Historiekanon 16: Københavns bombardement

I efteråret 1807 truede England med at bombe København for at tvinge den danske kronprins Frederik til at vælge side i krigen mellem England og Frankrig. Englænderne forlangte også, at den danske flåde blev stillet til deres rådighed. Kronprinsen afviste englændernes krav, og bombardementet blev indledt den 2. september 1807. På bombardementets femtedag overgav Danmark sig. Englænderne overtog den danske flåde, og Danmark tilsluttede sig nu den franske alliance. Krigshandlingerne, der involverede adskillige lande, endte med, at Danmark måtte afstå Norge til den svenske krone.

Onsdag aften den 2. september 1807 begyndte bomberne at flyve ind over København. Englænderne ville have Danmark til at opgive sin neutralitet i krigen mellem England og Frankrig. Derfor havde de stillet kanoner op uden for byens volde. Herfra sendte de bomber, brandkugler og brandpile ind over den vestlige og nordlige del af byen.   Der udbrød brand flere steder i byen. Da truslen fra England havde været kendt i længere tid, var det københavnske brandvæsen velforberedte. På bombardementets første og anden dag lykkedes det brandvæsnet at holde ilden nede. Men på tredje og fjerde dag var materiellet så beskadiget, at det ikke længere fungerede, og store dele af mandskabet var sårede eller døde. I artiklen ”For den historiske fuldstændigheds skyld. To Københavnske avisers indhold i septemberdagene 1807” beskriver Thomas Oldrup (se kilder), at avisen Dagen kunne berette om, at spiret på Vore Frue Kirke brød i brand og styrtede sammen ”under Fjendens Hurraraab”.

     Man ved ikke med sikkerhed, hvor mange der blev dræbt under angrebet, men tallet ligger formodentligt på mellem 400-1600 mennesker samt mange sårede.

Dengang foregik krig normalt på en slagmark, hvor to hære kæmpede mod hinanden eller ude på havet, hvor krigsskibe angreb hinanden. Derfor foregik krigene ofte langt væk fra almindelige mennesker. Men under bombardementet af København var det civilbefolkningen, der blev direkte ramt.   Som teaterhistorikeren Thomas Overskou (1798-1873) beskrev det i sine erindringer (se kilder): ”thi nu blev den skrækkelige Skyden uophørlig; de lysende Bomber fløi i deres stødvise Fart hvislede igjennem Luften; blussende Brandrør krydsede hver anden og susede ned på alle sider, Alle var i den frygteligste angst og forvirring”.

     Thomas Overskous far arbejdede på en sukkerfabrik i Larsbjørnsstræde, og her gemte de ansatte og deres familier sig den første nat. I sine erindringer skriver han: ”… Men lidt efter kom atter rædslen. Der sprang igen en bombe udenfor, og vi hørte en frygtelig jamren og hvinen. Alle for op i forfærdelse; nogle løb ud i porten og råbte, hvad det var. ”Plads! Gør plads!” lød det af flere stemmer og straks efter kom et par af folkene slæbende på en gammel mand, som havde mistet begge benene. Det blåhvide, gyseligt fortrukne ansigt med de stirrende øje, som syntes at ville vælte sig ud af hulerne, og hans afvekslende dybe stønnen og skærende skrig gjorde et rædsomt indtryk på mig, endskønt jeg kun så et glimt af ham, idet de bar ham hen til de dybe dyner, hvoraf der hurtigt blev redt ham et leje.”

Fra 1789 førte Den Franske Revolution til monarkiets og enevældens fald i Frankrig. I de efterfølgende år forsøgte Frankrig at udfordre de eksisterende monarkiers magt i Europa, herunder det engelske. I april 1792 udbrød der krig mellem Frankrig på den ene side og Østrig/Preussen på den anden side, og England sluttede sig i 1793 til den østrigsk-preussiske alliance. England ønskede både at forsvare monarkiet som styreform og at sikre sin dominans til søs.

     Som Thomas Meloni Rønn beskriver det i bogen ”Englandskrigene” (se kilder), forsøgte Danmark at holde sig neutral i konflikten mellem de europæiske stormagter. Englænderne ønskede imidlertid, at Danmark skulle vælge side. Den danske flåde var ganske stor, og englænderne frygtede derfor, at den skulle falde i franske hænder. Derfor lagde englænderne pres på kronprins Frederik (den senere kong Frederik d. 6.) for at få ham til at opgive neutraliteten og stille den danske flåde til rådighed i konflikten mod Frankrig. Da kronprinsen nægtede, indledte England bombardementet af København.

