optog i 2015
Grundlovsdag i 2015. Medlemmer af dansk Kvindesamfund gik i optog for at markere at kvinder og andre grupper fik stemmeret i 1915.
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

Folkeskolens historiekanon 21: Kvinders valgret

journalist og cand.mag. i historie Nina Trige Andersen, Bureauet, december 2018.
Top image group
optog i 2015
Grundlovsdag i 2015. Medlemmer af dansk Kvindesamfund gik i optog for at markere at kvinder og andre grupper fik stemmeret i 1915.
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

Indledning

For lidt over 100 år siden havde kvinder i Danmark ikke ret til at stemme ved Folketingsvalg. Den ret fik de først med en grundlovsændring i 1915, og de fik den ikke uden kamp. Fra slutningen af 1800-tallet organiserede kvinder sig – både i Danmark og i andre dele af verden – for retten til at stemme. Stærke politiske og økonomiske kræfter var imod kvindernes ret til at stemme, men de havde også stærke allierede, blandt andet i fag- og arbejderbevægelsen. I 1908 opnåede kvinder så stemmeret ved kommunalvalg og i 1915 også til folketingsvalg.

 

Historiekanons video om kvinders valgret.

Artikel type
faktalink

Introduktion til kvinders valgret

Hvad betyder kvinders valgret?

Frem til begyndelsen af 1900-tallet havde kvinder i Danmark ikke ret til at stemme eller til at stille op til kommunal- og folketingsvalg. Den ret fik kvinderne først til kommunalvalg i 1908 og til folketingsvalg i 1915. Retten til at stemme ved folketingsvalg skete med en grundlovsændring (se også Faktalink-artiklen om Grundloven af 1849).

Inden 1908/1915 var det kun ustraffede, selvforsørgende mænd over 30 år med egen husstand, der havde valg- og stemmeret i Danmark. Det betød, at de befolkningsgrupper, som populært kaldes de syv F’er, ikke havde ret til hverken at stemme eller stille op til valg. De syv F’er var:

· Fruentimmere: et gammeldags (nedsættende) ord for kvinder

· Folkehold: personer, der arbejdede i huset for andre, også kaldet tjenestefolk eller tyende

· Fattige: folk, der modtog fattighjælp (det, der i dag oftest kaldes offentlig forsørgelse eller sociale ydelser)

· Fjolser: personer, der var gjort umyndige, f.eks. fordi de var diagnosticerede med sindslidelser

· Forbrydere: personer, der havde været idømt fængselsstraf

· Fallenter: personer med økonomisk gæld

· Fremmede: personer uden statsborgerskab i Danmark.

 

Historiker Anne Engelst Nørgaards informationsfilm om De Syv F’er.

 

Hvad var gået forud for kvinders valgret i Danmark?

I England havde kvinder siden midten af 1800-tallet organiseret sig for at få samme politiske rettigheder som mænd (se også Faktalink-artikel om Suffragetterne). I 1866 samlede en gruppe kvinder underskrifter til støtte for dette krav, og to medlemmer af det britiske parlament, Henry Fawcett og John Stuart Mill, fremsatte et forslag om kvinders valg- og stemmeret. Forslaget blev imidlertid nedstemt med 196 stemmer imod og 73 for, ifølge British Librarys opslag om suffragisterne (se kilder). Toni Liversage har i bogen ”Da kvinderne måtte gå under jorden” beskrevet forbindelserne mellem de britiske og de danske forkæmpere for kvinders valgret (se kilder).

To årtier efter det britiske forslag, i 1886, blev der i Danmark første gang fremsat et forslag om kvinders ret til at stemme ved kommunalvalg. Det var Venstre-politikeren Fredrik Bajer, der fremsatte det. I mellemtiden havde kvinder i Danmark organiseret sig, ligesom i England. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, og der blev også stiftet en række andre foreninger. I en tale om kvinders valgret fra 1988 sagde Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening – en udbrydergruppe fra Dansk Kvindesamfund: ”I Skattepligter og i personlige Pligter dømmes [kvinden] ligestillet. Kun naar hun kræver sin Ret i Ordningen af det offentlige, da bliver man pludselig øm over hende og nænner ikke at drage hende ind heri.”

