Hvad er grundlaget for hinduismens opståen?
Hinduismen har sine rødder i det, man kalder den vediske religion eller veda-religionen, som fandtes i det nuværende Indien tilbage omkring ca. 1500 f.Kr. og frem til ca. 500 f.Kr. I denne periode var kernen i det religiøse liv præget af at, man ofrede til guderne for at opretholde verdens orden og sikre frugtbarhed og lykke. Ofrene var ofte ildofre, hvor man brændte forskellige ting af, og de kunne foregå både hjemme og i templet, hvor hele fire grupper af præster kunne deltage. Man kender til disse offertraditioner fra de såkaldte veda’er, skrifter fra den vediske periode, der blandt andet beskriver de fire præstegruppers forskellige roller og forpligtelser i forbindelse med offerritualerne. Der er levn af disse vediske ritualer i moderne hinduisme, for eksempel udføres stadig visse ildofferritualer, og vediske mantraer reciteres ved bryllup og begravelse (se kilde 5).
Hvornår og hvordan opstod den klassiske hinduisme?
Det, vi i dag kender som hinduisme, opstod fra ca. 500 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. – på baggrund af den vediske religion. I vediske tekster far ca. 600-300 f.Kr. kan man se, at fokus skifter fra de vediske ildofre til en søgen efter indsigt, som kan hjælpe mennesket fri af karma og genfødslernes kredsløb, samsara. Denne udfrielse kaldes moksha, og i hinduismen, som vi kender den nu, er målet netop at opnå moksha ved at erkende, at atman, menneskets inderste kerne, sjælen, er identisk med brahman, den upersonlige kraft, som opretholder universet. Efterhånden opstår der to hovedstrømninger inden for hinduismen, centreret omkring hver sin centrale Gud, Shiva og Vishnu.
Vigtig i den klassiske hinduisme er også dharmasatra-literaturen. Dharmasatra betyder læren om dharma, og dharma er den guddommelige orden, som hersker i verden. Den vigtigste dharmasatra-tekst er Manus Lovbog, som er ca. 2000 år gammel. Den fortæller, hvordan man bør handle for at leve i overensstemmelse med dharma – og det afhænger blandt andet af ens kaste og livsstadium (se kilde 1, 5, 6).
Hvordan har hinduismen udviklet sig siden sin opståen?
Hinduismen har udviklet tre forskellige frelsesveje. Den første handler om at leve efter dharmareglerne, altså opfylde de forpligtelser, som er knyttet til ens kaste og livsstadium.
Den anden, som blandt andet udviklede sig som et forsøg på at markere sig i modsætning til buddhismen, handler om åndelig oplysning. Denne frelsevej blev blandt andet udviklet af den sydindiske filosof Sankara omkring 800 e.Kr. Han opfattede gudernes mangfoldighed som blændværk og mente, at åndelig indsigt i Brahman som det eneste virkelige, var målet for et menneskes oplysning. Det kunne nås gennem et liv som asket. Sankara stiftede en hinduistisk klosterorden, som stadig findes over hele Indien.
Den tredje vej, bhakti-vejen, har blandt andet vokset sig stærk i mødet med islam i Nordindien fra 1100-tallet. Bhakti-vejen handler om den enkeltes hengivelse til en personlig gud, som så kan skænke dette menneske frelse. Der er udbredte bhaktikulte omkring for eksempel guden Krishna. Bhaktitraditionen har siden 7. århundrede vokset sig stærkere og er nu den dominerende inden for hinduismen (se kilde 5, 6, 7).
Hvordan er hinduismen blevet en politisk faktor især i Indien?
Hinduismen i Indiens formes siden 1700-tallet af stigende britisk dominans. Under det britiske herredømme i 1800-tallet vokser en hindunationalisme frem, der baserer sig på forestillingen om Indien som en hinduistisk nation. En del af hindunationalisterne var meget kritiske over for andre religioner som kristendom og islam, og nogle bevægelser havde som mål at genomvende indiske kristne og muslimer til hinduismen.
Selv om Indien i dag er en sekulær stat, hvor religion og politik i princippet ikke blandes, fylder hindunationalismen meget i indisk politik i dag. Det politiske parti BJP (Bharatiya Janata Party) har siddet på magten meget af tiden siden årtusindskiftet og har i dag regeringsmagten med premierminister Narendra Modi i spidsen. Partiet er knyttet til organisationen RSS (Rashtriya Swayamsevak Sangh), der ønsker at gøre Indien hinduistisk ud fra tanken ét land, én race, én religion, én kultur og ét sprog. RSS menes at være ansvarlig for meget af den vold, der har været rettet mod Indiens religiøse mindretal, især muslimer, men også sikher og kristne, i de seneste år (se kilde 7, 8).