Hvad er jødedom?

Jødedom – er sammen med kristendom og islam – en af de tre store monoteistiske religioner, det vil sige en religion, hvis tilhængere kun tilbeder én gud. Jødedommen er den ældste af de tre store monoteistiske religioner, og den skiltes sig for alvor ud fra andre religioner for omkring 2500 år siden. Dengang var det almindeligt at tilbede flere guder, der havde hver deres religion, for eksempel en solgud og en månegud. Jødedommen slog fast, at der kun findes én gud.
I jødedommen er det en vigtig tanke, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk. Gud har indgået en pagt, en slags aftale, med dette folk om, at han vil velsigne dem, hvis de følger ham.
I toraen, der svarer til Det Gamle Testamente i kristendommen, findes 613 lovbud samt en beskrivelse af, hvordan Gud indgik en pagt med det jødiske folk. Det beskrives i Mosebøgerne, hvordan Abraham, jødernes stamfader, af Gud fik til opgave at rejse ud og bosætte sig i Kanaans land. Samtidig lovede Gud, at Abrahams folk ville blive stort. Som et tegn på aftalen, pagten, skulle folket lade deres drengebørn omskære.
Moseloven med de 613 bud blev ifølge jødedommen givet til Moses på Sinaibjerget, og Gud indgik en pagt med Moses om, at hvis folket fulgte buddene, ville Gud velsigne dem.
Jødisk praksis handler i høj grad om at efterleve disse bud, som handler om alt fra bøn til spiseregler. Desuden er der mange fester og højtider i jødedommen, som minder om vigtige begivenheder i det jødiske folks historie. Jødedommen er som den eneste religion bundet til en bestemt etnicitet. At være jøde er både en etnisk, kulturel og religiøs betegnelse. Jødedom er desuden knyttet til Jerusalem og Israel på en særlig måde – og dermed også forbundet med Israel-Palæstina-konflikten.