Definition og historisk baggrund

Hvad er intelligens?

Der eksisterer flere forskellige definitioner af intelligens, og det vides ikke med sikkerhed, hvad intelligens præcis er. Den mest fremherskende opfattelse af at være intelligent er dog at have en høj intelligenskvotient, også kaldet IQ, som måles gennem en IQ-test.

Overordnet kan man sige, at intelligens er et udtryk for en persons evne til f.eks. at løse problemer og tilegne sig ny viden. Ordet intelligens kommer fra latin og betyder direkte oversat evnen til at opfatte, begribe eller forstå. Det fremgår af opslaget Intelligens i Den Store Danske (se kilder).

Generelt er der to fløje inden for opfattelsen af intelligens:

· Den klassiske fløj mener, at intelligens alene knytter sig til, hvor gode vi er til at løse komplekse kognitive problemer det vil sige en persons mentale evner, f.eks. logisk sans og matematik.

· Den alternative fløj definerer intelligens bredere og relaterer også intelligens til den enkelte persons interesser og færdigheder, hvilket også indbefatter fysiske evner. En færdighed er ikke noget, man er født med, men noget man har lært det kan f.eks. være, at man er god til at spille musik eller til at bevæge sig.

Det fremgår af artiklen Hvad er intelligens? fra videnskab.dk september 2011 (se kilder).

Hvor stammer vores opfattelse af intelligens fra?

Begrebet intelligens blev første gang brugt i 1300-tallet og blev hurtigt et almindeligt udtryk, når man skulle beskrive mere eller mindre begavede mennesker. Man anså dengang især personer, der var gode til matematik og til at læse, for at være intelligente. Det fremgår af opslaget Intelligens i Den Store Danske (se kilder).

Under Oplysningstiden i 1700-tallet tog interessen for intelligens fart, da man her indledte de første forsøg med at måle menneskers intelligens.

Franskmanden og lægen Franz Joseph Gall (1758-1828) mente, at man kunne måle menneskers egenskaber og personlighed ved at måle kraniets størrelse og de små buler, der kunne ses på kraniets overflade. Hans teori var, at der var sammenhæng mellem egenskaber, særligt udviklede områder af hjernen, og hvordan kraniet så ud udefra.

Det var imidlertid først, da psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon i 1905 satte sig for at måle intelligensen hos franske børn, at en egentlig intelligenstest tog form. Det var det parisiske skolevæsen, der ønskede at teste for at afgøre, hvilke børn der var mindre begavede, og hvilke børn der bare var uopdragne. Testene blev hurtigt udbredt i resten af Europa og USA.

Binet-prøven, som testen også kaldes, ligger blandt andet til grund for den IQ-opdeling, vi kender i dag. Det var dog den tyske psykolog William Stern, der i 1916 fandt på at omregne intelligensprøvens resultat til en intelligenskvotient. Det fremgår af opslaget Intelligens i Den Store Danske (se kilder).

Hvordan afgør man graden af intelligens?

Videnskabelige opfattelser af intelligens hænger tæt sammen med forskellige metoder til at måle graden af den enkeltes intelligensniveau.

Intelligens måles typisk ved hjælp af en intelligenstest. Den klassiske test måler en persons intelligenskvotient i daglig tale kaldet IQ efter det engelsk begreb intelligence quotient.

En persons IQ angives som et tal, og jo højere IQ-tal, en person får i testen, desto mere intelligent er vedkommende ifølge denne logik. Selvom der i dag er forskellige holdninger til intelligens, er nedenstående opdeling, baseret på IQ, stadig fremherskende:

· IQ 0-20: idiot

· IQ 20-50: imbecil

· IQ 50-70: debil

· IQ: 70-90: svagtbegavet

· IQ 90-110: middelbegavet

· IQ 110-130: velbegavet

· IQ 130-150: højtbegavet

· IQ over 150: geni

Denne opgørelse fremgår af Den Store Danskes artikel om intelligens (se kilder) samt artiklen Hvad er intelligens? fra videnskab.dk september 2011 (se kilder). IQ-opgørelserne kan dog variere lidt fra hinanden i forhold til de enkelte kategorier.

 

Klip fra TV2-serien De superkloge drenge om Laurits og hans forældre.

Hvad indeholder en intelligenstest?

De fleste intelligenstest består af flere forskellige opgaver. Fælles for IQ-test er, at de tester en persons evne til at tænke abstrakt, se sammenhænge og mønstre samt måler en persons generelle mentale evne. Opfinderne af Binet-prøven mente, at intelligens bedst blev målt gennem mange forskellige slags opgaver. Trods det fokuserer langt hovedparten af Binet-prøven på at måle egenskaber inden for to områder: sprog og matematik/logik, hvilket gør sig gældende for mange af de klassiske intelligenstest. Det fremgår af opslaget Intelligens i Den Store Danske (se kilder).

I nyere tid er der kommet intelligenstest til, som måler på flere forskellige egenskaber sociale, musikalske, kropslige, og som tegner en profil af en persons stærke og svage sider frem for at udregne intelligensen som en samlet størrelse og angive den som et tal. Der er dog diskussion om, hvorvidt disse test kan kaldes intelligenstest.