frihedsstøtten
Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København. Monoment over ophævelsen af stavnsbåndet i 1788-1797.
foto: Jesper Plambech / Scanpix

Folkeskolens historiekanon 13: Stavnsbåndets ophævelse

cand.mag. i historie Camilla Luise Dahl, Bureauet, oktober 2018.
Top image group
frihedsstøtten
Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København. Monoment over ophævelsen af stavnsbåndet i 1788-1797.
foto: Jesper Plambech / Scanpix

Indledning

Stavnsbåndet blev indført i 1733 og betød at den mandlige del af bondebefolkningen i Danmark ikke måtte rejse væk fra det sted, hvor de var født. De skulle blive og arbejde på det gods, hvor de hørte til, selv om de ofte blev behandlet dårligt og måske ønskede at flytte til en anden del af landet. Bondefamilier kunne få lov til at købe sig til at bo og arbejde på en gård i området og til gengæld betale godsejeren med både sin arbejdskraft og nogle af de varer de producerede som f.eks. korn, smør og æg. Stavnsbåndet blev ophævet i etaper fra 1788 til 1800.

 

Lille film om stavnbåndets ophævelse produceret af Historiekanon.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til stavnsbåndets ophævelse

Hvad var stavnsbåndet?

Stavnsbåndet blev indført med en forordning – eller det vi i dag ville kalde en lov – den 4. februar 1733. Det betød helt konkret, at unge mænd på landet mellem 14-36 år skulle blive boende i det område og under det gods, hvor de var født. På den måde kommer ordet stavnsbåndet af at ’være bundet til sin stavn’.

Det var muligt for en bondefamilie at fæste en gård, hvilket betød, at en bonde kunne overtage en gård mod til gengæld at skulle betale godsejeren i varer og arbejdskraft. Aftalen blev nedskrevet i en kontrakt, hvor det fremgik hvilke rettigheder og pligter fæstebonden havde. Det var normalt, at bonden også betalte et aftalt beløb for at kunne lave aftalen med godsejeren

For godsejeren var det herefter forbudt at hæve det såkaldte landgilde, dvs. den ydelse – f.eks. penge, korn, smør, svin, høns eller arbejdsydelser – som en fæstebonde årligt skulle betale til godsejeren for brug af gårdens bygninger og jord. Men det betød i praksis blot, at godsejerne fandt på andre måder at få ekstra indtægter. Det kunne bl.a. gøres ved at gøre det dyrere for bonden at indgå kontrakten eller ved at kræve mere hoveri (pligtarbejde) af fæstebønderne, da omfanget af hoveriet næsten aldrig fremgik tydeligt af kontrakterne.

Hvad var formålet med stavnsbåndet?

Historiker Ole Feldbæk skriver i Stavnsbåndet og kornmonopolet” (se kilder), at vi kun ved lidt om stavnsbåndets økonomiske og sociale betydning, men der er givet nogle forklaringer på formålet. Det var blandt andet for at gøre det lettere administrativt at sende unge mænd i militærtjeneste. Militærtjenesten kom i praksis især til at ramme ”de mindre egnede” i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.

Stavnsbåndet blev også indført for at afhjælpe den landbrugskrise, der opstod i 1730'erne, blandt andet på grund af vandring fra landet til byerne, og som gjorde det svært at få tilstrækkelig arbejdskraft på fæstegårdene. Stavnsbåndet var således til gavn for både kongen og godsejerne: kongen fik unge mænd til sin hær og godsejeren kunne fastholde sin arbejdskraft på sin jord.

Hvilke regler havde bønderne tidligere været underlagt?

Siden slutningen af middelalderen havde man, i al fald på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, haft det såkaldte vornedskab, som også bandt bondefamilierne til stavnen. Vornedskabet betød, at den enkelte mand eller kvinde ikke kunne forlade det gods, han eller hun var født på, uden godsejerens tilladelse. Godsejeren havde ret til at kræve, at bonden skulle fæste en gård eller et hus uanset ejendommens stand, og uanset om bonden allerede boede og arbejdede på en anden gård.

I modsætning til stavnsbåndet fra 1733 gjaldt vornedskabet både mænd og kvinder, og det gjaldt i hele den mandlige landbefolknings levetid. Frederik IV havde ophævet vornedskabet i 1702, men det var kun drenge født efter kongens regeringstiltrædelse i 1699, der ikke var underlagt vornedskab. Birgit Løgstrup skriver i Stavnsbånd 1733-1800” (se kilder), at der dermed stadig var mænd bundet af vornedskabet, da det nye stavnsbånd blev indført i 1733.

