Menneskets forhold til naturen

Hvordan er menneskets forhold til naturen i religionerne?

I lang tid før den moderne udvikling af videnskab og teknologi fra ca. 1600-tallet og frem var mennesket i høj grad prisgivet naturen. Fra nordisk mytologi kender man fortællingen om, at det var guden Thor, der stod bag lyn og torden, når han kørte hen over himlen i sin vogn og svingede sin hammer (se Faktalink-artiklen "Vikinger"). Også andre kulturer og religioner har forklaret naturens fænomener som et spørgsmål om guddommelige kræfter. De indianske folk i Nordamerika dyrkede eksempelvis vidt forskellige religioner, men havde det fællestræk, at deres tro var dybt forankret i den omgivende natur. Det var såkaldt animistiske religioner, hvor man opfattede naturen som guddommeligt besjælet. I stedet for at tro på én almægtig gud, som man for eksempel gør i jødedom, kristendom og islam, mente man, at alt i naturen var levende – også naturfænomener som regn og torden. Indianernes religiøse praksisser gik derfor ud på at påvirke de forskellige ånder i naturen, for eksempel via den årlige soldans, som er en bøn for frugtbarhed for både mennesker og bisoner, indianernes vigtigste jagtbytte (se Faktalink-artiklen "Indianere i Nordamerika").

I de tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam forklares verdens skabelse med en almægtig Gud, og i nogle bibelske tekster bliver naturkatastrofer kædet sammen med 'Guds vilje', for eksempel i historien om de ti plager, Guds straf over Egypten i form af bl.a. sværme af græshopper og pest blandt dyrene, som det beskrives i Det Gamle Testamente, Anden Mosesbog, kapitel 7-12 (se kilder). I dag mener nogle arkæologer og klimatologer, at historien om de ti plager faktisk har rod i egentlige klimatiske ændringer i Egypten i oldtiden, skriver Kristeligt Dagblads online portal Kristendom.dk (se kilder).

Hvornår begyndte mennesket at udnytte naturen til egen fordel?

Mennesket har altid forsøgt at påvirke og udnytte naturen omkring sig for at overleve, for eksempel ved at tænde ild og lave bål, ved at dyrke og høste jorden, udvikle fangstmetoder og holde kvæg. Romerriget (se Faktalink-artiklen "Romerriget") er et godt eksempel på en højt udviklet civilisation, som benyttede sig af teknologier, der forbedrede livet for mennesker. For eksempel konstruerede man i enhver større romersk by 'akvædukter'; stenbelagte og kunstige vandløb, som bragte vand ind til og rundt i byen.

Men man taler ofte om industrialiseringen som en periode i den vestlige verdens historie, hvor mennesket for alvor begyndte at udnytte naturens ressourcer og energi til at skabe større rigdom og velstand for sig selv. Historisk taler man om en industriel revolution, som startede i England i 1750 og op gennem 1800-tallet bredte sig til resten af Europa og USA. Den industrielle revolution er betegnelsen for en række teknologiske fremskridt – særligt opfindelsen af dampmaskinen – ved hjælp af hvilke, man formåede at effektivisere produktionen og forarbejdningen af varer, og som skabte nye, effektive transportmidler i form af damplokomotivet og dampskibet.

Industrialiseringen skabte ikke kun økonomisk vækst i samfundet, men ændrede også fundamentalt de sociale forhold. En af de mest markante forandringer var den enorme bevægelse fra land til by, også kaldet 'urbanisering'. I takt med industrialiseringen flyttede folk i stigende grad til byerne for at arbejde på fabrikker, hvilket desuden skabte tilsvarende behov for andre erhverv (se Faktalink-artiklen "Industrialiseringen").

Hvordan repræsenteres menneskets forhold til naturen i billedkunst og litteratur?

De romantiske digtere fra sidst i 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet dyrkede først og fremmest individet og de store følelser, men en gren af romantikken – kaldet universalromantikken – dyrkede i høj grad også naturen som et nærmest helligt sted. Det var i naturen, at digtergeniet hentede inspiration og blev ét med verdensaltet. Ifølge den romantiske tænkning hang alle verdens fænomener sammen som én stor organisme, og kunstneren kunne fornemme denne sammenhæng. Den tyske filosof Friedrich von Schelling (1775-1854) formulerede det i en berømt sætning: “Ånden i naturen slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig selv bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren” (se Faktalink-artiklen "Romantikken"). Et ikonisk billede på den romantiske forestilling om eneren, der kan gennemskue og fornemme verdens sammenhæng, er den tyske maler Caspar David Friedrichs maleri "Vandreren over tågehavet" (1818) (se kilder), hvor en nobel herre står på en bjergtinde og skuer ud over en tågedis. Han går ikke forvildet rundt i tågen; hans blik er tværtimod hævet op over den.

