solvognen
Solvognen. Udstilling på Nationalmuseet om Danmarks oldtid.
Bo Svarre / Ritzau Scanpix

Folkeskolens historiekanon 3: Solvognen

ph.d. i historie Astrid Elkjær Sørensen, Bureauet, august 2018.
Top image group
solvognen
Solvognen. Udstilling på Nationalmuseet om Danmarks oldtid.
Bo Svarre / Ritzau Scanpix

Indledning

Solvognen er et af de mest berømte fund fra den ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.). Figuren forestiller en solskive trukket af en hest og har sandsynligvis været brugt i forbindelse med religiøse fester og ofringer. Den har også været en måde for ejeren at demonstrere sin rigdom og magt og dermed understrege sin position i samfundet. Solvognen kan i dag ses på Nationalmuseet, på de danske tusindkronesedler og som rekonstruktion på Odsherreds Kulturhistoriske Museum tæt på Trundholm Mose, hvor Solvognen blev fundet i 1902.
 

Museumsinspektør på Nationalmuseet Flemming Kaul fortæller om Solvognen.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Solvognen

Hvad er Solvognen?

Solvognen er et af de vigtigste danske fund fra ældre bronzealder og menes at være omtrent 3.400 år gammel. Til sammenligning er Guldhornene 'kun' omkring 1600 år gamle og Grauballemanden ca. 2.300 år gammel.

Solvognen består af en bronzeskive på næsten 26 cm i diameter, som er lavet af to bronzeplader, der begge buer en smule ud af og er holdt sammen af en tyk yderring. ’Forsiden’ af bronzeskiven er belagt med en ganske tynd plade af guld (også kaldet guldblik), der er sat fast på bronzen med harpiks. Foran skiven er en ornamentikbesat hest støbt i ét sammenhængende stykke bronze. Man kan læse mere om Solvognens opbygning i Henning Dahl-Nielsens bog ”Fortidsminder i Danmark” (se kilder).

Figuren har et lille hul ved hestens mule. Det tyder på, at der formodentlig har siddet et bidsel med en trækline tilbage til selve bronzeskiven. Det er interessant, da man aldrig har fundet et bidsel fra ældre bronzealder, men Solvognen viser altså, at de folk, der har støbt hesten, har kendt teknikken med bidsler.

Ifølge artiklen ”Solens lange rejse” (se kilder) er navnet ”Solvognen” egentlig misvisende, for selvom både hesten og solskiven er sat på en vogn, betragter de fleste forskere vognen som mindre vigtig i forhold til hesten og solen. Vognens har formodentlig bare gjort det gjort det muligt at trække solen og hesten frem og tilbage foran tilskuere og har altså ikke i sig selv haft den store betydning.

 

Film, lavet af Nationalmuseet, der viser, hvordan man støber en lille økse i bronzealderen.

 

Hvornår og hvordan blev Solvognen fundet?

Solvognen blev fundet i 1902 af den sjællandske bonde Frederik Willumsen, da han pløjede et nyt stykke jord. I første omgang var det blot hesten, der kom til syne i plovfuren, og bonden troede, at det var et stykke gammelt legetøj. I de første dage blev Solvognen derfor brugt som legetøj af Frederik Willumsens børn. Men så hørte Nationalmuseet om fundet og undersøgte figuren og stedet, hvor den havde ligget i jorden. Det førte til, at man fandt yderligere 30 små dele af Solvognen. De sidste kendte stykker af Solvognen blev først fundet næsten 100 år senere, da man i 1998 på samme sted fandt yderligere 19 små dele vha. en metaldetektor. Du kan læse mere om fundet af Solvognen i opslagsværket ”Gyldendal – Den store danske” (se kilder).

Trundholm Mose, hvor Solvognen blev fundet, ligger på Vestsjælland. Meget tyder da også på, at Solvognen er lavet i det område, der i dag kaldes Danmark. På den forgyldte plade af Solvognen kan man nemlig se en detaljeret spiralornamentik, der var karakteristisk for det sydlige Skandinavien i ældre bronzealder. Spiralerne er sandsynligvis et udtryk for solens rejse over og under jorden og for den cirkulære tidsopfattelse, som de fleste agerbrugssamfund havde.

