Hvor og hvornår opstod kristendommen?
Kristendommen opstod efter, at Jesus af Nazareth, en historisk person og religiøs figur i datidens jødedom for omkring 2000 år siden vandrede omkring i Galilæa i det nuværende Israel og prædikede. Da han blev arresteret og korsfæstet – og ifølge hans tilhængere – genopstod på tredjedagen for sin død og kort tid efter for til himmels, var grunden til kristendommen lagt. Historien om Jesu liv, død og opstandelse spredte sig hurtigt i Mellemøsten, hvor nogle af de første kristne rejste rundt og fortalte om Jesus og opfordrede mennesker til at lade sig omvende og døbe. (1). Især apostlen Paulus rejste flittigt i Middelhavsområdet og grundlagde menigheder, som han siden skrev breve til, hvoraf en del indgår i Det Nye Testamente i Bibelen. Paulus lagde vægt på, at kristendommen var en religion for alle mennesker, ikke kun for jøder, og det var afgørende for, at kristendommen kunne sprede sig hurtigt over store afstande. Også bykulturen i Romerriget, de gode kommunikationslinjer og en vis religiøs tolerance var afgørende for, at kristendommen bredte sig i Romerriget (2). De kristne blev dog også forfulgt på grund af deres tro under flere romerske kejsere.
Hvad skete der i 300-tallet?
I løbet af 300-tallet blev kristendommen accepteret i Romerriget og siden gjort til den officielle religion, hvis troslære man samledes til store kirkemøder (konciler) for at blive enige om. Kejser Konstantin den Store gjorde først kristendommen til en tilladt religion, han fik bygget kirker og støttede kirkens ledelse. I år 391 bestemte kejser Theodosius, at kristendommen skulle være den officielle religion i Romerriget og forbød ale andre religioner (3). Man kan sige, at kirken og statsmagten indgik en alliance, hvor staten støttede byggeri af kirker, og til gengæld havde kejseren en form for overopsyn med kirken (2). På et kirkemøde i Nikæa (i det nuværende Tyrkiet) i år 325 nedskrev man en trosbekendelse, som slog fast, at Jesus Kristus både var helt Gud og helt menneske. Det skete for at udgrænse de personer i kirken, som mente noget andet. I 367 besluttede man, at de bøger, som i dag findes i Bibelen, skulle være kanon, det vil sige autoritative skrifter for kristendommen (3). I løbet af 300- og 400-tallet bredte kristendommen sig til hele Romerriget, fra Nordafrika i syd til England i nord.
Hvordan blev kirken splittet?
Kristendommen spredte sig videre op i Europa, og da Karl den Store omkring år 800 blev kejser over et område, der svarer til nutidens Tyskland, Frankrig og Italien, sørgede han for at gøre alle sine undersåtter kristne. Norden blev kristnet i løbet af 900-tallet, og Rom blev det kirkelige centrum for alle disse kristne. I øst bredte kristendommen sig fra Grækenland op over Balkan og ind i Rusland. Denne østlige kristendom havde Konstantinopel (det nuværende Istanbul) som sit centrum. Disse østlige kirker ville ikke anerkende Roms biskop som pave og den øverste leder. Blandt andet derfor blev kirken i 1054 splittet mellem vest (den katolske kirke) og øst (de ortodokse kirker). (3)
I 1500-tallet blev den katolske kirke splittet, da munken Martin Luther gjorde oprør mod nogle af de praksisser og dogmer, som han fandt problematiske i den katolske kirke. Han mente, at mennesket blev frelst alene ved tro og Guds nåde, ikke på grund af bestemte handlinger eller præstationer. Desuden var kan kritisk over for, at kirken lavede afladshandel, hvor man kunne betale præster for at blive tilgivet for sine synder eller for at sikre sig selv eller sine familiemedlemmer et evigt liv. Reformationen medførte tre nye kirker, den lutherske, den reformerte og den anglikanske, som alle sagde nej til paveembedet og til helgendyrkelse og kun ville anerkende to sakramenter (hellige handlinger), dåb og nadver. De var også imod, at præster skulle leve i cølibat, og at der skulle være klostre for munke og nonner (2). Inden for de seneste århundreder har der udviklet sig en række protestantiske frikirker, hvoraf mange lægger vægt på Helligåndens gaver, for eksempel tungetale, og har en mere fri gudstjenesteform end de ældre kirkesamfund.
Hvordan har kirken spredt sig siden?
Efter reformationen gjorde den katolske kirke en stor indsats for at sprede kristendommen til flere verdensdele via missionsvirksomhed i blandt andet Sydamerika. Her omvendte missionærerne mange oprindelige folk, nogle med tvang. Samtidig prøvede de at forhindre slavehandel (4). De katolske missionærer bragte også kristendommen til Østen – Japan, Kina og Filippinerne, og det lykkedes blandt andet ved at vise respekt for lokale sprog og kulturer. Da Indien, Afrika og Stillehavsområdet blev koloniseret, fulgte kristendommen med. Protestantiske kristne bragte kristendommen til Nordamerika, mens spanske og portugisiske katolikker bragte den til Sydamerika. I Afrika var der både katolske og protestantiske missionærer. (4)
