Hiphop

Hiphop er i dag en af de mest populære musikgenrer i verden. Stjerner som Snoop Dog, Eminem, Kanye West, Migos og Cardi B har formået at appellere til mennesker over hele kloden. Caps, do-rags og baggypants er til salg i alle større byer, og hiphop er blevet en global industri, der omsætter for milliarder. Når man siger hiphop i dag, tænker de fleste nok på musikken, og det er da også denne gren, der er mest udbredt. Men hiphop er ikke bare musik. Hiphopkulturen består af fire elementer: DJ-universet, breakdance, rap og graffiti. De fire discipliner opstod i de tidlige halvfjerdsere i New York’s ghettoer, hvor unge mødtes til gadefester og konkurrerede om, hvem der var bedst til at danse, scratche og så videre.

     Med sit udspring i den sorte underklasse i USA blev hiphop hurtigt et talerør for minoriteter og er derfor blevet kaldt ‘the black CNN’. Det sociale udgangspunkt er siden blevet overskygget af en udtryksform, hvor der lægges mere vægt på det festlige og hedonistiske samt den mere aggressive og mandschauvinistiske attitude, man ser i gangsterrappen.

Hiphop er et amerikansk begreb, hvor hip betyder noget hipt, trendy eller smart, og hop betyder hop. Sammensat har de to ord egentlig ingen betydning, men er blevet en samlet betegnelse for den ungdomskultur, der opstod i starten af halvfjerdserne i New York.

     Hiphopkulturen baserede sig oprindeligt på fire hovedelementer:

• Breakdance 
• Graffiti 
• DJ-kunst 
• Rap

     I dag bliver hiphop mest associeret med musikken, som for længst har gået sin sejrsgang over hele verden. Men den oprindelige kultur var meget mere end bare musik. Hiphop har vist sig særdeles levedygtig og bliver ved med at forny sig. Hiphoppen har ikke, ligesom for eksempel halvfjerdsernes punk- og halvfemsernes technobølge, været begrænset til en levetid på omkring ti år.

Hiphop opstod i starten af halvfjerdserne blandt unge puertoricanere og sorte i ghettoerne i New York-bydelene Bronx og Brooklyn. Unge mennesker mødtes til block-parties (gadefester), hvor en dj spillede op til dans. Til disse fester opstod efterhånden de fire hiphop-discipliner, som hurtigt blev genstand for konkurrencer, hvor forskellige crews (grupper) battlede mod hinanden. At battle betyder at kæmpe eller konkurrere. Den amerikanske kulturforsker Marshell Bermann fortæller i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder), hvordan bydelen Bronx op gennem 1960’erne langsomt blev tømt for hvide mennesker og blev fattigere og fattigere. Han skriver videre at: “Da denne historiske katastrofe nåede sit laveste punkt, blev rappen født. I begyndelsen var der tale om en musik skabt af unge, der var alt for fattige til at købe instrumenter eller til at modtage musikundervisning” (se kilder).

     Hiphop udspringer af en sort kultur, og i USA kan hvide rappere, der har slået bredt igennem kommercielt tælles på en hånd, på trods af at en betydelig del af dem, der hører hiphop i dag, netop er hvide unge mennesker fra middelklassen.

     I Europa derimod, lever kulturen mere på tværs af farveskel. Dens oprindelige udspring fra de fattige ghettoer betyder imidlertid, at hiphop ofte har fungeret som talerør for marginaliserede grupper. Det samfundskritiske element i hiphop var dog tydeligst i firserne og er sværere at få øje på i dag, hvor hiphop- og r’n’b ifølge artiklen ”Migos hvem?” for første gang overhalede rock som genrer i 2017 (se kilder).

     Hvad er graffiti?

     Graffiti betegner det at skrive eller male på en væg med en spraydåse. I 1960’erne tog banderne i de sorte New York-ghettoer graffitien til sig for at markere deres territorier. Graffitien blev siden en integreret del af hiphopkulturen. Inden for graffiti skelner man mellem at tagge og at lave et såkaldt piece. At tagge vil sige, at man skriver sit graffitinavn med eksempelvis en sprittusch i et tog, en metro, på en husmur eller lignende. Et tag kan fylde alt fra 10-15 centimeter til en hel togvogn.

     Et piece (stykke) er mere avanceret end et tag. Et piece kan både være et ord eller en tegning malet med spraydåse i forskellige farver. Det tager væsentligt længere tid at lave et piece end at sætte et tag, fordi man som regel bruger flere farver og skal male et større område som f.eks. et hegn eller en endevæg på en bygning.

     Graffiti er ulovligt, men alligevel betragter mange graffitimalere blot det ulovlige aspekt som et spændingsmoment. Graffiti kan både udløse fængselsstraffe og høje bøder, og i artiklen ”Har malet graffiti på over 200 tog – nu forklarer de hvorfor”, fremgår det bl.a. at DSB har brugt omkring 25 millioner kroner på at fjerne graffiti fra deres tog om året (se kilder). Der findes særlige steder, hvor der er givet tilladelse til at male graffiti, men det har ikke nedbragt omfanget af illegal graffiti.

En dj er en der spiller plader på et diskotek eller en klub. DJ er en sammentrækning af disc jockey (pladevender). Dj’sene i New York spillede ikke bare plader, men snakkede også indover for at opfordre folk til at danse og for at præsentere sig selv.

     Kool DJ Herc, der var dj på et diskotek i Bronx i starten af halvfjerdserne, udviklede en speciel dj-stil, hvor han ikke bare spillede det ene nummer efter det andet. Han begyndte at isolere og forlænge de steder i numrene, hvor trommerne spillede alene – de såkaldte breaks. Det gjorde han, fordi han havde observeret, at det netop var på disse steder i musikken, at folk dansede vildest. Han udviklede således det, der senere blev kendt som breakbeatet. Break betyder pause eller variation i et stykke musik, og beat betyder rytme (trommerytme). DJ Herc forlængede disse (tromme)breaks ved at hjælp af to pladespillere og to ens plader. På den ene pladespiller spillede han breaket, og når det sluttede, spillede han det samme break igen på den anden pladespiller. Manøvren kunne gentages i længere eller kortere tid og kunne suppleres med andre breaks. Et breakbeat er altså beats, som er konstrueret af gentagende breaks.

     En anden dj, Grand Master Flash, begyndte at gøre som DJ Kool Herc, men føjede endnu et lag til teknikken. Han begyndte at trække pladen frem og tilbage, mens pickuppen sad på, hvilket skabte en skærende og skrattende lyd. Teknikken blev senere kendt som scratching. Musikjournalist Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at Grand Master Flash hurtigt blev kendt som den hurtigste og dygtigste af de to dj’s. Hans hiphop-crew Grand Master Flash And the Furious Five skulle senere få et af de største tidlige hiphophits med singlen “The Message” (1982), som i dag er en klassiker.

Breakdance (også kaldet B-boying) er en dansestil, der blev udviklet til de såkaldte breakbeats; deraf navnet breakdance. Det er en dans, der, modsat mange andre moderne danse, nærmest ikke har nogen regler. Til gengæld har den et meget markant udtryk. Breakdance er en akrobatisk dans, hvor man bruger hele kroppen i voldsomme energiudladninger. Den er bl.a. kendetegnet ved, at udøverne snurrer lynhurtigt rundt på gulvet i alverdens formationer. Electric boogie er en sidegren af breakdancen, hvor man bruger robotlignende bevægelser.

Da de amerikanske dj’s fik travlt med at konstruere breakbeats og scratche, havde de ikke længere tid til at snakke ind over numrene. I stedet kom såkaldte microphone controllers (mc’s) til, som tog sig af at snakke til publikum. De udviklede en snakkestil, der kørte i takt til musikken, og de mest populære mc’s formåede også at få snakken til at rime. Det udviklede sig til rap. Ordet rap er en sammentrækning af ordene (r)ythm (a)nd (p)oetry (rytme og poesi). Rap er bl.a. historisk beslægtet med spoken-word og digtoplæsning samt sangteknikken i blues og jazz.

     Inden for rap skelner man mellem to disciplinerne almindelig rap og freestyle. Almindelig rap skrevet ned som tekster og indspillet over et beat, mens freestyle er en rap, man finder på, mens man står med mikrofonen og beatet kører. Freestyle er generelt sværere at kaste sig ud i og kræver en del øvelse.

