Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Instagram

journalist Martine Stock, Bureauet, januar 2021.
Top image group
Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Indledning

Instagram er blandt danskernes foretrukne sociale medier og omkring 40 procent af befolkningen har i dag en Instagram-konto. Siden sin fødsel for 10 år siden har Instagram udviklet sig fra en forholdsvis simpel fotodelingsapp til et medie med mange funktioner og store kommercielle muligheder for brands og virksomheder. Samtidig er mange af de billeder, der lægges ud på Instagram, blevet mere professionelle og fungerer som et udstillingsvindue for ’det perfekte liv’, mener kritikere. Men i takt med at brugerbasen er vokset, er Instagram også blevet mere folkeligt og mangfoldigt, hvilket har åbnet for flere, små og mere nicheprægede fællesskaber, hvor folk kan finde ligesindede. Desværre har det også affødt grupper, hvor unge har delt billeder af selvskade, som ikke er blevet fjernet, trods Instagrams løfte om det modsatte.

Instagram kunne i 2020 fejre sit 10-års jubilæum. Denne video fortæller om, hvordan det sociale medie har udviklet sig. Reuters, 2020.

Artikel type
faktalink

Instagrams historie og brugere

Print-venlig version af dette kapitel - Instagrams historie og brugere

Hvem står bag Instagram?

Instagram er en digital og social fotodelingsapp, der blev skabt af de amerikanske softwareudviklere Kevin Systrom og Mike Krieger i 2010. Det begyndte som en iværksættervirksomhed i San Fransisco med en idé om at gøre det nemt at dele billeder fra mobiltelefonen. Det banebrydende dengang var, at man kunne lægge filtre på billederne og dermed gøre dem æstetisk flottere og mere iøjnefaldende. Platformen formåede at tiltrække kendisser, hvilket var med til at skabe opmærksomhed omkring Instagram og få mediet til at vokse. Hurtigt blev appen én milliard dollars værd, og i 2012 solgte Kevin Systrom og Mike Krieger appen til Facebook, mens Systrom fortsatte som CEO for Instagram frem til 2018. I dag vurderes Instagram at være omkring ti milliarder dollars værd.

Hvad er Instagrams vigtigste funktioner?

I modsætning til Facebook, hvor brugerne anvender både tekst og billeder, eller Twitter, der næsten udelukkende lægger op til at bruge tekst, er Instagrams formål at gøre det nemt for brugerne at dele billeder og videoer. Brugerne kan følge hinanden, skabe kreative videoer (kaldet ’Reels’), dele ’Stories’, som er små, korte videoer, og – naturligvis – ’like’ og kommentere hinandens indhold. Da Facebook ejer Instagram, er det også blevet muligt at sende private beskeder til hinanden via Messenger. Derudover har Instagram tilføjet en funktion, som gør det lettere for brands at sælge produkter og tjene penge via på platformen – Instagram kalder det selv en shopping-funktion. I 2018 lancerede Instagram desuden deres egen video-kanal, Instagram TV – forkortet IGTV – hvor brugere, brands og virksomheder kan dele videoer med en varighed helt op til en time.

Hvor mange bruger Instagram?

På verdensplan havde Instagram i 2020 omkring 854,5 millioner månedlige brugere. Det er en fordobling siden 2016, hvor platformen havde 428,1 millioner månedlige brugere. I 2023 forventes antallet af brugere at være vokset til lige under én milliard månedlige brugere. Det fremgår af den tyske markeds- og forbrugerdatavirksomhed Statista (se kilder). Opgørelsen over antallet af brugere kan dog variere fra kilde til kilde og afhænger af, hvordan det gøres op. Nogle kilder skriver, at Instagram allerede har nået én milliard brugere på verdensplan. Det fremgår blandt andet af det amerikanske marketingsbureau Mediakix (se kilder), som har en interesse i at vurdere antallet af brugere højt. Uanset hvad er Instagram et af verdens mest anvendte sociale medier. USA har måske ikke overraskende flest brugere på Instagram med hele 140 millioner, efterfulgt af Indien, Brasilien og Indonesien. I USA er Instagram det andet mest populære sociale medie, kun overgået af Snapchat, fremgår det af Statista (se kilder).

