bolsjevikkerne) bred opbakning fra de russiske arbejdere og dele af bondestanden. Også mange ikke-russiske folkeslag inden for landet kæmpede på de rødes side, fordi de hvide var imod ikke-russiske folkeslags krav om selvbestemmelse.

På den hvide side kæmpede en række forskellige grupperinger, lige fra medlemmer af den ikke-bolsjevikiske venstrefløj over borgerlig-liberale partier til monarkistiske bevægelser, der ønskede at få kejseren tilbage. Den stærkeste kraft blandt de hvide var tidligere officerer fra zarens hær.

Hvilke konsekvenser fik borgerkrigen i Rusland for andre lande?

Forskellige andre lande forsøgte at blande sig i krigen i Rusland, men det var primært en intern krig. Uden for Rusland fik kampen mellem hvide og røde størst konsekvenser i Finland. Med Oktoberrevolutionen havde Finland – der før havde hørt under den russiske zar – opnået uafhængighed, men også Finland blev kastet ud i krig mellem hvide og røde. I artiklen ”Borgerkrigen i Finland” (se kilder) kan du læse mere om forbindelsen mellem de to borgerkrige. Mens de hvide (konservative, borgerlige og officerstanden) vandt i Finland, endte de røde med sejren i Sovjetunionen. Krigen havde imidlertid store økonomiske og sociale konsekvenser, som var vanskelige at rette op på for bolsjevikkerne.

Hvad var de politiske visioner i Den Russiske Revolution?

Som Morten Thing beskriver det i bogen ”Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960” (se kilder) var både det kommunistiske parti og kommunistiske partier og bevægelser andre steder i verden præget af modsætninger: På den ene side frisatte Den Russiske Revolution kunstneriske og tankemæssige eksperimenter, som sjældent er set mage, og i de første år efter 1917 blev der gennemført en lang række sociale reformer, som var langt foran resten af verden, ikke mindst i forhold til kvinders rettigheder. På den anden side stagnerede denne strømning af kommunismen hurtigt i en centralistisk ledelsesstruktur, hvor kritik og opposition ikke var velkommen. Der blev indført begrænsninger på tankefrihed, forskningsfrihed og kunstnerisk frihed og i forhold til sociale opstande, som revolutionen selv havde været et produkt af – men som den nye stat slog hårdt ned på.

Hvordan blev idealerne omsat til virkelighed?

Ideerne bag revolutionen var radikalt demokratiske, men fik hurtigt et ganske andet udtryk. I stedet for ”al magt til sovjetterne” – de lokale råd af bønder og arbejdere – som havde været revolutionens kampråb, blev det hurtigt al magt til partiledelsen. Som Curt Sørensen formulerer det i sin kronik ”Man laver ikke bare en revolution” (se kilder) om årene omkring Den Russiske Borgerkrig, der blev formative for den måde, Sovjetunionen siden udviklede sig: “Mange bønder og arbejdere har måske troet, at når borgerkrigen først var vundet, ville partidiktaturet blive lempet, og det spontane sovjetdemokrati fra 1917 genetableret. Men de blev skuffede. Og for den revolutionære bolsjevisme blev sejrens år 1921 tillige nederlagets år. Da den nu etablerede sovjetmagt nedkæmpede Kronstadt-sovjetten, hvor matroser var i oprør mod Lenins og Kommunistpartiets tiltagende magtfuldkommenhed, mistede revolutionen sin sjæl. Det var revolutionens selvmord.”

Hvordan var bolsjevikkernes forhold til demokrati i teori og praksis?

På den ene side havde bolsjevikkerne en demokratiforståelse, der var langt mere vidtgående end de liberal-borgerlige demokratier i Vesten. Befolkningen skulle ikke bare have lov at stemme på nogle politiske repræsentanter med jævne mellemrum. Demokratiske styreformer skulle indføres over alt i samfundet – fra boligblokken til arbejdspladsen. På den anden side mente bolsjevikkerne, at revolutionen og overgangen til kommunisme ikke kunne fuldføres uden stærk styring fra stat og partiledelse. Ikke mindst fordi risikoen for kontrarevolution – fra russiske jordejere, adel og kapitalister og deres allierede uden for Rusland – var overhængende.

Det modsætningsfyldte forhold til demokrati, som blev en del af den sovjetiske version af kommunisme og de Sovjetallierede kommunistiske partier i andre dele af verden – heriblandt Danmarks Kommunistiske parti – er blandt andet beskrevet i bogen ”Kurs mod demokrati? Kommunismens demokratigrundlag og DKP’s demokratiopfattelse 1919-1947” (se kilder).

Hvilke reformer af industri og landbrug blev gennemført i Sovjetunionens første år?

Staten overtog i de første år efter Oktoberrevolutionen en lang række af de økonomiske knudepunkter, både i industrien og i landbruget. Samlebetegnelsen for disse første økonomiske reformer af samfundet var NEP (Novjaa Ekonomitsjeskaja Politika – Ny Økonomisk Politik). Det var ifølge Leksikon.org’s opslag om NEP (se kilder) en blandingsøkonomi, hvor privat handels- og erhvervsvirksomhed var tilladt, mens staten beholdt kontrollen over storindustrien, bankvæsnet og udenrigshandelen. I landbruget blev den jord, der indtil da havde tilhørt adelen, inddraget og gjort til statslandbrug. Fra slutningen af 1920erne gennemførte bolsjevikkerne en kollektivisering af landbruget. Det var en radikale omformning af sovjetisk landbrug, der samlede størstedelen af Ruslands daværende 25 millioner bønder i 250.000 kollektivbrug – de såkaldte kolkhozy.

Hvilke reformer af kvinders forhold blev gennemført i Sovjetunionens første år?

Som en af de første handlinger efter Oktoberrevolutionen blev stemmeretten udvidet til også at gælde kvinder. I det hele taget gennemførte bolsjevikkerne i de første år en lang række reformer til at styrke kvinders rettigheder, økonomisk, socialt og politisk. Blandt andet var Rusland det første land i verden til at indføre fri abort i 1920. Kvinder havde også fra starten indtaget en central rolle i revolutionen. Den første ansats til revolution i 1917 – i februar – var blandt andet blevet startet af arbejderkvinder i byerne, der gik i strejke med krav om brød. Disse begivenheder er beskrevet nærmere i artiklen ”Kvindernes rolle i den russiske revolution” (se kilder).

En af de mest fremtrædende kvindelige bolsjevikker var Aleksandra Kollontaj, på hvis initiativ den fri abort blev indført. Som historiker Anette Eklund Hansen skriver i Lex.dk’s opslag om Kollontaj (se kilder), var hun fra 1899 aktiv i det russiske socialdemokratiske parti og levede i politisk eksil 1908-17 i bl.a. Sverige. Herefter deltog hun i Oktoberrevolutionen på bolsjevikkernes side og blev folkekommissær (minister) for sociale anliggender 1917-18. Dermed var Kollontaj verdens første kvindelige minister. Siden blev hun verdens første kvindelige ambassadør, først i Norge fra 1924, siden i Mexico og derpå i Sverige frem til 1945. Hendes erindringer og politiske skrifter er oversat til dansk i blandt andet bogen ”Jeg har levet mange liv” (se kilder).

En del af de reformer, der gav kvinder en styrket rolle i det offentlige liv og større økonomisk uafhængighed i Sovjetunionens første år, blev imidlertid tilbagerullet under Stalin.