     Rap startede med at være forholdsvis simple rimsammensætninger med et ligeledes enkelt flow. Som for eksempel denne bid fra Sugarhill Gang’s “Rappers delight” fra 1979:

     “well, my name is known all around the world

     to the foxy ladies and the pretty girls

     i'm goin down in history

     as the baddest rapper there ever could be”

Rim- og flow-strukturerne er dog blevet mere komplicerede med årene, som for eksempel da Eminem gæsterappede på Jay-Z nummeret “Renegade” i 2001:

     “now who's the

     king of these rude

     ludicrous lucrative lyrics

     who could inherit the title

     put the youth in hysterics

     usin' his music to steer it

     sharin' his views

     and his merits”

Rappen blev efter de første pladeudgivelser den del af musikken, der fik størst opmærksomhed, mens dj-kulturen gled lidt i baggrunden. Dette hang bl.a. sammen producernes indtog i hiphoppen. Produceren laver (producerer) beats, og han eller hun er ikke nødvendigvis også dj. Produceren begyndte at tage forskellige breaks og loope (gentage) dem, ligesom dj’en havde gjort. Men nu loopede man dem elektronisk via en sampler. Den elektroniske sampler, som kom frem i midten af firserne revolutionerede måden at lave hiphop på. Den gjorde det muligt at kopiere et break og gentage det igen og igen – altså det, som dj’en før var nødt til at gøre manuelt ved hjælp af to pladespillere. Med sampleren kunne man også lægge flere lyde ind over beatet, og skræddersy det ned til mindste detalje. Man kunne for eksempel sample en trommerytme fra en plade, en baslinje fra en anden, et guitar-rif fra en tredje plade og ud af det konstruere ét samlet beat.

     I dag bliver størstedelen af al hiphopmusik produceret fra bunden på en computer eller med instrumenter. Sampleren bliver stadig brugt, men ikke i samme omfang som tidligere. Ofte er det nemlig ikke nødvendigt at tage noget fra et eksisterende stykke musik (sample), sådan som det var før i tiden.

     Selvom dj’en ikke er den vigtigste ingrediens i hiphopmusikken længere, har dj’en alligevel stadig en særlig status i miljøet. Herhjemme findes mange dygtige dj’s, blandt andet DJ Noise, som i 1994 vandt det uofficielle verdensmesterskab i mix i New York – og to år efter tog den officielle titel i London.

     Et sidste element i hiphopmusikken er human beatbox, hvor man med munden producerer lyde og rytmer. Denne disciplin var meget fremtrædende i startfirserne, hvor blandt andet rapperen Biz Markie markerede sig som en dygtig beatboxer. Herhjemme tog bl.a. MC Einer beatboxing-teknikken til sig med nummeret “Vildmandens Wienergryde” på pladen “Ahr Dér”. Beatboxing har siden firserne været nedprioriteret til fordel for de andre musiske discipliner i hiphop, men den lever stadig. Dette er Rahzel fra gruppen The Roots et lysende eksempel på. Med sin vilde og ekvilibristiske lyde kan han både kombinere rytme, tema og sang på en og samme tid.

Et element, der forener de fire grundlæggende aspekter af hiphopkulturen, er konkurrencen. Man har siden kulturens opståen konkurreret om, hvem der var bedst til de forskellige discipliner, enten i crews (grupper) eller som enkeltperson. Disse konkurrencer kaldes battles. Den tidligere bandeleder Afrika Bambaatta oprettede i starten af halvfjerdserne The Zulu Nation, som var en bevægelse der fokuserede på ikkevoldelige elementer. Her battlede forskellige crews i breakdance, graffiti, rap og dj-færdigheder. Man prøvede således at trække de unge væk fra gaden, så de kunne bruge deres energi på en kreativ måde inden for hiphopkulturen, i stedet for at bruge den på vold og kriminalitet. At battle har siden været en fast bestanddel af kulturen.

     I USA er nogle rapbattles blevet så populære, at de har indskrevet sig i historien. Et eksempel på sådan en battle er den berømte Eastcoast Vestcoast-battle. Den opstod efter den vestkystbaserede gangsterrap for alvor truede New York’s status som den toneangivende rap-metropol i USA. Battlen tog udgangspunkt i musikken, hvor rappere fra de respektive kyster uddelte verbale tæsk til deres modstandere. Battlen forblev imidlertid ikke verbal og da stjernerapperne 2pac (fra vestkysten) og siden B.I.G. (fra østkysten) blev skudt og dræbt, gik der chokbølger gennem hiphopverdenen fremgår det af artiklen ”Fra perlevenner til dødsfjender: Sådan startede konflikten mellem TuPac og Biggie” (se kilder).

     Et eksempel på en ikke-voldelig konflikt er battlen mellem de to New York-rappere Jay Z og Nas. De battlede om, hvem der var (rap)kongen af New York i det tomrum, der opstod på scenen efter B.I.G.’s død. Denne battlen kørte gennem flere år, og blev blandt andet udfoldet på Jay-Z nummeret “TakeOver” fra pladen “The Blueprint”, hvor han dissede (fornærmede) Nas. Nas svarede igen med nummeret “Ether” fra pladen “Stillmatic”.

Det findes ingen facitliste over hiphoppens værdier, men der er tre aspekter, som har været dominerende i hiphopmiljøet:

• Det politiske 
• Det festlige 
• Det aggressive

     En del af hiphop-miljøet har altid holdt med de undertrykte og taget afstand fra ”det etablerede”. I de amerikanske ghettoer, hvor kulturen startede, var mange opmærksomme på, at hiphop kunne fungere som et talerør for de marginaliserede. Den berømte rapper Chuck D fra den politisk engagerede gruppe Public Enemy udtalte engang, at hiphop var de sortes CNN. Med det mente han, at sorte – der ikke har mulighed for at komme til orde andre steder – kan bruge hiphoppen som et medie til at afspejle deres virkelighed og udtrykke deres frustration.

     Der er dog også store dele af hiphopmiljøet, der ikke interesserer sig specielt meget for sociale og politiske emner. For dem har hiphoppen handlet om at have det sjovt og feste. Og det er denne gren af hiphoppen, der dominerer scenen i dag.

     Med gangsterrappens indtog trådte en mere aggressiv attitude frem. I starten havde gangsterrappen et vist politisk potentiale, men det blev hurtigt overtaget af hedonisme og voldsforherligelse.

     De tre elementer – det politiske, det festlige og det aggressive – er med andre ord massivt tilstede i hiphopverdenen. Med hiphoppens udbredelse udviklede der sig tidligt en kreativ brug af slang og forskellige håndtegn, der sammen med en speciel tøjstil blev et varemærke for hiphopkulturen. Meget af den slang, der bruges i dag, udspringer af kriminelle og nedgørende udtryk, mens håndtegnene udspringer af en bandekultur, der ofte signalerer et tilhørsforhold til en bestemt bande eller bydel. I Danmark bruges de ofte til at signalere, hvor man kommer fra, og hvilket slæng man repræsenterer.

Tøjet har siden starten af firserne, hvor RUN D.M.C. trådte frem i ens Adidas-sko med big laces (store snørebånd) eller helt uden snørebånd, været en central måde at vise sit kulturelle tilhørsforhold på. Siden udviklede der sig en distinkt stil med tøj i overstørrelse, kæmpe hængerøv i bukserne og store hættetrøjer. Desuden blev hovedbeklædninger som kasketter og Kangol-hatte også populære i hiphopkredse. Tøjstilen, som i dag kaldes street-wear, rækker langt ud over den egentlige hiphop.

     Hiphopstilenhar i øvrigt længe haft en voldsom hang til prangende accessories (tilbehør). Det udmøntede sig bl.a. i firserne i tykke guldkæder, solbriller og pandebånd – og sidekick-rapperen Flavor Flay fra Public Enemy begyndte endda at iføre sig store vægure rundt om halsen. Op gennem halvfemserne tog lysten til at vise sit økonomiske overskud til i takt med, at hiphoppen voksede ud af ghettoerne og ind på top ti-listerne. Dette skete i en overdådig Bling Bling-stil (skinnende) med dyre ure, ringe, guldkæder, guldindlæg på tænderne, smarte biler, flotte kvinder og meget andet.

     I dag er tøjstilen mere diffus, i hvert fald hvis man kigger på Youtube, hvor en rapper som Travis Scott det ene øjeblik går i hængerøv og t-shirt og i det næste i kjole. Men på et såkaldt gadeplan blandt almindelige hiphoppere har tøj i overstørrelse holdt ved. Såkaldt “hiphoptøj” er i dag en enorm industri, der langt overstiger indtægterne fra for eksempel pladesalget.

1. Oldschool (pionererne): cirka 1970/75 – 1985/86

     2. Newschool (den gyldne æra): cirka 1986 -1993

     3. Gangstarap (gangsterrap): cirka 1988 – 1993

     4. Conscious hiphop: cirka 1990 -

     5. New York Renæssance: cirka 1992 – 1996

     6. G-funk: cirka 1993 – 1996

     7. Down South herunder Crunk og Dirty South: cirka 1996 –

     8. Bling Bling: cirka 1996 -

     Ovenstående inddeling skal tages med forbehold, men er medtaget for overskuelighedens skyld. Efter den store konflikt mellem Eastcoast og Westcoast-hiphopmiljøet flød ud i sandet med 2pac og B.I.G.’s død i midten af halvfemserne, spaltedes den amerikanske hiphopscene i flere retninger. Det blev svært at inddele hiphoppen i overordnede skoler, og musikken begyndte at pege i flere retninger. Særligt den hiphop, der lagde sig op ad popgenren slog igennem kommercielt. Hiphop-genren smittede af på popscenen og mange hiphoppere slog igennem med en bred mainstreamlyd. Det var også i midthalvfemserne, at de amerikanske sydstater for alvor markerede sig på det musikalske landkort, og Bling Bling-stilen opstod med Puff Daddy.

