Pakistans nyere historie

Staten Pakistan blev oprettet i 1947. Indtil da var Pakistan i vid udstrækning under kontrol af forskellige indiske storriger og senere Storbritannien. I dannelsen af staten Pakistan spillede islam en fremtrædende rolle – blandt andet i form af Den Muslimske Liga. Siden 1947 har Pakistans forhold til Indien været præget af konflikt over især den overvejende muslimske Kashmir-provins, som både Indien og Pakistan gør krav på. Pakistan betragtes som et arnested for den militante islamisme, men støttede efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001 USA og Vestens kamp mod terror.

Selvom staten Pakistan først blev oprettet i 1947 og dermed er et ungt land, rækker landets historie lige så langt tilbage i historien som de egyptiske pyramider eller Babylon. Pakistans tidlige historie hører uløseligt sammen med Nordindiens. Det, der i dag udgør Pakistan, var tidligere i varierende grad kontrolleret af forskellige indiske storriger. Den region, der i dag omfatter Pakistan, oplevede fra det 11. århundrede til slutningen af det 18. århundrede mindst 70 invasioner og fremmede dynastiers opstigninger og fald. De sidste fire tusind år har den pakistanske historie været præget af tre tendenser: For det første har landet oplevet at være behersket af kræfter fra vest eller nordvest som for eksempel Afghanistan, Persien eller Grækenland. For det andet har Pakistan været en del af større riger mod øst, for eksempel Maurya-dynastiet og Mogul-herskerne med omdrejningspunkt i Delhi. For det tredje har området omkring Pakistan bestået af mindre, regionale stater, der midlertidigt kunne frigøre sig fra en sådan dominerende magt, som eksempelvis sikhernes kortvarige rige i Punjab.

     Pakistans tidlige historie er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder).

Pakistan er en del af det indiske subkontinent, som er en samlebetegnelse for landene Pakistan, Indien og Bangladesh, som alle ligger på den indiske tektoniske plade. Pakistan, der har godt 190 millioner indbyggere, grænser op til Iran, Afghanistan, Kina og Indien. Landets areal er på lige omkring 800.000 kvadratkilometer. Det svarer til størrelsen af Frankrig og England tilsammen.

Siden cirka 200 f.Kr. var det indiske subkontinent – og altså dermed også det område, der i dag udgør Pakistan – kulturelt bundet sammen af den hinduistiske religion, som imidlertid var og er delt i mange forskellige sekter og varianter. Islam begyndte imidlertid også at spille en varig rolle, da Delhisultanatet blev etableret af muslimer fra Centralasien i 1206. De erobrede store dele af det indiske subkontinent og skabte varige statsdannelser uden for Sindh i det nuværende Pakistan. Delhisultanatets nye herskende klasse fastholdt deres muslimske tro og bevarede kontakten til Centralasien. Hvor de tidligere hindufyrsters magt og legitimitet var baseret på den fælles hinduistiske religion, fastholdt de nye muslimske herskere deres magt gennem krigsførelse. Det viste sig imidlertid at være uholdbart i længden, og Delhisultanatet begyndte allerede at gå i opløsning i midten af 1300-tallet og ophørte med at eksistere i 1646. Delhisultanatets historie er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder).

Mogulriget samlede fra begyndelsen af 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet det indiske subkontinent under én stat. Mogulriget var baseret på en feudal magtstruktur. Det vil sige, at Mogulrigets fyrster gav jord til samfundets elite til gengæld for løfter om krigstjeneste. Mogulrigets herskere havde imidlertid enormt svært ved at få krigsaristokratiet og lokale fyrster til at makke ret. Så snart lejligheden bød sig, forsøgte guvernører og lydfyrster at løsrive sig fra den centrale kontrol. I første halvdel af 1700-tallet begyndte Mogulriget at gå i opløsning, og det indiske subkontinent blev endnu engang opdelt i en række mindre, regionale kongedømmer og dynastier. Efter år 1800 var Mogulriget således kun af symbolsk betydning, men det ophørte først med at eksistere i 1857. Mogulrigets historie er beskrevet i ”Den Store Danske” (se kilder).

