Nationalismens udvikling

Hvornår opstod nationerne?

Hvornår nationerne og nationale følelser opstod er stærkt omdiskuteret. Ofte er holdningerne nøje sammenhængende med, om man mener, at nationalstaterne kan og bør stå centralt i den politiske og kulturelle udvikling, eller om man mener, at globalt politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde bør spille en større og vigtigere rolle.

Grundlæggende kan man tale om to hovedspor i debatten. Et hvor nationerne mere eller mindre er opstået naturligt på baggrund af fælles geografiske, biologiske, kulturelle eller sproglige fællestræk. Her anses nationerne for at være meget gamle og nationalfølelsen som noget, der så at sige 'bor' i den enkelte. Her taler man om en særlig national karakter i de enkelte nationer, og nationalfølelse som noget, der er naturligt for mennesket.

Et andet hovedspor taler om nationerne som noget konstrueret, der er blevet opbygget for at samle landets befolkning på tværs af klasseskel. Her er nationerne og nationalfølelse bundet op på 'forestillede fællesskaber', som det hedder i den britiske historiker og sociolog Benedict Andersons bog af samme navn (se kilder). Disse fællesskaber er opstået på baggrund af fortællinger, der blev gjort til fælles, nationale forestillinger gennem masseproduktion af bøger, aviser, skolevæsen og fælles institutioner. Industrialiseringen og urbaniseringen havde svækket kirkens og familiens rolle, hvilket efterlod et tomrum for nationen som centralt fællesskab og kilde til identitet og mening. Nationerne er altså i denne optik et moderne fænomen.
Inden for begge hovedstrømninger anerkendes det dog ofte, at den moderne nationalisme voksede frem i Europa i 1800-tallet.

 

Dansk Folkepartis valgvideo 'Jeg er Danmark' fra 2011, der beskriver Danmark som en gammel nation, der går tilbage til vikingerne.

 

Hvornår opstod nationalismen?

Ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) er der særligt tre ting, der er værd at bemærke ved nationalismens fremkomst. For det første er nationalismen udsprunget af et virkeligt eller forestillet fællesskab, der har manifesteret sig i fælles sprog, historie og territorium. For det andet har nationalister søgt at gøre dette kulturelle fællesskab til en politisk realitet ved at skabe sammenfald mellem dette folks udbredelse og statens grænser. Det var dette forhold, der gjorde nationalismen politisk sprængfarlig i især Central- og Østeuropa. Her var der enten få, store stater, som i de store multinationale riger Østrig, Rusland og Osmannerriget, eller nationer, der var delt op i mange små statsdannelser som i det nuværende Tyskland og Italien. For det tredje har nationalismen rødder i Den Franske Revolution fra 1789 og Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Både under revolutionen og Napoleonskrigene blev den franske nationalisme udnyttet til at mobilisere massehære imod de mange europæiske fjender, ligesom den spirende nationalisme blev søgt udnyttet i resten af Europa i kampen mod Napoleon.

Mellem 1815 (afslutningen på Napoleonskrigene) og 1850 var de fleste nationalister også stærkt involveret i kampen for liberalt demokrati. De demokratiske nationalister troede på folket som den eneste legitime kilde til politisk magt, og derfor skulle de folkevalgte politiske forsamlinger repræsentere et samlet folk med fælles sprog, kultur og national loyalitet. Dette står ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) i modsætning til senere tiders nationalisme, der sjældent har kæmpet for mere demokrati og personlig frihed.

 

DR’s pigekort synger ”I Danmark er jeg født”, skrevet af H. C. Andersen 1850: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave, dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!”.

Hvilken rolle spillede nationalismen i Europa frem til 2. Verdenskrig?

Fra midten af 1800-tallet voksede nationalismen samtidig med, at Europa blev urbaniseret og industrialiseret. Fremkomsten af nationalstater som Tyskland og Italien – eller noget, der mindede om – var ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) medvirkende til at skabe stærke nationale følelser blandt folkene. Europas borgere følte en stærk tilknytning til deres nationer, og nationalismen var en drivende kraft i opbygningen af politiske institutioner som nationale parlamenter og opbygningen af de moderne europæiske stater og samfund. Selv den frembrusende socialisme, der ellers i udgangspunktet var international, fik et stærkere nationalt præg.

