Historiekanon 22: Genforeningen

I 1920 blev Nordslesvig genforenet med Danmark, og den danske grænse blev rykket fra Kolding til Kruså. Genforeningen afsluttede en periode med store ændringer af Danmarks territorium. Grænsedragningen blev afgjort ved folkeafstemning i de berørte områder. Processen førte bl.a. til Påskekrisen i Danmark i marts og april 1920, hvor kong Christian X afsatte den siddende regering uden om det parlamentariske flertal.

Sønderjyllands genforening er et begreb for flytningen af den dansk-tyske grænse ca. 50 km mod syd: fra Kongeåen syd for Kolding til lige syd for Kruså. Optakten til genforeningen var lang, men den officielle grænseændring skete den 15. juni 1920. Det blev fejret ved, at kong Christian X red over den gamle grænse den 10. juli, og med en fest på Dybbøl Banke dagen efter. Du kan læse mere om genforeningsfestlighederne på Danmarkshistorien.dk i artiklen ”Genforeningen 1920” (se kilder).

     Sønderjyllands genforening med Danmark var den sidste i en række store ændringer af dansk territorium i årene omkring 1. Verdenskrig (1914-1918). Danmark havde solgt kolonien De Vestindiske Øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix, til USA i 1917, og i 1918 anerkendte Danmark Island som en selvstændig stat. Du kan læse mere om salget af Dansk Vestindien og Islands løsrivelse på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Den nye grænsedragning blev afgjort ved en folkeafstemning i de omstridte områder. Udfaldet blev, at der var et klart flertal i det nuværende Sønderjylland og et solidt tysk flertal i områderne syd for den nuværende grænse for at ændre grænsen ved at rykke den mod syd. Der havde i tiden op til afstemningerne været en del spekulation om Flensborgs status, da den som den største by i hertugdømmerne var et stærkt aktiv for både den tyske og den danske nation. Flensborgs indbyggere var dog overvejende tysksindede (kun 25% stemte for tilslutning til Danmark), men fra visse sider i dansk politik ønskede man en aktiv indsats for at indlemme Flensborg i Danmark. Disse spændinger gav anledning til den såkaldte ’Påskekrise’. Du kan læse mere om folkeafstemningen i artiklen ”Genforeningen 1920” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Baggrunden for genforeningen var to krige: den 2. Slesvigske Krig samt 1. Verdenskrig. Da Danmark i 1864 tabte 2. Slesvigske Krig, måtte landet overdrage de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig til Preussen (senere Tyskland) og Østrig. De tre hertugdømmer havde udgjort to femtedele af Danmarks landområde og befolkning.

     Nederlaget i 1864 blev et traume for nationalt sindede i Danmark. På grund af politiske og økonomiske forhold blev det imidlertid ikke regnet for realistisk at vinde de tabte områder tilbage. Du kan læse mere om 2. Slesvigske Krig i bogen ”Danmarks Historie” redigeret af Sten Busck og Henning Poulsen (se kilder).

     54 år efter afgivelsen af hertugdømmerne havde magtbalancen i Europa ændret sig markant. Tyskland var en af de store tabere i 1. Verdenskrig. Det tyske kejserrige brød sammen, og landet måtte underlægge sig en hård fredsaftale ved forhandlingerne i Versailles i Frankrig. Det åbnede mulighed for, at Danmark kunne tilbageerobre noget af Sønderjylland. Du kan læse en beretning om Versaillestraktaten (fredsaftalen, der blev forhandlet i Versailles) i bogen ”Øjenvidner til historien” redigeret af John Carey (se kilder).

Ved freden i Versailles blev der indskrevet en særlig artikel (art. 109) om de sønderjyske områder, og hvordan det skulle afgøres, hvilken nation de skulle tilhøre. I artiklens første del (se kilder) står der: ”Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker”. Det kan ses som et udtryk for ideen om ”folkenes selvbestemmelsesret”, som på det tidspunkt var en ny tendens, når man dannede nationalstater.

