Moderne slaveri

”Moderne slaveri” er en paraplybetegnelse for forskellige former for tvang og ufrihed, herunder tvangsarbejde, tvangsægteskaber og såkaldt menneskehandel. Ngo’er vurderer, at der på globalt plan er op mod 50 mio. mennesker, som lever under moderne slaveri. I Danmark omtaler straffeloven menneskehandel og siden 2022 også menneskeudnyttelse som særlige former for kriminalitet, der kan straffes med henholdsvis op til ti og seks års fængsel. Men selvom der har været stigende fokus på problemet inden for det sidste årti, er der kun fældet ganske få domme mod bagmænd, der tjener penge på at udnytte andre mennesker. Forskere kritiserer begreberne moderne slaveri og menneskehandel for ikke at afspejle den komplekse virkelighed, hvor der ikke er en klar skillelinje mellem frihed og ufrihed, og hvor mennesker træffer valg ud fra en afvejning af, hvilke muligheder, de har til rådighed. Samtidig kritiserer de tiltagene mod moderne slaveri og menneskehandel for at bidrage til at skabe betingelserne for, at nogen mennesker er så sårbare, at de kan udsættes for grov udnyttelse og tvang. Særligt restriktiv migrationslovgivning menes at være en faktor i, at nogle mennesker lever under moderne slaveri. F.eks. fordi de er bange for at miste deres opholdstilladelse, hvis de mister deres arbejde, eller fordi de ikke har lovligt ophold i det land, de arbejder og vil blive sendt ud af landet, hvis de søger hjælp hos myndighederne.

Der er ikke enighed om, hvad ”moderne slaveri” præcist betegner. Det bliver ofte brugt overlappende eller synonymt med bl.a. ”tvangsarbejde” og ”menneskehandel”. Moderne slaveri er ikke i sig selv et juridisk begreb, men omtales af menneskeretsorganisationen Walk Free

  som en paraplybetegnelse for en række praksisser, der de fleste steder er ulovlige: foruden tvangsarbejde og menneskehandel også f.eks. tvangsægteskab og gældsslaveri. Der er ifølge Walk Free tale om moderne slaveri, når en person ikke kan nægte at gøre noget bestemt eller ikke kan forlade en situation eller omstændighed på grund af trusler, vold, tvang, svindel eller magtmisbrug.

     Begrebet moderne slaveri er først i løbet af det seneste årti blevet almindeligt brugt, men begrebet tvangsarbejde blev allerede i 1930 defineret af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i konvention nr. 29

  som ”alt arbejde eller udførelse af ydelser/tjenester, som trækkes ud af en person under trussel om straf og som den pågældende ikke frivilligt har tilbudt at udføre”.

     Nogle steder, heriblandt Californien i USA, Storbritannien og Australien, er der inden for de senere år vedtaget lovgivning for at bekæmpe moderne slaveri. Ifølge menneskeretseksperten Sunil Rao

  sigter denne type lovgivning på at få virksomheder af en vis størrelse til årligt at fremlægge, hvilke tiltag de har gjort for at sikre, at moderne slaveri ikke indgår i hverken deres egne foretagender eller i nogle led i deres forsyningskæder.

     I Danmark bruger man ikke begrebet moderne slaveri i lovgivningen, men i stedet menneskehandel, der ifølge Center mod Menneskehandel

betragtes som ”grov kriminalitet, som er strafbar ifølge dansk straffelovs § 262 a”. Center mod Menneskehandel har eksisteret siden 2002 under Social- og Boligstyrelsen og har til opgave at udrede potentielle ofre for menneskehandel samt at udarbejde handlingsplaner.

