louis pio
Louis Pio (1841-1894) var én af arbejderbevægelsens ledere under Slaget ved Fælleden.
Foto: Ukendt / Scanpix

Historiekanon 19: Slaget på Fælleden

ph.d. i historie, Astrid Elkjær Sørensen, november 2018.
Top image group
louis pio
Louis Pio (1841-1894) var én af arbejderbevægelsens ledere under Slaget ved Fælleden.
Foto: Ukendt / Scanpix

Indledning

Slaget på Fælleden var en voldsom konfrontation mellem den tidlige arbejderbevægelse og myndighederne den 5. maj 1872 på Nørre Fælled ved København. Baggrunden var, at justitsministeren havde forbudt et folkemøde samme dag, hvor arbejderne ville demonstrere for bedre forhold. Da arbejderne alligevel dukkede op til mødet, benyttede myndighederne lejligheden til at forsøge at knuse den endnu nye bevægelse.

Slaget på Fælleden er i eftertiden blevet et symbol på arbejderbevægelsens tidlige kamp for at få bedre leve- og arbejdsforhold og blive anerkendt som ligeværdige borgere i det danske samfund.

 

Den Sorte Skole fra DR fortæller om Slaget på Fælleden, den tidlige arbejdsbevægelse og samfundsforholdene i 1870erne.

 

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Slaget på Fælleden

Hvad var Slaget på Fælleden?

Slaget på Fælleden er betegnelsen for et voldeligt sammenstød mellem flere tusinde protesterende arbejdere og de danske myndigheder, som fandt sted søndag den. 5 maj 1872 på Nørre Fælled ved København (et område, som i dag er en del af Fælledparken). Slaget på Fælleden er den første og eneste åbne konfrontation mellem den tidlige socialistiske arbejderbevægelse og myndighederne i Danmark.

Det, der endte som Slaget på Fælleden, var af arbejderbevægelsens ledere oprindeligt planlagt som et stort folkemøde for arbejderklassen i protest mod arbejdsforholdene i industrien. Dagen inden havde justitsminister A.F. Krieger (1817-1893) valgt at forbyde mødet af frygt for at det ville føre til et større oprør. Som modtræk valgte arbejderbevægelsens ledere at trodse forbuddet og gennemføre mødet på Nørre Fælled. Dette brugte myndighederne som en lejlighed til at sætte hårdt ind mod arbejderbevægelsen og dens ledere. I nattetimerne mellem den 4. og 5. maj, arresterede myndighederne bevægelsens ledere, Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff, og satte både hær og politi ind for at knuse protesten den følgende dag.

Det vides ikke præcis, hvor mange arbejdere der mødte op den 5. maj, men det menes, at der var 10.000-20.000 protesterende. Politi og husarer (ridende soldater) forsøgte hårdhændet at opløse folkemængden, der svarede igen ved at rive husarer af hestene og kaste sten mod politiet. Ingen blev dræbt i forbindelse med Slaget på Fælleden, men flere hundrede arbejdere blev såret af politiets stave, og både politibetjente og husarer blev ramt af stenkast.

Du kan læse mere om, hvordan Slaget på Fælleden skred frem time for time, og hvordan kampene mellem arbejdere og politi og soldater foregik, i bogen ”Arbejdernes Historie 1800-2000” (se kilder).

Hvad var baggrunden for Slaget på Fælleden?

Den direkte årsag til Slaget på Fælleden var en strejke blandt Københavns murere. En almindelig arbejdsdag for murersvendene i København begyndte på dengang kl. 6 om morgenen og sluttede kl. 19, og murerne havde siden april 1872 strejket for at få deres arbejdsdag nedsat med en time.

Mødet på Fælleden var dog mere end en solidarisk støttedemonstration for de strejkende murere. Det var en måde, hvorpå den nyetablerede arbejderbevægelse kunne vise sin styrke og samtidig gøre opmærksom på den generelle utilfredshed med arbejdernes position i det danske samfund. I indkaldelsen til mødet på Fælleden skrev leder af arbejderbevægelsen, Louis Pio, at mødet var en lejlighed til at ”holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed;…” (se kilder).  

Du kan læse mere om baggrunden for Slaget på Fælleden i første bind af LOs historie ”Fremad og atter fremad” (se kilder).

Uddybning om Slaget af Fælleden

Hvad var de direkte konsekvenser af Slaget på Fælleden?

Slaget på Fælleden svækkede i første omgang den tidlige arbejderbevægelse, fordi myndighederne fængslede bevægelsens tre mest fremtrædende ledere, Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff. De blev hver især idømt isolationsfængsel og strafarbejde i 2 ½-3 ½ år. Den 14. august 1872 blev arbejderbevægelsens organisation ”Internationale” desuden forbudt i Danmark. Du kan læse mere om retssagerne mod arbejderbevægelsens ledere i Jens Engbergs bog ”Den Internationale Arbejderforening for Danmark” (se kilderne).

Forbuddet mod Internationale fik dog også flere faggrupper til at tilslutte sig arbejderkampen, da mange arbejdere var vrede over myndighedernes hårde fremfærd. I perioden 1873 til 1876 blev der dannet flere end 20 nye fagforeninger hvert år. I 1874 sluttede disse fagforbund sig sammen i ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, som overtog rollen fra Internationale som den paraplyorganisation, der samlede arbejdernes politiske og faglige kamp.

Da de tre ledere af arbejderbevægelsen, Pio, Brix og Geleff, blev løsladt fra fængslet i 1875, var arbejderbevægelsen tilbage på fuld styrke. Da de gik ud ad fængselsdøren, stod flere end 10.000 arbejdere klar til at hylde dem. Det kan du læse mere om i bogen ”Arbejdernes Historie 1800-2000” (se kilder).

