Definition af Internet of Things (IoT)?

Hvad betyder Internet of Things?

Begrebet Internet of Things (IoT) dækker over, at der indbygges data i ting, vi anvender i hverdagen, som så kobles til internettet. IoT kan defineres som alle enheder, der er forbundet til internettet. Men det bruges i stigende grad om enheder, der taler med hinanden, og det helt store potentiale i IoT er, når disse ting kombineres med store mængder data – såkaldt Big Data. Som forsker i Internet of Things ved Aarhus Universitet Mirko Presser forklarer i artiklen ”Hvad er Internet of Things, og hvad bruger vi det til?” På IDA.dk (se kilder): ”Før kommunikerede vi menneske til menneske, så menneske til enhed og nu enhed til enhed”.

Hvem opfandt begrebet IoT og hvornår?

Det hele startede med en brødrister og et væddemål. Året var 1989, og Sir Tim Berners Lee, der betragtes som skaberen af internettet, havde netop præsenteret Internettet (World Wide Web) på en teknologikonference. Her indgik konferencens præsident, Dan Lynch, et væddemål med it-udvikleren John Romkey. John Romkey mente, at han kunne lykkes med at koble en brødrister til internettet; det troede Lynch ikke på. Det lykkedes for Romkey, og allerede året efter præsenterede han den internetopkoblede brødrister – verdens første ting forbundet med internettet. Det blev startskuddet til en massiv udvikling af teknologien bag Internet of Things. Ifølge Mirko Presser, forsker i Internet of Things ved Aarhus Universitet, kom der for alvor gang i udviklingen omkring 2012, og herefter er det gået stærkt. I 2015 udviklede Presser og et hold forskerkolleger fra Alexandra Instituttet (en privatejet non-profit virksomhed, der arbejder med forskning, udvikling og innovation inden for it) en kaffemaskine, der kunne tweete sit budskab om endnu en brygget kande kaffe.

Hvordan fungerer IoT?

Teknologien i IoT består af små sensorer, der kan ligge på kanten af en fingernegl og koster cirka 6 kroner. En smartphone har cirka 5-7 stykker af dem indbygget allerede. Disse små måleenheder er koblet til internettet og transporterer store mængder data. Sensorerne kan registrere temperatur, tryk, berøring, bevægelse, position, lys og lyd og bliver indbygget i alt fra fitnessarmbånd til bleer og biler, fremgår det af artiklen ”Smarte sensorer, du bærer rundt på dagligt, er i sejrsgang” på Politiken.dk (se kilder). Bilfabrikanten Tesla, der laver el-biler i luksusligaen, bygger allerede nu sensorer ind i deres biler, hvilket vil gøre bilerne i stand til at køre selv uden fører, når softwaren udvikles, og lovgivningen tillader det, kan man læse i artiklen ”Din tandbørste og pejsen er online” i Politiken (se kilder).

 

TED Talk. Vicepræsident for den amerikanske it-virksomhed OPTO 22, Benson Hougland, forklarer, hvordan Internet of Things fungerer, på TED-konference i Temecula, Californien.

 

Hvilke IoT-teknologier findes allerede?

Kommunikerende brødristere og kaffemaskiner kan virke som overflødige gimmicks, som kommer til at koste på forbrugs- og klimakontoen. Men der findes også eksempler på IoT-løsninger, der kan bidrage til at løse vigtige samfundsopgaver. F.eks. har virksomheden Vestas tappet data fra deres vindmøller for at få overblik over, hvor det var mest optimalt at opsætte møllerne. Og det schweiziske fragtfirma UPS kan ved hjælp af IoT-sensorer i deres biler overvåge bilernes kørehastighed, optimale hastighed og motorens tilstand og derved reducere virksomhedens benzinforbrug og mindske virksomhedens aftryk på klimaet. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er Internet of Things, og hvad bruger vi det til?” (se kilder).

Hvad er forretningsmodellen bag IoT?

Når en række virksomheder udvikler IoT-produkter, er det til dels for at modsvare kundernes efterspørgsel på nye teknologiske løsninger – ofte tidsbesparende og smartere løsninger i hverdagen. Men det, virksomhederne bag IoT, tjener de største summer på er, at de med IoT får direkte adgang til at høste forbrugernes data: viden om brugernes bevægelsesmønstre, søgeadfærd på nettet, musiksmag, vaner og præferencer inden for en række områder. De data fik virksomheder adgang til med det såkaldte PSI-direktiv, som i 2003 gav myndigheder lov til at videresælge registerdata til private virksomheder. Disse data kan bruges til at overvåge forbrugsvaner, men også køreevner og bilskader, hvilket forsikringsselskaber kan bruge i deres argumentation for at give deres kunder forskellige priser baseret på kundens tendens til at køre enten risikofyldt eller skadefrit.