Uddybning om stavnsbåndet og dets ophævelse

Hvilke konsekvenser fik stavnsbåndet?

Stavnsbåndet gjaldt alle mænd på landet, der ikke var sønner af en præst eller en godsejer. Stavnsbåndet indebar, at bønderkarlene var bundet til det gods, de var født på. Det var dog forskelligt fra sted til sted, hvor meget deres bevægelsesfrihed var indskrænket. Det afhang af godsets størrelse. Oprindeligt var den enkelte karl bundet, fra han var 14-36 år, men efterhånden blev perioden udvidet til 4-40 år.

Den enkelte karl kunne ganske vist lovligt få sit stavnsbånd ophævet ved at købe et såkaldt fripas hos sin godsejer. Men det kunne kun lade sig gøre, hvis karlen var i stand til at betale den pris, godsejeren krævede. Det var langtfra alle, der nogensinde kunne tjene nok til at kunne købe sig fri. Nogle karle forsøgte i stedet at stikke af – med fare for at blive fanget og sendt tilbage. Der fandtes dispensationer, hvor bortløbne karle, der havde boet i en købstad i et vist antal år, fik lov at blive der. Men der var også folk, der tjente penge på at finde og indfange bønderkarle, der var flygtet.

Når fæstebonden blev over 36 og siden 40 år, kunne han lovligt opsige sit fæste. Det var dog ikke let at starte forfra et andet sted, og ofte havde fæstebonden i mellemtiden stiftet familie, og sønnerne var bundet til godset. Når han blev gammel, kunne han desuden eventuelt opnå, at en søn eller svigersøn overtog fæstet efter ham. Fæstebonden kunne så – hvis godsejeren accepterede det – blive boende som aftægtsmand, dvs. få gratis bolig og mad på gården. Ifølge Birgit Løgstrups bog “Livet under stavnsbåndet i Danmark 1733-1788” (se kilder) var bonden dog selv som gammel afhængig af godsejerens nåde. Samtidig skal man huske , at folk i 1700-tallet i gennemsnit kun blev 45-50 år gamle.

Hvorfor blev stavnsbåndet ophævet?

I slutningen af 1700-tallet blev der gennemført en række reformer, der forandrede landbruget og dermed også resten af Danmark. Fra midten af 1700-tallet var Danmark under påvirkning af nye europæiske strømninger såsom oplysningstidens menneskesyn og nye økonomiske ideer. Stavnsbåndet var et symbol på bondestandens ufrie liv og lavere sociale status i forhold til andre befolkningsgrupper. Denne ulighed stod i modsætning til de nye europæiske ideer om frihed og lighed for alle. Stavnsbåndet blev derfor efterhånden af tilhængere af de nye strømninger opfattet som en skamplet på Danmark, og en gruppe af reformtilhængere protesterede mod stavnsbåndet og mod bondestandens dårlige levevilkår i det hele taget.

Resultatet af protesterne blev en række landbrugsreformer, der skulle forbedre livet for bondestanden, og som en del af disse reformer blev stavnsbåndet ophævet. Reformerne blev udarbejdet af to kommissioner (en form for råd, der skulle komme med forslag til ændringer i landbruget), Den lille og Den store landbokommission. De foreslog i 1784 og 1786 en række reformer inden for bl.a. fæsteindgåelse, pligtarbejde (hoveri), stavnsbånd og pryglestraffe. Reformerne betød, at fæstebønderne ikke længere kunne fratages deres gård uden en retskendelse, og brugen af afstraffelsesinstrumenter som træhest, hundehjul og halsjern blev forbudt.

At bondestandens vilkår optog sindene i tiden ses i selve formuleringen af “Forordning om Stavnsbaandets Løsning fra Godserne for Bondestandens Mandkiøn i Danmark” (se kilder) fra den 20. juni 1788, der ophævede stavnsbåndet gradvist frem til år 1800. I forordningen tales der direkte til bønderne med ordene:

Bondestanden indbefatter den talrigeste Deel af Landets Indbyggere, og Statens Styrke saavel i Hensigt til Forsvars-Væsenet, som den almindelige Velstand, fornemmeligen beroer paa denne betydelige Nærings-Stands Vindskibelighed, Mod og Fædrenelands-Kierlighed.” Læs alle punkterne i loven om stavnsbåndets  ophævelse under Originalkilder.