marx m.fl.
Plakat med Marx, Engels og Lenin og teksten 'Længe leve marxismen-leninismen'.
Foto: Roger-Viollet / ritzau/scanpix

Kommunisme

cand.scient. Jesper Samson, Bureauet, april 2018.
Top image group
marx m.fl.
Plakat med Marx, Engels og Lenin og teksten 'Længe leve marxismen-leninismen'.
Foto: Roger-Viollet / ritzau/scanpix

Indledning

Kommunisme er en politisk ideologi, der indebærer, at den private ejendomsret skal afskaffes, og alle statens borgere skal yde efter evne og nyde efter behov. Ifølge kommunismens åndelige fader, Karl Marx (1818-1883), ville de kapitalistiske samfund bryde sammen og erstattes først af socialistiske og siden kommunistiske samfund. Marx’ ideer blev siden videreudviklet og har fungeret som statsideologi i lande som Sovjetunionen, Kina, Nordkorea og Vietnam.

Efter 2. Verdenskrig bredte kommunismen sig over store dele af verden med støtte fra Sovjetunionen. Borgerne i mange kommunistiske lande led under hård undertrykkelse og brutal vold under ledere som Sovjetunionens Josef Stalin og Kinas Mao Zedong. Siden Berlinmurens fald i 1989 har tilslutningen til kommunismen været faldende, og der er kun ganske få kommunistiske lande tilbage.

 

Sovjetunionens nationalsang i den originalversion fra 1984, der blev vist to gange dagligt på nationalt tv.

Artikel type
faktalink

Baggrund om kommunisme

Hvad er kommunisme?

Kommunisme er ifølge opslaget ”kommunisme” i denstoredanske.dk (se kilder) en samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på ideen om fælles ejendom. Man arbejder så godt, man kan, og modtager kun det, man har behov for. Alles behov er legitime og afhænger ikke af, om man ejer formue og ejendom, eller om man er overlæge eller gadefejer. Fælles ejendom står i modsætning til den private ejendomsret, hvor personer og virksomheder kan opbygge formuer og bruge dem, som de vil. Kommunismen bliver især forbundet med den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883) og de kommunistiske stater, der opstod i løbet af 1900-tallet med ideologisk afsæt i det marxistiske tankegods.

Ordet ’kommunisme’ kommer af det latinske ord for fælles, communis.

Hvor stammer de kommunistiske ideer fra?

Mennesker har ifølge den danske historiker og kommunismekritiker, Bent Jensen (se kilder) altid drømt om at indrette samfund baseret på lighed, fællesskab og social retfærdighed. Den antikke græske filosof, Platon, gjorde sig tanker om et samfund med fælleseje for de herskende klasser, og de første kristne menigheder omkring år 0 forsøgte at praktisere en form for kommunisme med fælleseje. Senere kan man genfinde lignende tanker i nogle af middelalderens kætterske bevægelser og i kritikken af kirkens rigdom, lige som der også er kommunistiske eller socialistiske træk i bondeoprørene efter Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Den engelske politiker og forfatter Thomas More skrev i 1520 om idealsamfundet 'Utopia', hvor der var arbejdspligt, men ingen privat ejendomsret.

I første halvdel af 1800-tallet voksede industrikapitalismen sig stærk med udgangspunkt i Storbritannien. Det betød store fabrikker med osende skorstene, der sodede de hastigt opførte arbejderboliger til. Arbejdet på fabrikken var fysisk og psykisk nedslidende, men arbejderne måtte alligevel tage til takke med en meget lille løn. Det gav anledning til en række forslag til socialistiske idealsamfund. Karl Marx kaldte nedsættende disse ideer for utopiske, fordi de ifølge ham havde karakter af drømmerier og ikke var baseret på den indsigt, at klassekamp var eneste vej til fremskridt.

Hvordan vil kommunistiske samfund opstå ifølge Karl Marx?

