Uddybning om Slaget af Fælleden

Hvad var de direkte konsekvenser af Slaget på Fælleden?

Slaget på Fælleden svækkede i første omgang den tidlige arbejderbevægelse, fordi myndighederne fængslede bevægelsens tre mest fremtrædende ledere, Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff. De blev hver især idømt isolationsfængsel og strafarbejde i 2 ½-3 ½ år. Den 14. august 1872 blev arbejderbevægelsens organisation ”Internationale” desuden forbudt i Danmark. Du kan læse mere om retssagerne mod arbejderbevægelsens ledere i Jens Engbergs bog ”Den Internationale Arbejderforening for Danmark” (se kilderne).

Forbuddet mod Internationale fik dog også flere faggrupper til at tilslutte sig arbejderkampen, da mange arbejdere var vrede over myndighedernes hårde fremfærd. I perioden 1873 til 1876 blev der dannet flere end 20 nye fagforeninger hvert år. I 1874 sluttede disse fagforbund sig sammen i ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, som overtog rollen fra Internationale som den paraplyorganisation, der samlede arbejdernes politiske og faglige kamp.

Da de tre ledere af arbejderbevægelsen, Pio, Brix og Geleff, blev løsladt fra fængslet i 1875, var arbejderbevægelsen tilbage på fuld styrke. Da de gik ud ad fængselsdøren, stod flere end 10.000 arbejdere klar til at hylde dem. Det kan du læse mere om i bogen ”Arbejdernes Historie 1800-2000” (se kilder).

Hvad skete der med arbejderbevægelsens ledere efter løsladelsen?

I perioden 1876-1878 blev Danmark ramt af en økonomisk krise, der medførte en voldsom arbejdsløshed i København. Arbejdsløsheden medførte, at lønningerne faldt og gjorde det næsten umuligt for arbejderbevægelsen at strejke sig til bedre forhold. I kombination med myndighedernes fortsatte forfølgelse var tilværelsen for arbejderbevægelsen og dens ledere vanskelig.

Bevægelsen fik endnu et knæk, da myndighederne i 1876 igen anholdt Harald Brix, og han blev idømt fire års fængsel for sit arbejde som socialistisk skribent. Brix havde fået dårligt helbred af det første fængselsophold, og det andet gjorde ham dødeligt syg. Han døde knap et år efter sin løsladelse i 1881, kun 40 år gammel.

Fængslingen af Brix havde tilsyneladende skræmt Louis Pio og Povl Geleff. Da de ved juletid i 1876 i hemmelighed blev tilbudt en større sum penge af politiet for at udvandre til Amerika, gav de efter for presset. Den 23. marts 1877 rejste Pio og Geleff i al hast til USA. Det vides ikke med sikkerhed, hvor politiet fik de penge fra, som de gav de to arbejderledere for at udvandre. Den førende teori er dog, at det var Københavns to største virksomheder, Rubens Dampvæveri og B&W Skibsbyggeri, der donerede dem.

Ledelsens flugt og den stigende arbejdsløshed skabte mismod i den socialistiske bevægelse, og da arbejderne samlede sig til kongres i juli 1877, var medlemstallet faldet med næsten 30 procent i forhold til forrige år. Først i løbet af 1880erne begyndte arbejderbevægelsen at genrejse sig selv i Danmark. Du kan læse mere om den tidlige arbejderbevægelse og krisen i slutningen af 1870erne i artiklen ”Den tidlige arbejderbevægelse” på Arbejdermuseet hjemmeside (se kilder).