Hvilke miljøproblemer skaber menneskets udnyttelse af naturen?
Vores udnyttelse af naturen har givet os komfortable liv, men skaber også problemer. I Danmark har det for eksempel i mange år været et problem, at gødning fra markerne løber ud i åer og vandløb og videre ud i fjorde. Forureningen af vandet er i varme sommerperioder med stille vejr en medvirkende årsag til, at der skabes iltsvind, og mange fisk dør. En anden miljøbelastning kan være olieudslip. Regelmæssigt hører man om en supertanker, der støder på grund og forurener omkringliggende kyststrækninger, hvilket går hårdt udover fugle- og havliv. Og i millionbyer, for eksempel i Kina, er forureningen af luften med farlige partikler direkte sundhedsskadelig, og mange mennesker går derfor rundt med masker for munden. Os fra fabrikker og biler lægger sig som en tæt dis over nogle byer, særligt på dage med skyer, som gør det ekstra svært for den farlige luft at trænge videre op i atmosfæren.
På globalt plan er et af de helt store miljøproblemer i dag udledningen af plastik i havene. En rapport fra World Economic Forum konkluderede i 2016 ifølge DR (se kilder), at hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2025 være større mængder plastik i verdenshavene end fisk. Allerede i dag findes gigantiske øer af plastikemballage i både Stillehavet og Atlanterhavet, men lige så stort et problem er mikroplast, som man ikke kan se med det blotte øje. Problemet med plastikforureningen er, at fisk, fiskelarver og andre mindre organismer optager plastikken i deres føde, når det nedbrydes til nanoskopiske størrelser. Ifølge en artikel på Ingeniøren.dk (se kilder) mener forskere, at det kan have en negativ konsekvens for fiskenes reproduktionsevne og således påvirke hele fødekæden i havet. I forhold til, hvilke konsekvenser det har for menneskekroppen, hvis vi spiser fisk forurenet med mikroplast, mangler der stadig forskning. Man ved dog, at en række miljøgifte binder sig til plastikken og dermed udgør en potentiel risiko for vores helbred, hvis ikke giftene nedbrydes inden optagelse.
Store halmballer som kystsikring på Lønstrup strand ved Vesterhavet. Foto: Mads Jensen / Biofoto / Scanpix
Hvordan har mennesket påvirket klimaet?
Siden industrialiseringens begyndelse i midten af 1700-tallet, er CO2-niveauet i atmosfæren steget drastisk som følge af massiv afbrænding af kul og olie til produktion af energi. I 1990'erne diskuterede man, hvorvidt den globale opvarmning skyldtes menneskets påvirkning, eller blot var en naturlig proces, men især efter årtusindeskiftet er forskere blevet enige om, at det er den menneskelige forurening, som er med til at skabe drivhuseffekten i atmosfæren, der opvarmer planeten (se Faktalink-artiklerne "Klimadebatten" og "Drivhusgasser"). Global opvarmning er heller ikke længere et fænomen, som kun videnskabsmænd observerer, men noget, som verdens befolkning i stigende grad bliver opmærksom på, på grund af stadigt voldsommere forandringer i klimaet: ekstremt vejr, oversvømmelser, tørker, svigtende høst og dyrearters uddøen. Mennesket har i løbet af de sidste par hundrede år udnyttet naturen så voldsomt, at der simpelthen er blevet skabt ubalance i vejrforholdene og i økosystemer på vores planet (se Faktalink-artiklen "Klimaforandringer").
Forskere taler om, at vi er indtrådt i en ny geologisk epoke, den antropocæne tidsalder, som er defineret af, at menneskelig aktivitet har enorm indflydelse på hele kloden og ikke blot vores nærmiljø. Den amerikanske rumfartsadministration NASA offentliggjorde for nylig en række satellitfotos af Jordens overflade og sammenlignede dem med fotos taget i 1985, hvilket viste markante ændringer i landskabet på grund af blandt andet voksende storbyer og skovrydning. Se billederne på DR's hjemmeside (se kilder).
Det er især det øgede befolkningstal i verden, der er med til at belaste klimaet, for når der er flere munde at mætte, skal der ryddes mere skov, produceres mere mad og andre forbrugsgoder. På Globalis.dk (se kilder) findes et søjlediagram over befolkningstallet i verdens lande i dag sammenlignet med tidligere år. Heraf fremgår det, at mens mange europæiske lande oplever befolkningsnedgang, er befolkningen i folkerige lande som Kina og Indien vokset eksplosivt de sidste 30 år.