Den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883) skrev i midten af 1800-tallet en række bøger og stod i spidsen for den første internationale sammenslutning af arbejderbevægelser. Meget af arbejdet foregik i samarbejde med den tyske forfatter og forretningsmand Friedrich Engels (1820-1895). De vigtigste udgivelser er ”Det kommunistiske manifest” (1848) af Marx og Engels, og Marx’ ”Kapitalen” i tre bind (se kilder), som blev udgivet i årene 1867-1894. Engels færdiggjorde og udgav de to sidste bind efter Marx’ død.

Historiker Kjeld Mazanti Sørensens bog ”Ideologier og diskurser” (se kilder) beskriver, hvordan Marx anså historiens udvikling for at være et resultat af modsætningen mellem produktivkræfterne (arbejdere, viden, maskiner) og produktionsforholdene (ejerskabet af produktivkræfterne og organiseringen af dem). På et tidspunkt vil produktionsforholdene ifølge Marx sakke bagud i forhold til produktivkræfternes udvikling, og i kapitalismens tilfælde vil arbejderklassen blive mere og mere forarmet og udbyttet. Det vil også skabe problemer for virksomhedsejerne, fordi de ikke længere vil have nok købere til deres varer. Som konsekvens af tilbagevendende arbejdsløsheds- og fattigdomskriser, og den indbyggede modsætninger mellem arbejdere og kapitalister, vil den kapitalistiske samfundsform bryde sammen, og der vil komme en revolution.

Historiens gang er ifølge marxismen præget af fremskridt med følgende trin: Slaveejersamfund --> Feudalsamfund --> Kapitalistisk samfund --> Socialistisk samfund (proletariatets diktatur) --> Kommunistisk samfund.

Socialistiske og kommunistiske samfund vil ifølge den marxistiske teori efterfølge det kapitalistiske samfund, men eksisterede altså endnu ikke i Marx' levetid.

Hvad er socialisme og kommunisme ifølge Marx?

Karl Marx gav ifølge bogen ”De europæiske ideers historie” (se kilder) ikke detaljerede anvisninger på, hvordan de kommende socialistiske og kommunistiske samfund ville blive indrettet, men angav dog nogle overordnede principper.

Socialisme, også kaldet proletariatets diktatur, ville afløse kapitalismen efter revolutionen. Under socialismen ville der være en stærk stat, og de vigtigste produktionsmidler ville være statsejede. De sidste rester af borgerlig tankegang skulle udryddes i denne fase for at undgå en kontrarevolution. Derfor ville det være nødvendigt med et diktatur. Der ville stadig være lønarbejde for at skabe motivation for at sætte produktionen op. Alle skulle "yde efter evne, nyde efter indsats", og alles behov ville blive dækket.

Socialismen skulle dog kun ses som en midlertidig fase inden realiseringen af kommunismen, som var historiens endemål. Den private ejendomsret skulle helt afskaffes, hvilket ville få den indbyggede modsætning mellem kapitalister og arbejdere til at forsvinde, og det klasseløse samfund ville opstå. Staten ville smuldre væk, da der ikke længere ville være behov for den. Alle ville "yde efter evne, nyde efter behov".

 

Communism vs. Socialism: What's The Difference? Kort film om forskellen på socialisme og kommunisme. På engelsk med mulighed for engelske undertekster.


 

Kommunistiske stater

Hvordan blev kommunismen praktiseret i Lenins Sovjetunionen?

Før 1890’erne blev socialisme og kommunisme ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) ofte brugt som synonymer. Herefter blev der skabt en splittelse mellem grupper, der favoriserede en demokratisk vej til socialisme gennem politiske reformer, og grupper, der fastholdt revolutionen som eneste vej til socialisme og kommunisme. De reformorienterede socialister samlede sig i socialdemokratier, mens de revolutionære socialister primært samlede sig i kommunistpartier.

Russeren Vladimir Lenin (1870-1924) var frontfigur for de russiske kommunister. Efter Den Russiske Revolution i 1917, der afsluttede zar-styret, brød de såkaldte bolsjevikker i 1918 ud fra det russiske socialdemokrati. De skabte det russiske kommunistparti, der kom til at stå i spidsen for Sovjetunionen efter en årelang borgerkrig.