Da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama i 1498 fandt søvejen rundt om Afrikas sydspids til Indien, øgede europæerne handlen med det indiske subkontinent. Gennem erobringer eller efter aftaler med lokale herskere oprettede de europæiske handelskompagnier kolonier i Indien, der skulle fungere som støttepunkter for den omfattende handel. I midten af 1700-tallet begyndte kompagnierne at blande sig i de indiske staters politiske forhold for at sikre deres handelsinteresser, og det nuværende Pakistan kom dermed under britisk indflydelse. De vigtigste handelskompagnier på det indiske subkontinent var det britiske East India Company og det franske Compagnie française des indes, der konkurrerede om magten i de indiske områder.

     I 1840’erne erobrede Storbritannien blandt andet Punjab, som Sikherne ellers kortvarigt havde herredømmet over. I 1757 kom det til kampe mellem briter og franskmænd om Bengalen, som briterne vandt. Det dannede økonomisk grundlag for, at briterne i de efterfølgende årtier kunne ekspandere og erobre resten af de indiske kongedømmer, der endnu var under Mogulrigets symbolske overherredømme. I 1857 slog briterne det sidste store indiske oprør ned og blev den eneste tilbageværende magt på det indiske subkontinent. Pakistan blev dermed påtvunget direkte britisk styre. Det britiske imperiums rolle i Pakistans tidlige historie er beskrevet i bøgerne ”Indiens historie efter 1739” og ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Staten Pakistan blev oprettet i 1947. De mange hundrede indiske fyrstedømmer, der havde udgjort den britiske kronkoloni, blev på dette tidspunkt indlemmet i de nye lande, Pakistan og Indien, der blev etableret som selvstændige stater. Baggrunden for løsrivelsen var, at den indiske nationalisme og Storbritanniens svækkelse efter Anden Verdenskrig tvang briterne til at opgive deres indiske kolonier. Staten Pakistan kom til at bestå af Vest- og Østpakistan, der lå på hver sin side af Indien.

Det politiske parti INC havde været altdominerende i den indiske uafhængighedskamp mod den britiske kolonimagt, men mange muslimer følte ikke, at det hinduistiske flertal i partiet tog tilstrækkeligt hensyn til det muslimske mindretals interesser. Derfor stiftede fremtrædende indiske muslimer i 1906 deres egen organisation, Den Muslimske Liga. Og i 1930’erne opstod der i nogle muslimske kredse en forestilling om et ”Pakistan”, der skulle være hjemland for Indiens muslimer. Forestillingen forenede de indiske muslimer om et fælles mål, og det dannede baggrund for, at Den Muslimske Liga kæmpede for at få kontrol over provinserne Punjab og Bengalen, som var domineret af muslimer. Det lykkedes endeligt i 1947. Delingen medførte, at de nordvestlige egne med muslimsk flertal samt de områder, der i dag udgør Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan, blev lagt ind under Pakistan, mens hovedparten af de øvrige britiske besiddelser tilfaldt Indien. Delingen af Indien og Pakistan er beskrevet i bogen ”Indiens historie efter 1739” (se kilder).

Delingen af Indien og Pakistan blev præget af voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer, fordi delingen ikke fulgte de etablerede grænser mellem Indiens provinser, men skar midt igennem flere af dem. Både i Pakistan og Indien blev millioner af mennesker drevet på flugt. Hinduer og sikher flygtede fra Pakistan til Indien og muslimer den modsatte vej. Det er anslået, at mere end ti millioner mennesker flygtede, og at sammenstødene mellem hinduer og muslimer resulterede i op mod en million dræbte.