 

Animeret film om Solvognen.

Uddybning af Solvognen

Hvordan betragtede bronzealderens mennesker verden?

De fleste mennesker i perioden omkring Solvognens tilblivelse levede af landbrug. De har altså været afhængige af vejret for at få en god høst i efteråret, som de kunne overleve på i løbet af vinteren. Solen har derfor været helt afgørende for samfundets overlevelse, og det er derfor sandsynligt, at datidens agerbrugere tilbad solen. Solvognen kan altså ses som et symbol på et af de vigtigste elementer for overlevelse i den ældre bronzealder, nemlig muligheden for at drive landbrug.

Mange agerbrugssamfund har, ifølge religionshistoriker Mircea Eliades (se kilder) en cyklisk tidsforståelse, der knytter sig til årstidernes skiften. Afgrøderne sås og spirer i foråret, vokser sig stærke i løbet af sommeren og bliver høstet om efteråret. Herefter ligger markerne brak (udyrket) om vinteren, inden planterne igen bliver vakt til live af forårets sol. Dette hjul af liv, død og nyt liv afspejler sig i bronzealderens religiøse motiver, heriblandt Solvognen, som i den forstand er et billede på årstiderne. Man kan læse mere om bronzealderens samfund og religion i Skandinavien på norgeshistorie.no (se kilder) og på Nationalmuseets temahjemmeside om bronzealderen (se kilder).

Hvad var Solvognens funktion?

Der findes ingen skriftlige kilder om Solvognen. Men ud fra den måde, vognen er konstrueret på, og ud fra øvrig viden om samfundet i ældre bronzealder, har forskere gættet på, hvordan den har været brugt. Grundlæggende mener forskerne, at vognen havde to primære formål, nemlig et kultisk (rituelt) og et profant (dvs. ikke-religiøst). Kultisk betyder den måde, hvorigennem religion udøves, altså ritualer, fester og lignende. Profant er det, som ikke hører til den religiøse sfære, f.eks. det almindelige hverdagsliv med pløjning, madlavning og husdyrshold.
Kulten i den ældre bronzealder havde det basale formål at sikre, at livshjulet blev ved at dreje rundt. Der blev holdt religiøse fester med kultskuespil. Ved disse fester genopførte præsterne solens rejse hen over himlen, og det kan forklare, hvorfor Solvognen er udstyret med hjul. Vogndelen af figuren har her det formål, at hesten og solen kan trækkes forbi tilskuerne og dermed vise en symbolsk gengivelse af solens bane. Du kan læse mere om Solvognens formål og religion i bronzealderen i kompendiet ”Himmelskiven og Solvognen” fra Nationalmuseets hjemmeside (se kilder).

Solvognens bagside, der ikke har spor efter hverken guld eller harpikslim, kan dermed have portrætteret solens rejse om natten. Bronzealderreligionen havde nemlig to verdener: menneskenes verden og underverdenen. Når solen rejste igennem underverdenen, var det nat, og når den rejste igennem menneskenes verden, var det dag. Solen skulle imidlertid have hjælp til sin rejse, og i Solvognen sker det ved, at den bliver trukket af en hest. Du kan læse mere om Solvognens funktion på Museum Vestsjællands hjemmeside (se kilder).

Helleristninger (tegninger på flade sten) viser, at bronzealdermennesket ofte lavede afbildninger af solens rejse. Det beskrives i Berlingskes artikel ”Solens lange rejse” (se kilder).  

Det kultiske teater skulle både forklare og opretholde kosmos. Ritualet havde udgangspunkt i en lighedstanke, som betød, at det, man gjorde under ritualet, blev afspejlet i kosmos, ligesom kosmos var afspejlet i ritualet. De kan man læse mere om i Gyldendals Religionsleksikon (se kilder).