Kommunistiske stater

Hvordan blev kommunismen praktiseret i Lenins Sovjetunionen?

Før 1890’erne blev socialisme og kommunisme ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) ofte brugt som synonymer. Herefter blev der skabt en splittelse mellem grupper, der favoriserede en demokratisk vej til socialisme gennem politiske reformer, og grupper, der fastholdt revolutionen som eneste vej til socialisme og kommunisme. De reformorienterede socialister samlede sig i socialdemokratier, mens de revolutionære socialister primært samlede sig i kommunistpartier.

Russeren Vladimir Lenin (1870-1924) var frontfigur for de russiske kommunister. Efter Den Russiske Revolution i 1917, der afsluttede zar-styret, brød de såkaldte bolsjevikker i 1918 ud fra det russiske socialdemokrati. De skabte det russiske kommunistparti, der kom til at stå i spidsen for Sovjetunionen efter en årelang borgerkrig.

Lenin og resten af kommunistpartiet mente, at den russiske revolution havde betydet, at Rusland var blevet et socialistisk samfund uden samfundsklasser. Det næste skridt ville være at etablere et kommunistisk samfund, hvor pengeøkonomien ville blive afskaffet, og staten ville visne bort – dvs. forsvinde af sig selv, fordi der ikke længere var behov for en statsmagt. Det kommunistiske samfund kunne først indtræffe som led i en verdensomspændende revolution ledet fra Moskva.

Frem til sin død i 1924 argumenterede Lenin for, at revolutionen og overgangen til kommunisme skulle styres stramt af en lille elite i kommunistpartiets top. Denne udlægning kom til at præge kommunistiske regimer verden over. Lenin blev efterfulgt af den hensynsløse Josef Stalin, men Lenins Sovjetunionen var ifølge bogen ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder) allerede et brutalt regime.

Hvordan blev kommunismen praktiseret i Stalins Sovjetunionen?

Sovjetunionens næste leder, Josef Stalin (1879-1953), ledede et regulært rædselsregime fra 1928 frem til sin død i 1953. Han indførte en særlig blanding af Marx' og Lenins skrifter, marxismen-leninismen, som officiel statsideologi i Sovjetunionen.

Ifølge ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder) mente Stalin, at marxismen-leninismen rummede sandheden om alt, og derfor var alt fastlagt, og intet stod til diskussion. Som eksempel gives kampagnen mod kulakkerne, som var selvejende bønder, der var lidt mere velstående end gennemsnittet. Ifølge stalinismen skulle landbruget samles i store kollektiver som led i indførelsen af kommunisme, og derfor skulle kulakkerne ”likvideres som klasse” begyndende fra 1929. Det betød ifølge hjemmesiden ”Folkedrab.dk” (se kilder), at de skulle deporteres, fængsles eller henrettes. Omkring to en halv millioner mennesker blev formentlig deporteret til fjerne egne, hvor mange døde, og ca. 60.000 mennesker blev enten skudt eller sendt i fangelejr. Der var ingen klar definition på en kulak, og dermed kunne alle og enhver stemples som kulak, hvis de ansvarlige fandt det nyttigt. Tvangskollektiviseringen af landbruget viste sig at føre til hungersnød, der i årene 1932-33 kostede mindst seks millioner mennesker livet.

Mange millioner russere blev sendt til de berygtede Gulag-arbejdslejre, hvis de blev opfattet som fjender af systemet. Her endte mange deres dage, og ingen russere kunne føle sig sikre på deres liv, frihed og karriere i løbet af Stalins regime. Efter Stalins død begyndte det sovjetiske styre langsomt at blive opblødt ifølge ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder). Da havde sovjetkommunismen dog allerede mistet langt det meste af sin opbakning og var begyndt en lang dødskamp frem mod Sovjetunionens opløsning i 1991.

Hvordan blev og bliver kommunismen praktiseret i Kina?

Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye – ligeledes kommunistiske – magthavere. Forholdet mellem de to stormagter blev dog køligere og køligere, og efterhånden direkte fjendtligt.

Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina. Maos regeringsperiode var blandt andet kendetegnet ved hans store og katastrofale reformer, Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, der medførte død og lidelse for mange kinesere.