Hvor mange i Danmark bruger Instagram?

I dansk perspektiv er det sværere at finde tal på, præcis hvor mange brugere der er. Men Slots- og Kulturstyrelsens rapport ”Mediernes udvikling i Danmark 2020” (se kilder) angiver, at 40 procent af danskerne havde en profil på Instagram i 2019, hvilket gør Instagram til det tredje mest anvendte sociale medie i Danmark, kun overgået af LinkedIn og Facebook. Rapporten ”IT-anvendelsen i befolkningen 2020” fra Danmarks Statistik (se kilder) påviser, at fire ud af fem danskere i aldersgruppen 16-74 år har brugt tjenester som Instagram inden for de seneste tre måneder. Størstedelen af de danske Instagram-brugere laver dog sjældent opslag selv. Til sammenligning er størstedelen af Snapchats danske brugere aktive dagligt, fremgår det af rapporten ”Mediernes udvikling i Danmark” fra Slots- og Kulturstyrelsen (se kilder). Samlet set er Danmark dog det land i EU, hvor den største del af befolkningen (81 procent) mellem 16 og 74 år anvender sociale medier, ifølge ”IT-anvendelsen i befolkningen 2019” (se kilder).

Hvem er brugerne af Instagram?

Ifølge en undersøgelse fra Gallup, som Berlingske fik foretaget i 2019, er Instagram især brugt blandt de 13-29-årige og mere populært blandt kvinder end mænd. Undersøgelsen har også kigget på, hvem der bruger forskellige sociale medier målt på politiske holdninger. Undersøgelsen viste, at Instagram var mest anvendt af personer, der stemmer på Det Radikale Venstre, tæt efterfulgt af Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten. De partier, hvis vælgere ifølge undersøgelsen brugte Instagram mindst, er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Resultaterne fremgår af artiklen ”Hvem bruger sociale medier?” (se kilder).

Politikerne selv er generelt blevet mere aktive på Instagram inden for de seneste år på grund af mediets voksende brugerbase. På Instagram kan de præsentere en anden side af sig selv og give deres følgere en bid af, hvordan deres hverdag og liv uden for politik ser ud, fremgår det af Politiken-podcasten ”10 år med tragisk glæde i små firkanter” (se kilder).

Instagrams udvikling og forretning

Print-venlig version af dette kapitel - Instagrams udvikling og forretning

Hvordan har Instagram udviklet sig?

Da Instagram gik i luften, var det ud fra en idé om at skabe en visuel platform med flotte billeder fra mobiltelefonen. Det skulle samtidig være nemt at finde andre brugeres indhold og navigere rundt på platformen. Brugerne kunne interagere med hinanden ved at sende et hjerte afsted, hvis de kunne lide et billede, eller kommentere på det. Brugerne kunne også sende hinanden private beskeder. I begyndelsen virkede appen kun på smartphones, og det betød det, at det kun var billeder fra mobiltelefonen, man kunne lægge op. Ifølge Politiken-podcasten ”10 år med tragisk glæde i små firkanter” (se kilder) tilskyndede det til, at billederne på Instagram var nogle, der blev taget på farten og ikke krævede andet end at have sin telefon ved hånden. Derfor var Instagram i starten domineret af såkaldte ’hverdagsbilleder’. Hashtags blev for alvor populært med Instagram, selvom de allerede eksisterede på Twitter. I dag er hashtag en del af hverdagen og noget, som mange firmaer og kampagner arbejder med i deres markedsføring. Men i takt med at Instagrams popularitet og brugerbase voksede, og flere og flere virksomheder så forretningsmuligheder i at annoncere på Instagram, blev indholdet mere professionelt og i tiltagende grad et udstillingsvindue for ’det perfekte liv’. Ifølge Politikens podcast har Instagram dog (igen) udviklet sig til at være et sted, hvor der er plads til det ’normale’ og mere folkelige, vi kender fra Facebook. Det har dog også betydet, at der er kommet en hårdere debattone på Instagram – noget, der ellers tidligere var forbeholdt Facebook.

Hvem tjener penge gennem Instagram?