Lenin og resten af kommunistpartiet mente, at den russiske revolution havde betydet, at Rusland var blevet et socialistisk samfund uden samfundsklasser. Det næste skridt ville være at etablere et kommunistisk samfund, hvor pengeøkonomien ville blive afskaffet, og staten ville visne bort – dvs. forsvinde af sig selv, fordi der ikke længere var behov for en statsmagt. Det kommunistiske samfund kunne først indtræffe som led i en verdensomspændende revolution ledet fra Moskva.

Frem til sin død i 1924 argumenterede Lenin for, at revolutionen og overgangen til kommunisme skulle styres stramt af en lille elite i kommunistpartiets top. Denne udlægning kom til at præge kommunistiske regimer verden over. Lenin blev efterfulgt af den hensynsløse Josef Stalin, men Lenins Sovjetunionen var ifølge bogen ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder) allerede et brutalt regime.

Hvordan blev kommunismen praktiseret i Stalins Sovjetunionen?

Sovjetunionens næste leder, Josef Stalin (1879-1953), ledede et regulært rædselsregime fra 1928 frem til sin død i 1953. Han indførte en særlig blanding af Marx' og Lenins skrifter, marxismen-leninismen, som officiel statsideologi i Sovjetunionen.

Ifølge ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder) mente Stalin, at marxismen-leninismen rummede sandheden om alt, og derfor var alt fastlagt, og intet stod til diskussion. Som eksempel gives kampagnen mod kulakkerne, som var selvejende bønder, der var lidt mere velstående end gennemsnittet. Ifølge stalinismen skulle landbruget samles i store kollektiver som led i indførelsen af kommunisme, og derfor skulle kulakkerne ”likvideres som klasse” begyndende fra 1929. Det betød ifølge hjemmesiden ”Folkedrab.dk” (se kilder), at de skulle deporteres, fængsles eller henrettes. Omkring to en halv millioner mennesker blev formentlig deporteret til fjerne egne, hvor mange døde, og ca. 60.000 mennesker blev enten skudt eller sendt i fangelejr. Der var ingen klar definition på en kulak, og dermed kunne alle og enhver stemples som kulak, hvis de ansvarlige fandt det nyttigt. Tvangskollektiviseringen af landbruget viste sig at føre til hungersnød, der i årene 1932-33 kostede mindst seks millioner mennesker livet.

Mange millioner russere blev sendt til de berygtede Gulag-arbejdslejre, hvis de blev opfattet som fjender af systemet. Her endte mange deres dage, og ingen russere kunne føle sig sikre på deres liv, frihed og karriere i løbet af Stalins regime. Efter Stalins død begyndte det sovjetiske styre langsomt at blive opblødt ifølge ”Tankens Magt, bd. 3” (se kilder). Da havde sovjetkommunismen dog allerede mistet langt det meste af sin opbakning og var begyndt en lang dødskamp frem mod Sovjetunionens opløsning i 1991.

Hvordan blev og bliver kommunismen praktiseret i Kina?

Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye – ligeledes kommunistiske – magthavere. Forholdet mellem de to stormagter blev dog køligere og køligere, og efterhånden direkte fjendtligt.

Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina. Maos regeringsperiode var blandt andet kendetegnet ved hans store og katastrofale reformer, Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, der medførte død og lidelse for mange kinesere.

Efter Maos død blev Deng Xiaoping Kinas leder i 1978. Han liberaliserede delvist økonomien, men ifølge journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) betød det imidlertid ikke, at den politiske magt blev frigjort. Kommunistpartiet beholdt sit monopol på magten og kontrollen med samfundet. Afvigende holdninger og kritiske ytringer bliver stadig ikke tolereret, selv om der er indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Til gengæld er det lykkedes Kina at reducere fattigdommen i befolkningen betydeligt, og landet er ved at overhale USA som verdens største økonomi.