Uddybning om stavnsbåndet og dets ophævelse

Hvilke konsekvenser fik stavnsbåndet?

Stavnsbåndet gjaldt alle mænd på landet, der ikke var sønner af en præst eller en godsejer. Stavnsbåndet indebar, at bønderkarlene var bundet til det gods, de var født på. Det var dog forskelligt fra sted til sted, hvor meget deres bevægelsesfrihed var indskrænket. Det afhang af godsets størrelse. Oprindeligt var den enkelte karl bundet, fra han var 14-36 år, men efterhånden blev perioden udvidet til 4-40 år.

Den enkelte karl kunne ganske vist lovligt få sit stavnsbånd ophævet ved at købe et såkaldt fripas hos sin godsejer. Men det kunne kun lade sig gøre, hvis karlen var i stand til at betale den pris, godsejeren krævede. Det var langtfra alle, der nogensinde kunne tjene nok til at kunne købe sig fri. Nogle karle forsøgte i stedet at stikke af – med fare for at blive fanget og sendt tilbage. Der fandtes dispensationer, hvor bortløbne karle, der havde boet i en købstad i et vist antal år, fik lov at blive der. Men der var også folk, der tjente penge på at finde og indfange bønderkarle, der var flygtet.

Når fæstebonden blev over 36 og siden 40 år, kunne han lovligt opsige sit fæste. Det var dog ikke let at starte forfra et andet sted, og ofte havde fæstebonden i mellemtiden stiftet familie, og sønnerne var bundet til godset. Når han blev gammel, kunne han desuden eventuelt opnå, at en søn eller svigersøn overtog fæstet efter ham. Fæstebonden kunne så – hvis godsejeren accepterede det – blive boende som aftægtsmand, dvs. få gratis bolig og mad på gården. Ifølge Birgit Løgstrups bog “Livet under stavnsbåndet i Danmark 1733-1788” (se kilder) var bonden dog selv som gammel afhængig af godsejerens nåde. Samtidig skal man huske , at folk i 1700-tallet i gennemsnit kun blev 45-50 år gamle.

Hvorfor blev stavnsbåndet ophævet?

I slutningen af 1700-tallet blev der gennemført en række reformer, der forandrede landbruget og dermed også resten af Danmark. Fra midten af 1700-tallet var Danmark under påvirkning af nye europæiske strømninger såsom oplysningstidens menneskesyn og nye økonomiske ideer. Stavnsbåndet var et symbol på bondestandens ufrie liv og lavere sociale status i forhold til andre befolkningsgrupper. Denne ulighed stod i modsætning til de nye europæiske ideer om frihed og lighed for alle. Stavnsbåndet blev derfor efterhånden af tilhængere af de nye strømninger opfattet som en skamplet på Danmark, og en gruppe af reformtilhængere protesterede mod stavnsbåndet og mod bondestandens dårlige levevilkår i det hele taget.

Resultatet af protesterne blev en række landbrugsreformer, der skulle forbedre livet for bondestanden, og som en del af disse reformer blev stavnsbåndet ophævet. Reformerne blev udarbejdet af to kommissioner (en form for råd, der skulle komme med forslag til ændringer i landbruget), Den lille og Den store landbokommission. De foreslog i 1784 og 1786 en række reformer inden for bl.a. fæsteindgåelse, pligtarbejde (hoveri), stavnsbånd og pryglestraffe. Reformerne betød, at fæstebønderne ikke længere kunne fratages deres gård uden en retskendelse, og brugen af afstraffelsesinstrumenter som træhest, hundehjul og halsjern blev forbudt.

At bondestandens vilkår optog sindene i tiden ses i selve formuleringen af “Forordning om Stavnsbaandets Løsning fra Godserne for Bondestandens Mandkiøn i Danmark” (se kilder) fra den 20. juni 1788, der ophævede stavnsbåndet gradvist frem til år 1800. I forordningen tales der direkte til bønderne med ordene:

Bondestanden indbefatter den talrigeste Deel af Landets Indbyggere, og Statens Styrke saavel i Hensigt til Forsvars-Væsenet, som den almindelige Velstand, fornemmeligen beroer paa denne betydelige Nærings-Stands Vindskibelighed, Mod og Fædrenelands-Kierlighed.” Læs alle punkterne i loven om stavnsbåndets  ophævelse under Originalkilder.