     Det betyder dog ikke, at gangsterrappen sluttede. Mange af dens kendetegn lever nemlig videre i dag, og der bliver stadig rappet om bandelivet, kriminalitet, vold og prostitution. Det samme kan siges om New York Renæssance, som stadig praktiseres og videreudvikles af blandt andre Jay Z og Nas.

Hiphopmusikken frem til 1985/86 kalder man for oldschool (den gamle skole). Oldschool-hiphop var drevet af en dj, der producerede et breakbeat via to pladespillere, som en mc så rappede henover. Dorthe Hygum skriver i bogen “Hip Hop” (se kilder), at oldschool-musikken var: …“en festglad, fræk, sjofel og sjov flugt fra udsigtsløse hverdage præget af mangel på penge… ”

     Den store undtagelse fra dette lette musikalske udtryk var dog Grandmaster Flash and the Furious Five, som med deres socialt indignerede tekster synliggjorde det sociale og økonomiske armod, der fandtes i de ghettoer, musikken kom fra. Også Afrika Bambaataa havde en social agenda. Han tog afstand fra vold, og forsøgte at kanalisere de unges vrede ud gennem musik, dans og graffiti i sin organisation The Zulu Nation. Det bærende motiv i The Zulu Nation var, at unge ikke skulle konkurrere med vold, men i stedet om hvem der var bedst til at danse, male graffiti, og lave musik. Bambaataa, som søgte tilbage til sine afrikanske rødder for at sætte perspektiv på de sortes historie i Amerika, blev en ledestjerne i den første hiphopkultur, og ideerne bag The Zulu Nation er stadig omgivet med respekt i dag.

     Nedenfor listes nogle af de mest indflydelsesrige hiphopgrupper fra oldschool-genren:

• DJ Kool Herc: Dj fra The Bronx, der udviklede breakbeatet, som blev fundamentet i den første hiphop. 
• Afrika Bambaataa: Tidligere bandeleder, som i 1974 brød med sin voldelige fortid og skabte den ikke-voldelige organisation The Zulu Nation. Bambaataa var også dj og har opnået legendarisk status inden for den tidlige hiphopmusik. Han markerede sig bl.a. ved, at han ikke var bange for at kombinere sin musik med genrer, som normalt var foreholdt hvide. Blandt andet var han meget inspireret af tyske Kraftwerk, hvis maskinelle elektrolyd er et gennemgående tema på en af hans bedste plader “Planet Rock” (1982). 
• Sugarhill Gang: Raptrio fra New York, der fik deres gennembrud i 1979 med nummeret “Rappers Delight”, som blev symbolet på den tidlige hiphops festglade univers. Sangen er i dag en klassiker, og det legende flow har inspireret mange rappere gennem tiden. 
• Grandmaster Flash and the Furious Five: Gruppen var ledet af dj’en Grandmaster Flash, og de udgav deres første rapsingle “Superrappin” i 1979. I gruppen var det rapperen Melle Mel der både skrev teksterne og rappede. Gruppens største gennembrud kom med singlen “The Message” (1982), som beviste, at hiphop ikke kun handlede om fest og blær, men at den også havde et socialt sigte.

I 1984 blev det første uafhængige hiphop-pladeselskab stiftet, Def Jam Records. Folkene bag var Rick Rubin og Russel Simmons, sidstnævnte er broderen til Run fra Run-D.M.C. Pladeselskabet specialiserede sig udelukkende i hiphop og fremdyrkede en lyd, der var mere moden end den såkaldte oldschool-lyd. Def Jam kom suverænt til at styre den gyldne æra med udgivelser af blandt andet Run-D.M.C., LL Cool J, Beastie Boys og Public Enemy.

     Den gyldne æras hiphop baserede sig på sampels af soul- og funkklassikere af kunstnere for eksempel som Curtis Mayfield og James Brown, hvilket bidragede til at udvide rammerne for hiphopgenren. Et eksempel på dette er fusionen mellem hiphop og rock på nummeret “Walk This Way” (1986), hvor samarbejdet mellem Run-D.M.C. og rockgruppen Aerosmith genererede et enormt hit. Hiphoppen fra denne tid havde ofte en markant og hårdtslående social bevidsthed med grupper som Public Ennemy og Boogie Down Production, der rappede om social ulighed og black pride. Scenen var hovedsageligt baseret i New York ligesom oldschool-hiphoppen.

     Æraen strakte sig fra 1986, hvor Run-D.M.C. udgav det banebrydende album “Raising Hell”, til omkring 1993, hvor vestkysten og gangsterrappen for alvor overtog den trendsættende og kommercielle førertrøje. Tiden kaldes for den gyldne æra i hiphop, fordi genren finder fodfæste og institutionaliserede rammer. – den bliver kort sagt anerkendt som genre. Hiphop opnåede stor kommerciel succes og kunne ikke længere betegnes som en undergrundsbevægelse. Den var blevet mainstream, men uden at miste sine kendetegn. I den gyldne æra blev der produceret en række hiphopalbums, som var så gennemarbejdede og velproducerede, at de stadig holder i dag.

     Af de vigtigste kunstnere fra den gyldne æra kan bl.a. nævnes:

• Run-D.M.C.: “Run-D.M.C.” 1984. De slog for alvor igennem kommercielt og kunstnerisk med deres tredje album “Raising Hell” fra 1986. 
• LL Cool J: “Radio” 1986. 
• Beastie Boys: “Licensed to Ill” 1986. 
• Salt and Peber: “Hot, Cool and Vicious” 1986. 
• Public Enemy: “Yo! Bum Rush the Show” 1987. 
• Eric B and Rakim: “Paid in Full” 1987. 
• Boogie Down Production: “Criminal Minded” 1987. Gruppen blev ledet af den intelligente frontrapper KRS One, der siden gik solo.

Ganstarap eller gangsterrap, som det hedder på dansk, er en betegnelse for den særlige hiphopmusik, der opstod i Los Angeles på den amerikanske vestkyst i slutfirserne. Gangsterrappen var generelt karakteriseret ved- og berygtet for et meget hårdt sprog, voldelige tekster og en glorificering af kriminalitet. Teksterne portrætterede den barske virkelighed i ghettoerne, hvor kriminalitet var hverdag og sproget hårdt. Rapperne blev kritiseret for deres voldelige tekster, men de forsvarede sig med, at de blot gengav deres dagligdag. Med gangsterrappens indtog blev fokus flyttet fra New York (østkysten) til Los Angeles (vestkysten), hvilket ændrede rappens udtryk fundamentalt. Den sociale indignation aftog, og man fokuserede ikke længere på at oplyse eller ændre samfundet – man levede bare.  Om end der i den første gangsterrap var en vis samfundsmæssig stillingtagen at spore, som for eksempel gennem den omfattende kritik af politiet, blev genren hurtigt overtaget af rendyrket hedonisme og aggressiv attitude. Nogle betragter dog netop dette som et politisk standpunkt, idet hiphopgrupperne på en sin vis trådte ud af samfundet ved ikke at acceptere dets strukturer. Gangsterrappen beskrev på således en frigørelse via sin kompromisløse individualisering og voldsfiksering.

     I gangsterrappen var der også et element af skuespil, og teksterne var ikke nødvendigvis den skinbarlige sandhed, som når Ice Cube for eksempel rappede, at han havde skudt en masse mennesker.

     Med gangsterrappen blev sluserne åbnet til de hvide pladekøbere, hvilket udvidede den potentielle kundegruppe massivt. Det var også med gangsterrappen, at hiphop for alvor begyndte at blive en kommerciel succes i Europa, selv om musikken havde eksisteret siden startfirserne.

I 1986 brød Ice T igennem med singlen “6’n da Mornin”, som siges at være det første gangsterrapnummer. Siden udgav Ice T flere plader, men han var ikke kun en overfladisk gangsterrapper. Han tog også stilling til omverdenen, og kæmpede bl.a. for ytringsfriheden, samtidig med at han udfordrede den med sine, for nogle mennesker, stødende tekster. Hans ytringsfrihed kom da også på en alvorlig prøve, da han fusionerede aggressiviteten fra gangsterrap med metal og dannede rap-metalbandet Bodycount. Bodycount udgav singlen “CopKiller” til pladen “Bodycount” i 1991, som mange mente opfordrede til vold mod politiet. Sangen skabte enormt furore i offentligheden, og Ice T blev fyret fra sit pladeselskab, der samtidig trak pladen tilbage. Men som Ice T selv udtalte: “if you believe that I'm a copkiller, you believe David Bowie is an astronaut” (med en reference til Bowies sang “Space oddity”). Dermed mente han, at hysteriet var noget overdrevet, fordi sangen var skrevet som udtryk for en sindstilstand hos en fiktiv karakter og ikke som et biografisk udsagn fra personen bag.

Gangsterrappen slog for alvor sit navn fast med gruppen N.W.A. (forkortelse af Niggas With Attitudes), der debuterede i 1987 med pladen “N.W.A. And The Posse”. Gruppen markerede sig først rigtigt med pladen “Straight out of Compton” fra 1988. Pladen indeholdt blandt andet den kontroversielle single “Fuck tha Police”, som gav gruppen et tilhold fra FBI. Men jo mere det etablerede og officielle USA fordømte pladen, des mere solgte den blandt de unge. Med N.W.A. begyndte hiphop også at sælge massivt blandt unge fra den hvide middelklasse.

