borg
I 1633 under Trediveårskrigen blev borgen Haut Koenigsbourg afbrændt af svenske tropper, men blev genopført i 1901 af kejser Wilhelm.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Folkeskolens historiekanon 11: Den Westfalske Fred

cand.mag. i historie Camilla Luise Dahl, Bureauet, november 2018.
Top image group
borg
I 1633 under Trediveårskrigen blev borgen Haut Koenigsbourg afbrændt af svenske tropper, men blev genopført i 1901 af kejser Wilhelm.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Indledning

Den Westfalske Fred er den samlede betegnelse for en række fredstraktater og den proces, der førte frem til dem. Traktaterne afsluttede formelt den langvarige europæiske krig kaldet Trediveårskrigen 1618-1648. Fredstraktaterne blev underskrevet i de tyske byer Münster og Osnabrück i perioden 15. til 24. oktober 1648. Til Den Westfalske Fred hører også en aftale, som blev indgået den 24. januar 1648 mellem Spanien og De Forenede Nederlande. Den afsluttede den nederlandske uafhængighedskrig – nogle gange omtalt som 80-årskrigen – og anerkendte Nederlandene (Holland) som selvstændig stat.

 

Underviser Martin Lind fortæller om Den Westfalske Fred.

Artikel type
faktalink

Baggrund om Den Westfalske Fred

Hvad var Den Westfalske Fred?

Den Westfalske Fred markerede i 1648 afslutningen på den såkaldte Trediveårskrig. Det var den første internationale fredskongres, hvor alle datidens europæiske stormagter deltog. Den Westfalske Fred var, hvad vi i dag ville forstå som en våbenhviletraktat. Fredsforhandlingerne blev indledt i 1641 under dansk mægling. Traktaterne blev underskrevet i 1648, og de fredsluttende parter forpligtede sig til at forhandle detaljerne på plads på en senere fredskongres. Denne fredskongres fandt sted fra april 1649 til juli 1650 i Nürnberg i det nuværende Tyskland.

Forhandlingerne var blevet delt op i to indbyrdes uafhængige fredstraktater indgået i de tyske byer Münster (Instrumentum Pacis Monasteriensis, IPM) og Osnabrück (Instrumentum Pacis Osnabrugensis, IPO). Begge traktater blev underskrevet på vegne af de tre største magthavere i datidens Europa: Kejser Ferdinand III af Det tysk-romerske Rige, Kong Ludvig XIV af Frankrig og Dronning Christina af Sverige.

​​​​​​​Hvad gik forud for Den Westfalske Fred?

Den konflikt, der blev afsluttet med Den Westfalske Fred, kaldes Trediveårskrigen. Det er en samlet betegnelse, som bruges om en række militære konflikter i Europa i 1600-tallet. Den første af disse konflikter brød ud i Det tysk-romerske Rige og spredte sig efterhånden over det meste af Europa. I sin bog om Trediveårskrigen kalder historikeren Dick Harrison derfor disse konflikter for Europas første verdenskrig (se kilder). Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for Det tysk-romerske Rige. De havde delt sig i henholdsvis Den protestantiske union, der var et forbund mellem protestantiske fyrster og byer oprettet i 1608, og Den Katolske Liga, et forbund af katolske tyske stater, der blev oprettet som reaktion på Den protestantiske union (se også Faktalink-artiklen om Reformationen). Men det handlede ikke kun om religion; interne stridigheder om grænsedragninger og ønsker om selvstændighed spillede også en afgørende rolle.

Hvornår begyndte Trediveårskrigen?

Trediveårskrigen tog sin begyndelse i året 1618, hvor den katolske tysk-romerske kejser Ferdinand II af Bøhmen forsøgte at indskrænke undersåtternes religiøse praksis. Det var specielt møntet på de nye religiøse retninger (protestanter), der var brudt ud af moderkirken under Reformationen, hvilket havde ført til en katolsk modreaktion. Kejser Ferdinands indskrænkelse af religionsfriheden førte til oprør blandt protestantismens tilhængere.

Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt, der involverede de fleste europæiske stormagter.

Uddybning af Den Westfalske Fred

Hvem var aktørerne i Den Westfalske Fred?

Hver af de krigsførende parter stillede med en eller flere forhandlere fra henholdsvis højadelen tæt på regenten i det pågældende land og borgerlige og gejstlige (kirkelige) diplomater og gesandter. Anders Bager Eriksen viser i artiklen Westfalske fred 1648” (se kilder) en oversigt over de mange forhandlere.