Hvad kan man gøre for at mindske klima- og miljøbelastningen?
Det er særligt afbrændingen af fossile brændsler som kul og olie, der belaster klimaet. Samtidig bruger vi mere og mere energi, blandt andet fordi forbruget af varer på verdensplan hele tiden stiger. Men der er måder, hvorpå man kan begrænse klimabelastningen. Som enkeltperson kan man f.eks. spare på energien ved at tage kortere varme bade eller man kan tage toget i stedet for at flyve. Fra politisk hold kan man lovgivningsmæssigt forsøge at påvirke folks adfærd ved for eksempel at gøre det billigere at benytte offentlige transportmidler eller ved at lægge afgifter på energi fremstillet ved hjælp af fossile brændstoffer.
Desuden kan man støtte produktionen af og bruge alternative energikilder som sol-, vind-, vand- og bølgekraft og jordvarme. I Danmark har vi i mange år benyttet os af vindenergi, men også solenergi bliver mere udbredt, særligt i Sydeuropa, hvor der årligt er rigtig mange soltimer. Også Kina er i gang med massivt at udbygge deres energisektor med alternative energiformer, blandt med gigantiske solcelleparker. I dag er Kina på verdensplan en af de helt store syndere i udledningen af CO2, fordi både deres befolkningstal og industrisektor de seneste år er vokset eksplosivt, men i 2020 planlægger kineserne at få 20 % af deres energi fra fornybare kilder. Det fremgår af artiklen "Kina bygger verdens største solcellepark" i Information (se kilder).
Endelig er også atomkraft en ren energikilde. Atomkraftværker leverer energi i mange lande som f.eks. England, Tyskland og Sverige, men atomkraft som energikilden vækker stor debat, fordi der er risici forbundet med radioaktivt materiale, blandt andet fordi det er svært at bortskaffe det radioaktive restaffald på sikker vis.
Som konsekvens af klimaforandringerne er der en øget bevidsthed om, at naturen ikke blot af et ubegrænset lager af ressourcer, som vi kan kontrollere og tage fra, men at naturen er et komplekst system af økosystemer og vejrsystemer, og at det kan udgøre en trussel for menneskets eksistens, hvis det bringes i tilstrækkelig ubalance. I forlængelse heraf peger nogle klimadebattører på, at omstillingen til et mere bæredygtigt samfund kræver et andet værdisæt, hvor vi ikke primært tænker i økonomisk vækst, men også i hvad der er miljømæssigt bæredygtigt. I stedet for et lineært produktionssystem, hvor varer produceres, forbruges og i sidste ende smides ud og ender på lossepladsen, bør vi ifølge disse debattører tænke i et cirkulært system, hvor ressourcer genanvendes i nye produkter (se Faktalink-artiklerne "Bæredygtighed og grøn omstilling" og "Genbrug og genanvendelse").
Hvad gør politikerne for at bremse klimaforandringerne?
I et forsøg på at regulere menneskets forhold til naturens ressourcer og bremse klimaforandringerne har der især inden for de seneste årtier været en del politiske initiativer, blandt andet en række internationale klimakonferencer på initiativ fra FN. Den første internationale klimaaftale, Kyoto-aftalen fra 1992, udløber i 2020, og derfor var målet på klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, at det internationale samfund skulle nå til enighed om en ny aftale. Det mundede ud i en aftale om at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til niveauet ved industrialiseringens begyndelse sidst i 1700-tallet. Aftalen er dog blevet kritiseret for at være for ukonkret og indeholder for eksempel ikke specifikationer på, hvor mange procent de enkelte lande skal begrænse udledningen med (se Faktalink-artiklerne "COP21 i Paris" og "Klimapolitik").
Men at vedtage klimapolitiske målsætninger – særligt på internationalt plan – er vanskeligt, fordi omstillingen til en mere bæredygtig energiproduktion kræver økonomiske investeringer – f.eks. udvikling af alternativ energi som sol- eller vindenergi. Derfor har et af debatpunkterne på klimatopmøderne været, hvordan de rige vestlige lande kan kompensere de fattigere lande økonomisk. Ulandenes argument har været, at det er den vestlige verden, der siden industrialiseringens begyndelse er blevet rige på afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie, og at det derfor er Vesten, der solidarisk må betale den største pris for omstilling til mere bæredygtig energiproduktion på internationalt plan.