Hvad var Den Westfalske Fred?
Den Westfalske Fred markerede i 1648 afslutningen på den såkaldte Trediveårskrig. Det var den første internationale fredskongres, hvor alle datidens europæiske stormagter deltog. Den Westfalske Fred var, hvad vi i dag ville forstå som en våbenhviletraktat. Fredsforhandlingerne blev indledt i 1641 under dansk mægling. Traktaterne blev underskrevet i 1648, og de fredsluttende parter forpligtede sig til at forhandle detaljerne på plads på en senere fredskongres. Denne fredskongres fandt sted fra april 1649 til juli 1650 i Nürnberg i det nuværende Tyskland.
Forhandlingerne var blevet delt op i to indbyrdes uafhængige fredstraktater indgået i de tyske byer Münster (Instrumentum Pacis Monasteriensis, IPM) og Osnabrück (Instrumentum Pacis Osnabrugensis, IPO). Begge traktater blev underskrevet på vegne af de tre største magthavere i datidens Europa: Kejser Ferdinand III af Det tysk-romerske Rige, Kong Ludvig XIV af Frankrig og Dronning Christina af Sverige.
Hvad gik forud for Den Westfalske Fred?
Den konflikt, der blev afsluttet med Den Westfalske Fred, kaldes Trediveårskrigen. Det er en samlet betegnelse, som bruges om en række militære konflikter i Europa i 1600-tallet. Den første af disse konflikter brød ud i Det tysk-romerske Rige og spredte sig efterhånden over det meste af Europa. I sin bog om Trediveårskrigen kalder historikeren Dick Harrison derfor disse konflikter for Europas første verdenskrig (se kilder). Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for Det tysk-romerske Rige. De havde delt sig i henholdsvis Den protestantiske union, der var et forbund mellem protestantiske fyrster og byer oprettet i 1608, og Den Katolske Liga, et forbund af katolske tyske stater, der blev oprettet som reaktion på Den protestantiske union (se også Faktalink-artiklen om Reformationen). Men det handlede ikke kun om religion; interne stridigheder om grænsedragninger og ønsker om selvstændighed spillede også en afgørende rolle.
Hvornår begyndte Trediveårskrigen?
Trediveårskrigen tog sin begyndelse i året 1618, hvor den katolske tysk-romerske kejser Ferdinand II af Bøhmen forsøgte at indskrænke undersåtternes religiøse praksis. Det var specielt møntet på de nye religiøse retninger (protestanter), der var brudt ud af moderkirken under Reformationen, hvilket havde ført til en katolsk modreaktion. Kejser Ferdinands indskrænkelse af religionsfriheden førte til oprør blandt protestantismens tilhængere.
Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt, der involverede de fleste europæiske stormagter.