Særligt i Kashmir-provinsen og langs grænsen mellem Vestpakistan og Indien opstod der kort efter oprettelsen af de to stater voldsomme kampe. Hindufyrsten i Kashmir foretrak, på trods af at muslimerne i provinsen var i flertal, at tilslutte sig Indien. Den beslutning accepterede Pakistan ikke, og den første af flere krige mellem de to nabolande brød ud og resulterede i en reel deling af den strategisk vigtige Kashmir-provins mellem de to lande. Kampen om Kashmir er beskrevet i bøgerne ”Indiens historie efter 1739”, ”Konflikter og politik i verden – Nu” og ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Den nye pakistanske stats begyndelse blev besværliggjort af den 1.500 kilometer store afstand mellem Vestpakistan og Østpakistan, som lå på hver sin side af Indien. Selvom Østpakistan, der overvejende bestod af bengalere, skabte de største valutaindtægter, fik området kun en mindre del af de statslige investeringer, og indkomsten per indbygger i Vestpakistan var væsentlig højere end i øst. Desuden havde regeringen i vest overladt Østpakistan til sig selv i krigene mod Indien og gav dermed udtryk for, at Kashmir-provinsen var vigtigere end det østlige Pakistan. Det medførte, at bengalerne i øst frem mod de første frie valg i Pakistan i 1970 pressede på for at opnå større indflydelse i landet: de ville have en højere andel af de økonomiske ressourcer og rejste desuden krav om delvis selvbestemmelse. Bengalerne i øst udgjorde 55 procent af Pakistans samlede befolkning, men da de fik flertal i det nye parlament, nægtede det regerende parti dem regeringsmagten. Hæren blev sat ind i Østpakistan i et forsøg på at slå det bengalske oprør ned, hvilket medførte voldsomme kampe mellem bengalske oprørere og soldater, der var loyale mod Vestpakistan. Efter ni måneders borgerkrig i øst gik Indiens militær ind i konflikten, og resultatet blev, at Østpakistan løsrev sig, og den uafhængige stat Bangladesh blev oprettet i 1971. Østpakistans løsrivelse er beskrevet i bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Der har jævnligt været konflikter mellem nationale grupper i den vestlige del af Pakistan både før og efter delingen af landet i 1971. Minoritetsgrupper som pashtunere og baluchier har flere gange vendt sig mod regeringen, som man betragter for domineret af punjaber, der udgør godt 60 procent af befolkningen. De mest yderligtgående i minoritetsgrupperne har krævet selvstændighed, for eksempel i den sydlige provins Sindh. Interne stridigheder i Sindh har dog ofte overskygget oppositionen mod forbundsregeringen. De nationale stridigheder har sammen med konflikter mellem land og by samt uenigheder om islams rolle i det pakistanske samfund gjort det vanskeligt for landets ledere at regere på demokratisk vis.

De demokratiske procedurer bliver ofte tilsidesat af både magtfulde islamiske fundamentalister og flere af landets store politiske partier i jagten på at opnå større indflydelse. De mange konflikter har flere gange fået det pakistanske militær til at gribe ind og overtage regeringsmagten, første gang i 1958. Herefter stod skiftende generaler i spidsen for landet frem til Østpakistans løsrivelse i 1971, hvorefter magten blev overladt til Zulfikar Ali Bhutto, som siden militærkuppet i 1958 fungerede som minister frem til 1966, hvor han forlod regeringen og dannede sit eget parti, Pakistan People’s Party (PPP). Bhutto var præsident fra 1971 til indførelsen af en ny forfatning i 1973, hvorefter han blev premierminister. På trods af at Bhutto var storgodsejer, førte han socialistisk politik og fik bred folkelig opbakning. Ved valget i 1977 fik PPP flertal, men uroligheder og beskyldninger om valgsvindel fik militæret til endnu engang at gribe ind og overtage magten. Bhutto blev fængslet, dømt til døden for påstået medvirken til drab og blev hængt i 1979. Samme år forbød militæret med general Mohammad Zia-ul-Haq i spidsen alle politiske partier. Under det nye militærstyre fik islam stadig større betydning i det pakistanske samfund. Militæret oprustede også betydeligt med amerikansk støtte efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979.