Nationalismen var mange steder en forenende kraft, der var med til at dæmpe sociale spændinger i de fremvoksende industrisamfund og fremme en følelse af nationalt fællesskab og loyalitet. Samtidig var nationalismen også kilde til voksende spændinger og konkurrence imellem staterne. Det var kraftigt medvirkende til udbruddet af 1. Verdenskrig (1914-1918), der blev udløst af en serbisk nationalists mord på den østrig-ungarske tronarving.

Efter 1. Verdenskrig lå store dele af Europa i ruiner. De krigstrætte lande var præget af politiske og sociale uroligheder, hvilket gav grobund for fremvækst af fascisme og nazisme, der kan ses som ekstreme, perverterede former for nationalisme.

 

Adolf Hitlers tale i Rigsdagen efter invasionen af Polen i efteråret 1939 med svenske undertekster.

 

Hvordan blev synet på nationalisme efter 2. Verdenskrig?

De ubegribelige forbrydelser i nazismens og fascismens navn under 2. Verdenskrig gav nationalismebegrebet en negativ betydning i store dele af den vestlige verden. Efter 2. Verdenskrig støbte de sejrende vestlige lande internationale institutioner – NATO, EU og Verdenshandelsorganisationen WTO – som havde til formål at bevare fred gennem fælles militær magt og fælles velstand. De fremmede demokratiske idealer og international handel blandt andet med den begrundelse, at internationalt samarbejde var modgift mod destruktiv nationalisme.

Nationalisme har dog fortsat spillet en hovedrolle i politisk mobilisering, bl.a. i de daværende koloniers kamp for selvstændighed efter 2. Verdenskrig og i kampen for national selvstændighed for blandt andet kurdere og baskere. Balkankrigene i 1990erne skyldtes også i høj grad nationalistiske strømninger. I de seneste årtier er nationalismen kommet stærkt tilbage som central politisk drivkraft i både USA og Europa. Modstand mod indvandring, EU og globalisering har givet medvind til nationalistiske partier i bl.a. Tyskland (AfD) og Frankrig (Front National).

 

Tv-indslag fra BBC om Balkankrigen og retsopgøret.

 

Hvordan ses nationalismens genkomst i international politik?

New York Times-artiklen ”The Post-World War II Order Is Under Assault From the Powers That Built It” (se kilder) beskriver hvordan nationalismen sætter de internationale institutioner under pres. I stedet for fælles tilgange til samfundsproblemer – f.eks. handelskonflikter, sikkerhed, klimaforandringer – har nationale interesser fået forrang. Et tydeligt eksempel er valget af den amerikanske præsident Donald Trump. Han har angrebet globaliseringen og dens institutioner blandt andet ved at skabe usikkerhed om det amerikanske engagement i NATO og ved at kalde WTO en katastrofe.

 

Donald Trump holder tale i Washington den 20. januar 2017 om at skabe en ny national stolthed og om at gøre USA ”Great Again”.

USA er dog langt fra alene om at udfordre den gamle verdensorden. Storbritanniens Brexit udtrykker en dyb folkelig skepsis over for den europæiske integration. Det nylige valg i Italien gav også stor tilslutning til EU-skeptiske partier. Polen og Ungarn fører en EU-fjendtlig politik og har sammen med andre lande nægtet at tage imod immigranter til EU. Hertil kan også nævnes Ruslands konfrontatoriske udenrigspolitik, stigende hindu-nationalisme i Indien og en stigende modstand mod indvandring i en stor del af verdens lande.

 

Reportagerejse til nationalister i forskellige lande fra den engelsksprogede tyske tv-kanal DW English. Under videoen er der link til andre indslag i DW's serie om den nye nationalisme.