Blandt yngre danske forfattere har der desuden de seneste årtier været en optagethed af mennesket som krop, menneskets seksualitet og kroppens processer og forgængelighed. Denne tematik slås an allerede i mange af titlerne som i Olga Ravns digtsamling "Jeg æder mig selv som lyng" (2012), Bjørn Rasmussens roman "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet" (2011) og Kristina Stoltz' novellesamling "Et kød – erotiske fortællinger" (2012) (se Forfatterweb-temaet "Kroppen i litteraturen").

En del ny litteratur beskæftiger sig også med klimaforandringer og de udfordringer, som vi står over for som samfund på grund af disse forandringer. Det gælder blandt andet Theis Ørntofts digtsamling "Digte 2014" (2014), hvor digterjeget giver en dyster samfundskarakteristik: Vi har misbrugt naturen, og nu er vores samfund ikke på vej mod udvikling, men afvikling. Lignende samfundskritik finder man hos digteren Lars Skinnebach. Menneskets destruktive forhold til naturen danner også kulissen i Kristina Stoltz' roman "På ryggen af en tyr" (2014), hvor døde dyr skyller op på stranden efter et kæmpe olieudslip fra en supertanker. En nær fremtid med klimaforandringer er også udgangspunktet for handlingen i Charlotte Weitzes roman "Den afskyelige" (2016). Læs om forfatterne på Forfatterweb.dk (se kilder).

Hvilken rolle spiller naturen i folks livsstil?

I det seneste årti er menneskets forhold til naturen i højere og højere grad blevet et omdrejningspunkt for 'det gode liv' (se Faktalink-artiklen "Kampen om det gode liv"). Bæredygtighed og økologi har i mange år været en naturlig del af livsstilen hos særligt den veluddannede og den kreative klasse i storbyen, men vækker mere og mere genklang over alt i den danske befolkning (se Faktalink-artiklen "Økologi"). Man oplever blandt andet økologi som et ansvarligt livsstilsvalg i forhold til for eksempel de klimaudfordringer, som verden står over for. I den sammenhæng har dansk madkultur (se Faktalink-artiklen "Madkultur – bæredygtig ny nordisk mad") undergået en mindre revolution og brandes internationalt af Michelin-restauranten Noma i København og Claus Meyers madimperium, som sætter bæredygtighed, økologi og lokale råvarer på menuen. En undersøgelse af danskernes mad- og måltidspraksis i 2017 viste ligeledes, at 43 % af alle danskere i et eller andet omfang dyrker deres egne grøntsager eller krydderurter. En ekspert i forbrugeradfærd, Flemming Birch, forklarer til DR (se kilder), at det er et udtryk for, at vi godt kan lide tanken om, at vi ved, hvor vores mad kommer fra.

Men nogle vælger også at gå mere radikalt til værks og søger tilbage til en mere primitiv livsstil, hvor forholdet til naturen opleves som endnu tættere og dermed mere rigtigt. I 2011 forlod forfatter og foredragsholder Andrea Hejlskov sammen med sin familie et trygt hverdagsliv i Danmark for at flytte ud i de svenske skove og leve et mere simpelt liv uden stress og jag. Her byggede familien deres eget bjælkehus helt fra bunden, uden rindende vand og varme og i første omgang helt uden internet eller anden teknologisk forbindelse til omverdenen. Andrea Hejlskov er en del af det, som er blevet kaldt 'autenticitetsbevægelsen', blandt andet beskrevet i artiklen "Kapitalisme-kritik helt ude i skoven" i Information (se kilder). Her udtaler Andrea Hejlskov, at vi i dag er slavebundet til en syg forbrugskultur: "Måske genopfinder kapitalismen sig selv og finder nye, smarte måder at bevare folket slavebundet – jo, jeg taler virkelig sådan – det kan jeg ikke udelukke. Men jeg håber det ikke. Jeg håber, vi river slørene væk fra øjnene, vågner op og skifter kurs."

Denne autenticitetsbølge og ønsket om at 'vende tilbage til naturen' er på sin vis også repræsenteret af et DR-program som "Bonderøven", hvis mantra er, at hans simple landliv ikke repræsenterer et ønske om "at vende tilbage til stenalderen, men blot gøre det mere enkelt", eller af DR-programmet sendt i 2016 om bondefamilien på Sydfyn, "Far, Mor og Børn", der går i bare tæer, hjemmeskoler deres børn og henter vand i en brønd i skoven. Andre underholdningsprogrammer er også en del af dette fænomen, f.eks. det nye program "Alene i vildmarken", hvor deltagerne – dedikerede friluftsmennesker – skal konkurrere om, hvem der kan overleve længst tid i den norske vildmark.