     N.W.A. bestod af Dr. Dre, Mc Ren, Ice Cube, Eazy-E og DJ Yella, men inden deres tredje og sidste album, det skelsættende og gennemførte ”Efil4zaggin” (Niggaz 4 life skrevet bagvendt) fra 1990, forlod Ice Cube gruppen. Gruppen udfordrede grænserne for acceptabelt sprog i hiphop med dens glorificering af vold og kriminalitet samt nedsættende sprogbrug overfor kvinder og åbenlyse foragt overfor hvide. N.W.A. gik i opløsning i 1991, og alle medlemmerne (undtagen DJ Yella) gik solo efter gruppens opløsning – Ice Cube og Dr. Dre med størst succes.

Gangsterrappens fødsel i slutfirserne sprængte rammerne for hiphoppens lyd og udtryk generelt. Gangsterrappen, der satte vestkysten på hiphoplandkortet, delte den amerikanske hiphop i to overordnede skoler: Eastcoast og Westcoast.

• Eastcoast er en samlet betegnelse for musikken på østkysten, særligt New York, som udviklede en specifik lyd. Denne lyd er præget af rødderne fra den oprindelige hiphop og lyder hård og kold. Eastcoast blev en signifikant lyd i starthalvfemserne med den såkaldte New York Renæssance. 
• Westcoast er derimod en samlet betegnelse for den musik, der opstod på vestkysten, primært i Los Angeles, hvor man udviklede en lyd og et tekstunivers, der var markant anderledes end østkystens. Teksterne tog afsæt i gangsterrappen, og lyden var den såkaldte G-Funk, som er en mere svingende og poleret lyd end på østkysten.

     Eastcoast/Westcoast-distinktionen kom ikke kun til udtryk musikalsk. Der opstod også en mental polarisering, som kom til udtryk i den store Eastcost/Westcoast-konflikt, som endte med at rapperen Tupac fra vestkysten og siden rapperen B.I.G. fra østkysten blev skudt og dræbt. Efter de to skuddrab faldt både G-funken og New York Renæssance fra hinanden, hvorefter den amerikanske hiphopscene spredte sig i mange forskellige retninger. Den generelle distinktion mellem øst- og vestkystens lyd gælder stadig. Der er dog kommet en ny geografisk faktor på kortet – syden.

Gennem halvfemserne opstod der et spor af hiphop, som kaldes Conscious (bevidst) hiphop. Denne form for hiphop tog tråden op fra de pionerer, der gik ind for en ikkevoldelig livsstil og gjorde opmærksom på sociale problemstillinger: Blandt andet Afrika Bambaataa’s tanker omkring Zulu Nation og Grandmaster Flash’s “The Message”. Den bevidste hiphop var en modreaktion på den aggressive gangsterrap. Her handlede det ikke om at spille smart eller forarge nogen med voldsomt sprogbrug. Flere af grupperne prædikede i stedet kærlighed og fred, og tog desuden afstand til racisme. Mange af grupperne var også optaget af den amerikanske afrokultur. Især den politisk bevidste gruppe Public Enemy var med til at udbrede den nye socialt bevidste hiphop. Public Enemy havde et meget aggressivt udtryk, men de delte alligevel værdier med Conscious hiphop, fordi de udtrykte et ønske om at ændre samfundet til det bedre.

     Kulturforskeren Marshall Bermann skriver i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder) om kunstnerne indenfor Conscious hiphop at: “De behøver ikke at true deres publikum eller nogen anden for at få lydhørhed, og de har udviklet rappens emotionelle repertoire til også at omfatte ømhed, ironi, refleksioner om verden, og spørgsmål om subjektets identitet. Deres politik er forskellige varianter af leftisme [venstrefløjen], men de har klaret at skabe forestillinger om kamplyst uden mordlyst.”

     Nogle af de vigtigste grupper og kunstnere listes nedenfor efter, hvornår de debuterede:

• Jungle Brothers: “Straight Out the Jungle” 1988 
• De La Soul: “3 Feet High And Rising” 1989 
• A Tribe Called Quest: “People’s Instinctive Travels and the Paths of Rhythm 1990 
• Arrested Development: “3 Years, 5 Months & 2 Days in the Life Of...” 1992 
• The Pharcyde: “Bizarre ride II the Pharcyde” 1992 
• Common: “Can I Borrow a Dollar?” 1992 
• The Roots: “Organix” 1993. Slog bredt igennem med pladen “Illadelph Halflife” fra 1996 
• Talib Kweli: “Black Star” 1998 
• Mos Def: Solodebut med “Black on Both Sides” 1999, men har før det medvirket på forskellige udgivelser, blandt andet med De La Soul

Året efter N.W.A.’s opløsning udsendte Dr. Dre sit skelsættende soloalbum “The Chronic”. Albummet var første smagsprøve på det, man kalder moderne hiphop. På “The Chronic” introducerede Dr. Dre en ny lyd, der kaldes for G-funk (gangster funk). En speciel Westcoast-lyd med langsomme og svingende beats, dybe basgange og prangende glatte biplyde. G-funken byggede videre på tekstuniverset fra gangsterrappen, men med de mere afslappede beats blev der skabt en ny signifikant lyd, som blev meget populær. G-funken blev særligt dyrket af de rappere, der hang ud med Dr. Dre. Dre satte sig ekstremt solidt på Westcoast-tronen i 1993, da han oprettede pladeselskabet Death Row Records sammen med Suge Night. Herfra udgav de blandt andet Snoop Doggy Dog (nu Snoop Dogg), Warren G, Kurupt, Nate Dog, Dat Nigga Daz og Exzibit. Mens Westcoast-hiphoppen var på sit højeste, opstod konflikten mellem de to amerikanske kyster. Mens konflikten rasede blev Suge Night fængslet i 1996 for bl.a. væbnet røveri. Herefter gik Death Row og den oprindelige G-funk i opløsning.

     Da Death Row drejede nøglen om, oprettede Dr. Dre pladeselskabet “Aftermath”, som producerede musik til flere forskellige genrer – også decideret pop. Selskabet opnåede enorm succes i 1998, da Dre skrev kontrakt med Detroit-rapperen Eminem. Eminem blev en veritabel superstjerne og solgte op gennem 00’erne millioner af plader. Dre indledte også et samarbejde med ligeledes storsælgende 50-Cent og The Game, samtidig med at han producerede sin velkendte lyd til diverse popgrupper og solister. Dr. Dre udsendte selv pladen “Dre. Dre 2001” også kaldet “The Chronic 2001” i 1999 som en opfølger på pladen fra 1993. Den blev ligeledes en stor succes.

Efter 1993, hvor hiphoppen havde konsolideret sig som genre, og dens udøvere var begyndt at tjene mange penge, dukkede en masse nye grupper og kunstnere op på den amerikanske østkyst. Gangsterrappen havde åbnet sluserne for, hvad der var tilladt at sige. I starten af halvfemserne var det gangsterrappen med dens G-funk lyd, der solgte flest plader og sad på flæsket i den amerikanske hiphopindustri. Men omkring 1993 kom en ny bølge af New York-rappere frem. Bølgen blev kaldt New York Renæssance, fordi New Yorks storhed fra midtfirserne blev revitaliseret. Af vigtige rappere fra perioden kan nævnes:

• Gangstarr: Debuterede allerede i 1989, men lavede de tre skelsættende albums “Step in the Arena” (1991) “Daily Operation” (1992) og “Hard to Earn” (1994) i starten af halvfemserne. Disse albums inkarnerede den hårde, men samtidig socialt bevidste New Yorker-lyd 
• Redman: “Whut? Thee Album” 1992 
• Wu Tang Clan: “Enter the Wu Tang Clan: 36 Chambers” 1993 
• Onyx: “Bacdafucup” 1993 
• Mobb Depp: “Juvenille Hell” 1993 
• The Notorius B.I.G.: “Ready to Die” 1994 
• Nas: “Illmatic” 1994 
• AZ: “Doe or Die” 1995 
• Jay-Z: “Reasonable Doubt” 1996

     Alle ovenstående kunstnere konsoliderede sig med flere pladeudgivelser op gennem halvfemserne, og flere af dem er stadig aktive på hiphopscenen i dag.

Friheden til at udtrykke sig i et aggressivt og voldeligt tonefald, som gangsterrappen åbnede op for, tog det ni mand store New York-ensemble Wu Tang Clan til sig, omend det skete med en markant Eastcoast-lyd. Gruppen, der består af et kollektiv på ni rappere og producere, åbnede sluserne med deres første album “Enter the Wu Tang Clan: 36 Chambers” (1993 ). Albummet skulle vise sig at blive en milepæl i hiphophistorien.

     Gruppen var stærkt inspireret af asiatiske kampsportsfilm, som de flittigt brugte lydklip fra samtidig med, at kampsportsæstetikken indgik som en grundpille i deres lyrik. Dette skabte et voldeligt, men samtidig fiktivt og æstetisk univers. Beatene var enkle og støjende med en skæv og metallisk lyd, og rappen var hård og kompromisløs.