Efter Maos død blev Deng Xiaoping Kinas leder i 1978. Han liberaliserede delvist økonomien, men ifølge journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) betød det imidlertid ikke, at den politiske magt blev frigjort. Kommunistpartiet beholdt sit monopol på magten og kontrollen med samfundet. Afvigende holdninger og kritiske ytringer bliver stadig ikke tolereret, selv om der er indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Til gengæld er det lykkedes Kina at reducere fattigdommen i befolkningen betydeligt, og landet er ved at overhale USA som verdens største økonomi.

Hvordan bredte kommunismen sig under Den Kolde Krig?

I kølvandet på 2. Verdenskrigs afslutning blev verden delt i to konkurrerende blokke. Under krigen havde Sovjetunionen og Vestmagterne, fortrinsvist USA og Storbritannien, haft en skrøbelig alliance. Efter krigens afslutning kølnedes forholdet mellem den kommunistiske og kapitalistiske verden i en grad, så man talte om en kold krig frem til årene 1989-1991. Store dele af Central- og Østeuropa var kommet under sovjetisk kontrol i løbet af 2. Verdenskrigs afslutning og blev nu tvunget med i den militære alliance Warszawapagten, der stod under sovjetisk dominans. Landene i Warszawapagten var formelt selvstændige, men blev ledet af kommunistpartier, der var marionetter for Moskva-styret.

I andre dele af verden virkede kommunismen og socialismen som et tillokkende alternativ til kolonistyre og diktaturer. Derfor var der over hele verden mange politiske og militære bevægelser, der var baseret på en kommunistisk ideologi, og som i en del tilfælde lykkedes med at vinde regeringsmagten i kortere eller længere perioder via væbnet magt eller ved demokratiske valg. Der har f.eks. været kommunistiske regimer i Vietnam, Cambodia, Cuba, Angola og Etiopien. Mange andre bevægelser og styrer nød også godt af økonomisk og ikke mindst militær støtte fra Sovjetunionen og i nogle tilfælde Kina og var derfor under deres indflydelse. De kommunistiske lande blev oftest styret af en lille partielite med hård undertrykkelse af dem, der ikke rettede ind.

Hvad betød Murens fald for kommunismen?

Efter Berlinmurens fald i 1989 har langt færre lande bekendt sig til kommunisme eller socialisme. De central- og østeuropæiske lande frigjorde sig fra kommunismens åg, og Sovjetunionen gik kort efter i opløsning. Den kommunistiske samfundsmodel havde længe haft svindende opbakning, men efter Murens fald har der været langt mellem dens fortalere. Samtidig var der ikke længere støtte at hente fra Moskva, så kommunistiske partier og regimer verden over mistede deres vigtigste sponsor.

Der er dog stadig kommunistiske regimer i lande som Kina, Cuba og Vietnam, lige som kommunistiske partier i enkelte andre lande også har opnået en vis indflydelse.

Hvilken indflydelse har kommunismen haft i Danmark?

Kommunismen har aldrig haft særlig mange tilhængere blandt danskerne, hvor der til gengæld har været stor opbakning til Socialdemokratiets demokratiske socialisme. Danmarks Kommunistiske Parti har kun ind imellem været repræsenteret i Folketinget og har været isoleret i dansk politik.

Til gengæld har de danske kommunisters indflydelse på samfundet til tider været stor ifølge Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder). Først og fremmest fordi de var en del af en kommunistisk verdensbevægelse med centrum i Moskva, der var en trussel mod den USA-ledede alliance på den anden side af Den Kolde Krigs frontlinje. Det gav de danske kommunister en dobbeltrolle, fordi de virkede i Danmark, men samtidig var under indflydelse fra landets største og farligste fjende. Derfor fik de mere opmærksomhed fra deres politiske modstandere, end deres størrelse lagde op til.

Kommunisterne har i perioder også tiltrukket sig mere positiv opmærksomhed. Især i årene omkring 1945 fik kommunisterne stor opbakning, fordi de var en vigtig del af modstandskampen mod den tyske besættelse. I 1970’erne appellerede ideologien til mange, der ønskede sig et andet samfund, ligesom kommunistiske kunstnere, som eksempelvis forfatteren Hans Scherfig, har været indflydelsesrige i kultur- og samfundslivet. DKP er stadig et selvstændigt parti, men er nu tilknyttet Enhedslisten.

 

De forhadte kommunister. Kort foredrag af tre danske forskere om de danske kommunister i perioden 1945-1960.