Global Slavery Index udgives hvert år af den australske organisation Walk Free. I 2019 var deres ”konservative skøn”, at der er 9.000 mennesker i Danmark, som er i risiko for at leve under forhold, der kan betegnes som moderne slaveri. Ifølge en artikel på Danwatch

  mente Center mod menneskehandel – der fører statistik over det antal, de danske myndigheder vurderer som ofre for menneskehandel – at det tal lød ”meget højt”. En repræsentant for Walk Free forklarede, at deres vurdering tager udgangspunkt i repræsentative interviews samt i ”hvor mange mennesker, der lever i Danmark uden adgang til basale serviceydelser som uddannelse, sundhed og overførselsindkomst.” Fagforeningen 3F mente, på baggrund af deres erfaringer, at tallet endda meget vel kunne være højere.

I 2022 modtog Center mod Menneskehandel 384 henvendelser, hvilket var 20 procent flere end året forinden. Henvendelserne førte til, at 235 personer blev udredt for tegn og signaler på menneskehandel. Det fremgår af centerets årsrapport

. Det er primært politiet, der henviser potentielle ofre til Center mod Menneskehandel, og oftest er de pågældende blevet truffet i prostitutionsmiljøet. Der kommer dog også henvendelser fra andre myndigheder samt fra privatpersoner, krisecentre, sundhedstilbud, advokater, tolke, fagforeningen 3F og fra personer, der henvender sig om deres egen situation. I alt 73 blev i 2022 vurderet som ofre for menneskehandel, heraf over halvdelen i forbindelse med seksuel udnyttelse. Andre, der er udsat for andet tvangsarbejde, er primært inden for landbrug, byggeri og rengøring, som hører til 3F’s område. Der blev imidlertid kun rejst sigtelser i 13 tilfælde, og kun fældet tre domme.

I rapporten ”Global Estimates of Modern Slavery” fra september 2022

  – udgivet af Walk Free og FN-agenturerne ILO (Den internationale arbejdsorganisation) og IOM (Den internationale organisation for migration) – anslås det, at op mod 50 mio. mennesker globalt lever under moderne slaveri, i form af tvangsarbejde og tvangsægteskaber. Særligt tvangsarbejde har været stigende inden for de senere år. Ifølge rapporten har pludselige jobtab og andre kriser forbundet til covid-19 pandemien drevet flere mennesker ud i gæld og andre situationer, der gør dem mere sårbare for udnyttelse i form af tvangsarbejde. I runde tal er tvangsarbejde mest udbredt i Asien og Stillehavsområdet, dernæst Europa og Centralasien, Afrika, det amerikanske kontinent og de arabiske stater. Målt per indbygger er tvangsarbejde imidlertid mest udbredt i de arabiske stater og mindst i Afrika, mens Europa og Centralasien forbliver på andenpladsen. Knap en fjerdedel af tvangsarbejdet foregår i sexindustrien, og de fem andre mest almindelige arbejdsområder er servicesektoren, fremstillingsindustrien, byggebranchen, landbruget og privat husarbejde (domestic work).

I modsætning til moderne slaveri var slaveri i historisk forstand (se også Faktalink om Slaveriet i USA) en institution, som under visse betingelser gjorde det lovligt at eje et andet menneske, herunder f.eks. at sætte den pågældende til arbejde, uden mulighed for at nægte. Slaveri var i flere dele af verden i bestemte historiske perioder en del af samfundets officielle indretning, mens det, der i dag betegnes som moderne slaveri, typisk foregår i det skjulte. Men som det beskrives i artiklen ”Moderne slaveri er ikke ‘moderne’, men en udnyttelse der aldrig holdt op. Heller ikke i Danmark” {

  var det alene muligheden for lovligt at eje andre mennesker, som blev afskaffet med slaveriets ophør, ikke udnyttelse af arbejdskraft. Ifølge flere forskere i menneskehandel og moderne slaveri ligger de omstændigheder, som er strafbare, blot ”i den hårde ende af et kontinuum af arbejdsvilkår, hvor der ikke er nogen klar skillelinje mellem det, der bliver betegnet som moderne slaveri, og det, der ikke gør”, som det formuleres af journalist og forfatter Emily Kenway

.