Hvad skete der med arbejderbevægelsens ledere efter løsladelsen?

I perioden 1876-1878 blev Danmark ramt af en økonomisk krise, der medførte en voldsom arbejdsløshed i København. Arbejdsløsheden medførte, at lønningerne faldt og gjorde det næsten umuligt for arbejderbevægelsen at strejke sig til bedre forhold. I kombination med myndighedernes fortsatte forfølgelse var tilværelsen for arbejderbevægelsen og dens ledere vanskelig.

Bevægelsen fik endnu et knæk, da myndighederne i 1876 igen anholdt Harald Brix, og han blev idømt fire års fængsel for sit arbejde som socialistisk skribent. Brix havde fået dårligt helbred af det første fængselsophold, og det andet gjorde ham dødeligt syg. Han døde knap et år efter sin løsladelse i 1881, kun 40 år gammel.

Fængslingen af Brix havde tilsyneladende skræmt Louis Pio og Povl Geleff. Da de ved juletid i 1876 i hemmelighed blev tilbudt en større sum penge af politiet for at udvandre til Amerika, gav de efter for presset. Den 23. marts 1877 rejste Pio og Geleff i al hast til USA. Det vides ikke med sikkerhed, hvor politiet fik de penge fra, som de gav de to arbejderledere for at udvandre. Den førende teori er dog, at det var Københavns to største virksomheder, Rubens Dampvæveri og B&W Skibsbyggeri, der donerede dem.

Ledelsens flugt og den stigende arbejdsløshed skabte mismod i den socialistiske bevægelse, og da arbejderne samlede sig til kongres i juli 1877, var medlemstallet faldet med næsten 30 procent i forhold til forrige år. Først i løbet af 1880erne begyndte arbejderbevægelsen at genrejse sig selv i Danmark. Du kan læse mere om den tidlige arbejderbevægelse og krisen i slutningen af 1870erne i artiklen ”Den tidlige arbejderbevægelse” på Arbejdermuseet hjemmeside (se kilder).

Perspektiv på Slaget på Fælleden

Hvorfor var myndighederne så hårde mod arbejderbevægelsen?

Myndighederne valgte at bryde med flere af Grundlovens grundlæggende principper såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed for at stoppe arbejderbevægelsens møde på Fælleden den 5. maj 1872. Det skyldtes, at samfundets herskende grupper i 1870erne var meget bange for, hvad det ville betyde, hvis arbejderklassen fik flere rettigheder eller endog stemmeret.

Denne frygt skyldtes i høj grad arbejderbevægelsens oprør i resten af Europa. I 1871, året før Slaget på Fælleden, havde arbejderne i Paris i samarbejde med nationalgarden erobret magten i hovedstaden. Den 28. marts 1871 proklamerede oprørerne den såkaldte ”Pariserkommune”, en socialistisk republik, hvor kvinder havde stemmeret, kirke og stat var adskilt, og arbejderne overtog virksomhederne. Pariserkommunen holdt kun 71 dage, før den franske hær efter meget blodige gadekampe generobrede hovedstaden.

Flere højtstående danske politikere frygtede imidlertid, at det franske opgør ville inspirere til en socialistisk revolution i Danmark, hvis ikke den voksende socialistiske arbejderbevægelse blev slået hårdt ned.  

Du kan læse mere om myndighedernes forhold til arbejderbevægelsen i artiklen ”Slaget på Fælleden den 5. maj 1872” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

Hvad har Slaget på Fælleden betydet i eftertiden?

Slaget på Fælleden har i eftertidens Danmark antaget næsten mytisk karakter. Den er blevet symbol på den tidlige arbejderbevægelses kamp for bedre forhold og på arbejdernes kamp for at få status som ligeværdige borgere i samfundet. For mange repræsenterer Slaget på Fælleden også fagbevægelsens fødsel – og dermed også begyndelsen på det danske arbejdsmarkedssystem, som blandt andet er karakteristisk ved, at mange lønmodtagere er medlem af en fagforening. Du kan læse mere om, hvordan arbejderbevægelsen har været med til at forme den danske velfærdsstat i artiklen ”Historikere: Arbejderbevægelsen har formet Danmark” på dr.dk (se kilder).

Baggrundskilder

Originalkilder

Arbejderleder Louis Pios indkaldelse til mødet på Fælleden den 5. maj 1872 med kildeintroduktion.
Haer skriver han om sine overvejelser om at forbyde mødet på Fælleden og arrestere arbejderbevægelsens ledere.

Undervisningsmateriale

På UCCs hjemmeside er der samlet en række materialer om Slaget på Fælleden, der kan bruges i undervisningen.
Historisk tema med forskellige artikler og kilder om arbejderbevægelsens tidlige historie.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Slaget på Fælleden

Kilder citeret i artiklen

Kilder

Arbejderleder Louis Pios indkaldelse til mødet på Fælleden den 5. maj 1872 med kildeintroduktion.

Bøger

Christensen, Lars K., Søren Kolstrup og Anette Eklund: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000. SFAH (Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie), 2007.
Tjørnehøj, Henning (red.): Fremad og atter fremad: LO’s historie 1871-1960. Bind 1. LO, 1998.
Engberg, Jens: Den Internationale Arbejderforening for Danmark: Aktstykker til belysning af statsmagtens kamp mod den tidlige arbejderbevægelse i Danmark fra august 1871 til Slaget på Fælleden i maj 1872.
SFAH (Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie), 1992.