Den pakistanske general og statsleder Mohammad Zia-ul-Haq døde i august 1988 i et flystyrt, formodentlig som resultat af sabotage. Inden flystyrtet var Mohammad Zia-ul-Haqs magt og civile støtte ved at gå i opløsning, og han havde bekendtgjort nye valg til november 1988, som igen skulle gennemføres uden politiske partier. Efter Zia-ul-Haqs død besluttede den nye øverstkommanderende for hæren, at valget skulle gennemføres, og at man skulle indlede overgangen til en civil regering. Den tidligere premierminister Zulfikar Ali Bhuttos datter, Benazir Bhutto, havde i eksil overtaget ledelsen af Pakistan People’s Party (PPP). Hun fik i 1986 lov til at vende tilbage til Pakistan og kunne derfor stille op til valget i 1988, hvor hun fik flertal og blev den første kvindelige regeringsleder i et muslimsk land. Hverken Benazir Bhutto eller hendes efterfølger på posten, lederen af Pakistans Muslimske Liga, Nawaf Sharif, formåede dog at skabe ro i landet. I stedet skiftedes de til at indtage rollen som premierminister med to regeringsperioder hver i årene frem til 1997. Parlamentarismens genindførelse i Pakistan er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” og bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Indiens atomprogram blev påbegyndt allerede i 1950’erne, og landet gennemførte i 1974 en vellykket atomprøvesprængning. Pakistanerne, der stadig var påvirket af nederlaget i 1971 og tabet af Østpakistan, havde også påbegyndt et atomprogram, men frem til 1998 stod det uklart, om landet også havde udviklet atomvåben. Men da Indien i maj 1998 gennemførte en serie på fem atomprøvesprængninger, fulgte Pakistan trop to uger senere. De to landes regeringer var begge interesserede i at vise deres befolkninger, hvor stærke og patriotiske de var. Pakistans atomprøvesprængninger er beskrevet i bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” samt i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder).

I oktober 1999 kom det til et nyt militærkup. Udgangspunktet var situationen i den fjerne region Kargil, hvor det pakistanske militær fra maj til juli 1999 havde indledt kamphandlinger mod indiske styrker. På grund af en uholdbar situation og pres fra USA besluttede regeringschef Nawaf Sharif sig for en tilbagetiltrækning. Den øverstkommanderende for militæret, Pervez Musharraf, anklagede Sharif for at have bragt ledelsen og landet i en uholdbar situation, og at tilbagetrækningen forærede en militær succes til arvefjenden Indien. Nawal Sharif prøvede efterfølgende at afsætte Musharraf, men hæren foretog i stedet et ublodigt kup, og hærchef Musharraf tog magten. Han lod sig i 2001 udråbe til præsident, og i april året efter blev Musharraf valgt til præsident for fem år. I modsætning til tidligere militærdiktaturer blev de politiske partier under Musharraf ikke forbudt.

Pervez Musharraf besluttede efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 at støtte amerikanerne aktivt. Det førte til utilfredshed blandt Pakistans fundamentalistiske grupper, der støttede Talebanstyret i Afghanistan. Pakistan anses af mange for at være et arnested for militant islamisme. Grænseegnene mod Afghanistan er reelt uden for centralregeringens kontrol, ligesom den nationale sikkerhedstjeneste flere gange er blevet anklaget for at støtte radikale islamister med træning og penge. Da USA opsporede og dræbte Osama bin Laden, skete det derfor uden at underrette den pakistanske regering. Støtten til de islamistiske grupperinger tolkes af nogen som et forsøg på at svække Indiens position i Kashmir. I slutningen af 2007 vendte Benazir Bhutto endnu engang hjem til landet i et forsøg på at danne bred politisk front mod de islamistiske kræfter, men blev myrdet i december samme år. Landets nyvalgte regering gjorde kampen mod terror til højeste prioritet, og indenrigspolitisk lagde man sig ud med præsident Musharraf ved at løslade de højesteretsdommere, som Musharraf tidligere havde sat i husarrest.

     Præsidenten gik af i 2008, da det stod klart, at han ville blive anklaget for både embedsmisbrug og forfatningsbrud. Kampen mod pakistanske talebaneres radikale islamisme fortsatte i 2009, hvor regeringen ellers i starten af året reelt havde overdraget magten til islamisterne i provinsen Swat. Islamisterne indførte herefter islamisk lov og begyndte at angribe andre dele af Pakistan med base i Swat. Det fik hæren til at indlede massive angreb ind i Swat-provinen, hvilket udløste en voldsom flygtningestrøm, hvor mere end to millioner mennesker måtte flygte. Terror i Pakistan er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder).