I løbet af de ti år, som Instagram har eksisteret, er det blevet et sted, hvor store virksomheder sælger deres varer, og politikerne sælger deres budskaber. Det fremgår af Politiken-podcasten ”10 år med tragisk glæde i små firkanter” (se kilder). Personer, der lever af at skabe godt indhold for penge, kaldes influencere, og de dukkede frem på Instagram, da mediet var blevet så stort, at der begyndte at være værdi for virksomhederne i at reklamere for deres produkter eller for sig selv på platformen. Gennem flotte billeder og interessante videoer reklamerer influencere for produkter mod betaling. Formålet med det betalte indhold er at få andre brugere til at købe produkterne.

Derudover har Instagram gjort det nemmere og mere attraktivt for brands og virksomheder at bruge Instagram til at sælge produkter. Med mediets shopping-funktion kan brugerne nemt finde frem til de enkelte produkter, der reklameres for, tilføje dem til ønskelisten og købe dem. Desuden lancerede Instagram i 2018 sin egen video-kanal, Instagram TV – forkortet IGTV – hvor virksomheder, brands (og almindelige brugere) kan dele videoer på helt op til en times varighed. Det giver især brands og virksomheder nye muligheder for at reklamere og tjene penge gennem mediet.

Hvilke regler er der for reklamer på Instagram?

Hvis en influencer reklamerer for en virksomhed ved for eksempel at vise virksomhedens produkter, skal det være tydeligt for den, der ser omtalen, at det er reklame. Det fremgår af Forbrugerombudsmandens hjemmeside, der regulerer reklameområdet (se kilder). Tidligere var det svært at gennemskue, hvad der var reklame, og hvad der ikke var. Instagram har derfor været nødt til at indføre nogle retningslinjer, som gør det nemmere at gennemskue, hvornår der er tale om ’sponsoreret indhold’, fremgår det af podcasten ”10 år med tragiske firkanter” fra Politiken (se kilder). Derudover har Instagram lanceret en standardmarkering, hvor kommercielt indhold markeres med sætningen ’Betalt partnerskab med (virksomhedens navn)’.

Hvorfor er Instagram stadig så populær?

Når Instagram efter ti år fortsat er så populær, hænger det sammen med, at mediet har været god til at se brugernes behov og ’stjæle’ populære funktioner fra andre sociale medier. For eksempel indførte Instagram i 2016 funktionen ’Stories’ fra Snapchat, hvor brugerne kan dele korte videoer, som forsvinder efter 24 timer. Den ene af Instagrams skabere, Kevin Systrom, udtalte i et interview i 2019, at: ”I lang tid var folks profiler fyldt med Snapchat-links (…) det var tydeligt, at folk forsøgte at bygge bro mellem de to produkter. Så vi gav dem, hvad de ønskede.” Det fremgår af artiklen ”Instagram founder admits he blatantly stole Stories from Snapchat” fra Mashable (se kilder). Instagram har gjort det samme med TikTok ved at kopiere en funktion derfra, der giver brugerne mulighed for at klippe forskellige optagede videoklip sammen til én video, tilføje musik og justere hastighed med videre. På Instagram hedder denne funktion ’Reels’. Det fremgår af artiklen ”Looks like Instagram is copying the best bits of TikTok” fra Dazed (se kilder).

En anden grund til, at Instagram fortsat er populært ti år efter, er, ifølge Politiken-podcasten ”10 år med tragisk glæde i små firkanter” (se kilder), at der ikke er nogen egentlig konkurrent til Instagram, selvom Snapchat og Tiktok ubetinget er de mest populære medier blandt unge.

Derudover er det især blandt unge blevet populært at lave en ekstra Instagram-konto, hvor man kan dele mere private sider af sig selv, som man ikke ønsker, at alle ens følgere skal se. Fænomenet hedder ’Finstagram’ (en blanding af ordene ’fake’ og Instagram). En Finstagram-konto er en falsk Instagram-profil, som man opretter for at kunne dele indhold, som kun få, udvalgte personer skal kunne se. Brugere, der har en ’finsta’, har typisk også en ’rigtig’ Instagram-konto. Ved at have to konti kan brugerne skabe et privat rum eller fællesskab på Instagram, hvor det – på grund af mediets størrelse – ellers kan være svært at være privat.