Hvilke miljøproblemer skaber menneskets udnyttelse af naturen?

Vores udnyttelse af naturen har givet os komfortable liv, men skaber også problemer. I Danmark har det for eksempel i mange år været et problem, at gødning fra markerne løber ud i åer og vandløb og videre ud i fjorde. Forureningen af vandet er i varme sommerperioder med stille vejr en medvirkende årsag til, at der skabes iltsvind, og mange fisk dør. En anden miljøbelastning kan være olieudslip. Regelmæssigt hører man om en supertanker, der støder på grund og forurener omkringliggende kyststrækninger, hvilket går hårdt udover fugle- og havliv. Og i millionbyer, for eksempel i Kina, er forureningen af luften med farlige partikler direkte sundhedsskadelig, og mange mennesker går derfor rundt med masker for munden. Os fra fabrikker og biler lægger sig som en tæt dis over nogle byer, særligt på dage med skyer, som gør det ekstra svært for den farlige luft at trænge videre op i atmosfæren.

På globalt plan er et af de helt store miljøproblemer i dag udledningen af plastik i havene. En rapport fra World Economic Forum konkluderede i 2016 ifølge DR (se kilder), at hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2025 være større mængder plastik i verdenshavene end fisk. Allerede i dag findes gigantiske øer af plastikemballage i både Stillehavet og Atlanterhavet, men lige så stort et problem er mikroplast, som man ikke kan se med det blotte øje. Problemet med plastikforureningen er, at fisk, fiskelarver og andre mindre organismer optager plastikken i deres føde, når det nedbrydes til nanoskopiske størrelser. Ifølge en artikel på Ingeniøren.dk (se kilder) mener forskere, at det kan have en negativ konsekvens for fiskenes reproduktionsevne og således påvirke hele fødekæden i havet. I forhold til, hvilke konsekvenser det har for menneskekroppen, hvis vi spiser fisk forurenet med mikroplast, mangler der stadig forskning. Man ved dog, at en række miljøgifte binder sig til plastikken og dermed udgør en potentiel risiko for vores helbred, hvis ikke giftene nedbrydes inden optagelse.

Store halmballer som kystsikring på Lønstrup strand ved Vesterhavet. Foto: Mads Jensen / Biofoto / Scanpix

Hvordan har mennesket påvirket klimaet?

Siden industrialiseringens begyndelse i midten af 1700-tallet, er CO2-niveauet i atmosfæren steget drastisk som følge af massiv afbrænding af kul og olie til produktion af energi. I 1990'erne diskuterede man, hvorvidt den globale opvarmning skyldtes menneskets påvirkning, eller blot var en naturlig proces, men især efter årtusindeskiftet er forskere blevet enige om, at det er den menneskelige forurening, som er med til at skabe drivhuseffekten i atmosfæren, der opvarmer planeten (se Faktalink-artiklerne "Klimadebatten" og "Drivhusgasser"). Global opvarmning er heller ikke længere et fænomen, som kun videnskabsmænd observerer, men noget, som verdens befolkning i stigende grad bliver opmærksom på, på grund af stadigt voldsommere forandringer i klimaet: ekstremt vejr, oversvømmelser, tørker, svigtende høst og dyrearters uddøen. Mennesket har i løbet af de sidste par hundrede år udnyttet naturen så voldsomt, at der simpelthen er blevet skabt ubalance i vejrforholdene og i økosystemer på vores planet (se Faktalink-artiklen "Klimaforandringer").

Forskere taler om, at vi er indtrådt i en ny geologisk epoke, den antropocæne tidsalder, som er defineret af, at menneskelig aktivitet har enorm indflydelse på hele kloden og ikke blot vores nærmiljø. Den amerikanske rumfartsadministration NASA offentliggjorde for nylig en række satellitfotos af Jordens overflade og sammenlignede dem med fotos taget i 1985, hvilket viste markante ændringer i landskabet på grund af blandt andet voksende storbyer og skovrydning. Se billederne på DR's hjemmeside (se kilder).

Det er især det øgede befolkningstal i verden, der er med til at belaste klimaet, for når der er flere munde at mætte, skal der ryddes mere skov, produceres mere mad og andre forbrugsgoder. På Globalis.dk (se kilder) findes et søjlediagram over befolkningstallet i verdens lande i dag sammenlignet med tidligere år. Heraf fremgår det, at mens mange europæiske lande oplever befolkningsnedgang, er befolkningen i folkerige lande som Kina og Indien vokset eksplosivt de sidste 30 år.

