karl marx
Karl Marx, tysk filosof og politisk økonom og grundlægger af marxismen.
Foto: Portrætmaleri ca. 1920/ Scanpix

Marxisme

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. April 2017.
Top image group
karl marx
Karl Marx, tysk filosof og politisk økonom og grundlægger af marxismen.
Foto: Portrætmaleri ca. 1920/ Scanpix

Indledning

Marxisme er opkaldt efter den tyske revolutionære socialist og samfundsteoretiker Karl Marx. Det er en samlet betegnelse for den teori om samfundets udvikling, som han forfattede i anden halvdel af 1800-tallet, og de mange forskellige teoriretninger, som siden er kommet til på grundlag af Marx' pionerarbejde. Marxismen har spillet en stor rolle som grundlag for kritik af det kapitalistiske samfund og for opbygning af arbejderbevægelser og politiske partier i demokratiske samfund. Den har dog også været det ideologiske fundament for kommunistiske regimer verden over, som meget ofte har været kendetegnet ved undertrykkelse af egne befolkninger. Det gælder ikke mindst i den tidligere Sovjetblok.

Berlinmurens fald i 1989 og det efterfølgende sammenbrud af Sovjetunionen markerede et brat fald i marxismens politiske indflydelse, men dens betydning som kapitalismekritik har fået fornyet kraft i forbindelse med den globale finanskrise.

 

Nøglebegreber i marxismen

Hvad er marxisme?

Marxisme er en teoriretning om samfundets indretning, der dækker meget bredt og omhandler blandt andet økonomi, politik og historie. I sin essens er marxismen en kritik af kapitalismen og samtidig en analyse af den kapitalistiske produktionsform. Analysen leder til den konklusion, at kapitalismen uundgåeligt med tiden vil blive afløst af først socialisme, dernæst kommunisme.

Marxismen har dannet ideologisk grundlag for arbejderbevægelser, politiske partier og samfundssystemer af ret forskellig karakter verden over. Siden sin opståen har marxismen udviklet sig i mange retninger, og selv folk, der er enige om at betegne sig som marxister, kan være meget uenige om den rette udlægning af marxismen.

Hvem er marxismen opkaldt efter?

Marxismen har fået navn efter den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883), der i midten af 1800-tallet skrev en række bøger og stod i spidsen for den første internationale sammenslutning af arbejderbevægelser. En stor del af hans arbejde blev foretaget i samarbejde med den tyske forfatter og forretningsmand Friedrich Engels (1820-1895), der også udgav flere værker af Karl Marx efter hans død. Marx og Engels kaldte selv deres teorier for videnskabelig socialisme. Betegnelsen marxisme blev først udbredt efter Marx' død.

De vigtigste udgivelser er 'Det kommunistiske manifest' (1848) af Marx og Engels, og ’Kapitalen’, der blev udgivet i tre bind i 1867-1894 (se kilder).

Hvordan er det marxistiske historiesyn?

Historiker Kjeld Mazanti Sørensens bog 'Ideologier og diskurser' (se kilder) beskriver, hvordan Marx anså historiens udvikling for at være et resultat af modsætningen mellem produktivkræfterne (arbejdere, viden, maskiner) og produktionsforholdene (ejerskabet af produktivkræfterne og organiseringen heraf). På et tidspunkt vil produktionsforholdene sakke bagud i forhold til produktivkræfternes udvikling, og som konsekvens heraf vil den herskende samfundsform bryde sammen, og der vil komme en revolution. Ifølge marxismen kan dette udviklingsforløb både spores tilbage i tiden og forudsiges for fremtiden, da marxismen i sin selvforståelse er videnskabelig og baseret på lovmæssigheder.

Historiens gang er ifølge marxismen præget af fremskridt med følgende trin: Slaveejersamfund --> Feudalsamfund --> Kapitalistisk samfund --> Socialistisk samfund (proletariatets diktatur) --> Kommunistisk samfund.

Socialistiske og kommunistiske samfund vil ifølge den marxistiske teori efterfølge det kapitalistiske samfund, men eksisterede altså endnu ikke i Marx' levetid.

Hvad er socialisme og kommunisme ifølge Marx?

Marx gav ifølge bogen 'De europæiske ideers historie' (se kilder) ikke detaljerede anvisninger på, hvordan de kommende socialistiske og kommunistiske samfund ville blive indrettet, men angav dog nogle overordnede principper.

Socialisme, også kaldet proletariatets diktatur, ville afløse kapitalismen efter revolutionen. Under socialismen ville der være en stærk stat, og de vigtigste produktionsmidler ville være statsejede. De sidste rester af borgerlig tankegang skulle udryddes i denne fase for at undgå en kontrarevolution. Derfor ville det være nødvendigt med et diktatur. Der ville stadig være lønarbejde for at skabe motivation for at sætte produktionen op. Alle skulle "yde efter evne, nyde efter indsats", og alles behov ville blive dækket.    

Socialismen skulle dog kun ses som en midlertidig fase inden realiseringen af kommunismen, som var historiens endemål. Den private ejendomsret skulle helt afskaffes, hvilket ville få den indbyggede modsætning mellem kapitalister og arbejdere til at forsvinde, og det klasseløse samfund ville opstå. Staten ville smuldre væk, da der ikke længere ville være behov for den. Alle ville "yde efter evne, nyde efter behov".

Hvad er merværdi?

