Uddybning af Den Westfalske Fred

Hvem var aktørerne i Den Westfalske Fred?

Hver af de krigsførende parter stillede med en eller flere forhandlere fra henholdsvis højadelen tæt på regenten i det pågældende land og borgerlige og gejstlige (kirkelige) diplomater og gesandter. Anders Bager Eriksen viser i artiklen Westfalske fred 1648” (se kilder) en oversigt over de mange forhandlere.

Det er kendetegnende, at de gamle kongeriger med en stærk central kongemagt stillede med højadelige diplomater, mens de nyetablerede europæiske stater i Tyskland, Schweitz og Nederlandene benyttede fremtrædende borgere som forhandlere. Således var Spaniens, Frankrigs og Sveriges hovedforhandlere fra adelen, eksempelvis hertugen Henri II de Valois-Longueville fra Frankrig og Johan Oxenstierna, søn af rigskansler Axel Oxenstierna, fra Sverige. Også den tysk-romerske kejsers forhandlere var fremtrædende mænd fra den gamle tyske adel.

Omvendt var alle otte udsendinge fra generalstaterne (Nederlandene) borgerlige, og det schweiziske edsforbund - grundlagt i 1291 af kantonerne Uri, Schyz og Unterwalden og siden udvidet til at dække det meste af det nuværende Schweiz – var repræsenteret af borgmesteren i Basel, Johann Rudolf Wettstein.

Også repræsentanter for kirken var indbudt til mæglingen, blandt andet den biskop nuntius (gejstlig rang af ambassadør) Fabio Chigi fra Köln, der senere blev pave Alexander 7., og den venetianske diplomat Alvise Contarini. De repræsenterede den katolske kirkes interesser. Protestanterne var repræsenteret ved deres rigsstænder – dvs. repræsentanter fra de protestantiske områder på Det Tysk-romerske Riges Rigsdag.

Hvorfra kender vi forhandlingernes forløb?

En af de katolske repræsentanter, munken Adam Adami, nedtegnede konferencens historie, Acta Pacis Westphalicae, også kaldet Pax Westphalica. Den udgør i dag den vigtigste førstehåndskilde til fredsforhandlingerne.

I den engelske oversættelse fra latin, udført i 1713, står der bl.a. i forordet til Acta Pacis Westphalicae (se kilder): ”Be it known [...] That after the Differences and Troubles which began several years ago in the Roman Empire, had come to such a height, that not only all Germany, but likewise some neighbouring Kingdoms, especially Sweden and France, found themselves so involv'd in them, that from thence there arose a long and cruel War […] At last it fell out by an Effect of the Divine Bounty, that both sides turn'd their Thoughts towards the means of making Peace […].”

Forhandlerne mødtes på tværs af religion, klasseskel og nationalitet, og som udgangspunkt for at pleje egne interesser i konflikten, men lykkedes alligevel med at forhandle en gensidig fred på plads.

​​​​​​​Hvad skete der i tilknytning til forhandlingerne?

Under forhandlingerne fortsatte krigshandlingerne lige så voldsomt som hidtil, og de militære sejre og nederlag påvirkede forhandlingerne undervejs.

Det tysk-romerske Rige bestod af flere indlemmede riger, kaldet rigsstænder, der hver havde en udvidet egen øvrighed, det vil sige ikke-religiøse regerende institutioner. Flere af rigsstænderne brugte krigene til at forsøge at gøre deres områder i det tysk-romerske rige selvstændige (Admissionsstriden). Det lykkedes f.eks. Württembergs gesandt Johann Konrad Varnbüler at få støtte fra Sverige til at få sit område revet løs fra Det tysk-romerske Rige. Bøhmen forsøgte også at skaffe sig selvstændighed af den vej.

Rigsstændernes deltagelse i fredsforhandlingerne blev udfordret flere gange undervejs, og ved fredskonferencens begyndelse repræsenteredes Det tysk-romerske Rige alene af kejseren. Den svenske gesandt Johann Adler Salvius havde i 1643 – forgæves – forsøgt at ophæve kejserens eneret på at repræsentere det tysk-romerske rige med følgende begrundelse, som er citeret i Anders Bager Eriksens artikel (se kilder): Majestætens sikkerhed består i de tyske stænders frihed.”

Hvad skete der efter, at fredstraktaterne blev underskrevet?

Først fire måneder efter de endelige fredstraktater blev underskrevet i Münster 24. oktober 1648, blev aftalen endeligt godkendt af de enkelte stater den 18. februar 1649. Demobiliseringen af hærene krævede også yderligere forhandlinger. Disse fandt sted i Nürnberg 1649 i form af to aftaler henholdsvis d. 26. juni og 2. juli 1650. Paven protesterede i august og november 1650 mod de religionsretslige regler i traktaten, som stillede katolikker, protestanter og reformerte lige, men uden virkning. Alle endte med at måtte gå på kompromis for at få fred i Europa.