     Flere af gruppens medlemmer havde sideløbende succesfulde solokarrierer – blandt andet Method Man, Old Dirty Bastard, Ghostface Killa og U-God. Men især RZA skabte sig en karriere som både producer og rapper, der ud over at producere for Wu Tang Clan og til egne soloalbums, også producerer filmmusik. Han har bl.a. produceret musikken til Quentin Tarantino’s kultfilm “Kill Bill vol. 2” fra 2004.

Jay-Z (med det borgerlige navn Sean Carter) er manden, der om nogen inkarnerede New York-hiphoppen fra sluthalvfemserne og frem til 2004, hvor han for en tid trak sig tilbage som udøvende kunster for at styre sin post som direktør for pladeselskabet Def Jam. Jay-Z udgav i perioden ni studiealbums, hvoraf “The Blueprint” fra 2001 fremstår som et af de absolut mest helstøbte og bedste album fra sluthalvfemsernes hiphopscene. Pladen er en klassiker i dag og solgte 450.000 eksemplarer på den første uge i Amerika alene – uagtet at den udkom den 11. september 2001, hvor tvillingetårnene i New York blev ramt af to fly, som det bl.a. fremgår af artiklen ”17 år siden 11. september: Terror er stadig et ”bøvlet” problem” (se kilder).

     Jay-Z førte traditionen fra den såkaldte New York Renæssance videre med hårde melodiske beats og rappen i centrum. Han er til tider blevet kritiseret for at søge en lidt for poppet lyd blandt andet gennem sit samarbejde med Puff Daddy (nu P. Diddy eller bare Diddy) som producer. Mange mener dog, at han netop på “The Blueprint” formåede at skabe en frugtbar syntese mellem det poppede og det hardcore, såvel som mellem det personligt dybtfølte og det overfladiske blær. Rappen var det centrale for Jay-Z, og han blev tidligt respekteret for sine evner som freestyle-rapper. Han blev desuden kendt for ikke at skrive sine tekster ned – han gik bare ind i studiet og begyndte at rappe, hvad der faldt ham ind. Selvom han ikke skrev sine tekster ned, skabte han nogle meget komplicerede tekster både med hensyn til indhold, flow og rim.

     I 2003 udgav Jay-Z det folk, og formentlig Jay-Z selv, troede var hans afskedsalbum “The Black Album”, hvor han samlede tidens bedste producere, blandt andet Timbaland, Kanye West, DJ Premier og The Neptunes. Albummet blev vellykket, men nogen steder for pompøst og desværre ikke lige så epokegørende, som det var tænkt. Jay-Z er i dag en af de rigeste personer i branchen, og i december 2005 blev han i artiklen “The Book of Jay” fra musikmagasinet Rolling Stone (se kilder) anslået til at være god for 320 millioner dollars. Han kunne dog ikke holde sig fra at rappe, og ”The Black Album” blev således ikke hans sidste. Så sent som i 2018 lagde han vejen forbi København med Beyoncé, som han giftede sig med i 2008. Det prominente par levede dog ikke deres bedste præstation, hvis man skal tro artiklen ”Beyoncé og Jay-Z: Patetiske i Parken” (se kilder).

Op gennem halvfemserne kom der også andre rappere til fadet på den amerikanske østkyst. Her kan nævnes Puff Daddy, som oprindeligt producerede for- og rappede med B.I.G. Efter B.I.G.’s død lukrerede Diddy massivt på salgsværdien af den afdøde rappers materiale. Diddy udsendte dobbeltalbummet “Life After Death” (1997), der med en blanding af B.I.G.’s gamle indspilninger, og hans egen rap blev en enorm kassesucces. Albummet blandede B.I.G.’s hardcore tekstunivers med en mere glat poplyd og åbnede for den fusion mellem hardcore og pop, som Diddy blev en af de tydeligste eksponenter for. Stilen kaldes Bling Bling. Tiden i sluthalvfemserne kaldes også for Shiny suit-æraen (skinnende jakkesæt), fordi Diddy og flere andre blev kendt for at gå i ekstremt dyre jakkesæt, der nærmest skinner. Bling Bling var hiphop på populære rytmer. Teksterne var stadig relativt hardcore og handlede om, hvor mange biler, penge, kvinder, og så videre man havde. Bling Bling blev med Diddy en kommerciel megasucces. Op gennem 00’erne blev Bling Bling-genren styret af kunstnere som 50 cent, The Game, Dirty South, og legenderne Snoop og Dre.

     Med Bling Bling indtog hiphop for alvor popscenen i USA, og mange af tidens pophits havde en hiphopproducer bag eller en gæsterapper med på nummeret. Hiphop var efter cirka 20 år for alvor blevet mainstream.

Efter morderne på 2pac og B.I.G.’s i midten af halvfemserne opstod en lidt stille og kedelig periode på både øst- og vestkysten. Dette betød, at den markante lyd, der begyndte at opstå i de amerikanske sydstater, fik en masse opmærksomhed. Lyden blev kaldt Down South, og den udsprang af storbyen Atlanta. Her opstod grupper som OutKast og Goodie Mob, hvis lydunivers var en blanding af G-funk og halvfjerdsersoul – et udtryk, der hurtigt slog igennem hos både kritikere og pladekøbere. OutKast, der består af de to rappere Big Boy og Andre 2000, udviklede deres lyd på flere plader op gennem halvfemserne og ind i 00’erne. I 2003 udsendte de dobbeltalbummet “Speakerboxxx – The Love Below”, hvor de havde lavet en cd hver. Især Andre 2000 markerede sig her som en visionær kunstner, der udvidede hiphopgenren med sine legesyge eksperimenter. Albummet blev hyldet af kritikere, og især singlen ”Hay Ya!” blev et kæmpe hit. Mens OutKast gik deres egne veje, opstod der i syden en lyd eller genre, der kaldes Crunk. Crunk blev skabt til dansegulvet og gør som regel ikke så meget ud af lyrikken. I Crunk er beatene hurtige, enkle og baseret på en dyb basgang og trommer. De mest kendte eksponenter for Crunk er Lil John, Ying Yang Twins og Ludarcris. Crunk har en del at gøre med Bling Bling-scenen og er også blevet kritiseret for ikke at være specielt kreativ i sine rimkonstruktioner. I stedet rapper man om damer, biler og den slags. Men denne kritik falder af på en rapper som for eksempel Ludarcris, der er enormt kreativ med sine ekvilibristiske rim og flows.

     Producere som Timbaland og The Neptunes, der også kommer fra syden, er i dag nogle af de allerstørste producere på den amerikanske hiphop- og popscene, og syden er i dag et vigtigt område for amerikansk hiphop – både kreativt og økonomisk.

• Af markante kunstere fra Down South-scenen kan nævnes:   Master P: “Getaway Clean” 1991. Han er måske mere kendt som direktør for sit pladeselskab No Limit end som rapper 
• OutKast: “Southernplayalisticadillacmuzik” 1994 
• Goodie Mob: “Soul Food” 1995 
• Lil Jon: “Get Crunk, Who U Wit: Da Album” 1997 
• Ludacris “Incognegro” 1999 
• Bubaa Sparx: “Dark Days, Bright Nights” 2001 
• Ying Yang Twins: “Thug Walkin” 2002 
• Cee-lo: Tidligere medlem af Goodie Mob, debuterede i 2002 med soloalbummet “Cee-Loo Green and his Perfect Imperfections” 
• Timbaland: Producer – fik sit første hit med produktionen til Ginuwiens “Pony” i 1996. Er især kendt for sit samarbejde med Missey Eliot, men har arbejdet med et hav af kunstnere blandt andet Aaliyah, Jay Z, Bubba Spraxxx og Cee-Lo. Timbaland er kendt for den specielle Timbaland-lyd med markante hurtige highhats. Han er en feteret producer, der ofte har overskygget rapperen/sangeren som stjernen på nummeret. 
• The Neptunes: Producerteam med den karismatiske frontmand Pharrell, der ligesom Timbaland har produceret for et hav af kunstnere, både indenfor hiphop, r&b og pop. Blandt andet Justin Timberlake, Britney Spears, Kelis, Nelly, Jay Z og Snoop. De har også deres eget fusionsrockband N.E.R.D., og Pharrell både rapper og synger flittigt på egne og andres numre.

Den amerikanske hiphopscene er i dag en smeltedigel af stilarter og genrer. Trioen Migos bragte i ifølge artiklen ”Migos hvem?” (se kilder) det tekniske element tilbage i hiphoppen med deres kæmpe hit Bad an Boujee i en tid, som ellers var præget af meget langsomme og melodiske numre. Med en hakkende og monoton rapstil i opskruet tempo har Migos fundet sin egen lyd. En anden aktør, som skiller sig ud, er Young Thug. Han er ikke nogen stor sanger, men med sin specielle lyd, masser af autotune og en tøjstil, som bl.a. tæller flere kjoler er han blevet et ikon, som ikke er til at komme udenom.

En tredje stjerne, som har taget USA og hele verden med storm er Cardi B. Hun har manifesteret sin status som verdens, i øjeblikket, største kvindelige rapnavn ved at stryge ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard-hitliste. Det har kun Laurin Hill formået at gøre – men det er 19 år siden nu. Ifølge programmet på Roskilde Festivalens hjemmeside (se kilder) har Cardi B haft en rejse mod berømmelsens tinder, hvor hun både droppede ud af college, blev bandemedlem og siden stripper, inden hun blev instagram-influencer, realitystjerne og nu rapper.

Ifølge musikjournalisten Rune Skyum Nielsens bog “Nr. 1” (se kilder) kom den første hiphop til Danmark i sommeren 1982. Her mødtes små grupper af breakdancere på Strøget i København for at danse til den electro-rap, der lige var kommet frem ovre på den anden side af Atlanten. Breakdance var således det første element af hiphoppen, der blev vandt indpas blandt en lille gruppe danske unge. Der skulle dog ikke gå lang tid, før resten af landet fik øjnene op for den særprægede dans og tog den til sig.

     I 1984 kom graffitien også til landet efter, at den amerikanske graffitifilm “Wild Style” havde haft premiere i en pornobiograf i København. Graffitien blev med det samme omstridt, fordi den var, og stadig er, ulovlig.

     I midtfirserne begyndte også den nye lyd i amerikansk hiphopmusik så småt af dukke op herhjemme med navne som RUN D.M.C., Beastie Boys og LL Cool J. Det vakte stor begejstring blandt de danske dj’s, som aflurede de amerikanske teknikker inden for scratch og produktionen af breakbeats.

Efter den første hype omkring breakdance havde lagt sig i den brede befolkning, forskansede et lille eksklusivt hiphopmiljø sig i ungdomsklubben Thomas P. Hejle ved Nørreport i København. Her blev der battlet mellem de forskellige crews på livet løs. Konkurrencen kunne til tider være hård, og der var ingen plads til nummer to. Desuden var der heller ingen plads til folk, der ikke tog aktiv del i miljøet – man skulle danse, scratche eller lignende. Nikolaj Peyk fortæller i bogen “Nr. 1”: “Man kunne ikke være hiphopper uden at udøve eller bidrage… Hvis du kom ind og syntes, det lød sjovt at være med i Thomas P. Hejle – tja, du var dårligt nok nået op af trappen, før du blev spottet som turist. Og så blev du frosset ud… Det lyder måske ikke så tiltalende, men sådan var det.” (se kilder).

     Rune Skyum Nielsen fortæller også i bogen “Nr. 1”, hvordan samme Peyk, der var medlem af det lille eksklusive miljø, på skift prøvede kræfter med alle fire kerneelementer i hiphoppen, før han endte med at gå rap-vejen. Den fortælling viser i hvilken rækkefølge, de forskellige elementer blev inkorporeret i den danske hiphopkultur. Nikolaj Peyk, som siden blev manden bag MC Einar og Østkyst Hustlers (under navnet DJ Peyk), startede som breakdancer, men fandt dog hurtigt ud af, at han ikke var den bedste i den disciplin. I stedet blev han graffitimaler og var en stor profil i det københavnske skrivermiljø et par år med sit malercrew Whap Gang. Men i 1985 blev hans crew taget ud (slået) af Freez og Dimmer, der lavede den første whole car (en hel togvogn malet over med et tag) i Danmark. Dette kunne Peyk ikke hamle op med, så han forlod graffitien og kastede sig over pladespillerne. Men også her blev han slået af The Duke og Soulshock, hvis tekniske færdigheder langt oversteg hans egne. Da Peyk nu havde været rundt om de første tre elementer af hiphop, manglede han kun rappen. Han begyndte ikke selv at rappe, men skrev sangene til, og var i det hele taget bagmanden bag, den nystartede gruppe MC Einar.

Nikolaj Peyk (DJ Peyk) og vennen Jan Kabre (DJ Jan), der begge var medlemmer af det snævre hiphopmiljø i startfirserne, havde en plan om at lave rap på dansk. Også selvom det var ilde set i miljøet, der så det som et pinligt forsøg på at gå imod normen – den engelsksprogede rap. Men de var fast besluttede på at prøve det af, selvom det ikke skulle være med dem selv ved mikrofonen. Peyk beskriver i bogen “Nr. 1” (se kilder), hvordan hans ven fra skoletiden, den storstammende Einar Enemark, tilfældigvis kom forbi en dag, da gruppen var samlet for at finde ud af, hvem der skulle rappe. Da Peyk stillede ham foran mikrofonen, var der ikke længere nogen tvivl. Einar kom ikke fra det indspiste hiphopmiljø og havde derfor ingen ide om, hvordan “rigtig” rap skulle lyde. Dette blev vendt til hans fordel, idet han så at sige kunne starte forfra på et nyt sprog – nemlig dansk. Med Einar’s indtræden var gruppen etableret og bestod udover de tre ovenstående også af beatboxeren Jesper Vildmand og guitaristen Ole O.J.

     MC Einar opnåede hurtigt succes med deres debut “Den nye stil” fra 1988, der var den første “rigtige” rapplade på dansk. Før denne havde der kun været nogle få kummerlige forsøg på dansk rap, blandt andet Mek Pek og TV-2 havde lavet rap på dansk – for sjov. Opskriften bag MC Einar var baseret på fængende beats og enkle fortællende tekster, der handlede om dagligdagens små hændelser. Alt sammen medieret gennem Einars mundrette, rolige og flydende rap. Efter den første succes fulgte de i 1989 op med pladen “Ahr Dér”, der floppede fælt og blev sablet ned af anmelderne. To måneder efter gik gruppen i opløsning efter interne stridigheder. I dag fremstår albummet “Ahr Dér” dog som en klassiker i dansk hiphop, og MC Einar opnåede en veritabel renæssance i midthalvfemserne, hvor især “Ahr Dér” blev langet over disken på ny.

Imens MC Einar-gruppen solede sig i den første succes fra “Den nye stil”, gik fem amagerkanere rundt i ungdomsklubben Sundby Ålgård og syslede med rapmusik. Ifølge bogen “Nr. 1” (se kilder) rappede de oprindeligt på engelsk, men efter MC Einar’s succes med det danske sprog og på opfordring fra pladeselskabsmand Kenneth Bager, begyndte de også at rappe på dansk. Rockers By Choice udsendte deres første plade “Opråb! Til det danske folk” i 1989, som ligesom MC Einar’s første plade blev godt modtaget. Gruppen markerede sig med en voldsommere lyd og en mere aggressiv rap end MC Einar. Debutpladen bevæger sig i mange retninger: fra hjemstavns-slageren “Amager er # 1” (udtales Amar’), over kærestesorg i radiohittet “Engel” til samfundskritik i titelnummeret “Opråb! Til det danske folk”, som starter med disse ord til din mor:

     “Progressivitet er hvad verden behøver

     Uvidende folk går bare rundt og tøver

     Apartheid terror har megen diskussion

     De bruger våben, vi har mikrofon

     Den danske musiks nye generation

     Vi rapper om samfundets korruption

     Hvorfor så firkantet og ensporet

     Vågn dog op hør efter, når Rockers har ordet.”

     R.B.C. fortsatte i forskellige konstellationer op gennem halvfemserne med svingende kvalitet. Gruppen blev opløst og gendannet et par gange for at spille forskellige mere eller mindre tilbageskuende koncerter. R.B.C. nåede i alt at udgive fem plader.

I starthalvfemserne kom hiphoppen i Danmark ind i en forholdsvis død periode, i hvert fald hvis man kigger på antallet af pladeudgivelser, som kan tælles på en hånd. De to pionergrupper var færdige – MC Einar var gået i opløsning, mens Rockers By Choice’ sidste par plader var langt under niveau. Kulturen levede dog i undergrunden, og der blev hvert år afholdt velbesøgte danmarksmesterskaber for både rappere og dj’s. I midten af halvfemserne begyndte jam-kulturen at blive en integreret del af den danske hiphop-undergrund. Disse jam’s var særdeles populære, da det blev muligt at se flere nye grupper optræde den samme aften. Jam-sessionerne var også nyttige for grupperne, der kunne promovere sig selv og bytte demobånd med andre i miljøet. I USA var til gengæld præget af enorme omvæltninger i starten af halvfemserne. Først med gangsterrappen og siden med bølgen af nye hardcore-kunstnere fra New York. Denne musik ændrede fundamentalt hiphoppens lyd, og grupper som N.W.A., Wu Tang Clan og rappere som The Notorius B.I.G. og 2pac skabte nye rammer for, hvordan hiphop skulle lyde.

     Denne nye og mere hårdtslående hiphop fra USA inspirerede det danske hiphopmiljø til at træde ud af firsernes skygge og finde en ny lyd. Man havde fundet formen efter de døde år, og der blev nu lagt afstand til pionererne i forhold til rim og flow. Den Gale Pose debuterede i 1996 med ep’en “Flere Ho’s” og senere på året med albummet “Mod Rov”. Pladen satte, med sine tunge Westcoast-inspirerede beats og sin hårde lyrik nye standarder for, hvordan dansk hiphop skulle lyde. Året efter debuterede den attenårige knægt fra Sønderborg MC Clemens med pladen “Regnskabets Time” (1997). På albummet rappede Clemens bl.a. om, at en ny generation af danske rappere var på vej frem.

