Hvad var stavnsbåndet?
Stavnsbåndet blev indført med en forordning – eller det vi i dag ville kalde en lov – den 4. februar 1733. Det betød helt konkret, at unge mænd på landet mellem 14-36 år skulle blive boende i det område og under det gods, hvor de var født. På den måde kommer ordet stavnsbåndet af at ’være bundet til sin stavn’.
Det var muligt for en bondefamilie at fæste en gård, hvilket betød, at en bonde kunne overtage en gård mod til gengæld at skulle betale godsejeren i varer og arbejdskraft. Aftalen blev nedskrevet i en kontrakt, hvor det fremgik hvilke rettigheder og pligter fæstebonden havde. Det var normalt, at bonden også betalte et aftalt beløb for at kunne lave aftalen med godsejeren
For godsejeren var det herefter forbudt at hæve det såkaldte landgilde, dvs. den ydelse – f.eks. penge, korn, smør, svin, høns eller arbejdsydelser – som en fæstebonde årligt skulle betale til godsejeren for brug af gårdens bygninger og jord. Men det betød i praksis blot, at godsejerne fandt på andre måder at få ekstra indtægter. Det kunne bl.a. gøres ved at gøre det dyrere for bonden at indgå kontrakten eller ved at kræve mere hoveri (pligtarbejde) af fæstebønderne, da omfanget af hoveriet næsten aldrig fremgik tydeligt af kontrakterne.
Hvad var formålet med stavnsbåndet?
Historiker Ole Feldbæk skriver i “Stavnsbåndet og kornmonopolet” (se kilder), at vi kun ved lidt om stavnsbåndets økonomiske og sociale betydning, men der er givet nogle forklaringer på formålet. Det var blandt andet for at gøre det lettere administrativt at sende unge mænd i militærtjeneste. Militærtjenesten kom i praksis især til at ramme ”de mindre egnede” i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.
Stavnsbåndet blev også indført for at afhjælpe den landbrugskrise, der opstod i 1730'erne, blandt andet på grund af vandring fra landet til byerne, og som gjorde det svært at få tilstrækkelig arbejdskraft på fæstegårdene. Stavnsbåndet var således til gavn for både kongen og godsejerne: kongen fik unge mænd til sin hær og godsejeren kunne fastholde sin arbejdskraft på sin jord.
Hvilke regler havde bønderne tidligere været underlagt?
Siden slutningen af middelalderen havde man, i al fald på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, haft det såkaldte vornedskab, som også bandt bondefamilierne til stavnen. Vornedskabet betød, at den enkelte mand eller kvinde ikke kunne forlade det gods, han eller hun var født på, uden godsejerens tilladelse. Godsejeren havde ret til at kræve, at bonden skulle fæste en gård eller et hus uanset ejendommens stand, og uanset om bonden allerede boede og arbejdede på en anden gård.
I modsætning til stavnsbåndet fra 1733 gjaldt vornedskabet både mænd og kvinder, og det gjaldt i hele den mandlige landbefolknings levetid. Frederik IV havde ophævet vornedskabet i 1702, men det var kun drenge født efter kongens regeringstiltrædelse i 1699, der ikke var underlagt vornedskab. Birgit Løgstrup skriver i “Stavnsbånd 1733-1800” (se kilder), at der dermed stadig var mænd bundet af vornedskabet, da det nye stavnsbånd blev indført i 1733.