Hvad kan man gøre for at mindske klima- og miljøbelastningen?

Det er særligt afbrændingen af fossile brændsler som kul og olie, der belaster klimaet. Samtidig bruger vi mere og mere energi, blandt andet fordi forbruget af varer på verdensplan hele tiden stiger. Men der er måder, hvorpå man kan begrænse klimabelastningen. Som enkeltperson kan man f.eks. spare på energien ved at tage kortere varme bade eller man kan tage toget i stedet for at flyve. Fra politisk hold kan man lovgivningsmæssigt forsøge at påvirke folks adfærd ved for eksempel at gøre det billigere at benytte offentlige transportmidler eller ved at lægge afgifter på energi fremstillet ved hjælp af fossile brændstoffer.

Desuden kan man støtte produktionen af og bruge alternative energikilder som sol-, vind-, vand- og bølgekraft og jordvarme. I Danmark har vi i mange år benyttet os af vindenergi, men også solenergi bliver mere udbredt, særligt i Sydeuropa, hvor der årligt er rigtig mange soltimer. Også Kina er i gang med massivt at udbygge deres energisektor med alternative energiformer, blandt med gigantiske solcelleparker. I dag er Kina på verdensplan en af de helt store syndere i udledningen af CO2, fordi både deres befolkningstal og industrisektor de seneste år er vokset eksplosivt, men i 2020 planlægger kineserne at få 20 % af deres energi fra fornybare kilder. Det fremgår af artiklen "Kina bygger verdens største solcellepark" i Information (se kilder).

Endelig er også atomkraft en ren energikilde. Atomkraftværker leverer energi i mange lande som f.eks. England, Tyskland og Sverige, men atomkraft som energikilden vækker stor debat, fordi der er risici forbundet med radioaktivt materiale, blandt andet fordi det er svært at bortskaffe det radioaktive restaffald på sikker vis.

Som konsekvens af klimaforandringerne er der en øget bevidsthed om, at naturen ikke blot af et ubegrænset lager af ressourcer, som vi kan kontrollere og tage fra, men at naturen er et komplekst system af økosystemer og vejrsystemer, og at det kan udgøre en trussel for menneskets eksistens, hvis det bringes i tilstrækkelig ubalance. I forlængelse heraf peger nogle klimadebattører på, at omstillingen til et mere bæredygtigt samfund kræver et andet værdisæt, hvor vi ikke primært tænker i økonomisk vækst, men også i hvad der er miljømæssigt bæredygtigt. I stedet for et lineært produktionssystem, hvor varer produceres, forbruges og i sidste ende smides ud og ender på lossepladsen, bør vi ifølge disse debattører tænke i et cirkulært system, hvor ressourcer genanvendes i nye produkter (se Faktalink-artiklerne "Bæredygtighed og grøn omstilling" og "Genbrug og genanvendelse").

Hvad gør politikerne for at bremse klimaforandringerne?

I et forsøg på at regulere menneskets forhold til naturens ressourcer og bremse klimaforandringerne har der især inden for de seneste årtier været en del politiske initiativer, blandt andet en række internationale klimakonferencer på initiativ fra FN. Den første internationale klimaaftale, Kyoto-aftalen fra 1992, udløber i 2020, og derfor var målet på klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, at det internationale samfund skulle nå til enighed om en ny aftale. Det mundede ud i en aftale om at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til niveauet ved industrialiseringens begyndelse sidst i 1700-tallet. Aftalen er dog blevet kritiseret for at være for ukonkret og indeholder for eksempel ikke specifikationer på, hvor mange procent de enkelte lande skal begrænse udledningen med (se Faktalink-artiklerne "COP21 i Paris" og "Klimapolitik").

Men at vedtage klimapolitiske målsætninger – særligt på internationalt plan – er vanskeligt, fordi omstillingen til en mere bæredygtig energiproduktion kræver økonomiske investeringer – f.eks. udvikling af alternativ energi som sol- eller vindenergi. Derfor har et af debatpunkterne på klimatopmøderne været, hvordan de rige vestlige lande kan kompensere de fattigere lande økonomisk. Ulandenes argument har været, at det er den vestlige verden, der siden industrialiseringens begyndelse er blevet rige på afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie, og at det derfor er Vesten, der solidarisk må betale den største pris for omstilling til mere bæredygtig energiproduktion på internationalt plan.