     Begrebet blev formuleret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson i en tale den 8. januar 1918. Du kan læse mere om Wilsons ideer om bl.a. folkenes selvbestemmelsesret i artiklen ”De fjorten punkter” i Gyldendals den Store Danske (se kilder).

     De nye ideer brød med koloniseringstiden, hvor især vestlige stater erobrede landområder og underlagde sig disse landes befolkninger. Princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev afgørende for afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig, men allerede i 1920 afgjorde det Sønderjyllands tilhørsforhold. Versaillestraktaten erklærede, at de imperier, der havde tabt, måtte lade de landområder, hvor befolkningen ønskede selvstændighed eller et andet nationalt tilhørsforhold, bestemme selv. Derfor blev der afholdt folkeafstemning i de sønderjyske områder.

     Afstemningens resultat blev den nuværende grænse, med et tysk mindretal på den danske side og et dansk på den tyske side.

I kølvandet på folkeafstemningerne i det nuværende Sønderjylland og Nordtyskland fulgte der i påsken 1920 en politisk krise. Den danske kong Christian X udførte, hvad der af mange i både samtiden og eftertiden blev betragtet som et fejlslagent statskup. Det kan du læse om på forsiden af avisen Social-Demokraten fra den 26. marts 1920 (se kilder) eller i bogen ”Fremad og atter Fremad…” redigeret af Henning Tjørnehøj (se kilder).

     På den ene side af konflikten i påsken 1920 stod regeringen, der bestod af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet med den radikale Carl Theodor Zahle som statsminister. På den anden side stod oppositionen med Venstre, Det Konservative Folkeparti samt kong Christian X. Regeringen havde gjort klart, at den ville respektere folkeafstemningen og dermed ikke forsøge at annektere Flensborg, hvor befolkningen havde ønsket at forblive tysk. Den parlamentariske opposition krævede – med støtte fra det dansksindede mindretal i området omkring Flensborg – byen indlemmet i Danmark uanset afstemningsresultatet. Du kan læse mere om optakten til Påskekrisen i Gyldendals ”Den store danske” (se kilder).

     Den 29. marts afskedigede kongen regeringen Zahle og indsatte i stedet højesteretssagfører Otto Liebe som leder i en overgangsregering. Det førte til store demonstrationer, og De Samvirkende Fagforbund (fra 1967 ”Landsorganisationen i Danmark – LO”) truede med generalstrejke. Kongen endte med at fyre sin egen overgangsregering og i stedet udnævne et forretningsministerium, som alle de involverede partier kunne godkende. Der blev udskrevet valg til afholdelse 26. april. Det Radikale Venstre, der havde haft statsministerposten, blev næsten halveret ved valget, og Niels Neergaard dannede en ren Venstre-regering. Du kan læse mere om Påskekrisen i Otto Liebes optegnelser og breve hos Rigsarkivet (se kilder).

Diskussionerne om den dansk-tysk grænse forsatte efter genforeningen i 1920. Ifølge bogen ”Danmarks Historie” (se kilder) anerkendte Tyskland først officielt den nye grænse i 1955 og håbede indtil da på, at der kunne laves en ændring af grænsedragningen.

     Både det tyske og danske mindretal på hver side af grænsen har også spillet en aktiv rolle i både dansk og tysk kultur siden genforeningen, med f.eks. særlige skoler for mindretallene. De danske skoler i Tyskland har et stabilt elevtal på omkring 5.000. Mindretallet er ifølge ”Det danske mindretal i Sydslesvig 1920” på Danmarkshistorien.dk (se kilder) desuden omtalt i den slesvig-holstenske forfatning fra 1990 som en gruppe, der har krav på beskyttelse og støtte. Det tyske mindretal i Danmark tæller ca. 15.000 personer. Ved kommunalvalget i november 2017 fik mindretalspartiet, Slesvigske Parti, valgt kandidater ind i byrådene i Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg.