Hvad betyder konservatisme?
Ifølge Den Store Danskes opslag ”konservatisme” (se kilder) kommer ordet konservatisme af middellatin conservativus, af conservare – som betyder ’bevare’. I daglig tale bruges ordet konservativ ofte om mennesker, der udviser modstand mod forandringer, om forsigtighedsprincipper og om det traditionsbundne.
Som politisk anskuelse/verdensanskuelse hviler konservatismen på et princip om, at samfundsindretningen skal bygges på generationers opsamlede klogskab, fordi det enkelte menneskes muligheder for og evner til at overskue alle livets forhold er begrænsede. Derfor er konservative modstandere af både utopier – forestillinger/teorier om et radikalt anderledes samfund – og af revolutioner. Konservatismen forsvarer grundelementerne i den aktuelle samfundsindretning, ikke mindst privat ejendomsret, samt ’traditioner’ og hierarkier.
Hvad vil konservative bevare?
Ifølge bogen ”50 samfundstænkere” (se kilder) skelner man mellem ’formal konservatisme’, som blot vil bevare det bestående uanset hvad, og ’værdikonservatisme’, som forsvarer bestemte værdier – opsamlet i parolen ”Gud, Konge og Fædreland”. Denne parole blev i løbet af det 20. århundrede, efterhånden som denne anskuelse blev mindre populær, også brugt satirisk om konservative. Det Konservative Folkeparti i Danmark bruger imidlertid stadig selv parolen, som det f.eks. fremgår af opslaget om ”Konservative værdier” på partiets hjemmeside (se kilder). Her uddyber de parolen med følgende: ”I en globaliseret verden er det vigtigt at kende sine rødder. Og vores kultur, vores traditioner og vores kristne værdier er selve fundamentet for det moderne Danmark, vi kender i dag. Et demokrati, som det danske, opstår ikke ud af det blå, men har rødder langt tilbage. På den måde har vi forankret det ældgamle monarki i et moderne og levende demokrati. Det skal vi værne om.”
At konservative forsvarer f.eks. eksisterende klassehierarkier, privat ejendomsret og nedarvede privilegier betyder imidlertid ikke, at konservative mener, at folk nederst i hierarkiet – uden privat ejendom og andre privilegier – skal sejle deres egen sø. Således har nogle organiserede konservative en næsten socialdemokratisk vision om en form for velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste, men de ønsker samtidig lavere beskatning af de rige, og skrappe midler for at få fattige til at forsørge sig selv. Konservatives relativt positive indstilling til velfærdsstaten hænger også sammen med deres modstand mod social omvæltning og revolution: Hvis de fattigste dele af befolkningen bliver for forarmede, øger det risikoen for oprørstilstande, og derfor er det nødvendigt at sikre en vis form for socialt sikkerhedsnet.
Hvordan opstod konservatisme som politisk strømning?
Fra Den Franske Revolution i 1789 og frem til første halvdel af det 19. århundrede var konservatisme et brud med den samtidige liberalisme, og konservatismen i Europa var tæt forbundet med de øverste klasser i samfundet. Adelen oplevede, at dens privilegier – økonomiske, politiske og sociale – blev truet af det voksende borgerskab, der for sin del var tæt forbundet til liberale/liberalistiske ideer. Det fremgår af Leksikon.org’s opslag ”Konservatisme” (se kilder).
Fra midten af det 19. århundrede begyndte adelen og borgerskabet dog i stigende grad at gøre fælles front mod arbejderklassen for at beskytte sin økonomiske og politiske placering (se f.eks. Faktalink om Arbejderbevægelsen). Med tiden blev modsætninger mellem konservatisme og liberalisme derfor mere udviskede. Konservatismen gik ikke længere så meget ud på at forsvare tradition og nedarvede værdier overfor borgerligt-revolutionære, men snarere på at forsvare tradition og orden indenfor det borgerlige demokrati, som mange europæiske stater – heriblandt Danmark – udviklede i perioden.
Der er dog stadig indholdsmæssig forskel på konservatisme og liberalisme i den forstand, at de to politiske strømninger hviler på en forskellig opfattelse af henholdsvis individ og frihed, som det forklares i Leksikon.org’s opslag om ”Konservatisme” (se kilder): ”Hvor liberalisterne opererer med grundbegreberne individ, fornuft og fremskridt (…) opererer konservatismen netop med grundforestillinger om mennesket som uløseligt knyttet til det overleverede, der vel kan og bør forbedres med varsom pleje, men som ikke kan afskaffes”. Desuden opfatter konservative groft sagt orden og autoritet som vigtigere end individuel frihed, mens individuel frihed er centralt for liberalister.
Hvem er de centrale tænkere inden for konservatisme?
Den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797) var en af de tidligste tænkere inden for konservatismen sammen med blandt andre Joseph de Maistre (1753-1821), filosof, diplomat og advokat fra Sardinien, og Justus Möser (1720-1794), politiker og jurist fra Osnabrück. Edmund Burke blev kendt for sin politiske pamflet ”Reflections on the Revolution in France” (1790) – der opfattes som et slags konservativt program – hvor han fordømte de revolutionære i Frankrig, som ville omstyrte den aristokratiske samfundsorden, lægge kirken ind under statens magt og indføre en form for demokratisk republik. ”Det er en almindelig fejltagelse at tro, at dem, som beklager sig mest højlydt over samfundet er dem, som er mest optaget af dets velfærd”, er et af Burkes berømte citater.De tidlige konservative forsvarede den bestående orden i form af kirken, monarkiet og aristokratiet. Disse magtfulde institutioner blev i den tidlige konservative tænkning opfattet som enten en guddommelig indretning af samfundet eller et udslag af en naturlig orden præget af harmoni, stabilitet, hierarki, hvor en øvrighed havde socialt ansvar over for de mindre gunstigt stillede klasser. Ifølge klassisk konservatisme bør mennesket ikke udfordre denne guddommelige eller naturlige orden. Det fremgår af danmarkshistorien.dk’s opslag om ”Konservatisme” (se kilder). I løbet af det 19. århundrede udviklede konservatismen sig fra et forsvar for nogle konkrete institutioner – kirke, monarki, aristokrati – til en politisk filosofi med et menneskesyn, der betoner menneskets svaghed, dets behov for at høre til i et samfund og dette samfunds afhængighed af historiske institutioner. Det betød også, at konservatismen udviklede sig forskelligt i forskellige kontekster. I bogen ”11 konservative tænkere” (se kilder) kan du læse om blandt andet den franske konservative politiske teoretiker, historiker og politiker Alexis de Tocqueville, der kaldes ”den første moderne samfundsforsker”, forfatteren J.R.R. Tolkien, hvis univers bygger på konservative værdier, og filosoffen Hannah Arendt, som kaldes ”radikal-konservativ” og ”kommunitarisk konservativ” (kommunitarisme betyder fællesskabsorienteret og betegner en moralsk inspireret kritik af det moderne liberal-demokratiske samfund).
Et hovedskel inden for konservatismen gik i det 19. og tidlige 20. århundrede mellem den britiske konservatismes pragmatiske frihedstradition – og kritik af den fattigdom, som fulgte med industrialiseringen – og den mere antiliberalt og romantisk prægede konservatisme på det europæiske kontinent, herunder i Danmark. Efter 1. Verdenskrig udviklede der sig på det europæiske kontinent en højreradikal konservativ retning, i nogle lande påvirket af fascismen.