Introduktion til Berlinmurens fald

Hvad var Berlinmuren?

Søndag den 13. august 1961 begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater fra DDR (Deutsche Demokratische Republik, Østtyskland), at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførte de en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en omfattende grænsesikring, Berlinmuren. Den 45 kilometer lange mur kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på Den Kolde Krig.

Fra 1971 havde grænsevagterne ordre til at skyde på personer, der forsøgte at forcere muren for at komme fra Øst- til Vestberlin. Ifølge Denstoredanske.dk (se kilder) skønner man, at 244 personer blev dræbt ved muren. Det sidste drab fandt sted så sent som i 1989, hvor grænsevagter skød og dræbte den 20-årige Chris Gueffroy.

Ud over Berlinmuren gennem midten af Berlin indhegnede DDR hele Vestberlin med en 155 km lang mur og byggede grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse mellem Øst- og Vesttyskland.

 

Kort film om opførelsen af Berlinmuren med interview med folk, der var påvirket af den.

 

Hvornår blev Tyskland og Europa delt?

Efter 2. Verdenskrig opstod der hurtigt spændinger mellem krigens to store sejrherrer, USA og dets allierede på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Begge forsøgte at indtage en dominerende position i Europa. Den centrale skueplads for denne strid var Tyskland, der var besat af sejrherrerne, USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig. Frem til Berlinmurens fald i 1989 var hele verden præget af Den Kolde Krig med USA og Sovjetunionen som de vigtigste aktører.
Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) blev stiftet den 23. maj 1949 og omfattede vestmagternes tidligere besættelseszoner. Sovjetunionens modtræk var at proklamere oprettelsen af Den Tyske Demokratiske Republik, DDR (Østtyskland).

Resten af Europa blev i disse år også opdelt i to blokke, der stod truende over for hinanden. NATO (North Atlantic Treaty Organisation) blev oprettet i 1949 og omfattede fra begyndelsen langt de fleste vesteuropæiske lande samt Canada og USA, der havde en dominerende position. I løbet af 1950erne blev også Vesttyskland medlem af alliancen. Som et modsvar på Vesttysklands optagelse i NATO dannede Sovjetunionens i 1955 Warzsawa-pagten, der var en kommunistisk militæralliance mellem Sovjetunionen og en række østeuropæiske lande.

Hvorfor blev Berlinmuren bygget?

Berlinmuren blev i DDR betegnet som den ”antifascistiske beskyttelsesmur”. Fra vestlig side mente man imidlertid, at den egentlige årsag til Murens opførelse var, at et stort antal østtyskere på det tidspunkt flygtede til Vesten, og at det østtyske styre ønskede at bremse denne flugt.

Historikeren Michael Klos skriver i bogen ”Tyskland 1871-1996” (se kilder), at 2,7 millioner mennesker flygtede fra øst til vest fra 1949 frem til Murens opførelse i 1961, hvilket økonomien i DDR ikke kunne holde til i længden. Mange af de flygtende var nemlig godt uddannede, og halvdelen var unge mennesker under 25 år. Alene i juli 1961 flygtede over 30.000 mennesker.