Det er kendetegnende, at de gamle kongeriger med en stærk central kongemagt stillede med højadelige diplomater, mens de nyetablerede europæiske stater i Tyskland, Schweitz og Nederlandene benyttede fremtrædende borgere som forhandlere. Således var Spaniens, Frankrigs og Sveriges hovedforhandlere fra adelen, eksempelvis hertugen Henri II de Valois-Longueville fra Frankrig og Johan Oxenstierna, søn af rigskansler Axel Oxenstierna, fra Sverige. Også den tysk-romerske kejsers forhandlere var fremtrædende mænd fra den gamle tyske adel.

Omvendt var alle otte udsendinge fra generalstaterne (Nederlandene) borgerlige, og det schweiziske edsforbund - grundlagt i 1291 af kantonerne Uri, Schyz og Unterwalden og siden udvidet til at dække det meste af det nuværende Schweiz – var repræsenteret af borgmesteren i Basel, Johann Rudolf Wettstein.

Også repræsentanter for kirken var indbudt til mæglingen, blandt andet den biskop nuntius (gejstlig rang af ambassadør) Fabio Chigi fra Köln, der senere blev pave Alexander 7., og den venetianske diplomat Alvise Contarini. De repræsenterede den katolske kirkes interesser. Protestanterne var repræsenteret ved deres rigsstænder – dvs. repræsentanter fra de protestantiske områder på Det Tysk-romerske Riges Rigsdag.

Hvorfra kender vi forhandlingernes forløb?

En af de katolske repræsentanter, munken Adam Adami, nedtegnede konferencens historie, Acta Pacis Westphalicae, også kaldet Pax Westphalica. Den udgør i dag den vigtigste førstehåndskilde til fredsforhandlingerne.

I den engelske oversættelse fra latin, udført i 1713, står der bl.a. i forordet til Acta Pacis Westphalicae (se kilder): ”Be it known [...] That after the Differences and Troubles which began several years ago in the Roman Empire, had come to such a height, that not only all Germany, but likewise some neighbouring Kingdoms, especially Sweden and France, found themselves so involv'd in them, that from thence there arose a long and cruel War […] At last it fell out by an Effect of the Divine Bounty, that both sides turn'd their Thoughts towards the means of making Peace […].”

Forhandlerne mødtes på tværs af religion, klasseskel og nationalitet, og som udgangspunkt for at pleje egne interesser i konflikten, men lykkedes alligevel med at forhandle en gensidig fred på plads.

​​​​​​​Hvad skete der i tilknytning til forhandlingerne?

Under forhandlingerne fortsatte krigshandlingerne lige så voldsomt som hidtil, og de militære sejre og nederlag påvirkede forhandlingerne undervejs.

Det tysk-romerske Rige bestod af flere indlemmede riger, kaldet rigsstænder, der hver havde en udvidet egen øvrighed, det vil sige ikke-religiøse regerende institutioner. Flere af rigsstænderne brugte krigene til at forsøge at gøre deres områder i det tysk-romerske rige selvstændige (Admissionsstriden). Det lykkedes f.eks. Württembergs gesandt Johann Konrad Varnbüler at få støtte fra Sverige til at få sit område revet løs fra Det tysk-romerske Rige. Bøhmen forsøgte også at skaffe sig selvstændighed af den vej.

Rigsstændernes deltagelse i fredsforhandlingerne blev udfordret flere gange undervejs, og ved fredskonferencens begyndelse repræsenteredes Det tysk-romerske Rige alene af kejseren. Den svenske gesandt Johann Adler Salvius havde i 1643 – forgæves – forsøgt at ophæve kejserens eneret på at repræsentere det tysk-romerske rige med følgende begrundelse, som er citeret i Anders Bager Eriksens artikel (se kilder): Majestætens sikkerhed består i de tyske stænders frihed.”

Hvad skete der efter, at fredstraktaterne blev underskrevet?

Først fire måneder efter de endelige fredstraktater blev underskrevet i Münster 24. oktober 1648, blev aftalen endeligt godkendt af de enkelte stater den 18. februar 1649. Demobiliseringen af hærene krævede også yderligere forhandlinger. Disse fandt sted i Nürnberg 1649 i form af to aftaler henholdsvis d. 26. juni og 2. juli 1650. Paven protesterede i august og november 1650 mod de religionsretslige regler i traktaten, som stillede katolikker, protestanter og reformerte lige, men uden virkning. Alle endte med at måtte gå på kompromis for at få fred i Europa.