Hvad var baggrunden for Den Russiske Revolution?
De politiske magtkampe under Den Russiske Revolution foregik bredt set mellem det gamle zardømme og dets allierede på den ene side og liberale grupper i borgerskabet samt socialistisk og kommunistisk inspirerede grupper af bønder, arbejdere og studerende på den anden side. Fra starten af det 20. århundrede begyndte oppositionen til zardømmet at organisere sig og protestere mod det, der også kaldes ’selvherskerdømmet’. Ifølge Lex.dk’s opslag ”Den Russiske Revolution” (se kilder) forsøgte zarregeringen af bruge Den Russisk-Japanske Krigs udbrud i 1904 til at skabe opbakning i befolkningen, men krigsnederlaget førte i stedet til en yderligere svækkelse af regimet. Arbejdere og bønder ønskede en grundlæggende omfordeling af værdierne i Rusland og en ny politisk styreform. Mellem 1900-1913 var industriproduktionen pr. indbygger i Rusland steget med næsten 50%, og de værdier, der blev skabt, ønskede arbejderne andel i. Samtidig var landbefolkningen i Rusland blevet fordoblet mellem 1861 og 1914, og bønderne ønskede at få del i den jord, som indtil Den Russiske Revolution var ejet af en ganske lille elite allieret med Zarstyret.
Hvordan var optakten til selve revolutionen i 1917?
Som Curt Sørensen, professor ved Aarhus Universitet, formulerer det i kronikken ”Man laver ikke bare en revolution” (se kilder), så foregik det ikke sådan, at ”først skriver Marx en bog, den læser Lenin og så laver han en revolution”. Den Russiske Revolution, som kulminerede i 1917, var ”produktet af en af århundredets største folkelige massebevægelser”. Bolsjevikkerne blev, skriver Sørensen, ”løftet frem til magten af en langstrakt social revolution”. Da Lenin og hans allierede gennemførte det, som er blevet kaldt ’Stormen på Vinterpaladset’ i oktober 1917, havde soldater og matroser allerede taget magten i hæren og flåden, arbejderne havde taget magten på fabrikkerne, bønderne havde taget jorden fra jordejerne, og de nationale minoriteter var i bevægelse for at kræve deres selvbestemmelse.
Hvad var Den Russiske Borgerkrig?
Selvom bolsjevikkerne havde gennemført en revolutionær magtovertagelse i 1917, betød det naturligvis ikke, at alle i Rusland var enige i den nye styreform. Efter Oktoberrevolutionen begyndte bolsjevikkerne at realisere deres ideer om kollektivt ejerskab over ’produktionsmidlerne’ – altså de redskaber som anvendes til at producere varer og tjenester – omfordeling af jord, og indførelse af ’proletariatets diktatur’. Proletariatets diktatur betegner i marxistisk teori staten under socialismen. Som historiker Morten Thing skriver i Lex.dk (se kilder) betyder proletariatets diktatur ikke diktatur i den almindelige hverdagsforståelse: ”I den kollektivt ejede produktion ville alle arbejde efter evne og blive betalt efter indsats. Der ville stadig være en stat til at sikre, at kapitalisterne ikke generobrede magten; derfor var det et diktatur, men [Marx] forestillede sig det som et mere vidtstrakt demokrati end det borgerlige, da også økonomien var inddraget i demokratiet. Herfra ville samfundet kunne udvikle sig til kommunisme, hvor også staten ville visne, og hvor man ville arbejde efter evne, men blive betalt efter behov.”
Som man næsten kan gætte sig til, havde dem, der ejede produktionsmidlerne og jorden, ikke i sinde at overgive deres værdier uden kamp. Det førte til det, som er blevet kaldt Den Russiske Borgerkrig mellem ”de hvide” og ”de røde”. Den væbnede konflikt varede fra 1918-1920.
Hvem kæmpede mod hinanden i borgerkrigen?
Ifølge historiker Niels Erik Rosenfeldts opslag i Lex.dk (se kilder) fik de røde (bolsjevikkerne) bred opbakning fra de russiske arbejdere og dele af bondestanden. Også mange ikke-russiske folkeslag inden for landet kæmpede på de rødes side, fordi de hvide var imod ikke-russiske folkeslags krav om selvbestemmelse.
På den hvide side kæmpede en række forskellige grupperinger, lige fra medlemmer af den ikke-bolsjevikiske venstrefløj over borgerlig-liberale partier til monarkistiske bevægelser, der ønskede at få kejseren tilbage. Den stærkeste kraft blandt de hvide var tidligere officerer fra zarens hær.
Hvilke konsekvenser fik borgerkrigen i Rusland for andre lande?
Forskellige andre lande forsøgte at blande sig i krigen i Rusland, men det var primært en intern krig. Uden for Rusland fik kampen mellem hvide og røde størst konsekvenser i Finland. Med Oktoberrevolutionen havde Finland – der før havde hørt under den russiske zar – opnået uafhængighed, men også Finland blev kastet ud i krig mellem hvide og røde. I artiklen ”Borgerkrigen i Finland” (se kilder) kan du læse mere om forbindelsen mellem de to borgerkrige. Mens de hvide (konservative, borgerlige og officerstanden) vandt i Finland, endte de røde med sejren i Sovjetunionen. Krigen havde imidlertid store økonomiske og sociale konsekvenser, som var vanskelige at rette op på for bolsjevikkerne.
Hvad var de politiske visioner i Den Russiske Revolution?
