Hvad synes danske skoleelever om at kode?

Eleverne fra 7.V. fra Vesterbro Ny Skole er blandt dem der har prøvet at programmere robotter, apps og spil. Det er en del af den internationale Computer Science Education Week der finder sted på skoler og uddannelsesinstitutioner verden over i uge 49. ”It er faktisk ikke kedeligt. Det behøver det i hvert fald ikke at være. Jeg har programmeret robotter til at køre igennem en labyrint. Sådan noget har jeg heller aldrig prøvet før”, siger 13-årige Fiona i artiklen ”It-hajer på vej: Skoleelever lærer at kode på Campus Carlsberg” på UCC.dk (se kilder). DR har i samarbejde med Center for Undervisningsmidler og Industriens Fond lavet et forsøgsprojekt, som hedder Ultra:bit. Som en del af projektet har 3. klasseselever fra Gerbrandskolen eksperimenteret med at programmere digitale kæledyr, såkaldte tamagothier. Det kan man læse i artiklen ”Nu skal 4. klasses elever lære at programmere tamagothier” på Dr.dk (se kilder).