Historiekanon 23: Kanslergadeforliget

Kanslergadeforliget var 1930’ernes største parlamentariske forlig i Danmark. Forliget skulle løse alvorlige problemer i forbindelse med den økonomiske krise, der prægede hele verden på det tidspunkt. Forliget førte til, at der blev lavet statslige indgreb og reformer på landbrugsområdet, arbejdsmarkedsområdet og sociallovgivningsområdet, og reformerne var med til at stabilisere den sociale og økonomiske situation i landet. Tiltagene anses af historikere for begyndelsen på udviklingen af den danske velfærdsstat. Kanslergadeforliget og den efterfølgende udvikling medførte samtidig stigende statslig regulering af danske borgeres livsførelse.

Kanslergadeforliget blev indgået mellem partierne Socialdemokratiet (S), Det Radikale Venstre (R) og Venstre (V) natten mellem den 29. og 30. januar 1933. Forliget er opkaldt efter statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) bopæl, Kanslergade 10 i København, fordi de sidste intense 18-timer af forhandlingerne frem til forliget fandt sted der. Kanslergadeforliget er det mest omfattende af de forlig, som blev indgået i Danmark i 1930’erne for at råde bod på en række alvorlige nationale økonomiske og sociale problemer. Forliget medførte økonomiske, arbejdsmarkedspolitiske og sociale indgreb og reformer, der fik dæmmet op for krisen. I dag anses reformerne for at være et vigtigt led i udviklingen af den danske velfærdsstat.

Krisen i Danmark var delvis afledt af den verdensomspændende økonomiske krise, som startede med det amerikanske aktiemarkeds sammenbrud 29. oktober 1929 i New York. På Arbejdermuseets hjemmeside beskrives det, hvordan børskrakket forplantede sig til økonomierne i alle de største kapitalistiske lande, særligt USA og Tyskland (se kilder). I løbet af de følgende fire år gik international handel næsten i stå, og produktionen i vestlige lande faldt, mens arbejdsløsheden steg voldsomt. I Danmark var arbejdsløsheden i 1932 oppe på 32% af de arbejdsløshedsforsikrede borgere. Det reelle arbejdsløshedstal var dog væsentligt højere, da en del mennesker, særligt i landdistrikterne, ikke var forsikret og derfor ikke var en del af statistikken.

     Krisen førte til, at mange danske borgere fik meget dårligere leveforhold, som det kan læses på Danmarkshistorien.dk og Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder). Det skabte udbredt uro i befolkningen, og i begyndelsen af 1930’erne blev der organiseret flere store demonstrationer og strejker. Landarbejdere organiserede sig også i Landbrugernes Sammenslutning, som lagde pres på det politiske system – særligt på partiet Venstre – for at få løst problemerne.

Ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) var en væsentlig medvirkende faktor til krisen, at landbruget – som var det bærende erhverv i Danmark på det tidspunkt – siden Første Verdenskrig havde været i økonomiske problemer. Disse problemer blev værre i 1929-1930, da de internationale kornpriser faldt meget. Danske varer blev pålagt restriktioner på eksportmarkederne, så landmændene havde svært ved at få afsat deres afgrøder. Du kan læse mere om årsagerne til de økonomiske og sociale problemer i Danmark og resten af den vestlige verden i historikeren Henrik Nissens kapitel i ”Danmarks Historie” (se kilder).

I januar 1933 var krisen tæt på at kulminere i en storkonflikt. På Danmarkshistorien.dk og i opslaget på Den Store Danske beskrives det, hvordan arbejdsgiverforeningen havde krævet en gennemsnitlig lønnedgang på 20% på grund af krisen (se kilder). Da fagbevægelsen afviste kravet, varslede arbejdsgiverne lockout af 100.000 arbejdere. Kanslergadeforliget blev indgået for at afværge det mulige kaos, som ville blive udløst af en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Målet med forliget var især at skabe bedre forhold for forligspartiernes kernevælgere, henholdsvis arbejdere og landmænd.

