Uddybning af Reformationen

Hvad var gået forud for Reformationen?

Da Reformationen begyndte, var den største kristne kirke den katolske, og ordet katolsk betyder almindelig. Reformationen var dog ikke den første reformbølge. Gennem middelalderen havde der været store diskussioner om, hvordan kirken skulle styres, og om, hvordan kirken kunne nå ud til de almindelige troende. Reformationen var heller ikke den første splittelse inden for kristendommen. I 1054 var kristendommen f.eks. blevet delt i Østkirken med centrum i Konstantinopel (i dag: Istanbul) og Vestkirken med paven i spidsen og Rom som centrum. Østkirken kendes i dag som den ortodokse kirke.

Reformationens kampe handlede også om politik. Ifølge bl.a. historikeren Martin Schwartz Lausten i bogen ”Kirkehistorie” (se kilder) var der gennem middelalderen stigende modsætninger mellem fyrsterne og kirken. Hvem havde f.eks. ret til at udnævne biskopper? Religiøse overhoveder havde stor magt i samfundet. Derfor lå der også økonomiske og politiske interesser bag, at mange vest- og nordeuropæiske fyrster valgte at støtte reformatorerne og dermed bryde med pavens magt.

Hvem var de store reformatorer?

To af de mest betydningsfulde reformatorer var Martin Luther og Jean Calvin.

Martin Luther (1483-1546):

· den vigtigste reformator i det, der blev Den Evangelisk-Lutherske kirke.

· født i Eisleben i det nuværende Tyskland.

· studerede først jura, men valgte efter en religiøs oplevelse at blive munk og senere præsteviet.

· professor i teologi i Wittenberg. Læsning af de bibelske skrifter, især Paulus’ breve, ændrede hans syn på kirkens dogmer og praksis.

· lyst i band (det betyder smidt ud) af kirken i 1521, hvilket i praksis gjorde ham fredløs. Kurfyrste Frederik den vise af Sachsen (1463-1525) – fyrstestaten, hvor Wittenberg lå – beskyttede Luther, så han kunne fortsætte sit virke.

Jean Calvin (1509-1564):

· den vigtigste reformator i det, der blev Den Reformerte Kirke.

· født i Noyon, Frankrig.

· teolog og præst.

· tilsluttede sig i 1534 den lutherske reformation og blev drevet ud af det katolske Frankrig

· forsøgte at gøre Geneve i Schweitz til en mønsterby med et kristent styre og en streng kirkelig og moralsk disciplin.

· betragtede – modsat Luther – biblen som en lovbog.

Hvor blev Reformationen udbredt?

De protestantiske kirker fik fodfæste i Nord- og Vesteuropa. Sydeuropa og den del af Østeuropa, der ikke var præget af de ordokse kirker, forblev stort set katolsk.

I det område, der i dag er Finland, Norge, Island, Sverige og Danmark havde Reformationen fik afgørende indflydelse på staternes udvikling. Den lutherske tro blev nemlig statsreligion over hele Norden. De evangelisk-lutherske folkekirker er stadig de største trossamfund i alle fem nordiske lande.

 

Her kan du høre kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen fortælle om Reformationen i Danmark.

På danmarkshistorien.dk (se kilder) kan du læse mere om Reformationen i Danmark.