Selvom antallet af mennesker, der lever under vilkår, der kan betegnes som moderne slaveri, er relativt lavt i Danmark sammenlignet med andre dele af verden, har menneskeretsorganisationen Walk Free en række anbefalinger til den danske stat. Den mest centrale er at fjerne lovgivning og politik, som forhindrer eller gør det vanskeligt for arbejdere at forlade en arbejdsgiver, der udnytter dem, uden at risikere at blive deporteret. I Europa, herunder Danmark, er det nemlig især mennesker uden lovligt ophold i det land, de arbejder i – eller med usikre vilkår for at beholde deres lovlige ophold – som risikerer at blive udsat for grov udnyttelse. Det er også omdrejningspunkt i bogen ”Migranters mobilitet”

  fra 2020, hvor forskerne undersøger ”hvordan dansk migrationspolitik og reguleringen af det danske arbejdsmarked inden for de valgte brancher muliggør udnyttelse af arbejdsmigranter” samt hvordan selve den ”danske stats indsats mod menneskehandel og tvangsarbejde” betinger migranternes mobilitet og arbejdserfaringer.

Af andre vilkår, der kan gøre folk sårbare, er gæld. Folk i fattigdom, som ikke har adgang til at låne penge af officielle kanaler, kan blive presset af livsomstændigheder til at låne hos mennesker, der efterfølgende tvinger – ofte med trusler – dem til at arbejde gælden af under groft udnyttende forhold. Det kaldes også gældsslaveri. Ofte kan migration og gæld hænge sammen. F.eks. hvis man for at gennemføre en rejse fra et sted til et andet i forbindelse med flugt eller andre former for migration, er kommet i gæld til dem, der har sørget for f.eks. transport eller indkvartering.

I Danmark er det især fagforeningen 3F, der har engageret sig i diskussionen om og indsatsen mod moderne slaveri. Det skyldes, at tvangsarbejde og menneskehandel ofte forekommer inden for de områder i den private sektor, 3F organiserer: byggeri, landbrug, rengøring og service. 3F’s primære indsats består i at anmelde sager til politiet eller Center mod menneskehandel, men fagforeningen bistår også indimellem potentielle ofre for menneskehandel eller anden form for moderne slaveri med praktisk hjælp. Det kan f.eks. være midlertidigt logi, hvis de pågældende har akut brug for at komme væk fra deres aktuelle omstændigheder, eller støtte til at lægge sag an mod de arbejdsgivere, der har udnyttet deres arbejdskraft. Derudover har Fagbladet 3F løbende fokus på sager om potentiel menneskehandel, ligesom fagforeningen forsøger at lægge pres på politikerne for at få sat flere ressourcer af til at opklare disse sager. 3F finansierer også forskning i forhold for bl.a. migranter i de sektorer, hvor tvangsarbejde og menneskehandel er mest udbredt, som f.eks. studiet ”Migranters mobilitet: Mellem kriminalisering, menneskehandel og udnyttelse på det danske arbejdsmarked” fra 2020 

.

“Moderne slaveri er ikke, hvad du tror det er. Det er ikke, hvad regeringer og virksomheder siger, det er. Og det er bestemt ikke, hvad de fleste medier fremstiller det som.” Sådan begynder bogen ”The Truth About Moderne Slavery"

, som samler en lang række kritikpunkter af begrebet moderne slaveri. Et af punkterne er, at begrebet er ”utrolig bredt” og ikke har nogen juridisk betydning. Det er en paraplybetegnelse for en bred vifte af forskellige former for udnyttelse. Samtidig slører begrebets reference til historien om slaveri mere end det oplyser, mener forfatteren Emily Kenway, som tidligere har arbejdet for den britiske anti-slaveri-kommissær, og dermed kender kampen mod moderne slaveri indefra. Da den lovlige institution slaveri blev afskaffet, efterlod den nemlig både kolonimagter og konkrete arbejdsgivere med et problem: Hvordan skulle man nu skaffe billig arbejdskraft? Siden har alskens former for udnyttelse af mennesker og deres kroppe knopskudt, hvoraf nogle betragtes som lovlige og andre som ulovlige, mener Kenway.

