Kritik af marxismen

Hvad bliver marxismen kritiseret for?

Gennem tiden er marxismen blevet kritiseret for mange ting, herunder mangel på frihed, økonomisk ineffektivitet, tungt bureaukrati, korruption og tendens til at fostre vold og undertrykkelse. En stor del af kritikken retter sig mod den måde, som kommunistiske regimer i Sovjetunionen, Kina, Cambodia og andre steder konkret har forvaltet det marxistiske tankegods. Det er derfor blevet heftigt diskuteret, om det er marxismen i sig selv, der er noget i vejen med, eller om den er blevet misforstået eller fordrejet af kommunistiske ledere. Nogle hævder, at regimer som det sovjetiske i virkeligheden ’kun’ var socialistisk og ikke kommunistisk (selv om de kaldte sig kommunister), og at der slet ikke findes eksempler på realiseret kommunisme. Dermed kan man stadig forsvare det synspunkt, at et kommunistisk samfundssystem vil være det bedste af alle tænkelige.

Den oftest fremførte kritik af kommunismen peger på, at mange regimer, der har kaldt sig kommunistiske, har medført undertrykkelse og nød. En frafalden kommunist, Jørgen Grimstrup giver i debatindlægget ”Pas nu på med jeres flirt med marxismen” (se kilder) et bud på, hvorfor det er gået sådan: ”Fordi revolutionære i kampen mod dårligdomme eller urenheder i samfundet mener at have fundet mirakelmidlet, der kan kurere al elendighed. Mirakelmidlet er marxismen-leninismen, hvis lovmæssigheder anses for lige så nagelfaste som naturvidenskabelige love. Men betragtes kommunismen som en videnskab på linje med naturvidenskab, bliver den farlig. Den gør det let for revolutionære at ofre mennesker i bekæmpelsen af urenheder i samfundet.”

Kan Karl Marx bruges til noget i dag?

Ovenstående spørgsmål blev stillet i Informations leder ”Kan Karl Marx bruges til noget som helst i dag? Her er de bedste argumenter for og imod” (se kilder). Her argumenterede chefredaktør Rune Lykkeberg på den ene side for, at Karl Marx ikke længere er relevant, mens journalist Søren Mau i samme leder forklarede, hvorfor Marx i hans øjne er mere relevant end nogensinde.

Rune Lykkeberg giver tre årsager til, at Karl Marx’ ideer ikke længere er relevante. For det første findes der i vore dage mange forskellige former for kapitalisme, og derfor er det vigtigste spørgsmål ikke længere om vi skal have kapitalisme, men hvilken form for kapitalisme, vi bør have. For det andet er klassesamfundet langt mere komplekst end bare en kamp mellem arbejderklassen og kapitalister. Endelig ser Marx verden som styret af økonomi og reducerer dermed fejlagtigt politik, ideer og kultur til bare at være produkter af kapitalen.

På den anden side mener Søren Mau, at Marx er mere relevant i dag end for 150 år siden. For det første fordi kapitalismen er endnu mere dominerende, end den var dengang, og derfor er kapitalismekritik mere påtrængende end nogensinde. For det andet minder nutidens kapitalisme med globalisering, finansielle kriser mv. på mange måder meget om kapitalismen på Marx’ tid. For det tredje er Marx’ revolutionære kommunisme stadig det bedste bud på den kommende samfundsform efter den kapitalistiske samfundsform, der ifølge Mau (og Marx) uundgåeligt må bryde sammen.