Introduktion til Reformationen

Hvad var Reformationen?

Ordet reformation kommer af det latinske ord reformatio, der betyder omdannelse eller omskabelse. Reformationen betegner den splittelse af kristendommen og kirken, som skete i det 16. århundrede. Den kristne kirke blev delt i den katolske kirke og en række såkaldte protestantiske kirkesamfund. Blandt protestantiske kirkesamfund var:

· Den evangelisk-lutherske kirke: De bibelske skrifter er centrale, da de forkynder evangeliet, men biblen opfattes ikke som en lovbog. Man frelses af tro, ikke handlinger.

· Den reformerte kirke: Man frelses også her af tro, men god opførsel er tegn på frelse.

· Baptisme: Bruger voksendåb, da dåb forudsætter personlig tro. I reformationstiden fik de øgenavnet ’gendøbere’ af andre protestanter, fordi de ikke anerkendte den katolske kirkes dåb, men døbte igen.

Reformatorerne ville forandre kirkens dogmer og praksisser, og et væsentligt eksempel på de ambitioner er Martin Luthers 95 teser om afladshandlen. Han formulerede dem i den tyske by Wittenberg, hvor de blev hængt op på døren til byens slotskirke i oktober 1517. Ifølge bl.a. Reformationsjubilæets hjemmeside (se kilder) kan teserne siges at have været startskuddet til Reformationen.

Hvilke trosmæssige uenigheder lå bag Reformationen?

I Martin Luthers teser var en kritik af, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne få syndsforladelse for at sikre sin frelse. Denne handel anså Luther og andre reformatorer for misbrug af kirkens magt. Ifølge kirkehistorikere, f.eks. Leif Grane i ”Evangeliet for folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv” (se kilder), lå der dog mere i opgøret med afladshandlen: Luther pegede nemlig på, at det kun er Gud, der kan tilgive mennesket, ikke kirken. Med læresætningen ’sola fide’ – der betyder ’troen alene’ – ønskede Luther at vende fokus fra frelse gennem handlinger til frelse gennem tro. Kirken skulle forkynde Guds ord for folket og være de troendes fællesskab, ikke en institution, der stod mellem Gud og mennesker.

Ambitionen var ikke at danne nye kirker. Men udbryderkirker blev en konsekvens af uenighederne. De kirker, som blev dannet, kaldes evangeliske og protestantiske: Evangeliske, fordi de ville vende tilbage til de bibelske skrifter og deres budskab (evangelium). Protestantiske, fordi de opstod ud fra protest.