I Kanslergadeforliget aftalte partierne S, R og V, at der skulle laves en række statslige indgreb og reformer på tre forskellige områder. Det beskrives i Den Store Danske og på Danmarkshistorien.dk (se kilder):

     På landbrugsområdet:

     · Ejendomsskatterne blev sænket

     · Landbeboere kunne betale gæld af over længere tid

     · Stimulering af højere priser på og eksport af landbrugsvarer gennem devaluering af den danske krone på cirka 10%

     · Statstilskud til nedslagtning af kreaturer

     · Reduktion i svineproduktionen

     På arbejdsmarkedsområdet:

     · Afværgelse af storkonflikt gennem et lovindgreb, der forbød lockout og strejker

     · Gældende overenskomster blev forlænget et år

     · Vedtagelse af lån til boligbyggeri

     · Vedtagelse af statsstøtte til andre offentlige arbejder for at skabe arbejdspladser

     · Vinterhjælp til arbejdsløse

       På sociallovgivningsområdet:

     · Lov om folkeforsikring

     · Lov om ulykkesforsikring

     · Lov om offentlig forsorg

     Socialreformen, som indgik i Kanslergadeforliget, var ikke kun en konsekvens af den akutte økonomiske krise. Socialreformen havde nemlig været under forberedelse af den socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke (1880-1963) siden slutningen af 1910’erne. De nye love på socialområdet sikrede borgere ret til ensartet hjælp i hele landet. F.eks. gav loven om offentlig forsorg meget fattige arbejdsløse borgere ret til en fastsat understøttelse, og modtagere af offentlige ydelser mistede ikke længere automatisk borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeret. Samtidig blev det med folkeforsikringsloven en forudsætning for at kunne modtage sociale ydelser, at man var medlem af en sygekasse. Reformen og dens virkninger er beskrevet i Søren Kolstrups kapitel i ”Dansk Velfærdshistorie” (se kilder).

Forhandlingerne, der resulterede i Kanslergadeforliget, var vanskelige og flere gange tæt på at bryde sammen. Begge politiske fløje endte med at gå på kompromis med nogle af de principper, de hidtil havde ført politik ud fra. Kanslergadeforliget ændrede måden, som dansk politik blev ført på, som det er beskrevet på Danmarkshistorien.dk og Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder):

     Kanslergadeforliget blev begyndelsen på mange årtiers praksis, hvor partier fra forskellige politiske fløje samarbejder ”over midten”. Det var et brud med tidligere tiders uforsonlige skel imellem højre- og venstrefløj. Nogle historikere har fortolket nybruddet som politikernes forsøg på at forhindre, at udemokratiske kræfter vandt indflydelse, som det bl.a. skete i det nazistiske Tyskland. Andre, bl.a. historikeren Mogens R. Nissen argumenterer i bogen ”Det nationale kompromis – Kanslergadeforliget i 1933” (se kilder), for, at aftalerne ved Kanslergadeforliget snarere var politiske studehandler ud fra mere kortsigtede vælgerinteresser.

     Med Kanslergadeforliget fraveg Venstre sin tidligere stålsatte tro på, at statsøkonomien altid af sig selv ville finde tilbage til en balance mellem udbud og efterspørgsel af varer, kapital og arbejdskraft. Ifølge Arbejdermuseets hjemmeside (se kilder) kan forliget ses i forlængelse af en generel politisk linje, der begyndte under Første Verdenskrig, hvor næsten alle vestlige regeringer foretog statslige reguleringer af og indgreb i de økonomiske processer.

Fra 1930’erne og mange årtier frem anså alle partier staten for at være et vigtigt redskab til at skabe en velfungerende samfundsøkonomi. Mange historikere anser denne økonomiske tilgang – i kombination med indførelsen af socialreformerne – for at have lagt grunden til udviklingen af en dansk velfærdsstat.

     Med velfærdsstaten blev der bygget et social-økonomisk sikkerhedsnet op – med ret til bl.a. sundhedsydelser og personlig støtte i krisesituationer for alle borgere. Samtidig begyndte staten i stigende grad at regulere borgernes livsførelse ved at stille krav til gengæld for, at de kunne få forskellige velfærdsydelser. Et flertal af politikere og forskere begyndte at argumentere for, at en sund samfundsøkonomi krævede, at antallet af uproduktive borgere blev begrænset. Det medførte, at titusindvis af personer fra nogle samfundsgrupper blev institutionaliseret og tvangssteriliseret, som det vises i Historiekanon-videoen på YouTube (se kilder). 1930’ernes socialreformer forbedrede altså livsvilkårene for flertallet. Men samtidig førte politikken bag dem til statsautoriserede indgreb – og overgreb – mange årtier fremefter, som bl.a. historiker Lene Koch har vist i sin forskning (se kilder).