Mellem 2017 og 2021 identificerede Center mod menneskehandel i alt 416 ofre, men der blev kun rejst sigtelse mod 32 formodede bagmænd. Af dem blev 11 tiltalt for menneskehandel, og af dem blev kun seks dømt. Ifølge Rigspolitiet afstår potentielle ofre ofte fra at anmelde forholdet, fordi ”den pågældende er under tvang eller frygter repressalier i hjemlandet, ligesom den pågældende kan være bange for de involverede myndigheder, hvis der ikke foreligger et lovligt opholdsgrundlag i Danmark”, som der står i Center mod menneskehandels årsrapport fra 2022

. De potentielle ofre kan også have gæld til bagmændene, som stadig vil bestå, selv hvis bagmanden dømmes for menneskehandel. Da bevisbyrden er meget vanskelig at løfte uden vidnesbyrd fra det potentielle offer, falder de fleste sager på gulvet, før de kommer for retten. Et andet problem er, som det beskrives i artiklen ”Moderne slaveri er ikke moderne (…)”

, at langt de fleste migranter – også dem, der siden bliver groft udnyttet og udsat for diverse former for tvang, trusler, vold og umenneskelige leveforhold – selv har ønsket at migrere for at arbejde. De er ikke blevet ”handlet” i lovens forstand, men har selv truffet en række valg ud fra en vurdering af deres muligheder og alternativer. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at de situationer og omstændigheder, de siden oplever, er rimelige eller lovlige.

Netop dette paradoks dykker de to bøger ”The Truth About Modern Slavery” og ”Migranters mobilitet” ned i. Ifølge forskerne Spanger og Hvalkof

  handler det bl.a. om, at politikere (og til dels fagbevægelsen) forsøger at løse problemet med de samme redskaber, som er med til at gøre nogle mennesker så udsatte, at de kan blive ofre for grov udnyttelse: Strengere regler for lovligt ophold i de lande, mange migrerer til for at finde arbejde, og mere fokus på deportation af folk, der ikke har lovligt ophold. Kenway (se kilde 9) formulerer det således: ”Ved at karakterisere grov udnyttelse som exceptionel og give det sin egen kategori med helte og forbrydere, ideelle ofre og løsninger, skjuler moderne slaveri-fortællingen afgørende viden om (…) hvordan den aktuelle globale økonomi producerer skadevirkninger” og ”hvad mere er, moderne slaveri-fortællingen giver moralsk legitimitet til de selv samme politikker, som har skabt betingelserne for udnyttelse.”

Da straffelovens paragraf 262 i 2022 blev udvidet med stykke b, der omhandler menneskeudnyttelse, skyldtes det, at ingen bagmænd nogensinde var blevet dømt for at sætte andre til tvangsarbejde, selvom Center for menneskehandel vurderer, at det sker i hundredvis af tilfælde hvert år. Som begrundelse for lovændringen – som beskrevet i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet

  – stod, at det fremover ”bliver muligt at straffe personer, som udnytter andre til at arbejde under åbenlyst urimelige forhold, også selvom der ikke er anvendt tvangsmidler som f.eks. trusler”. Det gælder f.eks. hvis en fattig udenlandsk arbejder udnyttes til at arbejde under forhold, der ”i væsentlig grad adskiller sig fra, hvad der må anses for almindelige arbejdsforhold i Danmark, f.eks. hvis den pågældende indlogeres under kummerlige forhold”. Daværende justitsminister Mathias Tesfaye kaldte det ”et vigtigt skridt mod, at flere bagmænd kan blive retsforfulgt”.    I Informations artikel ” Regeringen vil have flere dømt for menneskehandel” udtrykte også forsker og rådgiver Anders Lisborg, der har speciale i bl.a. menneskesmugling, sig positiv overfor udvidelsen af lovgivningen: ”Vi har set, at en ændring i lovgivningen har ført til flere domme i et land som Belgien, så det er forventeligt, at det vil hjælpe i Danmark,”