Hvordan bredte kommunismen sig under Den Kolde Krig?

I kølvandet på 2. Verdenskrigs afslutning blev verden delt i to konkurrerende blokke. Under krigen havde Sovjetunionen og Vestmagterne, fortrinsvist USA og Storbritannien, haft en skrøbelig alliance. Efter krigens afslutning kølnedes forholdet mellem den kommunistiske og kapitalistiske verden i en grad, så man talte om en kold krig frem til årene 1989-1991. Store dele af Central- og Østeuropa var kommet under sovjetisk kontrol i løbet af 2. Verdenskrigs afslutning og blev nu tvunget med i den militære alliance Warszawapagten, der stod under sovjetisk dominans. Landene i Warszawapagten var formelt selvstændige, men blev ledet af kommunistpartier, der var marionetter for Moskva-styret.

I andre dele af verden virkede kommunismen og socialismen som et tillokkende alternativ til kolonistyre og diktaturer. Derfor var der over hele verden mange politiske og militære bevægelser, der var baseret på en kommunistisk ideologi, og som i en del tilfælde lykkedes med at vinde regeringsmagten i kortere eller længere perioder via væbnet magt eller ved demokratiske valg. Der har f.eks. været kommunistiske regimer i Vietnam, Cambodia, Cuba, Angola og Etiopien. Mange andre bevægelser og styrer nød også godt af økonomisk og ikke mindst militær støtte fra Sovjetunionen og i nogle tilfælde Kina og var derfor under deres indflydelse. De kommunistiske lande blev oftest styret af en lille partielite med hård undertrykkelse af dem, der ikke rettede ind.

Hvad betød Murens fald for kommunismen?

Efter Berlinmurens fald i 1989 har langt færre lande bekendt sig til kommunisme eller socialisme. De central- og østeuropæiske lande frigjorde sig fra kommunismens åg, og Sovjetunionen gik kort efter i opløsning. Den kommunistiske samfundsmodel havde længe haft svindende opbakning, men efter Murens fald har der været langt mellem dens fortalere. Samtidig var der ikke længere støtte at hente fra Moskva, så kommunistiske partier og regimer verden over mistede deres vigtigste sponsor.

Der er dog stadig kommunistiske regimer i lande som Kina, Cuba og Vietnam, lige som kommunistiske partier i enkelte andre lande også har opnået en vis indflydelse.

Hvilken indflydelse har kommunismen haft i Danmark?

Kommunismen har aldrig haft særlig mange tilhængere blandt danskerne, hvor der til gengæld har været stor opbakning til Socialdemokratiets demokratiske socialisme. Danmarks Kommunistiske Parti har kun ind imellem været repræsenteret i Folketinget og har været isoleret i dansk politik.

Til gengæld har de danske kommunisters indflydelse på samfundet til tider været stor ifølge Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder). Først og fremmest fordi de var en del af en kommunistisk verdensbevægelse med centrum i Moskva, der var en trussel mod den USA-ledede alliance på den anden side af Den Kolde Krigs frontlinje. Det gav de danske kommunister en dobbeltrolle, fordi de virkede i Danmark, men samtidig var under indflydelse fra landets største og farligste fjende. Derfor fik de mere opmærksomhed fra deres politiske modstandere, end deres størrelse lagde op til.

Kommunisterne har i perioder også tiltrukket sig mere positiv opmærksomhed. Især i årene omkring 1945 fik kommunisterne stor opbakning, fordi de var en vigtig del af modstandskampen mod den tyske besættelse. I 1970’erne appellerede ideologien til mange, der ønskede sig et andet samfund, ligesom kommunistiske kunstnere, som eksempelvis forfatteren Hans Scherfig, har været indflydelsesrige i kultur- og samfundslivet. DKP er stadig et selvstændigt parti, men er nu tilknyttet Enhedslisten.

 

De forhadte kommunister. Kort foredrag af tre danske forskere om de danske kommunister i perioden 1945-1960.