Den Muslimske Liga er atter tilbage ved magten efter valget i Pakistan i 2013, hvor lederen af partiet, Nawaf Sharif, endnu engang lod sig udnævne som premierminister, og der er siden indledt et retsopgør mod Pervez Musharraf, som blev beskyldt for at misbruge sit embede og for at bryde den pakistanske forfatning. Perioden efter 1988 har været præget af konflikter mellem de politiske partier, som alle har anvendt ikkeparlamentariske midler for at nå deres mål, ligesom modsætninger mellem de forskellige folkeslag og provinser samt sociale spændinger har forstærket ustabiliteten.

Gennem de sidste godt 30 år har Pakistan været præget af store økonomiske problemer. Landets atombombeprøvesprængninger satte økonomien under ekstra pres. Dels slugte forsvarsudgifterne en stor del af landets budget, dels indførte udlandet økonomiske sanktioner mod Pakistan. Efter Pakistans støtte til USA’s kamp mod terror i kølvandet på angrebet 11. September 2001 har landet dog fået betydelig økonomisk bistand fra amerikanerne. Sideløbende har man gennemført liberaliseringsprogrammer, og alt i alt har det dannet grobund for solid vækst i den pakistanske økonomi.

Pakistan har et forholdsvist stort bruttonationalprodukt (BNP), landets samlede produktion per indbygger, i forhold til andre udviklingslande. Det bærer de sociale forhold dog ikke præg af i særlig høj grad. I gennemsnit for årene 1990 til 2005 måtte næsten 80 procent af landets befolkning leve for under to dollar om dagen, mens knap en fjerdedel af befolkningen er underernæret, og 40 procent af børn under fem år er undervægtige. Børnearbejde er udbredt. Den internationale arbejdsorganisation, ILO, anslog i 1997, at 3,6 millioner børn mellem fem og 14 år havde fuldtidsarbejde. Mindst halvdelen af befolkningen er analfabeter, lever under dårlige livs- og boligforhold og har reelt ingen mulighed for politisk deltagelse. På trods af at den pakistanske forfatning garanterer kvinders ligestilling med mænd, bliver kvinder i Pakistan diskrimineret både retsligt og samfundsmæssigt og er udsat for mange former for vold. Mellem 1.000 og 1.500 kvinder dør hvert år som følge af ”æresdrab”. Andelen af analfabeter er desuden dobbelt så høj for kvinder som for mænd og ligger muligvis på 90 procent. I 2012 blev den 15-årige pakistanske skoleelev Malala Yousafzai verdenskendt, da hun mirakuløst overlevede en skudattentat på vej til skole. Islamister ville hævne sig, fordi hun blandt andet på sin blog ytrede sig om kvinders ret til at uddanne sig. Trods et skud i hovedet kom hun sig, og i dag kæmper hun fortsat for pigers ret til skolegang. I 2014 modtog hun Nobels Fredsprisen som den yngste nogensinde.

     De sociale forhold i Pakistan er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” og bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Forholdet mellem USA og Pakistan var godt under Sovjetunionens invasion af Afghanistan mellem 1979 og 1988, men blev en anelse køligere efter landets atombombeprøvesprængninger i 1998 og den kortvarige krig mod Indien i Kargil i 1999. Det blev igen forbedret efter Pakistans støtte til USA i kampen mod terror. Forholdet mellem de to lande er dog i dag en smule anspændt, efter USA i 2011 opsporede og dræbte terroristen Osama bin Laden på pakistansk grund uden at orientere den pakistanske regering om missionen på forhånd. Desuden er Pakistan utilfreds med USA’s omfattende brug af førerløse fly, såkaldte droner, mod militante islamister i grænseregionen til Afghanistan.

Forholdet mellem Pakistan og Indien har altid været anstrengt. De to lande har været i krig fire gange siden 1947. Tre gange har stridens kerne været Kashmir-provinsen, som både Pakistan og Indien gør krav på. Begge lande har atomvåben, så det anspændte forhold mellem de to lande er en vedvarende kilde til bekymring for verdenssamfundet. Det har yderligere forstærket konflikten mellem de to lande, at militante pakistanske muslimer er trængt ind i den indiske del af Kashmir, ligesom Indien hævder, at Kashmir-baserede pakistanske grupper udfører terroraktioner i Indien. Siden 2003 har der dog været reelle forhandlinger om fred de to lande imellem, og i 2005 åbnede en direkte busrute mellem Indien og Pakistan. Forholdet mellem Indien og Pakistan er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder).