Hvilken rolle spiller kommunistpartiet i Kina?
I lande som Cuba og Vietnam er kommunismen stadig den dominerende statsideologi, men det største og vigtigste kommunistiske land er uden tvivl Kina. Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949 med Mao Zedong som øverste leder. Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende instans overalt i samfundslivet.
Efter Maos død blev Deng Xiaoping Kinas leder i 1978. Han liberaliserede delvist økonomien, men ifølge journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) betød det imidlertid ikke, at den politiske magt blev frigjort. Kommunistpartiet beholdt sit monopol på magten og kontrollen med samfundet. Afvigende holdninger blev stadig ikke tolereret, selv om der blev indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Kina har nu i flere årtier haft meget høje vækstrater og er ved at overhale USA som verdens største økonomi.
Hvilken rolle spiller marxisme som kapitalismekritik?
Finanskrisen, der begyndte i 2007-2008, har været med til at sætte fornyet fokus på kapitalismens indbyggede ulighed og tendens til kriser, som Marx beskrev. I artiklen ”Karl Marx er tilbage” (se kilder) beskrives det eksempelvis, hvordan studier af Marx er kommet tilbage på universiteterne i Danmark og mange andre steder efter at have været forsvundet helt efter Berlinmurens fald.
Selv blandt fremtrædende aktører i det kapitalistiske økonomiske system er der en vis åbenhed at spore over for dele af marxismens tankegods. Et eksempel herpå findes i artiklen ”Saxo Banks cheføkonom: Karl Marx havde ret” (se kilder), hvor Saxo Banks cheføkonom giver en marxistisk inspireret forklaring på, hvorfor vi har svært ved at komme ud af den økonomiske krise: ”Den såkaldte arbejdskapital – eller arbejder- og middelklassen for at blive i det sprogbrug – skal have en så høj disponibel indkomst, at de bliver købere af de produkter, som de producerer. Men sådan er det bare ikke længere. Det er i virkeligheden et marxistisk problem. Du giver arbejder- og middelklassen så små lønstigninger, at man udmagrer de forbrugere, der skal bære økonomien.”
Hvad er tilstanden for den europæiske venstrefløj?
De vesteuropæiske socialdemokratier har gennemgået en hastig vælgerflugt i de seneste år. Den socialdemokratiske netavis Piopio.dk er i artiklen ”Opbakning til yderfløje fordoblet siden 2010” (se kilder) kommet frem til, at de vesteuropæiske socialdemokratier havde en gennemsnitlig vælgeropbakning på 31 % ved årtusindskiftet. På det tidspunkt havde socialdemokratiske ledere som Tony Blair, Gerhard Schröder og Poul Nyrup Rasmussen ført deres partier ind på en midtsøgende linje, ’den tredje vej’, der kombinerede gammelkendt socialistisk politik med opbakning til det frie marked og privatiseringer. Det havde givet vælgersucces og mange steder også regeringsmagt til socialdemokratierne, der rejste sig efter at have været i krise mange steder i 1980’erne. I 2016 var den gennemsnitlige tilslutning til socialdemokratierne faldet til 23 %, og siden da har der været dårlige valg for partierne i Frankrig, Holland og Tyskland.
Til gengæld har der ifølge Piopio.dk (se kilder) været en stigende tilslutning til de politiske yderfløje både til højre og venstre siden finanskrisens udbrud i 2008. De har tilsammen fordoblet deres vælgertilslutning fra 15 % til 30 %. Siden flygtningekrisen i 2015 er opbakningen til disse partier accelereret. Ph.D og medlem af Enhedslisten, Rune Møller Stahl, skriver i kronikken ”Den midtsøgende socialdemokrat er en truet art” (se kilder), at socialdemokraternes krise skyldes indre splittelse i partierne og sparekrav fra EU som følge af finanskrisen. EU’s hårde sparekrav betyder, at socialdemokraterne er splittet mellem at underkaste sig sparepolitikken og dermed miste sit sociale ansigt eller helt at bryde med den midtsøgende økonomiske politik. I vigtige lande som Frankrig og Storbritannien er de socialdemokratiske partier gået væk fra ’den tredje vej’ og følger nu en mere rendyrket socialistisk bane.