Baggrund om influencere

Hvad er en influencer?

Ordet influencer kommer af det engelske ’influence’ (indflydelse eller at øve indflydelse på). En influencer er en kendt person, der bruger sin rækkevidde og indflydelse på særligt sociale medier til at lave reklame – oftest mod betaling – for en sag, et budskab eller et produkt. En influencer bruger oftest digitale platforme til at nå sit publikum og har typisk mange følgere. En influencer kan være en blogger, en YouTuber eller en anden personlighed på sociale medier.

Danske influencere med særligt mange følgere er blandt andre Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, og Julia Sofia, der hver især har flere hundredetusinde følgere på sociale medier.

Hvad laver en influencer?

En influencer laver indirekte reklame, ofte for virksomheders produkter, ved at nævne produkterne i sine indlæg eller videoer på sociale medier. Influencere bliver ofte betalt for dette arbejde, men det er ikke altid tilfældet; en influencer kan også samarbejde med en velgørende organisation og promovere deres budskab uden at få betaling. En influencer forsøger dog uanset betaling at påvirke sit publikum, for eksempel til at købe et bestemt produkt eller til at ændre adfærd eller holdning.

”Influencer-marketing”, som influencer-arbejdet også kaldes, er på mange måder det samme som traditionel markedsføring eller reklame; forskellen er, at det gøres gennem en enkeltperson, som en række mennesker måske stoler på og identificerer sig med og derfor lettere lader sig påvirke af, end de gør af traditionelle reklamer.

Hvornår opstod influencer-fænomenet?

At virksomheder bruger kendte mennesker til at reklamere for deres produkter er ikke nyt. Det nye er, at influencere fortrinsvis eksisterer på digitale platforme og kan kommunikere direkte med deres publikum, uden at det er styret af den virksomhed eller organisation, hvis produkt eller sag de promoverer. Samtidig er reklamen indirekte og derfor mere skjult.

Influencer-fænomenet er opstået inden for de seneste ti år og har allerede vokset sig rigtig stort - ikke mindst uden for Danmarks grænser. I 2018 var en af de måske mest kendte influencere, Kylie Jenner, på forsiden af det amerikanske erhvervsmagasin, Forbes Magazine, i anledning af at hun på bare tre år havde tjent 900 millioner dollars i betaling for at udføre indirekte reklame på sociale medier.

Hvem bruger influencere?

Influencere bruges oftest af virksomheder, der gerne vil sælge et produkt til en specifik målgruppe, som en blogger eller anden person på sociale medier har særlige forudsætninger for at nå ud til. Men influencere kan bruges af alle, der gerne vil sælge et produkt eller fremme et budskab, og det er blevet mere almindeligt, at også organisationer og myndigheder benytter sig af influencere, bl.a. i håb om at nå yngre målgrupper. I 2017 betalte Sundhedsstyrelsen eksempelvis en række unge influencere for at medvirke i en antirygekampagne.