. Advokat Marc Malmbak Stounberg, der senest havde haft en sag i Holbæk, hvor anklagemyndigheden ikke mente, at der var grundlag for at rejse tiltale for menneskehandel, var ligeledes positiv: ”Det nye forslag vil langt hen ad vejen løse de juridiske udfordringer. Jeg er ret overbevist om, at anklagemyndigheden ville have rejst den sag, hvis den nye paragraf var trådt i kraft,” sagde han i samme artikel.

Kritikerne tror ikke meget på, at flere bagmænd vil blive dømt, heller ikke med den udvidede lovgivning. Ifølge migrationsforsker Marlene Spanger er det et indbygget problem i den danske lovgivning, at det eneste tilbud til et potentielt offer for udnyttelse eller handel er et såkaldt frivilligt hjemsendelsesprogram. Det fremgår i bogen ”Migranters mobilitet”

. De mennesker, der bliver udnyttet, har ofte investeret store ressourcer i at komme til f.eks. Danmark. Og når fagbevægelsen samarbejder tæt med myndighederne i kampen mod moderne slaveri, vil potentielle ofre ofte også undgå kontakt. I udvidelsen af paragraf 262 vil ofre for menneskeudnyttelse heller ikke kunne få støtte til midlertidig kost og logi samt hjemrejse, men alene en bistandsadvokat. ”Hvad er formålet med loven, hvis man ikke hjælper ofrene?” spurgte Spanger i artiklen ”Ny lov om menneskeudnyttelse svigter ofre: Overlades til sig selv” i Fagbladet 3F

. Også Center mod menneskehandel kritiserer i artiklen den mangelfulde hjælp til ofrene, herunder det forhold at de skal sendes ud af landet, hvis deres ophold ikke har været lovligt. Faglig koordinator for Reden International i København, et værested for kvinder der sælger sex på gaden, Malene Muusholm, mener også, at loven slet ikke indfanger de komplekse realiteter for mennesker i sårbare situationer, der arbejder under uacceptable vilkår.

I politiets indsats lå efterforskningen af det, der falder under paraplybetegnelsen moderne slaveri tidligere under det Nationale Efterforskningscenter (NEC), hvor der sad tre medarbejdere med særligt fokus på menneskehandel. I 2022 blev den enhed nedlagt og erstattet af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Som det beskrives i artiklen ”Politiet sylter efterforskning af menneskehandel i ny superenhed” 

, mener kritikere, at indsatsen siden omlægningen har været mangelfuld, fordi der ikke længere er eksperter, som har særligt fokus på menneskehandel og menneskeudnyttelse. Foruden politiets indsats findes Center mod menneskehandel, som er en myndighedsinstitution under Social- og Boligstyrelsen. Det er dem, som står for udredning af potentielle ofre.

Ngo’en Hope Now samarbejder med Center for menneskehandel og har en hotline for potentielle ofre for menneskehandel. Deres vision er ”at styrke og støtte handlede mennesker gennem kulturelt- og traumainformerede samt offercentrerede tilgange”, som de skriver på deres hjemmeside

. Fagforeningen 3F har løbende fokus på problemerne i deres del af branchen, som tidligere beskrevet. Dertil er der en række væresteder og krisecentre, som forsøger at hjælpe udsatte personer, særligt kvinder, som f.eks. Reden International. Deres fokus er kvinder, der sælger seksuelle ydelser, herunder kvinder, som ikke har lovligt ophold i Danmark og derfor er sårbare overfor udnyttelse og tvang fra bagmænd. Initiativet Etisk Handel Danmark er en ”platform for virksomheder og organisationer, der arbejder for ansvarlig og bæredygtig handel”, som de skriver på deres hjemmeside

. Deres målsætning er bl.a. at sikre, at der ikke indgår tvangsarbejde i nogle dele af forsyningskæderne.