Marx mente, at der i det kapitalistiske samfund skete en udbytning af arbejderklassen, fordi kapitalejerne skulle have overskud fra produktionen. Dette overskud blev skabt gennem medarbejdernes arbejde, men merværdien tilfaldt kapitalejeren, ikke arbejderne. Den hårde konkurrence mellem virksomhederne betød, at arbejdernes forhold til stadighed blev forringet, og der opstod derfor tilbagevendende kriser med fattigdom og arbejdsløshed.

Hvad er klassekamp?

Marx mente ikke, at kapitalejernes og arbejdernes interesser kunne forenes, og han forudså derfor, at kapitalisternes stigende udbytning af arbejderne i sidste ende ville føre til revolution. Der var altså ifølge Marx ikke grund til at vente på, at arbejdernes vilkår vil blive forbedret i det kapitalistiske samfund, da det blot ville forsinke den uundgåelige revolution. 'Det kommunistiske manifest' (se kilder) afsluttes på denne måde: "(Kommunisterne) erklærer aabent, at deres Maal kun kan naas ved, at hele den bestaaende Samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende Klasser skælve for en kommunistisk Revolution. Ved den har proletarerne kun deres Lænker at tabe. De har en Verden at vinde. Proletarer i alle Lande, foren Jer!"

                      

Marxismens historiske udvikling

Hvilke socialistiske idéer byggede Marx videre på?

En lang række tænkere og praktikere havde før Marx talt imod den private ejendomsret til produktionsmidlerne og for et samfund præget af lighed og fælles indsats. Ifølge 'De europæiske ideers historie' (se kilder) kan disse tanker spores tilbage til antikken. Senere kan man genfinde lignende tanker i nogle af middelalderens kirkekritiske bevægelser og hos den engelske politiker og forfatter Thomas More, der i 1520 skrev om idealsamfundet 'Utopia'.

Industrikapitalismen og den medfølgende massefattigdom gav i første halvdel af 1800-tallet anledning til en række forslag til socialistiske idealsamfund. Marx kaldte nedsættende disse ideer for utopiske, fordi de ifølge ham havde karakter af drømmerier og ikke var baseret på den indsigt, at klassekamp var eneste vej til fremskridt.

Hvad er revolutionær socialisme?

Den revolutionære socialisme ligger i tråd med den oprindelige marxisme, som den blev formuleret af Marx. Den mest markante fakkelbærer for den revolutionære socialisme var russeren Vladimir Lenin (1870-1924), der videreførte den både i teori og praksis.

Lenin udbyggede Marx' teorier med sin analyse og kritik af imperialismen, som han anså som kapitalismens sidste stadie inden revolutionen. Lenins vigtigste bedrift var dog hans rolle i Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917.Som en af de ledende skikkelser bag revolutionen indførte Lenin et socialistisk styre i Rusland, som han selv var leder af frem til sin død i 1924. Lenin argumenterede for, at revolutionen og overgangen til kommunisme skulle styres stramt af en lille elite i kommunistpartiets top. Denne udlægning kom til at præge kommunistiske regimer verden over. Sovjetunionens næste leder, Josef Stalin (1879-1953), indførte på den baggrund en særlig blanding af Marx' og Lenins skrifter, kaldet marxisme-leninisme, som blev den officielle statsideologi i Sovjetunionen frem til landets opløsning i 1991.

Hvilken indflydelse har marxismen haft som statsideologi?

Marxismen har været en del af statsideologierne i talrige kommunistiske regimer med Sovjetunionen som den centrale aktør. Hele Østeuropa, Kina samt en række lande i Asien, Latinamerika og Afrika har haft kommunistisk statsstyre i løbet af 1900-tallet. Efter Berlinmurens fald i 1989 har langt færre lande bekendt sig til kommunisme eller socialisme, men der er stadig kommunistiske regimer i lande som Kina, Cuba og Vietnam.

Marx havde ikke selv givet udførlige anvisninger på indretningen af det kommunistiske samfund, men det gjorde senere ideologiske retninger som marxisme-leninisme og den kinesiske maoisme. De kommunistiske lande blev oftest styret af en lille partielite med hård undertrykkelse af dem, der ikke rettede ind. Økonomien blev styret fra centralt hold efter fastlagte produktionsplaner og var altså ikke en markedsøkonomi. Se i øvrigt Del 3 om forbrydelser begået i kommunismens navn.

Hvad er demokratisk socialisme?

I løbet af 1890'erne begyndte tyske socialister ifølge Kjeld Mazanti Sørensens 'Ideologier og diskurser' (se kilder) at sætte spørgsmålstegn ved marxismens centrale påstand om revolution som middel til sociale forandringer. De kunne konstatere, at arbejdernes forhold rent faktisk blev forbedret, og derfor ville de hellere kæmpe for en gradvis evolution af det kapitalistiske samfund frem for afskaffelse af kapitalismen gennem revolution. Forbedringerne skulle man kæmpe for på demokratisk vis gennem parlamentarisk arbejde og faglige kampe via fagforeninger.

Den demokratiske socialisme blev efterhånden rygraden i socialdemokratier verden over. I Danmark og resten af den vestlige verden blev socialdemokratierne til samfundsopbyggere i stedet for samfundsomstyrtere. Særligt efter 2. Verdenskrig kom de til at spille en central rolle i opbygningen af velfærdsstater, herunder i Danmark. Her kom kommunistpartier sjældent til at spille den store politiske rolle, da den socialdemokratiske bevægelse opsugede mange af arbejderne.

to kinesiske drenge foran butik

To kinesiske drenge foran en souvenirbutik i Bejing i Kina. Foto: Wu Hong / Scanpix