Introduktion til kvinders valgret

Hvad betyder kvinders valgret?

Frem til begyndelsen af 1900-tallet havde kvinder i Danmark ikke ret til at stemme eller til at stille op til kommunal- og folketingsvalg. Den ret fik kvinderne først til kommunalvalg i 1908 og til folketingsvalg i 1915. Retten til at stemme ved folketingsvalg skete med en grundlovsændring (se også Faktalink-artiklen om Grundloven af 1849).

Inden 1908/1915 var det kun ustraffede, selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand, der havde valg- og stemmeret i Danmark. Det betød, at de befolkningsgrupper, som populært kaldes de syv F’er, ikke havde ret til hverken at stemme eller stille op til valg. De syv F’er var:

· Fruentimmere: et gammeldags (nedsættende) ord for kvinder

· Folkehold: personer, der arbejdede i huset for andre, også kaldet tjenestefolk eller tyende

· Fattige: folk, der modtog fattighjælp (det, der i dag oftest kaldes offentlig forsørgelse eller sociale ydelser)

· Fjolser: personer, der var gjort umyndige, f.eks. fordi de var diagnosticerede med sindslidelser

· Forbrydere: personer, der havde været idømt fængselsstraf

· Fallenter: personer med økonomisk gæld

· Fremmede: personer uden statsborgerskab i Danmark.

 

Historiker Anne Engelst Nørgaards informationsfilm om De Syv F’er.

 

Hvad var gået forud for kvinders valgret i Danmark?

I England havde kvinder siden midten af 1800-tallet organiseret sig for at få samme politiske rettigheder som mænd (se også Faktalink-artikel om Suffragetterne). I 1866 samlede en gruppe kvinder underskrifter til støtte for dette krav, og to medlemmer af det britiske parlament, Henry Fawcett og John Stuart Mill, fremsatte et forslag om kvinders valg- og stemmeret. Forslaget blev imidlertid nedstemt med 196 stemmer imod og 73 for, ifølge British Librarys opslag om suffragisterne (se kilder). Toni Liversage har i bogen ”Da kvinderne måtte gå under jorden” beskrevet forbindelserne mellem de britiske og de danske forkæmpere for kvinders valgret (se kilder).

To årtier efter det britiske forslag, i 1886, blev der i Danmark første gang fremsat et forslag om kvinders ret til at stemme ved kommunalvalg. Det var Venstre-politikeren Fredrik Bajer, der fremsatte det. I mellemtiden havde kvinder i Danmark organiseret sig, ligesom i England. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, og der blev også stiftet en række andre foreninger. I en tale om kvinders valgret fra 1988 sagde Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening – en udbrydergruppe fra Dansk Kvindesamfund: ”I Skattepligter og i personlige Pligter dømmes [kvinden] ligestillet. Kun naar hun kræver sin Ret i Ordningen af det offentlige, da bliver man pludselig øm over hende og nænner ikke at drage hende ind heri.”

Selvom bevægelsen for kvinders valgret startede senere i Danmark end i England, vandt de danske kvinder retten tidligere. I England fik kvinder over 30 år valgret i 1918 (tre år senere end i Danmark), og først i 1928 blev aldersgrænsen nedsat til 21 år. Endnu tidligere end Danmark var New Zealand (1893) og Norge (1901 til kommunalvalg, 1907 begrænset stemmeret ved Stortingsvalg, 1913 fuld stemmeret). I Sovjetunionen fik kvinder stemme- og valgret med Oktoberrevolutionen i 1917.

Ifølge danmarkshistorien.dk (se kilder) var systemskiftet i Danmark i 1901 (se Faktalink-artikel om Systemskiftet) – hvor regeringen nu begyndte at afspejle det politiske flertal i Folketinget – med til at bane vej for yderligere demokrati, herunder kvinders valgret.