Som Morten Thing beskriver det i bogen ”Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960” (se kilder) var både det kommunistiske parti og kommunistiske partier og bevægelser andre steder i verden præget af modsætninger: På den ene side frisatte Den Russiske Revolution kunstneriske og tankemæssige eksperimenter, som sjældent er set mage, og i de første år efter 1917 blev der gennemført en lang række sociale reformer, som var langt foran resten af verden, ikke mindst i forhold til kvinders rettigheder. På den anden side stagnerede denne strømning af kommunismen hurtigt i en centralistisk ledelsesstruktur, hvor kritik og opposition ikke var velkommen. Der blev indført begrænsninger på tankefrihed, forskningsfrihed og kunstnerisk frihed og i forhold til sociale opstande, som revolutionen selv havde været et produkt af – men som den nye stat slog hårdt ned på.
Hvordan blev idealerne omsat til virkelighed?
Ideerne bag revolutionen var radikalt demokratiske, men fik hurtigt et ganske andet udtryk. I stedet for ”al magt til sovjetterne” – de lokale råd af bønder og arbejdere – som havde været revolutionens kampråb, blev det hurtigt al magt til partiledelsen. Som Curt Sørensen formulerer det i sin kronik ”Man laver ikke bare en revolution” (se kilder) om årene omkring Den Russiske Borgerkrig, der blev formative for den måde, Sovjetunionen siden udviklede sig: “Mange bønder og arbejdere har måske troet, at når borgerkrigen først var vundet, ville partidiktaturet blive lempet, og det spontane sovjetdemokrati fra 1917 genetableret. Men de blev skuffede. Og for den revolutionære bolsjevisme blev sejrens år 1921 tillige nederlagets år. Da den nu etablerede sovjetmagt nedkæmpede Kronstadt-sovjetten, hvor matroser var i oprør mod Lenins og Kommunistpartiets tiltagende magtfuldkommenhed, mistede revolutionen sin sjæl. Det var revolutionens selvmord.”
Hvordan var bolsjevikkernes forhold til demokrati i teori og praksis?
På den ene side havde bolsjevikkerne en demokratiforståelse, der var langt mere vidtgående end de liberal-borgerlige demokratier i Vesten. Befolkningen skulle ikke bare have lov at stemme på nogle politiske repræsentanter med jævne mellemrum. Demokratiske styreformer skulle indføres over alt i samfundet – fra boligblokken til arbejdspladsen. På den anden side mente bolsjevikkerne, at revolutionen og overgangen til kommunisme ikke kunne fuldføres uden stærk styring fra stat og partiledelse. Ikke mindst fordi risikoen for kontrarevolution – fra russiske jordejere, adel og kapitalister og deres allierede uden for Rusland – var overhængende.
Det modsætningsfyldte forhold til demokrati, som blev en del af den sovjetiske version af kommunisme og de Sovjetallierede kommunistiske partier i andre dele af verden – heriblandt Danmarks Kommunistiske parti – er blandt andet beskrevet i bogen ”Kurs mod demokrati? Kommunismens demokratigrundlag og DKP’s demokratiopfattelse 1919-1947” (se kilder).
Hvilke reformer af industri og landbrug blev gennemført i Sovjetunionens første år?
Staten overtog i de første år efter Oktoberrevolutionen en lang række af de økonomiske knudepunkter, både i industrien og i landbruget. Samlebetegnelsen for disse første økonomiske reformer af samfundet var NEP (Novjaa Ekonomitsjeskaja Politika – Ny Økonomisk Politik). Det var ifølge Leksikon.org’s opslag om NEP (se kilder) en blandingsøkonomi, hvor privat handels- og erhvervsvirksomhed var tilladt, mens staten beholdt kontrollen over storindustrien, bankvæsnet og udenrigshandelen. I landbruget blev den jord, der indtil da havde tilhørt adelen, inddraget og gjort til statslandbrug. Fra slutningen af 1920erne gennemførte bolsjevikkerne en kollektivisering af landbruget. Det var en radikale omformning af sovjetisk landbrug, der samlede størstedelen af Ruslands daværende 25 millioner bønder i 250.000 kollektivbrug – de såkaldte kolkhozy.
Hvilke reformer af kvinders forhold blev gennemført i Sovjetunionens første år?
Som en af de første handlinger efter Oktoberrevolutionen blev stemmeretten udvidet til også at gælde kvinder. I det hele taget gennemførte bolsjevikkerne i de første år en lang række reformer til at styrke kvinders rettigheder, økonomisk, socialt og politisk. Blandt andet var Rusland det første land i verden til at indføre fri abort i 1920. Kvinder havde også fra starten indtaget en central rolle i revolutionen. Den første ansats til revolution i 1917 – i februar – var blandt andet blevet startet af arbejderkvinder i byerne, der gik i strejke med krav om brød. Disse begivenheder er beskrevet nærmere i artiklen ”Kvindernes rolle i den russiske revolution” (se kilder).
En af de mest fremtrædende kvindelige bolsjevikker var Aleksandra Kollontaj, på hvis initiativ den fri abort blev indført. Som historiker Anette Eklund Hansen skriver i Lex.dk’s opslag om Kollontaj (se kilder), var hun fra 1899 aktiv i det russiske socialdemokratiske parti og levede i politisk eksil 1908-17 i bl.a. Sverige. Herefter deltog hun i Oktoberrevolutionen på bolsjevikkernes side og blev folkekommissær (minister) for sociale anliggender 1917-18. Dermed var Kollontaj verdens første kvindelige minister. Siden blev hun verdens første kvindelige ambassadør, først i Norge fra 1924, siden i Mexico og derpå i Sverige frem til 1945. Hendes erindringer og politiske skrifter er oversat til dansk i blandt andet bogen ”Jeg har levet mange liv” (se kilder).
En del af de reformer, der gav kvinder en styrket rolle i det offentlige liv og større økonomisk uafhængighed i Sovjetunionens første år, blev imidlertid tilbagerullet under Stalin.