Fra midthalvfemserne og frem kan man skelne mellem to generelle spor i den danske hiphop:

1. Et glad i låget og humoristisk spor, der dyrker en snørklet rimteknik. Her har man en optimistisk tilgang til mediet, som bliver brugt til at fortælle sjove historier og til rene festsange.    Eksponenter for dette spor er blandt andet:   
   • Kongehuset 
   • Hvid sjokolade 
   • Humleridderne 
   • Stilen er profilen 
   • Takt og Tone 
   • Sund Fornuft    Dette spor er dog ikke helt entydigt. Mens grupper som Hvid sjokolade og Humleridderne bare vil sætte lidt gang i gaden, har for eksempel Sund Fornuft også et socialt sigte. Sund Fornuft, med frontrapper Per Vers (eller bare Per V), er bevidste om den tidligste hiphops historie og derigennem optaget af de oprindelige ideer, som de blandt andet kom til udtryk i The Zulu Nation.   
2. Et hardcore spor inspireret af gangsterrap og den hårdere del af New York-scenen, hvor der lægges vægt på en aggressiv attitude. Her er man mere interesseret i at spytte vrede rim ud end at fortælle en sjov historie. Kvinder bliver kaldt for ho, bitch, luder og so, mens der rappes om småkriminelle tendenser og det hårde gadeliv.    Eksponenter for dette spor er blandt andet:   
   • Den Gale Pose 
   • MC Clemens 
   • Suspekt 
   • LOC 
   • U$O    Siden kommer også den ålborgensiske rapper Niarn til. Og netop Niarns nedsættende sprogbrug overfor kvinder blev kritiseret af forfatter Hanne Vibeke Holst, som det fremgår af artiklen ”Sexisme eller ej i dansk rap? (se kilder)”. Ikke desto mindre har dette spor af dansk hiphop vist sig at være det klart bedst sælgende.

Der har lige siden den første hiphop i Danmark også eksisteret grupper

     og rappere, der har rappet på engelsk. Ingen af disse har dog formået at slå igennem uden for Danmark, om end de har overskredet sprogbarrieren. En undtagelse er dog Outlandish, hvis flersprogede medlemmer, med rap på både engelsk, spansk og pakistansk har formået at overføre en vis troværdighed til den ikkedanske rap. Gruppen har opnået pæn europæisk succes og har blandt andet ligget nummer et på den tyske singlehitliste med sangen “Aicha”.

Joker Jay var i starthalvfemserne en del af producerteamet Madness For Real, der tog til den amerikanske vestkyst og producerede for nogle af tidens største navne; heriblandt Tupac, Ice Cube og Da Lenc Mob. Efter eventyret kom de hjem til Danmark og slog sig ned med gruppen Den Gale Pose med Joker Jay som rapper. Gruppen debuterede i 1996 med ep’en “Flere Ho’s” og senere på året med albummet “Mod Rov”. De skabte sig hurtigt et navn på den danske scene og udsendte i 1999 pladen “Bonnie og Clyde”, der opnåede et lidt bredere publikum. Jokeren fremstod i disse tidlige år som en hård banan, der kaldte en pige for en ho, og som ikke havde meget til overs for dem, der ikke lige syntes om hans stil. Det gjaldt bl.a. den føromtalte forfatter Hanne Vibeke Holst og andre feminister der offentligt og gentagende gange kritiserede Jokeren for det kvindehad, de mente gennemsyrede hans tekster. Med gruppens tredje album “Sådan er reglerne” fra 1998 opnåede de en veritabel landeplage med oldschool-nummeret “Spændt op til Lir” og satte sig på pladsen som tidens bedst sælgende rapgruppe. De nåede at udgive albummet “Definitionen af en stodder” (2001), før gruppen gik i opløsning.

     Joker Jay, der med tiden ændrede sit kunstnernavn til Jokeren, udsendte sit første soloalbum “Alpha Han” i 2003. Her havde Jokeren fundet sammen med produceren Phase5, og albummet fik generelt en god modtagelse. Jokeren havde udvidet sit repertoire en smule, og der var blevet plads til tekster med lidt mere refleksion. Jokeren blev nu hyldet af både hiphopmiljøet og anmelderne, men også universitetsverdenen fik øjnene op for ham, da han udgav sine samlede tekster i bogform. Denne udgivelse signalerede det langsomme stilskifte mod det mere modne og refleksive tekstindhold, som Jokeren bevægede sig mod. Hans andet soloalbum “Gigolo Jesus”, der udkom i 2005, fik mere lunkne anmeldelser, såvel som det også blev en lunken succes rent kommercielt.

I kølvandet på Clemens udsendte gruppen Suspekt i 1999 deres hardcore debutalbum (“Suspekt”) dog med en mere dyster aggressivitet og hårdere produktioner. Gruppen består af rapperne Bai-D og Orgie-E plus producerteamet Rune Rask og Troo.L.S. Sidstnævnte forlod dog gruppen i 2008. For overhovedet at få udgivet en plade, oprettede gruppen sit eget pladeselskab, Tabu Records, som kom til at sætte sig tungt på de følgende års hardcore-udgivelser i Danmark. Tabu udgav i 2000 compilation-pladen “Tabu Recz”, hvor også L.O.C. og U$O medvirkede. Sammen kaldte de ”rapkollektivet” for F.I.P. (Full Impact Productions). Her fik rapperne inspiration fra hinanden, og producerne Rune Rask og Troo.L.S udviklede deres velklingende Westcoast-lyd, som bl.a. kendetegnede L.O.C.’s første plade “Dominologi” fra 2001. L.O.C. er med sin kompromisløse stil, men også – til tider – eftertænksomme tekster gået rent igennem hos pladekøberne. Ifølge bogen “Nr. 1” (se kilder) solgte L.O.C.'s “Inkarneret” fra 2003 over 50.000 eksemplarer, og hans tredje og seneste album “Cassiopeia” fra 2005 røg på salgslistens førsteplads.

I 1998 debuterede Malk De Koijn med “Smash Hit in Aberdeen”. Det var et fuldstændig originalt dansk hiphop-album, som ikke lød som noget, man tidligere havde hørt. Deres opdigtede univers Langstrand, deres syrede persongalleri og til tider sortsnakkende og vrøvlende rap blev modtaget forbavsende godt i hiphopmiljøet. Et af medlemmerne fra gruppen, Blæs Boogie (Blæs B), blev i 2005 en del af dancehall-rapperne i Bikstok Røgsystem, der på en måde viderefører Malk De Koijn’s galskab om end på andre rytmer. Gruppen nåede blandt andet ud til de danske dansegulve med clubhittet ”Cigar”. Også Outlandish, der debuterede i 2000 med “Outlandish’s Official”, ramte en mere etnisk og international lyd, der formåede at nå ud over den danske andedam. Desuden er både Outlandish og den dansk/egyptiske rapper Zaki yderligere eksempler på, at hiphoppen omsider er nået ind på kulturelitens bonede gulve. Outlandish optrådte i forbindelse med Kronprinsens bryllup sammen med Det Kongelige Kapel, og Zaki optrådte i 2006 på operaen som gæstesolist, da “The Middle East Peace Orchestra” gav to udsolgte koncerter. Desuden gav Zaki yderligere to koncerter på Operaen i april 2006 med sine egne numre.

     Ovenstående er bevis på, at dansk hiphop i løbet af 00’erne blev vidtfavnende, og at der opstod et rum for at eksperimentere. Mulighederne er dog ikke ubegrænsede, hvis man stadig vil bevare respekten i miljøet. Det erfarede Værløse-duoen Nik & Jay, da de i 2002 debuterede med deres poppede hiphop på pladen “Nik & Jay”. Nik & Jay blev hurtigt lagt på is af det danske hiphopmiljø, der mente, de havde ”solgt ud” i forhold til den oprindelige kultur, fordi de fusionerede rap og pop. Men duoen fulgte i virkeligheden bare udviklingen fra moderlandet USA, hvor fusionen mellem hiphop og pop allerede var en markant faktor i den amerikanske mainstream, siden Puff Daddy slog sit navn fast i sluthalvfemserne. Selvom Nik & Jay må undvære respekten fra hiphopmiljøet , som de i øvrigt heler ikke bekender sig til, har pladekøberne vist masser af respekt. Ifølge artiklen ”15 forunderlige facts om Nik & Jay” (se kilder) har duoen nemlig solgt mere end en halv million albums og 400.000 singler siden 2002.

Dansk hiphop er en god blanding af nye navne og rutinerede kræfter. En af de grupper, der hitter med en markant lyd og hårde beats er Benal, som med hittet ”Nu her”, viste hvor simpel en ørehænger kan skrues sammen. En anden rapper, der hitter af Kesi, som med sin velkendte Nørrebro-lyd og autotune i overflod har sat gang i mange dansegulve landet over. Men der er også flere etablerede hiphopnavne, som nægter at give slip på tronen. En af dem er L.O.C., som stadigvæk turnerer og producerer hits, som for eksempel ”XxxCouture” fra 2016. Et andet band, som definerer den danske hiphopscene er Suspekt, som efterhånden har fået ry for at være et af de vildeste live-navne, som det bl.a. fremgår af artiklen ”Suspekt gennemkneppede Northside til et brag af en afslutningskoncert” (se kilder). De er desuden kendt for deres meget udpenslende tekster med seksuelle referencer.

