Perspektiver på kommunismen

Hvilke forbrydelser er begået i kommunismens navn?

Kommunistiske regimer har for størstedelens vedkommende været diktatoriske og undertrykkende. En del har også været decideret dødbringende for store dele af deres egne befolkninger. Ifølge opslaget ”Kommunisme – den faktisk eksisterende kommunisme i 1900-t.” i denstoredanske.dk (se kilder) er der bred enighed om, at der døde cirka 100 millioner mennesker som følge af direkte vold (f.eks. henrettelse) eller indirekte vold (f.eks. tvangsarbejde og hungersnød) under kommunistiske regimer i 1900-tallet. Af disse døde cirka 20 millioner i Sovjetunionen under Lenins og særligt Stalins styre, mens 65 millioner døde i Kina under Maos regime. De resterende cirka 15 millioner fordeler sig på østeuropæiske lande samt Afghanistan, Cambodja, Nordkorea, Vietnam og forskellige lande i Afrika og Latinamerika. De mange forbrydelser er indgående beskrevet i ”Kommunismens sorte bog” (se kilder), som dog også har været udsat for kritik for sine opgørelsesmetoder.

Er et kommunistisk samfund muligt?

Kommunistiske regimer er blevet kritiseret for mange ting, herunder mangel på frihed, økonomisk ineffektivitet, tungt bureaukrati, korruption og tendens til at fostre vold og undertrykkelse.

Selv om mange stater har kaldt sig kommunistiske eller er blevet kaldt det af andre, har de ifølge Marx’ definition snarere været socialistiske med en dominerende stat i centrum for samfundet. Derfor kan man argumentere for, at der slet ikke findes eksempler på ægte realiseret kommunisme, men derimod på en vulgariseret, sovjetisk version af Marx’ ideer. På den måde kan man måske forsvare det synspunkt, at et kommunistisk samfundssystem vil være det bedste af alle tænkelige, selv om der dog ikke er mange, der længere gør det.

Den britiske marxistiske historiker Eric Hobsbawm er i artiklen ”Hvorfor er marxismen tilbage?” (se kilder) citeret for, at marxismens analyse af kapitalismens kommende sammenbrud stadig er korrekt. Til gengæld vil det samfund, der efterfølger kapitalismen nok ikke ligne de klassiske forestillinger om socialisme og kommunisme, mener han: ”Det er ekstremt usandsynligt, at et sådant ’postkapitalistisk samfund’ vil være i overensstemmelse med de traditionelle modeller for socialisme og endnu mindre med sovjettidens ’reelt eksisterende socialisme’.” Det post-kapitalistiske samfund vil dog nødvendigvis indebære et skift fra privat ejendom til samfundsmæssig forvaltning på et globalt plan. ”Hvilken form det (samfundet, red.) vil tage, og hvor langt det vil gå for at realisere de humanistiske værdier i Marx’ og Engels’ kommunisme, vil afhænge af den politiske indsats, som forandringen bliver skabt af.”