Hvad får mennesket til at bevæge sig?

Det er hjernen (http://www.faktalink.dk/titelliste/hjernen-faktalink-light), der gør, at mennesket kan bevæge sig. Den får en eller flere muskler i kroppen til at trække sig sammen. Det lyder nemt, men det er faktisk utroligt indviklet. Derfor kan selv de smarteste robotter have svært ved at efterligne simple bevægelser som at samle et søm op fra gulvet.

Hvis mennesket ikke havde en hjerne, ville vi ikke kunne bevæge os. Det samme gælder for dyr. Der findes et lille dyr, som hedder en søpung. Den har en hjerne, som den bruger for at kunne bevæge sig rundt i vandet. På et tidspunkt slår den sig ned på en sten, og fordi den ikke længere har brug for at bevæge sig, spiser den sin egen hjerne.

Hvilke typer motion dyrker danske børn?

Der er mange forskellige måder at få motion på. I Danmark er de mest populære former for motion for børn mellem 7 og 15 år:

  • fodbold
  • svømning
  • gymnastik
  • løb
  • trampolin
  • løbehjul
  • håndbold
  • styrketræning
  • alle slags dans
  • spejder

De voksnes top tre er styrketræning, løb og at gå ture. Det viser en undersøgelse, der er lavet af Idrættens Analyseinstitut i 2016.

Hvorfor skal børn bevæge sig i skolen?

Det er et krav, at folkeskolens elever skal bevæge sig hver dag. Det står i folkeskoleloven. I lovens paragraf 15 hedder det, at lærerne skal sørge for, at eleverne bevæger sig omtrent 45 minutter om dagen. Målet er, at eleverne bliver sundere og får det bedre med sig selv og hinanden. Man mener også, at elever, der bevæger sig, lærer bedre.