augustus
Portrætbuste af Kejser Augustus
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Folkeskolens historiekanon 4: Kejser Augustus

cand.mag. i historie Mette Sjørup, Bureauet, august 2018.
Top image group
augustus
Portrætbuste af Kejser Augustus
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Indledning
Octavian (63 f.v.t. – 14 e.v.t.) – senere kendt som Augustus – var Romerrigets første kejser. Han overtog magten efter diktator Julius Cæsar, der døde i 44 f.v.t. Inden Octavian kunne overtage magten, måtte han dog først besejre sin ærkerival, konsul Marcus Antonius. Det lykkedes Octavian at blive enehersker, og i 27 f.v.t. blev han hyldet som kejser af Romerriget. Han fik tilnavnet Augustus, der betyder ”den ophøjede”. Kejser Augustus samlede magten omkring hovedstaden Rom, blev udpeget til at være Romerrigets religiøse overhoved og opnåede guddommelig status. I eftertidens historieskrivning er han både blevet fremstillet som en helt og som en storstilet bedrager, der manipulerede og snød sig til magten.

 

Antikmuseet i Aarhus' fejring af 2000 året for den romerske kejser Augustus død. Her kan man se, hvordan de romerske legionær soldater så ud.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Kejser Augustus

Hvem var Octavian – senere kendt som Kejser Augustus?

Augustus blev født i Rom i 63 f.v.t. under navnet Gaius Octavius, også kaldet Octavian. Octavians slægtsbånd betød ikke, at han var forudbestemt til at arve magten efter den daværende diktator i Romerriget, Julius Cæsar. Men Octavians mormor, Julia, var søster til Julius Cæsar, og herigennem opnåede Octavian en tæt forbindelse til Cæsar. Octavian blev romersk fuldborger (det vil sige, at han opnåede fulde politiske rettigheder som borger) i 49 f.v.t., og i den forbindelse tildelte Cæsar ham en række ansvarsområder. Han blev bl.a. en del af pontifexernes præsteskab (ledende medlemmer af en særlig gruppe af præster) og kom til at lede nogle af de festlege, der var tradition for at udføre efter krigstogter. Octavian begyndte også at tage med Cæsar på krigstogter. Det var i den forbindelse, at Cæsar lavede et hemmeligt testamente, hvori han skrev, at Octavian skulle være hans arving og ved hans død skulle gøres til hans adoptivsøn.

Hvad gjorde Octavian, da Cæsar blev myrdet?

I 44 f.v.t. blev Cæsar offer for en sammensværgelse og myrdet i den politiske rådgivende forsamling, Senatet. Da Cæsar døde, befandt Octavian sig i byen Apollonia i det nuværende Albanien, men vendte straks hjem til Rom. Som historikeren Rudi Thomsen beskriver det i bogen ”Augustus – Liv og virke” (se kilder), var Octavian nervøs for også at blive myrdet af Cæsars fjender. Men på rejsen mod Rom fandt han ud af, at folkestemningen efter mordet på Cæsar var faldet ud til hans fordel. Da Octavian gik i land på den italienske kyst, fortalte han befolkningen, at han var kommet for at hævne mordet på Cæsar, og han modtog straks støtte. Da han kom til Rom, gjorde han krav på sin arv. Konsulen Marcus Antonius havde dog i mellemtiden fået overrakt Cæsars testamente og personlige papirer og ønskede ikke at udlevere det til Octavian. De to rivaler samlede begge en hær bag sig i Cæsars navn.

Hvordan var reaktionerne på mordet på Cæsar?

Det var prætorerne Gaius Cassius Longinus og Marcus Junius Brutus, der dræbte Cæsar. En prætor var en romersk embedsmand. Som Rudi Thomsen peger på i bogen ”Augustus – Liv og virke” (se kilder), havde mange medlemmer af senatet været utilfredse med Cæsars diktatoriske styreform. De støttede derfor Cæsar-morderne. Flertallet af borgerne støttede imidlertid Cæsars styreform, og folkestemningen vendte sig imod morderne, der måtte flygte ud af Rom. Marcus Antonius og Marcus Æmilius Lepidus, der begge havde arbejdet tæt sammen med Cæsar, ønskede – ligesom Octavian – selv at overtage magten efter Cæsar. Da Antonius var i besiddelse af Cæsars testamente, stod han stærkt i forhold til at kunne gøre krav på at blive Cæsars efterfølger. Cæsar fik en statsbegravelse, hvor Antonius benyttede lejligheden til at rose hans regeringstid. I dagene efter begravelsen var borgerne i Rom fortsat oprørte over mordet, og byen var præget af uroligheder.

Uddybning af Kejser Augustus

Hvem fik magten efter Cæsars død?

I 43 f.v.t. indgik Octavian, Antonius og Lepidus det såkaldte triumvirat, der betød, at de ville dele magten i Den Romerske republik imellem sig. Ifølge historiker Carsten Hjort Lange (se kilder) blev hver af dem tildelt opgaver, som de skulle løse forskellige steder i Den Romerske republik. En af opgaverne var at stoppe borgerkrigene i republikken, en anden var at hævne mordet på Cæsar. I sommeren 42 f.v.t. lykkedes det Octavian og Antonius’ hære at besejre de hære, Cæsar-morderne Brutus og Cassius havde samlet på den anden side af Adriaterhavet i Makedonien. Både Cassius og Brutus begik selvmord efter nederlaget. Eftersom Lepidus ikke havde bidraget til hævnen over mordet på Cæsar, kom han til at stå i skyggen af Antonuis og Octavian, da provinserne skulle fordeles mellem magthaverne. I 36 f.v.t. fik Lepidus – der hele tiden havde stået svagere end Octavian og Antonius – frataget sit triumvirat, altså sin del af magten.

Hvordan blev Augustus enehersker i Romerriget?

I 36 f.v.t. indgik Antonius ægteskab med Kleopatra, der var dronning af Egypten. Kleopatra blev betragtet som en trussel mod styret i Rom. Octavian beskyldte Antonius for at være underlagt Kleopatras trolddom og for at ville hjælpe hende med at vinde magten i Rom. Antonius derimod beskyldte Octavian for at have haft et homoseksuelt forhold til Cæsar – og for, at det var årsagen til, at Cæsar havde adopteret ham. I bogen ”Kejser Augustus – Magt og fred” (se kilder) gives en anden forklaring på adoptionen: Cæsar havde fået et barn med Kleopatra, og det var for at forhindre hende i at overtage magten i Rom via deres fælles barn, at han adopterede Octavian.
I 32 f.v.t. udbrød der krig mellem Octavian og Antonius. Med Kleopatras hjælp udrustede Antonius en stor flåde. Det var Octavian, der afgav krigserklæringen, som han rettede mod Kleopatra og ikke Antonius. Taktisk betød det, at Antonius nu kom til at fremstå som allieret med Roms ærkefjende, Egyptens dronning Kleopatra. Takket være Octavians overlegne hærstyrke og hans general Agrippas strategiske evner besejrede han Antonius. Efter sejren begyndte mange af Antonius’ soldater at slutte sig til Octavians hær. Antonius begik selvmord, og det samme gjorde Kleopatra. Vejen var nu banet for, at Octavian kunne blive enehersker.