Ifølge artiklen ”Migos hvem?” (se kilder) har hiphop og r&b-genren tilsammen overhalet både rock og country i USA og manifesteret sig som den bedst sælgende musikgenre. Det skal dog nævnes, at begrebet hiphop i dag dækker over en bred kam af musik lige fra den hardcore gangsterlyd, over den poppede Bling Bling til socialbevidst hiphop. Det var med den lette Bling Bling stil, at hiphop i midthalvfemserne for alvor blev en kommerciel magtfaktor i musikindustrien. Bag mange af tidens pophits står i dag en hiphopproducer, og en populær genre som r&b har taget mange af hiphoppens lyde og virkemidler til sig. Hiphoppen smitter med andre ord af på de andre genrer.

Når en kunster fra undergrundskulturen bliver optaget i populærkulturen, føler den hårde kerne sig i nogle tilfælde forrådt og begynder ofte at beklage sig over, at den pågældende kunstner har ”solgt ud”. Sådan har det været siden Bob Dylan skiftede den akustiske guitar ud med en elektrisk og i manges øjne forrådte folk-musikken. Mønstret har siden gentaget sig i snart sagt alle subkulturer, der kæmper for at beholde sin egenart i undergrunden. Hiphop er op gennem halvfemserne blevet mere og mere kommerciel, men alligevel er kulturen ikke gået tabt af den grund, sådan som for eksempel den tidlige punk led under kommercialiseringen. Hiphopkulturen har formået at bevare kontakten til undergrunden, selv om den er blevet mainstream. Alligevel reagerer undergrundsmiljøet på kommercialiseringen ved at udstøde og se ned på kunstnere, der opnår kommerciel succes. Ifølge bogen “Nr. 1” (se kilder) blev for eksempel den danske rapper Niarn, der i 2003 og 2004 blev kåret til årets undergrundsnavn lagt for had af undergrundsmiljøet, da han udsendte sin første plade “Årgang 79” i 2004 og begyndte at tjene penge på musikken. Det paradoksale var dog, at numrene på pladen alle var optaget dengang han stadig var populær i undergrundsmiljøet.

     Niels Ulrik Sørensen fra Center for Ungdomsforskning udtaler i bogen “Nr. 1” (se kilder), at det egentlig ikke er musikken men mere medieeksponeringen og kommercialiseringen, undergrunden protesterer over: “Det er ikke længere muligt at lave en subkultur i et lukket miljø og beholde den for sig selv. I gamle dage var det trods alt muligt for punkere, bz’ere og graffitimalere at være i opposition til det etablerede i et stykke tid. At sætte en alternativ dagsorden, der kunne provokere. I dag bliver den mest stilskabende og provokerende graffiti straks hentet ind i mediemalstrømmen og brugt i designmagasiner, reklamer og så videre (…) De unge er med andre ord fanget i kommercialiseringen – den er en grundpræmis i deres liv.”

Den amerikanske kulturforsker Marshall Bermann skriver i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder) om hiphoppens opståen at: “På et tidspunkt, hvor den amerikanske populærmusik var stiliseret og ved at afblomstre, lød rappen ‘ægte’, og som om den handlede om ‘det virkelige liv’. Det liv som rap kom fra, var klart marginaliseret, men disse tidlige rap-stemmer var fortvivlede over marginaliseringen snarere end frydede sig over den. På det tidspunkt blev rap vigtig, ikke bare som musik men som kultur, og hertil kom at det ikke bare var i ghettoerne, men over hele landet, fordi den blev en arena, hvor alle amerikanere kunne udfordre og diskutere den virkelighed vi delte.”

     Som Marshall Bermann beskriver, var der fra starten en stemme i hiphop, som ikke kan komme til udtryk andre steder. Det er dette (ægte) skrig om utilfredsheden med livet i ghettoerne, som kan eksporteres – og er blevet det – til stort set alle minoritetskulturer verden over. Den svenske kulturforsker Ove Sernhede skriver i artiklen “Los Angerede og forstadens krigere” (se kilder), at indvandrere i de svenske forstæder har let ved at identificere sig med den amerikanske ghettokultur. Han skriver endvidere, at hiphoppen har “skabt æstetiske udtryk som andre grupper har kunnet anvende for at formulere deres egen oplevelse af at stå udenfor og at befinde sig i en underordnet position.”

     Det fascinerende ved hiphop er dog, at det ikke bare er minoritetskulturer, der har taget den til sig. Hiphopkulturen er i høj grad blevet inkorporeret i majoritetens hvide ungdomskultur i både Europa og USA. Sociolog Flemming Røgilds forklarer denne tiltrækningskraft i artiklen “Mikrofonkåde unge” (se kilder), hvor han beskriver, hvordan der er en global fascination af alt der er sort, og at den afromamerikanske kultur har en stor grad af overførbarhed. Det er let for identitetssøgende teenagere verden over, sorte som hvide, at identificere sig med denne kultur.

Sociologer, kulturforskere og flere andre har siden hiphopkulturens fremkomst diskuteret, hvorvidt man skal betragte den med afsky eller som et sted, hvor ungdommen kan udtrykke sig. Den engelske lektor i germansk sprog Tom Cheesman skriver i artiklen “En mangetunget politik” (se kilder) at: “Enhver form for hyldest af rappens undergravende potentiale må kæmpe med to tæt sammenvævede problemer, nemlig sexisme og kulturel essentialisme [omvendt racisme] (…) Nok er det positivt at hiphopkulturen i øjeblikket opfordrer de unge til at udvikle en kritisk bevidsthed mod magthaverne, men det er bekymrende at den samtidig ofte forfalder til en nationalisme spækket med kvindefjendske undertoner, og at den derved ugyldiggør den revolutionære praksis den hævder at forfølge.”

     Ifølge Tom Cheesman foregår der altså i hiphop en dobbeltbevægelse: en imod det socialt engagerede (Conscious hiphop) og en anden bevægelse imod den mere destruktive og individualistiske gangsterrap.

     Et andet kritikpunkt er, at gangsterrap opfordrer til vold og had og har en fordummende effekt på sine lyttere. Til dette skriver Marshall Bermann i artiklen “Justice/Just Us” (se kilder), at gangsterrappen egentlig ikke er en værre synder end så mange andre dele af amerikansk populærkultur. Han hævder, at vold som udtryksform er en del af den amerikanske nationalkarakter. Volden er en del af USA’s historie, for eksempel i deres behandling af indianerne og i borgerkrigen. Men også populærkulturen såsom gangster- og westernfilm har historisk set hyldet volden. Gangsterrap er således blot en videreførsel af denne voldsfascination, og det er ikke rappen, men den amerikanske kultur som helhed, der bærer skylden.

     Det er tydeligt, at hiphoppens evne til at sætte spørgsmålstegn ved eksisterende samfundsmæssige strukturer er levende i dag. Men det er også tydeligt, at denne gren af kulturen er blevet nedprioriteret i takt med, at hiphoppen har fået større og større kommerciel succes.

Hiphop er med sine kæmpe stjerner som Kendrick Lamar, Cardi B, Migos, Chance the rapper, Nipsey Hussle, Travis Scott og Snoop Dogg en gigantisk industri. En industri, der ud over musik, tæller tøj og alskens merchandise. Journalisten David Usborne skriver i artiklen “Fra vrængende nihilisme til politisk engagement” (se kilder), at der på globalt niveau i midten af 00’erne blev omsat for 10 milliarder dollars hiphopmerchandise på årlig basis. På verdensplan bidrager cirka 45 millioner mennesker med en enorm købekraft til denne industri. David Usborne skriver endvidere i førnævnte artikel: “At hip-hop har antaget global spændvidde lader sig ikke bestride. Med en demografisk målgruppe på i princippet alle mellem 13 og 34 år transcenderer den grænser og religioner. Amerikanske soldater i Irak lytter til den imellem deres patruljetjenester. Mange irakiske oprørere gør det samme”.

     Hiphop startede som et isoleret fænomen blandt sorte og puertoricanere i New York’s ghettoer, men har siden midtfirserne, især med gangsterrappens komme, vokset sig større end en kultur for minoriteter. Det anslås ifølge artiklen “Vi stråler – fordi de hader os” fra (se kilder), at 70 procent af alle hiphopalbums købes af hvide unge. Hiphop er således ikke længere en minoritetskultur. Den er blevet mainstream, hvilket sætter helt nye standarter for genren – og især indtjeningsmulighederne. Pladeselskabet Roc-A-Fella, der delvist ejes af Jay-Z, har for eksempel udviklet sig til et konglomerat, der består af: Roc-A-Fella Records, Roc-La-Familia, Roc-A-Fella Films og Rocawear. Firmaet ejer blandt andet distributionsretten til Armadale (en skotsk vodka), en del af New Jersey Nets (et basketballhold) og en del af The 40/40 Club (en sportsbar i flere amerikanske byer). Desuden har Jay-Z en linje af Reeboksko kaldet The S. Carter Collection samt et samarbejde med den schweiziske luksusurmager Audemars Piguet.