Neutraliteten var af økonomisk betydning for Danmark. Fra sidste halvdel af 1700-tallet steg landets handelsindtægter. Den økonomiske fremgang afhang af, at de danske købmænd frit kunne handle mellem og med de krigsførende lande. Som det beskrives i historiker Ole Feldbæks bøger om dansk søfartshistorie (se kilder), opererede man internationalt med begrebet ”frit skib gør fri ladning”. Det betød, at skibe under neutralt flag frit kunne handle med lande, der var i krig, og undgik at blive opbragt (tilbageholdt) af de krigsførende nationers skibe.

     Som Ole Feldbæk også understreger, blev den danske neutralitet dog ikke altid accepteret. Hverken englænderne eller franskmændene ønskede, at andre lande skulle tjene godt på at handle med krigsførende nationer. Kronprins Frederik indgik derfor i oktober 1800 et væbnet neutralitetsforbund med tre andre nationer, der også ønskede at holde sig neutrale, nemlig Rusland, Preussen og Sverige. Aftalen var, at 30 linjeskibe, en slags krigsskibe, skulle håndhæve medlemmernes neutralitet. England opfattede det væbnede neutralitetsforbund som en trussel. I et forsøg på at få Danmark til at vælge side angreb de København i Slaget på Reden i april 1801.

I årene 1801-1803 var der fred mellem England og Frankrig, og handlen blomstrede atter op. Englænderne accepterede i begyndelsen den danske neutralitet, og som det beskrives i bogen ”København 1807 – Bombardement og belejring” (se kilder), kom Frankrig i stedet til at udgøre den største trussel mod Danmark. Den franske kejser Napoleon havde erobret kongeriget Hannover og befandt sig tæt på grænsen til Danmark. Kronprins Frederik sendte derfor en hær på 20.000 mand til Holsten, og i 1805 flyttede han og udenrigsminister Bernstorff fra København til Kiel. Her befandt de sig stadig, da København blev bombet i 1807.   I 1806 besatte og besejrede Napoleon Preussen og forsøgte samtidig at afskære de britiske øer fra resten af Europa. Alle havne i fransk besiddelse skulle blokere handel med englænderne og dermed tvinge den engelske økonomi i knæ. Den danske neutralitet blev nu igen et problem for englænderne, der ville have kronprinsen til at vælge side og stille flåden til rådighed.

Efter Københavns bombardement gik Danmark ind i krigen på fransk side. Da englænderne havde taget den danske flåde med sig, blev der sat gang i byggeri af nye skibe og kanonbåde. En anden væsentlig krigsforanstaltning var etableringen af det danske kapervæsen. Som Ole Feldbæk beskriver det i ”Dansk søfartshistorie 1720-1814” (se kilder) var en kaper en statsautoriseret pirat, der opbragte (stoppede) fjendtlige skibe og beslaglagde deres last.   Der fulgte også et retsligt efterspil efter bombardementet af København. Alle ansvarshavende officerer blev afhørt, fordi kapitulationen (overgivelsen) var sket uden kronprins Frederiks bemyndigelse. General Hendrick Ernst Peymann, der var øverstkommanderende under bombardementet, blev dømt til døden, men efterfølgende benådet.

I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige ved Freden i Kiel. Som det beskrives i artiklen ”Freden i Kiel” fra danmarkshistorien.dk (se kilder) havde Sverige tidligere været i alliance med den franske kejser Napoleon, men havde brudt den for at gå i alliance med Rusland. Sverige ønskede at gøre Norge til svensk besiddelse, og Rusland støttede op. I 1812 havde Napoleon lidt et stort nederlag til Rusland og var efterfølgende svækket. Alligevel havde kong Frederik 6. fornyet alliancen med Frankrig i sommeren 1813. Sidst i 1813 invaderede Sverige og Rusland hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og Frederik d. 6. blev tvunget til forhandlingsbordet. Det resulterede i, at han måtte afstå Norge til den svenske krone.