Selvom bevægelsen for kvinders valgret startede senere i Danmark end i England, vandt de danske kvinder retten tidligere. I England fik kvinder over 30 år valgret i 1918 (tre år senere end i Danmark), og først i 1928 blev aldersgrænsen nedsat til 21 år. Endnu tidligere end Danmark var New Zealand (1893) og Norge (1901 til kommunalvalg, 1907 begrænset stemmeret ved Stortingsvalg, 1913 fuld stemmeret). I Sovjetunionen fik kvinder stemme- og valgret med Oktoberrevolutionen i 1917.

Ifølge danmarkshistorien.dk (se kilder) var systemskiftet i Danmark i 1901 (se Faktalink-artikel om Systemskiftet) – hvor regeringen nu begyndte at afspejle det politiske flertal i Folketinget – med til at bane vej for yderligere demokrati, herunder kvinders valgret.

Uddybning af kvinders valgret

Hvem kæmpede for kvinders valgret?

Det var både arbejderkvinder og kvinder fra borgerskabet, som fra anden halvdel af 1800-tallet kæmpede for kvinders valgret. Den nye fremvoksende fag- og arbejderbevægelse bakkede op og argumenterede for, at både kvinder og fattige mænd skulle have adgang til at stille op og stemme ved valg. Socialdemokratiet havde fra 1870’erne fremført krav i Folketinget om ”fri og almindelig stemmeret” for såvel mænd som kvinder.

Allerede i 1851 havde den dengang kun 20-årige borgerkvinde Mathilde Fibiger under pseudonymet Clara Raphael udgivet bogen ”Tolv breve” (se kilder), hvor hun kritiserede mænds undertrykkelse af kvinder, herunder kvinders manglende politiske rettigheder. Bogen vakte stor skandale, og Fibigers familie slog hånden af hende, så hun måtte forsørge sig selv i en tid, hvor der ikke var mange muligheder for enlige kvinder.

Ifølge f.eks. Arbejdermuseets undervisningsmateriale om kvinders valgret (se kilder) organiserede kvinder sig både på tværs af klasser, men også efter klassetilhørsforhold. Dansk Kvindesamfund var f.eks. domineret af borgerkvinder, mens arbejderkvinder fandt sammen i bl.a. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD, nu en del af 3F). Fælles var alle grupperne om at kræve stemme- og valgret. Til gengæld var de uenige om, hvorvidt det skulle dække alle kvinder, gifte såvel som ugifte, og selverhvervende såvel som tjenestefolk.

Hvem kæmpede imod kvinders valgret?

Konservative og nationalliberale kræfter var modstandere af kvinders valgret. De mente, at kvinders plads var i hjemmet, ikke i det offentlige rum. Ofte var de samme personer også imod, at den almindelig valgret blev udvidet og også kom til at gælde f.eks. fattige mænd og tidligere straffede. Avisen Politiken (se kilder) dækkede en af de parlamentariske debatter om emnet i 1904og citerede bl.a. grev Christian Ahlefeldt-Laurvig fra partiet Venstre for følgende: ”Der er tre slagord, som hele Europa over har gjort stor Fortræd: Almindelig Værnepligt, almindelig Valgret og Kvindernes Emancipation. Hvad skal vi her i Danmark med Kvindeemancipation! Det har alle Dage været Skik og Brug her til Lands, at Kvindfolkene holder sig til Hjemmet, at Mændene udfører Arbejdet”.

Hvad skete der, efter at kvinderne havde fået valgret?

Kommunalvalget i 1909 var første gang, kvinder kunne afgive stemme. Det valgte 50% af kvinderne at gøre, og det blev anset for en høj stemmeprocent. Ifølge Arbejdermuseets undervisningsmateriale (se kilder) blev 127 kvinder valgt ind i kommunalbestyrelserne.

Da kvinder fik stemme- og valgret til Folketinget i 1915, arrangerede Dansk Kvindesamfund et valgretstog, en slags demonstration eller optog, for at markere sejren. Det var dog ikke alle kvinder, der havde deltaget i kampen, som deltog i valgretstoget. En del arbejderkvinder festede i stedet med deres partikammerater i Søndermarken. Og nogle borgerkvinder – primært fra det konservative parti Højre – var utilfredse med, at tjenestefolk samtidig havde fået stemmeret, og holdt sig derfor væk fra festlighederne.

Første gang kvinder fik mulighed for at stemme til Folketingsvalg i Danmark var i 1918. Her stemte 67,6% af kvinderne. Den første kvindelige minister var socialdemokraten Nina Bang, der blev undervisningsminister i 1924.